Tekstiler med 'ansigtsprint' skjuler dig for kameraerne

Med Hyperface vil kunstnere skabe et tekstiltryk, der kan snyde algoritmer til at se et utal af ansigter og dermed holde bæreren af stoffet uidentificeret. Illustration: Adam Harvey

Med projektet Hyperface vil kunstneren Adam Harvey tage kampen op mod Facebook og reklamevirksomheders algoritmer til ansigtsgenkendelse og dermed sikre privatliv på internettet.

Hyperface er et stoftryk, der i en computeralgoritmes optik bliver et virvar af øjne, næser og munde. Med nøje udvalgte sammensætninger af pixels i forskellige størrelser, skal stoffet således snyde algoritmen til at se ansigter overalt på billedet, hvor tekstilet er synligt.

Læs også: Reflekterende briller lyser op i natten, mens ansigtet er skjult

På den måde er det Adam Harveys ønske, at bærere af Hyperface-tekstiler kan sikre sig anonymitet på internetbilleder. Det skriver The Guardian, til hvem privacy-kunsteren fortæller, at klædet skal »overlæsse en algoritme med det, den søger, ved at mætte et område med ansigter og dermed aflede computeralgoritmens blik«.

Læs også:Tyskland vil bruge ansigtsgenkendelse til overvågning af togstationer og lufthavne

Prototype på vej

Indtil videre arbejder Adam Harvey på en prototype af Hyperface-tekstilet, som han håber vil blive en så naturlig del af folks beklædning, så flere i fremtiden vil være beskyttet mod online genkendelse:

»Det kan bruges til at modificere dine omgivelser, uanset om det er person ved siden dig eller dig selv, som bærer klædet; måske omkring dit hoved eller på en helt ny måde,« siger Adam Harvey til The Guardian.

Læs også: Årvågne kameraer finder dig i mængden

Adam Harvey har udviklet prototypen i samarbejde med det internationale kunstnerkollektiv Hyphen-Labs. Sammen håber de på at kunne præsentere detaljerne om Hyperface i løbet af den kommende måned.