Terrorbekæmpelse er en digital glidebane

»De antiterrorlove, som vi ser nu, er en kynisk magtdemonstration. Antiterrorlovgivning i USA, som The Patriot og Homeland Security Act har været klar siden midten af halvfemserne. Før 11. september var de blevet afvist i USA, EU og OECD. Men tilhængerne af mere overvågning og kontrol slog til blot en uge efter tragedien på Manhattan. Nogen ventede blot på en anledning,« konstaterer den amerikanske jurist David Banisar.

Som gæstetaler har han denne septemberdag netop afleveret et kritisk indlæg og en verbal opsang til blandt andre Europarådet for at ligge på maven og efterkomme ønsker fra amerikanske efterretningshøge, da rådet lancerede sin Cybercrime Convention - en handlingsplan for bekæmpelse af kriminalitet via internettet.

Den aktuelle anledning til amerikanerens besøg i Danmark er en konference om ytringsfrihed i informationssamfundet på Christiansborg, som optakt til FN's kommende verdenstopmøde om Informationssamfundet (WSIS).

I et vindueshjørne på Christiansborg taler den velklædte Davis Banisar med den nette moustache sig varm. Han er aktiv som forsker og medlem af flere internationale borgerrettighedsorganisationer og har i mere end 12 år kæmpet mod digital overvågning og for retten til digitale borgerrettigheder på internettet.

Han tager stærkt afstand fra den lange internationale række af antiterrorlove, som er blevet indført i de seneste to år. De truer nemlig de fundamentale menneskerettigheder i form af øget overvågning og registrering, advarer han.