Thomas Damkjær Petersen er ingeniørernes nye formand

23. maj 2016 kl. 08:3516
Thomas Damkjær Petersen er ingeniørernes nye formand
Illustration: Henrik Frydkjær.
Et enigt repræsentantskab har netop valgt Fagforeningslistens formand til fremover at stå i spidsen for Ingeniørforeningen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Der var ingen modkandidater, da IDAs repræsentantskab lørdag eftermiddag valgte Fagforeningslistens formand Thomas Damkjær Petersen til ny IDA-formand.

Den nye formand blev klappet op på talerstolen i IDA-husets kongressal, og takkede forsamlingen for valget:

Afgående IDA-formand Frida Frost og nyvalgte IDA-formand Thomas Damkjær Petersen. Illustration: Henrik Frydkjær.

»Det er med meget stor ydmyghed, jeg står her. Mange tak for den kæmpe tillid, I viser mig. Det er jeg selvfølgelig rigtig, rigtig glad for. Jeg vil love jer alle 65 at arbejde for, at den fremgang IDA har haft de senere år, fortsætter. Og det bliver i samarbejde med hele repræsentantskabet og hele hovedbestyrelsen,« lovede Thomas Damkjær Petersen, der indtil i går arbejdede som trafikplanlægger i Movia.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som fuldtidsansat formand bliver hans daglige arbejdsplads nu IDA-huset.

Her er IDAs nye hovedbestyrelse

  • Natashia Mai Yde Larsen, Dimittendlisten
  • Malene Matthison-Hansen, Fagforeningslisten
  • Jørn Guldberg, Ingeniørlisten
  • Christina Kiær, Ingeniørlisten
  • Laura Klitgaard, Lederlisten
  • Jens Heide, Pensionistlisten
  • Peter Vonsild, Pensionistlisten
  • Malene Krog Lundsby, Privatansattes Liste
  • Jens Andresen, Private Ingeniører – pi
  • Ellen Fænøe, Senioringeniørlisten
  • Ivan Lilleng, Senioringeniørlisten
  • Søren Vang Fischer, Yngrelisten
  • Mette Alberg Mosgaard, Yngrelisten
  • Harald Gade Andersen, Tekniske og Naturvidenskabelige Studerende

Den 60-årige civilingeniør har været aktiv i IDA i mere end 25 år, og har de seneste seks år både siddet i hovedbestyrelse og forretningsudvalg, samtidig med at han har været formand for IDA Offentlig, som blandt andet forhandler overenskomster.

I sin korte tale til repræsentantskabet fremhævede han, at den afgående formand Frida Frost efterlader ham et solidt fundament at stå på, både når det gælder økonomi og medlemstilgangen:

»Der er kun positive udfordringer. Det største problem, der ligger forude, er, at vi mangler ingeniører og naturvidenskabelige kandidater. Det er den største opgave for IDA, for det allervigtigste er, at Danmark har de ingeniører, der kan løfte samfundet,« lød det fra talerstolen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge en pressemeddelelse peger den nyvalgte formand på, at IDA har en nøglerolle på tærsklen til den 4. industrielle revolution, hvis Danmark skal være på forkant med udviklingen:

»Det kræver en stærk teknologisk stemme i den offentlige debat, hvor IDA med sin bredde og mangfoldighed bør blive en stadig mere relevant aktør,« mener Thomas Damkjær Petersen.

Der skal værnes om de frivillige kræfter

Han ønsker derfor at arbejde for, at IDA forbliver en bred forening, hvor der værnes om de frivillige kræfter ikke mindst i de mange fagtekniske selskaber og i regionerne, som er en helt særlig styrke for IDA, som det hedder i pressemeddelelsen:

»Et par spændende eksempler, som jeg har fulgt med interesse, er IDA IT og IDA Fremtidsteknologi, men mange flere kunne nævnes. Det glæder jeg mig til at følge tættere, end jeg har haft mulighed for indtil nu,« siger han.

Siden Fagforeningslisten stillede op for første gang ved valget i 2010, har den nyvalgte formand hver gang meldt ud, at han ønsker at stå i spidsen for IDA. Tredje gang lykkedes det altså. I begyndelsen af valgkampen blev han ellers ikke spået mange chancer, når man forhørte sig i foreningens bagland. Selv har han hele tiden holdt fast i sit kandidatur:

»Da jeg stillede op, var det med et håb om, at det kunne lykkes. Jeg har altid været optimist af natur. Jeg går til opgaven med stor entusiasme, og tror på, at der kan skabes resultater. Jeg ser muligheder og ikke begrænsninger,« siger Thomas Damkjær Petersen og henviser til sine ti år som formand for foreningen Skole og Forældre fra 1998-2008:

»Der arbejdede jeg også for at skabe resultater og løsninger med undervisningsministre og politiske ordfører. Et arbejde der har båret frugt i forhold til at få sat forældrene på dagsordenen,« siger IDAs nyvalgte formand.

Thomas Damkjær Petersen afløser den nuværende formand Frida Frost, der efter seks år på posten, falder for IDAs genvalgsregler.

Læs også: IDAs afgående formand Frida Frost: »Hver anden kalder mig for Ida«

16 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
11. marts 2017 kl. 12:53

Rundet af Enhedslisten? De bliver en nedtur for Ingeniørforeningen!

2
25. maj 2016 kl. 01:07

Hvis du kigger på jobannoncerne er det ikke mange "sorte" jobs der udbydes mere, det er grønt, grønt, grønt eller grønt.

De sorte jobs findes stadig og vi er ikke mindre afhængige af dem end før, vi har bare besluttet politisk at give dem til nogle andre uden for landets grænser.

Enhedslisten startede vist nok omkring 1990 og er derfor en naturlig del af verden for nyuddannede ingeniører idag - i modsætning til mange af debattørene her på ing.dk der tydeligvis opfatter dem som stridende imod naturens orden.

Ja, hvis vi fejer den ubehagelige fortid under gulvtæppet og glemmer den og ser bort fra de totalitære tilbøjeligheder, så føler vi at vi har det meget bedre. Og de kommunistpartier som gik sammen i Enhedslisten dengang var gamle.

Endelig skal vi ikke glemmer at alle veje også fører bort fra Rom: Det vil bestemt ikke være nogen skade til hvis Enhedslisten, landets 4. største politiske parti, får mere indflydelse fra Ingeniørverdenen.

Det går da ellers ganske godt, en meget væsentlig del af dansk energipolitik er direkte inspireret af en venstreorienteret slyngel som gemmer sig for skattevæsenet i Mexico og det synes op ad bakke for den borgerlige regering at få indført en smule fornuft. Og IDA har ligeledes beskæftiget sig med visioner som er langt ude på den fløj. Og i debatterne her udfoldes der enorme anstrengelser for at retfærdiggøre den specielle danske energipolitik og male skræmmebilleder af verdens tilstand i almindelighed og energiteknologier der kan vise sig at være relevante i fremtiden i særdeleshed.

Så hvad vil du mer :-)

2
24. maj 2016 kl. 10:16

Jeg håber så sandelig, at tingene kan holdes adskilt, men det er trods alt nok ikke ovennævnte, som det gennemsnitlige IDA medlem går ind for eller...........???

Det er faktisk det mest interessante spørgsmål i denne forbindelse.

Hvis du kigger på jobannoncerne er det ikke mange "sorte" jobs der udbydes mere, det er grønt, grønt, grønt eller grønt.

Hvis du kigger i det magazin der kom med papiravisen for nogle dage siden, vil du opdage at alle de store ingeniørvirksomheder har meget travlt med at være unge med de unge og grønne med de grønne.

Vi kan naturligvis diskutere om det er det gennemsnitlige eller mediane IDA medlem der er mest relevant at kigge på, men jeg tror du vil blive overrasket over hvor langt ind mod og muligvis hen over midten den grønne bølge allerede er nået.

Douglas Adams regel er bestemt relevant her:

“I've come up with a set of rules that describe our reactions to technologies:1. Anything that is in the world when you’re born is normal and ordinary and is just a natural part of the way the world works.2. Anything that's invented between when you’re fifteen and thirty-five is new and exciting and revolutionary and you can probably get a career in it.3. Anything invented after you're thirty-five is against the natural order of things.”

Enhedslisten startede vist nok omkring 1990 og er derfor en naturlig del af verden for nyuddannede ingeniører idag - i modsætning til mange af debattørene her på ing.dk der tydeligvis opfatter dem som stridende imod naturens orden.

Endelig skal vi ikke glemmer at alle veje også fører bort fra Rom: Det vil bestemt ikke være nogen skade til hvis Enhedslisten, landets 4. største politiske parti, får mere indflydelse fra Ingeniørverdenen.

2
24. maj 2016 kl. 08:39

Mads, du burde tage et kursus i sarkasme.

2
24. maj 2016 kl. 08:17

Jeg håber så sandelig, at tingene kan holdes adskilt, men det er trods alt nok ikke ovennævnte, som det gennemsnitlige IDA medlem går ind for eller...........???

Det chokerende er ikke at dette fænomen, som blussede op i 80erne da der bredte sig en lidt nonchalant holdning i fagbevægelsen og det politiske liv til den slags, lever upåagtet i bedste velgående. Det chokerende er at det tilsyneladende er blevet så almindeligt accepteret at man ikke engang finder det på sin plads at nævne det og vi kun beskæftiger os med det fordi en enkelt råber op!

2
24. maj 2016 kl. 07:41

partiets målsætning er en afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og at denne skal overgå til arbejderklassen gennem på den længere bane en revolution.

Jeg er bange for, at du ikke behøver at være bange for, at EL vil afskaffe den private ejendomsret gennem en revolution - på den længere bane, hvad du så end mener med det.

Noget tyder på, at du og muligvis endnu et par stykker her på siden ikke er helt opdateret, hvad angår indholdet i Enhedslistens principprogram. Det er da en ærlig sag. Her får du og andre chancen:https://enhedslisten.dk/parti/enhedslistens-principprogram

Det ses bl.a., at ordet 'revolution' kun anvendes to steder i den 25 sider lange tekst, og det er nede på side 22 (når man overfører teksten til et word-doc). 'Produktionsmidler' anvendes 3 steder (på side 5, side 16, og side 23), og dermed ikke i sammenhæng med 'revolution'. Faktisk har man forladt den strategi, og partiet taler istedet om, på side 23:

"En ny grundlov skal endvidere sikre almenvellets interesser ved at muliggøre demokratisk overtagelse af ejerskabet til samfundsbærende produktionsmidler og naturressourcer, gennem et flertal i folketinget."

Hva' mæ lidt mere præcision? Istedet for skræmmekampagner og tilsmudsning af IDA's nyvalgte formand? Tillykke med valget til Thomas Damkjær Petersen.

2
24. maj 2016 kl. 07:00

Enig - partiets målsætning er en afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og at denne skal overgå til arbejderklassen gennem på den længere bane en revolution. Jeg håber så sandelig, at tingene kan holdes adskilt, men det er trods alt nok ikke ovennævnte, som det gennemsnitlige IDA medlem går ind for eller...........???

2
24. maj 2016 kl. 01:04

Familielisten støttede på ingen måde en formand, der er rundet af Enhedslisten

Men det er vel ret normalt at en forening der kan mønstre en så lav stemmeprocent ender med at blive kuppet af venstrefløjen? Og det er vel egentlig bare et symptom på en forening der er i færd med at miste sin relevans? For når flertallet af medlemmer er ligeglade med om deres holdninger afspejles i foreningens ledelse så vil resultatet vel enten blive at medlemmerne siver eller også at diverse aktiviteter forsøges videreført på lavt blus uanfægtet af toppens politiske udskejelser. Jeg husker noget lignende skete i en virksomhedsgruppe engang i 80erne, uanset udfaldet så bliver resultatet af en sådan begivenhed at gejsten forsvinder og aktiviteterne dør ud.

2
23. maj 2016 kl. 20:13

Vi stemte selvfølgelig imod og netop derfor passer teksten ikke :-)

2
23. maj 2016 kl. 13:49

Var der modkandidater (som artiklen her siger at der ikke var)? Stemte familielisten imod, eller på en anden kandidat?

Medmindre der er stemt imod eller på en anden kandidat er man enige, for manglende/blank stemme er ikke uenig.

2
23. maj 2016 kl. 09:59

IDA.dk har beskrevet valget korrekt på deres hjemmside. Tjek lige Den Danske Ordbog eller tilsvarende.

2
23. maj 2016 kl. 09:51

Det var ikke et enigt Repræsentantskab, da vi så en anden formand.

2
22. maj 2016 kl. 22:40

Tror du har forvekslet 'enig' med 'enstemmigt'. De er 'enige' hvis der er flertal efter gældende regler. De er 'enstemmige' hvis alle stemmer det samme.

2
22. maj 2016 kl. 21:43

Der var ingen måder tale om et enigt Repræsentantskab - Familielisten støttede på ingen måde en formand, der er rundet af Enhedslisten - vi valgte alene af den grund ikke at underskrive konstitueringsaftalen. Man må jo sige, at det deværre siger mere om de lister der har båret Thomas frem end det faktisk gør om Thomas - tankevækkende og sørgeligt at være vidne til. Men overskriften er løgn og latin.