Blandt de mange bud på, hvordan man kan sende mennesker til vejrs, finder man amerikanske Stratolaunch, der i maj afslørede designet for deres luftfartøj, Talon-A, et 8,5 m langt hypersonisk fly med et vingefang på 3,4 m.
Der er indtil videre tale om en testversion ved navn TA-0, der ikke kan flyve endnu, men har samme struktur og omfang som det færdige fly skal have. Talon-A skal efter planen kunne starte fra et carrier-fartøj i 10.668 meters højde, og det er dét, testfartøjet kommer ind i billedet.
Senere i år skal TA-0 flyve fastspændt under flyet Roc (Scaled Composites Model 351 Stratolaunch), en 227 tons moppedreng med et vingefang på 117 meter, der gennemførte sin femte testtur i starten af maj.
Ét formål med den femte testtur var at afprøve det modul, som Talon skal sidde fast på. Det vejer i sig selv 3.600 kg og er udstyret med et lastespil, der skal hæve raketflyene op under platformen fra jorden.
Når Roc når den rigtige cruising-højde med TA-0 på sin underside, skal den smide det, som led af en test af det større fartøjs rolle som affyringssted for hypersoniske fartøjer.
TA-1, det første flyvedygtige testfartøj skal derefter flyve med Roc, og siden burde TA-2, selskabets første genanvendelige, hypersoniske testfartøj, der indtil videre kun findes på tegnebrættet, kunne tage en prøvetur også.
Testprogrammet af de hypersoniske raketfly har til formål at åbne op for forskning, teknologisk udvikling og identificering af nøglekomponenter i højhastighedsflugt, ifølge Stratolaunch.
