Test af kæmpe Vestasmølle sker hos Dong Energy

De kommende test af Vestas' nye V164-7,0 MW-havvindmølle kommer formentlig til at foregå hos en dansk virksomhed.

Vestas har indgået en hensigtserklæring med Dong Energy, der skal gennemgå designet af vindmøllen, og senere skal nogle af møllerne installeres på Dong Energys testfaciliteter med henblik på forskning og demonstration.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at Dong Energy vil blive den første kunde til den nye vindmølle.

»Opstilling af testmøller er et vigtigt skridt i kommercialiseringen af ny mølleteknologi til storskala havmølleparker. Derudover forventes større møller at bidrage til at reducere omkostningerne ved vedvarende offshore-energi,« oplyser Vestas og Dong.

V164-7,0 MW-møllen blev offentliggjort tirsdag, og den er en havvindmølle, der er designet til de barske forhold i Nordeuropa. Teknologisk set har Vestas valgt at holde fast i en gearkasseløsning, selvom mange af konkurrenterne har valgt gearløse løsninger til offshore-brug.

Ifølge Vestas har man valgt at satse på en 'gennemprøvet teknologi', hvor man dog vælger at bruge en langsomt kørende generator, der gør det muligt at droppe et trin i gearkassen.

Vestas forventer, at de første prototyper af møllen skal rejses i fjerde kvartal 2012, mens serieproduktionen planlægges til at starte i første kvartal 2015, fortalte selskabet i går.

Dong Energy og Vestas undersøger desuden muligheden for, at Vestas skal levere nogle V112-3,0 MW-vindmøller til Kappel, der er Dongs danske testfacilitet på det sydvestlige Lolland.

Emner : Vindmøller
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

DONG Energy har ikke et test site på land ved Kappel og det får de forhåbentlig aldrig nogen sinde.

At DONG har søgt om et område ved Kappel, et ikke det samme som at DONG har det. Møllerne til Kappel skulle iflg. VVM-redegørelsen være 7 havvindmøller på 5-8 MW. DONG prøver med alle kneb, nu også med små 3 MW møller.

Sagen er påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet. De 3 klager der p.t. ikke er afgjort kan læses på www.visigernej.dk.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten