Test-en-elbil runder en million kørt kilometer: Hva' så?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Test-en-elbil runder en million kørt kilometer: Hva' så?

Det landsdækkende forskningsprojekt Test-en-elbil, der har været i gang siden 2010, rundede for nylig en milepæl af de helt store: Den samlede kilometertæller for projektet rundede en million kørte kilometer på de danske veje.

Undervejs er elbiloperatøren ChoosEV, der står bag forsøget, blevet klogere på, hvad elbilens potentiale er som både bil nummer et og bil nummer to for familien Danmark.

Selv om der for det mest har været tale om positive erfaringer, så erkender Lars Bording, der er direktør for ChoosEV, at der stadig er sten på vejen i forhold til at gøre elbilen til allemandseje.

»Den største hurdle, som det ser ud nu, er prisen. En elbil koster omkring 275.000 kroner, og den skal ned under 200.000 - og gerne et stykke under - før den bliver rigtig konkurrencedygtig,« siger han.

Frost og fart forbitrer forsøgskaniner

Ingeniøren har tidligere skrevet om Test-en-elbil, og har haft en bruger af bilen til at føre dagbog over oplevelserne.

Læs også: Dagbog fra elbilen kap. 1: Det går bare riiiiigtig laaaangsomt!

Her kom det frem, at det var en blandet fornøjelse at være elbilejer. Martin Lippert, der stod for prøvekørslen, beskrev, hvordan bilen var mere end almindelig sløv i accelerationen og havde et varmeanlæg, der på de ekstremt kolde vinterdage ikke var meget mere effektivt end at puste på forruden.

»Der har været tale om kørsel med en ombygget Citroën C1 City, som ikke er en decideret elbil. Siden har vi skiftet de fleste af bilerne ud med 'trillingerne', og siden er det gået stærkt. Vi har for eksempel været nødt til at opgradere vores samlede mål for projektet fra seks til syv millioner kilometer, fordi folk simpelthen kører mere i dem, end vi havde regnet med,« fortæller Lars Bording.

Trillingerne er navnet for de tre små elbiler Mitsubishi IMiEV, Peugeot Ion, Citroën C1 EV'IE.

Næste blad er Leaf

Lars Bording fortæller, at man har haft positive tilbagemeldinger om 'trillingernes' egenskaber fra kunder, der bor fra Tønder til Skagen og Esbjerg til København.

Elbilen har tidligere fået skudt i skoene, at den udpræget er til byboer og folk, der bruger bilen til korte pendlerture. Det fortæller Lars Boring ikke har været tilfældet.

»Mange steder er den blevet brugt som bil nummer et, hvilket har været en positiv overraskelse - også for folk, der har langt til og fra arbejde og bruger bilen meget i fritiden,« fortæller han.

Ikke altid det oplagte førstevalg

Han erkender, at elbilen stadig ikke er det naturlige førstevalg, hvis man går med planer om at smide en trailer fyldt med mursten efter den firhjulede.

»Jeg tror jo ikke, at el er løsningen på alle transportproblemer. Jeg er overbevist om, at vi i fremtiden kommer til at se en blanding af forskellige drivmidler - for eksempel biler og lastbiler, der kører på gas. Vores kunders erfaringer viser, at elbilen er en pragtfuld bil til børnefamilier,« slår Lars Bording fast.

Næste skridt for ChoosEV bliver at høste vintererfaringer med 'trillingerne' og at integrere den noget større Nissan Leaf i Test-en-bil.

Dokumentation

Testenelbil.dk

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Vores kunders erfaringer viser, at elbilen er en pragtfuld bil til børnefamilier,« slår Lars Bording fast"

Den kommentar synes jeg kommer ud af det blå.
Jeg har svært ved at se hvordan en lille bil er pragtfuld for børnefamilier, jeg synes altid at det er pladsmangel der er det største problem som børnefamilie, og der har jeg da svært ved at se hvordan trillingerne kan være med.

  • 0
  • 0

Det der menes er formodentlig at den er fin til transport mellem skole, børnehave, fodboldklub, indkøb osv, når blot der ikke skal for mange med.

Elbilens problem er først og fremmest prisen, og det kan undre lidt, når den nu igennem ti år er blevet udråbt til løsningen på alle vores problemer.
Hvor mange glitrende powerpoints har man ikke set, om lyksalighederne ved el-biler, men fabrikkerne tror åbenbart heller ikke helt på det, eller også er prisen virkelig for høj.
Hvis de troede på det, kunne de jo godt smide milliarder i udviklingen, mod et forventet provenu på det store salg, men det gør de altså ikke.
Efter både ti og tyve år burde de have afklaret økonomien. Men hvad ser vi: Legobiler og absurd dyre experimenter.

  • 0
  • 0