Tesla barberer 231 hk af topmodellens effekt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tesla barberer 231 hk af topmodellens effekt

Kunder, som har købt Teslas topmodel P85D, får nu endelig ret. De var blevet lovet op 700 hk i deres superhurtige, firehjulstrukne Tesla S-modeller, men fik langt mindre.

Tests og målinger, som ejerne udførte for egen regning, afslørede, at så høj en effekt aldrig var til rådighed - selv ikke når der blev givet fuld gas - og derfor gik de til Tesla for at få kompensation. Men Tesla har løbende afvist kundernes krav med argumentet om, at typegodkendelsen krævede, at effekten blev opgivet efter den metode, som Tesla fulgte.

Nu har elbilproducenten ændret markedsføring. En model S P85D er nu oplyst til at have en maksimal effekt på 469 hk, og hvis man har købt tillægspakken med Ludicrous-mode på 539 hk.

Med de nye tal på hjemmesiden er der kommet en kommentar ind om, at effekten er opgivet som 'battery limited maximum motor shaft power'.

Læs også: Påstand: Tesla kan slet ikke levere de lovede hestekræfter

I Teslas nye markedsføring, er P85D sat til at have 469 hk, mens modellem med såkaldt Ludicrous-mode er opgivet til 539 hk. Illustration: Tesla

Med andre ord er der tale om den maksimale effekt, som det er muligt at overføre fra batterierne til elmotorer. Tidligere lagde Tesla den højst mulige effekt af de to elmotorer sammen og ramte dermed 700 hk.

I Danmark blev der oprettet en hjemmeside for utilfredse Tesla-ejere. Her meldte flere end 60 ejere, både fra Norge, Tyskland og USA sig. De havde købt en P85D i den forhåbning, at der var 700 hk at boltre sig med. For det havde de (i Danmark) betalt 170.000 kr. mere, end hvad standardudgaven P85 kostede:

»Jeg føler mig snydt, når jeg køber noget, som slet ikke kan leve op til det, producenten lover,« fortalte Torben Ekwall, der var en af bagmændene bag hjemmesiden, til Ingeniøren.

Læs også: Tesla indrømmer: Vi kan ikke altid levere fuld effekt

Gruppen havde i flere måneder forsøgt at komme i dialog med Tesla, som dog afviste at yde nogen form for kompensation.

I dag er Torben Ekwall tilfreds med Teslas ændring af materialet:

»Vi føler os ikke længere snydt. Vi er beviseligt blevet snydt, da vi betalte 170.000 kroner ekstra for en bil, der var opgivet med 700 hk. Nu er vi meget sikre i vores sag og ser frem til en løsning, der kan stille alle tilfredse,« siger han.

Esben Pedersen, der er kommunikationschef for Tesla i Norden, siger i en kommentar til den nye opgivelse:

»Vores kunder har været i tvivl om, hvor mange hk Model S leverer på hjulene. For at skabe klarhed har vi ændret måden, som vi kommunikerer hk på vores hjemmeside. Vi gengiver som altid motorernes maksimale output, hvilket er et krav fra EU, men for at gøre det helt klart, har vi nu også tilføjet battery limited HP. Dette er ikke krævet af loven, og resultatet påvirkes af en række variabler (lade status, temperatur m.m). Selv om det ikke kutyme i bilbranchen vi har valgt at offentliggøre tallet,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

30% er godt nok en stor reduktion.

»Vores kunder har været i tvivl om, hvor mange hk Model S leverer på hjulene."

Motor shaft power og effekt på hjulene er ikke det samme. Selv uden gearkasse ryger der vel mindst 5% i differentiale mm.

  • 9
  • 0

30% er godt nok en stor reduktion.

Er det ikke lidt af en pseudo diskussion om et ligegyldigt tal. Om tallet er 700 hk eller 469 hk, ændre jo ikke på at bilen accellerere fra 0-100 på godt og vel 3 sekunder (og det er vel det tal der er vigtigt) - der er ikke mange konkurrenter der kan følge med der. Det er temlig imponerende at se - tag fx et kig på følgende (det er dog en Tesla S): http://digg.com/video/tesla-drag-racing

  • 21
  • 14

Er det ikke lidt af en pseudo diskussion om et ligegyldigt tal. Om tallet er 700 hk eller 469 hk, ændre jo ikke på at bilen accellerere fra 0-100 på godt og vel 3 sekunder

Præcis.
Det er lige præcis den opfattelse jeg har luftet i tidligere diskussioner her på sitet.

Men det er åbenbart ikke tilfældet for dem på Ingeniøren som ejer en "ramt" bil.
Der får man helt klart oplevelsen af, at de faktisk mener de har betalt for retten til at sige den har 700hk. At den accelerer som lovet (med et one-foot rollout) virker til at være irrelevant for dem, hvilket jeg må indrømme undrer mig en del!

Man skulle tro at det var real-world performance som var vigtigt - ikke tallet på et spec-sheet. Åbenbart ikke.

Det er også derfor at hver eneste gang Torben Ekwall udtaler sig, så bliver jeg mere og mere overbevist om at Tesla har sit på det rene her.

Der er givetvis nogle af de personer som virkelig føler sig snydt og misinformeret - og så er der nogle som mere bevist benytter en opportun lejlighed til at forsøge at presse gratis hardware opdateringer ud af Tesla.

  • 18
  • 10

Jeg er lodret uenig. Selvom bilen performer accelerationsmæssigt som de lover, så er ydelsen ikke hvad de har lovet.
Man skal altid huske på, at når nogen køber et produkt (fuldstændig ligegyldigt hvad det er), så gør de det på forskellige baggrunde. Og der er det ulovlig markedsføring, hvis produktet ikke kan levere hvad der står skrevet. Så kan det godt være, at du/I køber en bil på baggrund af den acceleration, men nogle af de ejere har måske primært kigget på antal HK eller vægt-pr-HK forholdet. Og de ville måske have købt en anden bil, hvis de havde vidst at de reelt set "kun" fik 539HK istedet for 700HK. Eller de havde måske undladt, at betale de ekstra 170.000kr hvis de vidste, at de reelt set "kun" fik 70 HK ekstra.

Ingen af jer ved, på hvilken baggrund ejerne har købt deres bil. Så det er ret usmageligt, at I gør jer til dommere over hvorvidt de har fået hvad de har betalt for.

  • 27
  • 13

Jeg er lodret uenig. Selvom bilen performer accelerationsmæssigt som de lover, så er ydelsen ikke hvad de har lovet.

Så det vil sig at når jeg har købt en bil der står til at kunne køre 21,7 per liter benzin og den reelt kun køre 17,5 skal jeg så også føle mig snyt?

Det hele afhænger jo af, hvordan lovgivningen siger man skal opgøre en given specifikation. 700Hk er opgivet efter bogen, at det reelet ikke er det den kan yde, men kun 539Hk er jo en anden ting.

  • 8
  • 8

Hvis de havde det, havde de nok ikke aendret paa specifikationerne.

Eller også vælger de at yde den ekstra service at oplyse op at der er forskel på motorydelsen og den afsatte effekt i hjulene?

En ting som forresten ikke burde komme bag på nogen, det er trods alt gældende for praktisk talt ALLE køretøjer. Den eneste årsag til at jeg ikke siger alle, er da der kan være et eller andet køretøj hvor der ikke er forskel, jeg har blot ikke hørt om et endnu.

  • 12
  • 4

Hvorfor er det lige der skal gælde andre regler for Tesla end for alle andre? Der er ingen andre bilfabrikker der kunne finde på - eller slippe afsted med - at overdrive effektopgivelser på den måde.

Hvis det havde været ligemeget om ydelsen var 700hk eller 480hk, havde Tesla nok ikke skrevet 700hk i brochuren i første omgang. Selvfølgelig er det en salgsparameter.

  • 16
  • 5

Nu har jeg ikke sat mig 100% ind i det. Hvilket jeg skriver så jeg ikke bliver kørt over.
Men det er jo ikke fordi de vil have det antal heste eller den acceleration, efter hvad jeg har læst. Men mere fordi specifikationerne for P85D og P85 ikke er oplyst efter samme forudsætning. (rullende start eller ej, samt en "usynlig" begrænsning af batteri. )
Så hvis jeg skal komme med en af alle de sammenligninger i har lavet. Er det vel at hvis bil A er oplyst med l/pr. km ved bykørsel og bil b ved l/pr. km. ved landevej og det desuden ikke fremgik tydeligt. Så vil jeg da mene at en eller begge ville føle sig snydt. Derudover er det ikke bare bil A og bil B, men bil A og A+.
Kunne faktisk også være at biler var sammenlignet med en benzin, som var langt bedre egnet til motoren end hvad man rent faktisk tanker på bilen.
Forresten er jeg ikke Tesla ejer.

  • 4
  • 0

På sin vis er det nu endnu mere imponerende hvad en elbil får ud af cirka 500 hk. Den accelerer fra biler med meget større effekt. Elmotoren er bare overlegen...

  • 20
  • 0

En elmotor har nu engang meget, meget lettere at få effekten i jorden fra stående start end en forbrændingsmotor :)
At gassen så går af en Tesla efter ca. 400m er så noget andet....

  • 3
  • 2

Med den besynderlige måde at definere HK på, så kunne de jo bare have hældt et par ekstra motorer i bagagerummet, så kunne de påstå 1000HK.
Det er lidt for kreativt at lægge motorernes enkelte ydelser sammen uden hensyn til at batteriet ikke kan levere summen. Det burde have stået et sted
Det svarer til at en almindelig motor blev opgivet til de HK den kan levere hvis den blev optimeret/tunet, og ikke de HK den har i selve bilen med de normale dele rundt om den.

  • 15
  • 7

At gassen så går af en Tesla efter ca. 400m er så noget andet....

Det er jo så fordi, den ikke har en gearkasse, og ved 250 km/t er motoren oppe omkring 18-20.000 RPM, måske mere. Momentkurven dykker ved omkring 100 km/t og er nede på 1/4 ved 250 km/t.

Hvis den var gearet, tror jeg bestemt ikke, det var noget problem at følge med de hurtigste produktionsbiler i verden, såfremt bilen opfører sig ordentligt ved 300+ km/t.

Man har valgt at undvære gearkassen for at øge pålideligheden, og pga. dårlige erfaringer med gearkasser i de første Tesla Roadsters.

  • 12
  • 1

Hvis Tesla sælger en version som bliver markedsført med en effekt på 700 hk i stedet for de sædvanlige 469 hk, så er det svindel at bilen i virkeligheden "kun" har 539 hk.

Og det uanset at alle nok godt kan blive enige om, at over 500 hk formodentlig i praksis dækker det behov man har...

  • 11
  • 5

Det er da langt mere interessant om eks Tesla formår at omdanne elektrisk energi til mekanisk energi på en effektiv måde. Hvor mange watt skal der bruges på en given belastning ( fremdrift) under givne forskellige vejrforhold. Det gælder også vinterkørsel hvor der i forhold til brændstofbiler jo er et tab til opvarming af kabinen.
Som forbruger har vi jo behov for at vide hvad omkostningen er pr kørt km alt inc. både ved den ene og den anden slags kørsel.

  • 4
  • 4

Hvis den var gearet, tror jeg bestemt ikke, det var noget problem at følge med de hurtigste produktionsbiler i verden, såfremt bilen opfører sig ordentligt ved 300+ km/t.

Man har valgt at undvære gearkassen for at øge pålideligheden, og pga. dårlige erfaringer med gearkasser i de første Tesla Roadsters.


En gearkasse ville helt klart øge topfarten en smule, men hvor meget?
Med gearkassen i ligningen skal du også regne med minimum 10% mere tab i effekten der når hjulene.
Så er der også spørgsmålet om at skubbe 2.1tons Tesla op i fart, kontra en ~600-700kg lettere sportsvogn :)
Ingen tvivl om elbiler er fremtiden, vi er der bare ikke helt endnu.
Jeg er også spændt på at se hvor kort rækkevidden bliver efter 3-4år, samt prisen på et nyt batteri.
7000stk 18650 LiPo celler bliver ikke billige. Medmindre man køber dem på Ebay, og bygger en bombe hjemme i værkstedet... :D

  • 4
  • 9

Det gælder også vinterkørsel hvor der i forhold til brændstofbiler jo er et tab til opvarming af kabinen.

Nej, al energi en elbil fyrer af i varmeapparatet bliver til varme i kabinen. Der er intet tab.
En fossilbil har derimod konstant, altid og under alle forhold et tab på ca. 70% som må bortskaffes med et stort tunge kølesystem. Om vinteren kan en forsvindende del bruges til opvarming af kabinen.

Min elbil (Fluence) bruger ca 1 kWh til opvarmning på en frostkold vinterdag. Ved landvejskørsel svarer det til ca 10% af forbruget.
Men min elbil har jo i modsætning til en nyere elbil heller ikke en varmepumpe til opvarmning. Med en varmepumpe udnyttes energien ca 3 gange bedre og forbruget til opvarmning udgør så dermed ca. 3% af forbruget!

  • 12
  • 3

Hvem er den mon største snyder Tesla eller VW.

Besynderligt at landene nu ændrer på kravene til dieselforureningen. Det kan vel kun skyldes, at de nugældende krav ikke kan overholdes. Hvis andre fabrikanter kan overholde kravene, var der ingen grund til at ændrer dem.
Man får mere og mere mistanke om, at det er fordi VW er den største bilproducent og nu skal kanøfles.

PS: Jeg har ikke en VW og slet ikke en forurenende diesel.

  • 0
  • 8

Man har valgt at undvære gearkassen for at øge pålideligheden, og pga. dårlige erfaringer med gearkasser i de første Tesla Roadsters.

Gearkasser købes typisk ved specialiserede underleverandører. Pålidelig er ikke en bekymring der kan være afgørende argument. Især ikke til en impulsfri elmotor.

Tesla og andre elbiler undværer gearkassen fordi de kan. Gearkassen koster, vejer og fylder og øger vel også tabet 3-5%.
Muligheden for at vælge et lavere gear kunne forbedre accelerationen - ikke rigtig nødvendigt i en Tesla S. En længere gearing vil modsat øge belastningen på batteri og effektelektronik - jeg er sikker på Tesla rimeligt nok har vurderet at 250km/t er tilstrækkeligt og det vil være unødvendigt fordyrende at dimensionere til 300km/t (virker som en realistisk teoretisk topfart givet effekt og cw værdi).

  • 4
  • 2

Der er vel flere vinkler på denne sag. Denne "storm i et glas vand" handler vel om at nogen med rette ? føler at de på papiret har købt (og betalt) for mere end de reelt har fået .
Tesla har "rene hænder" i bilbranchen, det gør at vi som forbruger håber at der endelig er en virksomhed vi kan have tillid til. Dertil kommer at Elon Musk på en underfundig herlig og underdrivende måde formår at hype Tesla. Den stil skal så holde hele vejen ned gennem salgsledene og det skrevne materiale eller mister vi tilliden!!
OG mistet tillid koster kassen!!!

  • 9
  • 1

Hvis en vare viser sig at have en væsentlig fejl eller mangel, giver købeloven forbrugeren ret til at hæve købet.

Den mulighed synes jeg de berørte bør benytte sig af.

Hvis de da har lyst til det.

  • 5
  • 0

Jeg er stor fortaler for elbilen men det er så dumt af Tesla at lyve om det når der slet ingen grund er til det.
De kunne fint have skrevet den korrekte kW værdi og så skrive ekvivalent forbrændingsmotorydelse hvis det var det de ville kommunikere. Man har længe talt om at diesel heste har mere bid og det er allerede kendt at elbiler er relativt stærkere i starten af acceleration pr hest.
Så dumt at miste tillid på den måde specielt lige nu med VW skandalen hvor man skal udgøre den rette kontrast. Tesla har lavet et par etiske fejltrin der er vildt dumme og underminerer dem så meget.

Deres ringe pålidelighed er blevet meget tilgivet så hvis de laver andet pangel kan det hurtigt blive et trist indtryk.
Så dumt at spolere deres glorie image.

  • 5
  • 3

800+NM fra 0 omdr/min - det VIL rive en gearkasse i stykker. Så holdbarhed ER en ganske aktuel faktor

Ja, hvis den kun er designet til 200Nm holder den ikke ret længe, men en gearkasse er ikke en fast enhed og 800Nm er bare et tal - ikke engang et særligt stort et når man snakker almindelige tandhjul, lejer og aksler som bruges i almindelige gearkasser.
Differentialet er mere problematisk - det er vinkelgear og skal overføre 1000vis af Nm hvad enten det er i en Tesla eller en Passat. I den sidste giver man ovenikøbet brugeren en manuel kobling så han rigtig kan mishandle det.

Hvis Tesla har brugt gearkasser og er fejlet, er det ikke pga. et problem med konceptet, men enten dårligt design eller at de simpelthen har fejlvurderet brugerprofilen. Det er ikke utænkeligt at det er kommet bag på Tesla hvor ofte ejerne ydnytter accellerationspotentialet. Det er bedre for gearkassen at skulle overføre xNm ved 0omdr. end ved 3000omdr... med mindre det betyder brugeren gøre det hele tiden.

  • 2
  • 2

Der er 1, 2a eller 6m gear i den her http://www.gizmag.com/detroit-electric-sp0...
Rækkevidde 280km, vægt 1200kg. I modsætning til Tesla Roadster, så er den her faktisk bygget som Lotus Elise, men så er de også nødt til at have mindre batteri. På den anden side har man næppe brug for mere end det når bagagen er begrænset.

  • 0
  • 0

Hvad koster et nyt batteri til din Fluence?

Jeg kender ikke dagens pris. Hvad koster en ny motor til din bil? Og udstødning eller en ny gearkasse?

Jeg regner ikke med at skifte batteriet: Skulle det blive aktuelt om en 7-8 år, er et forsigtigt gæt vel at prisen på det tidspunkt vil ligge omkring 1000 kr/kWh, og dermed en pris på 22.000 kr.
Nå, men da batteriet er Renaults er det der der skal bære omkostningen.

  • 4
  • 0

Ja, hvis den kun er designet til 200Nm holder den ikke ret længe, men en gearkasse er ikke en fast enhed og 800Nm er bare et tal - ikke engang et særligt stort et når man snakker almindelige tandhjul, lejer og aksler som bruges i almindelige gearkasser.

Hvad med det faktum, at elmotoren arbejder i et meget højere omdrejningstal? En benzinmotor kommer sjældent over 6-8.000 RPM, men Roadster motoren arbejder ofte ved 10.000 RPM.

Gearudvekslingen har været meget høj, fordi gearkassen var kun på 2 trin.

  • 0
  • 2

Om der er flere trin i gearkassen eller ej - der er i alle tilfælde tandhjul der overfører effekten. Det eneste man kan ændre med flere trin i gearkassen er momentet på differentialet/hjulene. Og kompleksiteten.

  • 1
  • 0