Thai-robot afgør om maden på din restaurant er i top

Thai-robot afgør om maden på din restaurant er i top

Smagen af klassiske thai-retter kan nu blive bedømt af en robot, som den thailandske regering står bag. Sensorer røber, hvor tæt retten er på at være ideel.

En rygende suppe tom yam med citrongræs, limeblade, galanga-rødder og tigerrejer er en af verdens mest populære retter, og den kan smage himmelsk... eller som noget, hunden har slæbt ind.

Det sidste er desværre oftere reglen end undtagelsen, mener den thailandske tidligere toppolitiker Yingluck Shinawatra, der tirsdag vil se den konkrete løsning på sine mangeårige frustrationer.

I dag er Yingluck Shinawatra ikke i regeringen længere. Hun blev smidt ud under et kup i maj, men hendes idé overlevede regeringsovertagelsen, og når der i morgen bliver indkaldt til galla-middag på en fancy restaurant i Bangkok, er der garanti for, at thaimaden er i top. Det sørger en robot nemlig for.

Robotten E-delicious er 'en robot, der måler duft og smag i fødevareingredienser gennem en sensorteknologi for at vurdere maden som en madanmelder'.

Citatet er hentet direkte fra den såkaldte Thai Delicious Committee, der er et statsfinansieret udviklingsprogram til over syv millioner kroner, der også er tilført en ukendt mængde private penge. Thai Delicious Committee har dog ikke kun brugt tiden på at udvikle en robot på størrelse med en lille printer, men efter inspiration fra smiley-ordninger rundt omkring i verden - hvor hygiejnen bliver målt - har regeringen skabt en smiley-ordning for god thaimad.

Ideen er, at restauranter kan bestille et regeringstjek fra den thailandske ambassade, der med robotten i hånden vil komme på besøg og anmelde maden. Robotten giver en karakter på en skala fra 0 til 100. Får restaurantejeren værdien 80 eller derover, kan man få et regeringspapir til at hænge op i vinduet, så alle kan se, at her er god thaimad.

Den perfekte tom yam-suppe er kodet ind i robot

Hvordan E-delicious helt præcis virker, er endnu uklart. Videoer af maskinen viser, at man hælder suppe eller sauce i en slags rør. Og New York Times rapporterer om, at den måler smagen ved brug af ti forskellige sensorer, der undersøger ledningsevnen ved forskellige spændingsforskelle.

Data bliver holdt op mod en måling af 'den bedste' version af retten, og forskellen bliver så udtrykt i karakteren - hvor udgangspunktet altså er, at retten umuligt kan være bedre end den statgaranterede optimale version.

Men hvordan ved robotten, hvad der er den bedste ret? Jo, data om den bedste ret er blevet til ved at arrangere smagskonkurrencer på universiteter rundt omkring i landet. For eksempel er den statsgodkendte tom yam udviklet på Chulalongkorn University, hvor studenter, universitetsansatte og bygningsarbejdere er blevet betalt omkring 40 kroner hver for at spise thaimad. De blev serveret ti forskellige tom yam-supper hver og skulle så give dem point. Den bedste ret blev derefter udvalgt, gennemanalyseret og de kemiske data indtastet i E-delicious.

»Selv italienere og franskmænd laver thaimad«

Thai Delicious har også skabt en gratis app til iPad med regeringsgodkendte opskrifter. Dem er der indtil videre tre af.

Hvornår robotterne vil nå ud til thailandske ambassader rundt omkring i verden, er endnu uklart, men private firmaer regner med at sælge modeller til 100.000 kroner stykket til ambassaderne.

Indtil da gør man klogt i at kigge nærmere på, hvem der står bag disken i thai-restauranterne, lyder det fra chefen for Thai Delicous Programme.

»Der er mange thai-restauranter over hele verden, som ikke er ejet af thailændere. De er ejet af vietnamesere, burmanesere eller måske endda italienere eller franskmænd,« siger han til New York Times.

Kommentarer (3)

Utrolig at nogle kan få en sådan ide.
"For eksempel er den statsgodkendte tom yam udviklet på Chulalongkorn University, hvor studenter, universitetsansatte og bygningsarbejdere er blevet betalt omkring 40 kroner hver for at spise thaimad."

Så præferencen er hvordan studenter, universitetsansatte og bygningsarbejdere fra Chulalongkorn University, der gerne vil tjene en ekstra skilling, syntes at om yam-supper skal smage.

Problemet er ikke hvem der smager, men at man vil sætte det på en formel og bruge det som et kvalitet mål. Det bedste af det bedste, er når 60% giver thumbs up for suppen.

Så den ypperste bearnaise sauce er knorr?

  • 0
  • 0

Dette her er vist også relevant til at teste råvarene med:

.10. aug 2014, Et tryk på en knap fastslår den molekylære sammensætning af din mad.
Molekylesensoren Scio er så lille, at du kan have den i din nøglering. Og den kan analysere den molekylære sammensætning af din mad, planter og drikkevarer.
http://ing.dk/artikel/et-tryk-paa-en-knap-...
https://www.kickstarter.com/projects/90310...
http://www.consumerphysics.com/myscio/
http://www.consumerphysics.com/myscio/faq.htm

-

Tænk på Scio++?:

.16. sep 2014, DTU-forskere slår laserrekord.
Forskere fra DTU Fotonik har slået rekord i at få infrarødt lys ud i en optisk fiber.
http://ing.dk/artikel/dtu-forskere-slaar-l...
Citat: "...
Det er en superkontinuum-fiberlaser, og den kan dække et bølgelængde-spektrum fra 1,4 til 13,3 mikrometer, hvilket er første gang nogensinde, at en superkontinuum lyskilde er nået så langt ud.
..."

Det er en form for Tricorder:
https://en.wikipedia.org/wiki/Tricorder

  • 0
  • 0