Terror: Tanker til en ny verden
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Terror: Tanker til en ny verden

Sikrere byplanlægning

Lone Møller Sørense: Direktør i By og Byg

Sidste uges begivenheder i USA var primært menneskelige tragedier og politiske katastrofer. Men samtidig aktualiserede de en nødvendig diskussion af, hvordan vi, også herhjemme, bedst kan sikre større bygninger og anlæg. Uanset hvor godt man sikrer en bygning, vil den aldrig kunne modstå terroraktioner som dem, vi var vidner til forrige tirsdag. Men man kunne formentlig have vundet nogen tid ved en endnu bedre brandsikring, og man havde nok også kunnet evakuere flere mennesker ved endnu bedre flugtveje.

Selvom vi ikke i Danmark har nogen huse, der bare nærmer sig World Trade Centers kaliber, så bør vi i lyset af den intensiverede terrortrussel overveje, om de danske byggeregler i tilstrækkelig grad tager højde for de risici, der knytter sig til terroraktioner. Det kan både handle om brand- og flugtveje, men sandelig også om statik og byplanlægning: Hvor stor en bombe skal f.eks. et større kontorkompleks kunne modstå? Hvis bygningen kollapser, hvilken type kollaps er da at foretrække? Og bør risikoen for en kollaps som følge af en terror ak tion have betydning for, hvor man placerer høje huse? Dette er nogle spørgsmål, vi bør diskutere i lyset af terrortruslen.

Magt og afmagt

Lars Holten Petersen, Adm. direktør i Birch & Krogboe

De havde sagt det i radioen, men forståelsen kom først med billederne. Fly fyldt med mennesker, der som ildkugler smadrede ind i bygninger fyldt med mennesker. Bygninger, der faldt sammen som korthuse, dødsfælder for alle, der befandt sig i dem. Den øjeblikkelige reaktion var forfærdelse og chok. Var det rigtigt? Skete det virkeligt? Hvordan kunne nogen finde på noget så afskyeligt? Så meldte afmagten sig. Den lammende, tørre og tomme fornemmelse af at være tilskuer og intet kunne gøre. Afmagten blev til sorg og medfølelse med ofrene og deres kære. Derefter voksede den sig til vrede. Forbryderne må findes og udryddes - hurtigt, effektivt og nådesløst! Så kom eftertanken! Det vil ske igen - og igen, hvis ikke verden ændres. Vi må tage fat på de forhold, som vi dybest set godt ved udgør den egentlige årsag. Forbryderne vil blive jaget og straffet, men vi står alle tilbage med årsagen. Den tirsdag mistede vi uskylden.

Vor tids pest

B. J. Rambøll, Professor, dr.techn.

Som en tekniker, der forsøger at nytte teknikken til menneskenes gode, gør man sig også tanker om dens muligheder for det onde. Hvis nogen vil Egypten til livs, skrev jeg engang, er det en dag muligt at drukne landet med en bombe mod den dæmning, der styrer den uhyre afrikanske Nilsøs fald til livsnødvendig produktion af el. Teknikkens onde muligheder er vor tids pest, som vi må leve med - og forsøge, som med pesten i sin tid, at begrænse efter (fattig) evne. Bush's væsentligste tanke i sin tv-tale efter verdens frygteligste terrorkatastrofe, synes at være hævn. Det er det værste der kan ske - som Israel hævner palæstinensiske dødspatruljers hærgen med bomber næste dag, der dagen efter straks gengældes. Og sådan bliver det ved. Det er som at sprøjte olie på et bål, der truer med at brænde alting op.

Tænk småt

Klaus H. Ostenfeld, Adm. direktør i Cowi

Terror mod verdenssamfundet er desværre mulig på en lang række områder: Kemisk og biologisk krigsførelse ved brug af fordelingssystemer for vand, afløb, ventilation, gas og nukleare processer etc. Hertil kommer IT-systemer. Hvad kan der gøres? Grundlæggende er der behov for at arbejde for international forståelse. Bistandsprogrammer, socialt ansvar, tolerance samt undertrykkelse af stærke følelser om hævn er ingredienser. Risiko udtrykkes som produktet af sandsynlighed og konsekvens. Det amerikanske samfund accepterer mere end fem gange så mange dræbte i trafikken pr. år som ved terrorhandlingen, fordi trafikdrabene finder sted løbende, og ikke er en samlet enkeltstående begivenhed. Hvis konsekvensen af en terrorhandling er tusindvis af døde eller at samfundet bliver lammet, så skal sandsynligheden være forsvindende lille. Men den bliver aldrig nul. Løsningen kunne være mange små huse spredt i stedet for ét stort. Lokal skade må ikke føre til pro gressiv kollaps. Mange små fly i stedet for store fly, små kraftværker og forsyningsværker, mindre bykoncentrationer etc. De tekniske muligheder er dog blot fattig symptom bekæmpelse. International forståelse og et globalt socialt ansvar er den grundlægende langsigtede sygdomsbekæmpelse.

Udfordringen

Flemming Bligaard Pedersen, Koncernchef i Rambøll

Vi fik rædslerne serveret direkte, mens de skete, og vi så dem fra første række i "teateret". Det slog mig pludseligt, hvor hurtigt og let det er at ødelægge, hvad det har taget tusindvis af veluddannede mennesker årevis at konstruere og opbygge. Netop denne enorme forskel mellem møjsommeligheden i at opbygge civilisationen og den tilsvarende simpelhed i destruktionen af det menneskeskabte er vel selve forklaringen på menneskets stræben. Mennesket er givet den enestående evne at kunne lære af hinanden og benytte hinandens erfaringer. Men jo længere vi kommer i udviklingen, jo mere balancerer vi på kanten af afgrunden i vor udfordring af princippet om, at naturen altid søger at minimere den potentielle energi i alle systemer. Netop det er for de fleste en af de væsentlige drivkræfter i hverdagen. Men ikke for alle. De frygtelige billeder som kører over skærmen igen og igen minder os om, at mange mennesker lever med helt andre værdinormer. Det eneste, der efter mine erfaringer kan skabe gensidig respekt og forståelse, er bekendtskabet - at lære hinanden at kende og lære af hinanden. Det at handle og arbejde sammen kan bringe os videre. Globalisering er således en nødvendighed. For der er ikke andre løsninger end fredelig sameksistens, hvis vore børn skal kunne nyde mulighederne på denne dejlige klode.

Terrorismen er ondets rod

Af Sven Caspersen, Rektor for Aalborg Universitet

Det er alt for tidligt at kunne give et udtømmende svar på spørgsmålet om, hvad vi kan lære af 11. september. Omfanget af tragedien har vi endnu ikke fattet, men nogle praktiske læringsmuligheder ligger dog lige for. Kan vi bygge mere sikkert og med bedre materialer? Hvordan organiserer vi bedst redningsarbejde og skaber størst flysikkerhed? I den anden ende af spektret finder vi helt andre spørgsmål. Hvad kan vi lære om at bekæmpe terrorisme? Og endnu vigtigere, kan vi lære noget om at formindske grobunden for terrorisme, hvad enten den er begrundet i sociale forhold eller national og religiøs fundamentalisme? Det bliver den største og mest langvarige udfordring for os alle. Terrorismen kan nok formindskes med magt, overvågning, mis tænksomhed osv. Men terrorismen kan aldrig fjernes, uden at vi får formindsket de grundlæggende konflikter og uligheder, der skaber grundlaget og glorificeringen af terrorismen. For mig er det nok den vigtigste lære af 11. september og den tragedie, der ramte så mange uskyldige mennesker, hvis minde, familie og venner vi skylder den største medfølelse.

Vi skal blive ved

Knud Peter Harboe, Arkitekt, fhv. professor på DTU

Vi bygger store huse og høje huse. Vi sikrer dem så godt vi kan mod brand. Men man kan ikke sikre en bygning mod brand, når der kastes 40.000 liter benzin ind i den. Alligevel skal vi blive ved med at bygge store huse, hvis vi har brug for dem. Vi flyver med flyvemaskiner, som er en af de mest sikre måder at blive transporteret på, men der vil altid være en risiko for, at onde eller sindssyge mennesker kan få dem til at styrte ned. Vi bygger tunnelbaner i vore store byer for at forbedre vor trafik, men vi kan ikke hindre, at onde eller sindssyge mennesker fylder dem med giftgas. Vor civilisation i Vesten er i så høj grad baseret på det, vi har konstrueret og bygget, at vi må fortsætte med det - uanset risikoen for terrorhandlinger. Vort demokrati gør det vanskeligt at bekæmpe terror, men vi kan ikke forlade den demokratiske indretning af vort samfund af frygt for terror. Vi må tage vore forholdsregler over for terror med alle midler, men følge de principper, der ligger i vore retssystemer. Gør vi ikke det, forsvinder den civilisation, der så møjsommeligt er opbygget.

Meningsløst

Per Ole Front, formand for Ingeniørforeningen i Danmark

For mig er meningsløshed det eneste ord, der dækker tragedien i USA. Jeg forstår måske knapt fuldt ud, hvad ordet dækker i sin yderste konsekvens, og har utrolig svært ved at placere et ansvar. Ingeniører bidrager til at løse samfundets problemer og sikre en bæredygtig udvikling, så også fremtidige generationer får muligheder for et godt liv. Det giver mening at bygge flyvemaskiner og huse, men at anvende passagerfly, teknologiens svar på at overvinde den fysiske afstand mellem mennesker, til at destruere en arkitektonisk og ingeniørmæssig triumf i form af en af verdens største bygninger er meningsløst. Usikkerheden i vores liv har fået en helt ny dimension. Det giver stof til eftertanke. Teknologi og teknik giver os gode muligheder, men ikke automatisk en verden, hvor der ikke er mennesker, som kan finde på at gribe til terror. På trods af det skete nægter jeg at se negativt på vores fælles fremtid. Men det kræver en indsats. Af os alle sammen. Hele tiden.

Brug for en stor leder

Lars Pallesen, Nyudnævnt rektor for Danmarks Tekniske Højskole

Ulykken i USA sætter tanker i gang, man helst var fri for. Følelserne kan være ægte nok, tankerne velmenende, men ordene bliver banale. Man føler sig handlingslammet, selv om man ikke hører til dem, der kan og skal handle. Man føler tilskyndelse til at støtte op om dem, der kan og skal. Dette er tidspunktet, hvor der er behov for stor politisk ledelse. Noget kun få har evne for. Man tænker med bekymring på, hvilke tanker vore verdenspolitiske ledere gør sig. Hvad motiverer dem? Hvad skal de vise og over for hvem? Kloge handlinger er ikke altid indlysende eller populære. Tænker og handler de galt, er Fanden for alvor løs. Man må håbe, der er en Churchill eller Lincoln eller Ghandi eller Mandela, der vil rejse sig til lejligheden.

Bange igen

Kirsten B. Löwenmark, Rådgivende ingeniør

Jeg troede først, der var tale om en hændelig katastrofe men på tv stod en lille skræmt mand og forklarede os, at han nok skulle finde skurkene og få dem straffet. Jeg måtte tale med nogen - og mærkeligt nok ringede jeg hverken til min mand eller til mine børn. Men til kammeraten fra underskolen, hende jeg hinkede med i skolegården på Rahbeks Allé, da et vingeskudt R.A.F.-fly i lav højde over vores hoveder lettede sig for sin bombelast, der landede på den anden side af Vesterbrogade, og som selv endte i tankstationen ved den franske skole. En begivenhed langt fra i tid og sted, men følelsesmæssigt tæt på. Vi var bange dengang som børn, da vi i beskyttelsesrummet blev "beroliget" med, at det var inde over byen, man bombede. Og vi var bange nu, da vi som gamle kunne se det live i tv - trods langt herfra og søgt beroliget af en præsident, som undervejs ændrede straffen til en krigserklæring. Ingeniøren i mig var ikke til stede - kun den svage undren over, hvordan tårnet næsten stilfærdigt og langsomt spiste sig selv etage for etage uden at vælte til siden. Udskæringen i facaden - den præcise silhuet af flyet, der ramte, stod et øjeblik som taget ud af en Anders And-film. Alt sammen mærkeligt og gruopvækkende - ikke mindst tankerne om den forstående hævn.

Nej til fæstninger

Jørgen Vorsholt, adm. direktør i MT Højgaard

En dag som den 11. september 2001 går der mange svære tanker gennem ens hoved. På et tidspunkt melder de professionelle tanker sig også: Var de ødelagte bygninger hensigtsmæssige i deres design og udførelse? Kunne de have været konstrueret anderledes og have modstået de ekstreme belastninger, så mange menneskeliv kunne være sparet? Næppe - i hvert fald ikke uden at de fundamentalt havde æn dret karakter fra smukke, dristige og rationelle bygninger til fæstningslignende konstruktioner. Skal vi nu ændre vore normer i en sådan retning? Nej, vore bygværker skal udformes efter rationelle grund regler, der udnytter vor viden om materialer, konstruktion og udførelse optimalt under iagttagelse af naturlige belastninger og risici - ikke belastningstilfælde skabt af ufattelig menneskelig fanatisme. Vore huse skal afspejle den frie, åbne og demokratiske verden, vi ønsker, og vi skal ikke til at leve og arbejde i fæstningsværker. Vi kan ikke beskytte os mod fanatisme og terror gennem bygningsnormer.

Fælles ansvar

Jesper Rasmussen, Koncernchef i Carl Bro Gruppen

Den tragiske hændelse i USA viser, at de åbne demokratiske samfund også er sårbare. De hviler på, at alle involverede borgere, partier og organisationer har gensidig forståelse og respekt for hinanden og de spilleregler, som kendetegner et demokrati. Terrorismen sætter på helt uacceptabel vis disse spilleregler ud af kraft. Vi har alle et ansvar for at dæm me op for denne verdens trussel. Ved at Danmark og danske virksomheder engagerer sig globalt og f.eks. deltager i udviklingsprojekter, kan vi medvirke til at skabe den dialog og integration mellem forskellige kulturer, der er helt nødvendig for at bygge bro mellem forskellige livsopfattelser. Her er udfordringen i de kommende år især at skabe gensidig forståelse mellem den islamiske og vestlige kultur. Man kan ikke isolere sig i en verden, der teknologisk og logistisk bliver stadig mindre. Men også nationalt er der grobund for konflikter. F.eks. har nogle befolkningsgrupper svært ved at blive en del af arbejdsmarkedet, og det bør vi som samfund tage hånd om. Her kan vi som private virksomheder give vores bidrag ved at vise åbenhed og rummelighed.

En ny chance

Ole P. Mortensen, Adm. direktør i Moe & Brødsgaard

Vor opfattelse af verden er ikke den samme som før 11. september. Vi troede, at der var grænser for udslag af fanatisme, men må konstatere, at terrorisme kender ingen grænser. Globalt blev der i halvfemserne brugt mange ressourcer på at bekæmpe etniske og religiøse stridigheder. I dette årti må fokus rettes på kampen mod terrorisme. Kampen må ske i erkendelse af, at terrorhandlinger som i sidste uge - eller værre - aldrig vil kunne forhindres. Derfor må der opbygges en afstandtagen fra brug af terror i flest mulige af verdens nationer og samfund. Og de resterende må fryses ud af verdenssamfundet. Men der må manes til besindighed. Historien viser, at hævn, der går ud over andre sagesløse, kun fører til ny hævn. Så straffen skal ramme de skyldige. Vi må prøve at forstå andres had, men sam tidig må vi stille krav til medarbejdere og sam arbejdspartnere om, at de tager afstand fra ter rorisme, og vi må holde op med at handle med systemer, som huser terrorister. Mit håb vil være, at verden griber en enestå ende chance til at få skabt et samlet verdenssamfund, der vil bekæmpe terrorisme, og hvor selv det svageste led vil blive forpligtet til at følge trop.

Skyskrabernes endeligt?

John Cerderberg, Direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, F.R.I

Som ung ingeniør arbejdede jeg i Caracas, Ve nezuela, i en bygning, der var høj efter datidens forhold. Et jordskælv en lørdag aften i juli 1967 ødelagde et stort antal huse, og flere end 500 mennesker omkom. Mandag morgen efter jord skælvet satte vi blyanter på højkant på bordene - og var parat til at løbe ned af trapperne hvis de væltede. Det gjorde de ikke, men utrygheden varede meget længe. Højhuse er byernes bjergtoppe. De er fascinerende og ofte smukke. De har den sikkerhed, som myndighederne stiller krav om og den yderligere sikkerhed, som bygherren ønsker. Der er principielt ingen vanskeligheder ved at dimensionere et højhus, så det får bedre flugtveje, højere brand sik kerhed og kan modstå stærkere vinde, kraftigere jordskælv, lokale sammenbrud af bærende elementer, nedstyrtningslaster fra fly m.m. Men det gør alt sammen bygningen dyrere og huslejen højere. I dag er det de kapitalstærke og magtfulde firmaer, der er koncentreret i de spektakulære bygninger i finanscentrene verden over. Netop derfor er de oplagte mål for attentater. Og spørgsmålet er, om man fremover kan få folk til at arbejde i de ekstreme højhuse? Eller er deres epoke forbi?

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først