Tesla med ny version af menneskerobot: For svært at bruge begge hænder samtidig

26. maj kl. 11:422
Tesla Bot
Tesla Bot går langsomt fremad foran en Cybertruck. Illustration: Tesla/YouTube.
Efter fremvisningen af Tesla Bot sidste år kommer Tesla nu med en opdatering på projektet.

På et aktionærmøde i maj har Tesla fremvist den seneste udvikling for deres humanoide robot ved navn Optimus, der også er kendt som Tesla Bot. Robotten er nu i stand til at gå langsomt fremad og klare enkle opgaver. 

Tilbage i september sidste år offentliggjorde Tesla to prototyper for de menneskelignende robotter. Den ene prototype, kaldet Bumble C, kunne under Teslas AI-dag gå ud på scenen og vinke til publikum, mens Optimus-prototypen blev kørt ud foran publikum. Den var på daværende tidspunkt nemlig ikke i stand til at gå. 

Men nu har Optimus fået fysiske evner som at gå, gribe fat i genstande, fornemme blødere genstande og anvende begrænset kraft ved hjælp af motorens momentstyring.

I den nye video bevæger Optimus-robotterne sig synkront, hvilket betyder, at Tesla er i stand til at styre flere robotter samtidigt, fordi de er forbundet til det samme neurale netværk. Samtidig er de også i stand til at udføre opgaver synkront og individuelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Du kan i videoen her se, hvad Tesla Bot nu er i stand til. 

Remote video URL

Tesla Bot vejer 73 kg og er udstyret med et 2,3 kWh-batteri. Den kører på Teslas autopilotsoftware på Teslas egenudviklede chip (SoC), og derudover kan den kommunikere på både wi-fi og LTE.

Som optakt til Teslas AI-dag sidste år fortalte folk fra robotverdenen, hvad der ville imponere dem under fremvisningen af robotten. 

Her sagde Jonathan Aiken, der er robotudvikler ved University of Sheffield i Storbritannien, at det ville få ham til at spærre øjnene op, hvis robotten ville være i stand til at manipulere et objekt med begge hænder samtidigt som f.eks. at skrue låget på en sodavandsflaske. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er altså ikke noget, som vi har set, at Tesla Bot er i stand til endnu - heller ikke otte måneder efter, selvom robotten kunne genkende og manøvrere objekter ned i en kasse. 

Angiveligt vil Tesla gå i gang med produktionen af Tesla Bot i fremtiden, når virksomheden begynder at levere de længe ventede Cybertrucks. Ifølge The Verge forventer Tesla, at de går i produktion i løbet af denne sommer.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
26. maj kl. 15:08

Alt sammen noget boston dynamics gjorde for er årti siden.

Mængden ikke-kritisk mediedæking Felon Musk og hans luftkasteller modtager, er skræmmende.

3
26. maj kl. 19:05

Kast bare med sten .....

Elon Musk har en imponerende række succeser på sig resume, og nu kaster han sig bare over robotter. vent og se .......