Tesla: Singapore udregner CO2-emissionen fra Tesla S forkert

Tesla: Singapore udregner CO2-emissionen fra Tesla S forkert

Kæmpeafgift til Tesla-ejer for at svine med CO2 har skabt røre i bystaten Singapore. Tesla Motors er gået aktivt ind i sagen for at få myndighederne til at teste Model S på 'korrekt vis'.

Den amerikanske elbilsproducent Tesla brander sig gerne på at lave en miljøvenlig bil. Den er myndighederne i Singapore imidlertid ikke helt med på. De bragte sig i sidste uge i skudlinjen ved at stikke en Tesla-ejer af producentens S-model en bøde på godt 74.000 kroner for at opveje det CO2-udslip, der kommer som følge af bilens elforbrug.

Tesla protesterede og vil nu i dialog med de statslige transportmyndigheder for at sikre, hvad firmaet mener er den korrekte forståelse af bilernes CO2-emission.

Bystatens eksperter har beregnet CO2-emissionen fra luksus-elbilen Model S til 222 gram CO2 pr. kørt kilometer.

Men det, som Tesla nu opponerer mod, er LTA’s fastsættelse af bilens forbrug ved kørsel. Ud fra standarden R101 fra The United Nations Economic Commission for Europe (UNECE), har LTA nemlig vurderet, at en Model S bruger 444 Wh pr. kørt kilometer. Med en CO2-emission på 0,5 g/Wh i Singapore udløser det så en emission på 222 g CO2/km.

Det placerer Model S i kategorien ikke-energieffektive biler på linje med store benzindrevne limousiner som Mercedes S, hvilket udløser en ekstra afgift på 15.000 Singapore dollars eller cirka 74.000 kroner.

Grunden til at LTA valgte at bruge standarden R101 var, at det var en brugt bil som en køber gerne vil have importeret til Singapore. Men som en talsperson fra LTA understreger, så skal alle brugte biler - også elektriske - undergå en forbrugstest. Det skyldes at forbruget kan variere meget, alt efter hvordan biler tidligere er blevet kørt og vedligeholdt.

Læs også: Derfor skal en Tesla have lov til at brænde ud

Men det er helt forkert, skriver en repræsentant for Tesla i en e-mail til Ingeniøren:

En Model S forbruger nemlig kun 181 Wh/km, hvilket giver en CO2-emission på 90,5 g/km. Derfor skal bilen slet ikke tillægges en ekstra afgift. Samtidig vil Singapore i de kommende år øge brugen af sol- og vindkraft, og CO2-emissionen vil derfor yderligere falde.

Læs også: EU sætter foden ned: Tesla slipper for afgifts-hug

»Vi er løbende i dialog med LTA for at sikre en korrekt forståelse af disse spørgsmål og for at sikre, at de tester kundens Model S på korrekt vis. Grundet den positive karakter af disse drøftelser, er vi imidlertid overbevist om, at situationen vil blive løst snarest muligt,« lyder det fra Tesla.

LTA erkender, at en helt ny Model S vil lande i en helt anden kategori, hvor den i stedet for en ekstraafgift vil få en rabat på registreringsafgiften.

Kommentarer (24)

Du har helt ret i din betragtning - når man altså ser bort fra:

1) At benzin og diesel også forurener "et andet sted", når det skal udvindes, rafineres og transporteres
2) At benzin- og dieselbilers partikelforurening i byer ofte forekommer tættere på mennesker end forureningen fra kraftværker
3) At benzin- og dieselbiler ofte udleder mange gange mere forurening, både CO2 og partikler, end de nominelle værdier, der er resultaterne i laboratorietest
4) At mere end halvdelen af vores el i dag kommer fra vedvarende energi
5) Og at denne andel stiger de kommende år
6) Og at elbiler i øvrigt kan tilføre værdi til vores energisystem
7) Og at elbiler ikke støjer lige så meget

Med andre ord: Hvis man vælger at sammenligne best case for benzinbilen med worst case for elbilen (og i øvrigt helt glemmer en række faktorer), så kan elbilen selvfølgelig godt virke som en fis i en hornlygte.

  • 47
  • 2