Teknologisk ros: Politikerne rammer plet med katalysatorer til busserne

19. juni 2014 kl. 12:408
Der vil gå mange år, før elbusser er realistiske i bybilledet, og derfor vælger regeringen rigtigt ved at støtte SCR-katalysatorer til at fjerne NOx fra bybusserne, mener eksperter.
Artiklen er ældre end 30 dage

Ifølge flere eksperter tager politikerne det helt rigtige tiltag i brug, når de vil investere 74 millioner kroner i SCR-katalysatorer, der kan fjerne NOx-forureningen fra dieselbusserne i København.

Elbussernes velkomstfest er nemlig ikke lige om hjørnet, mens dieselbussen derimod har gyldne tider overalt i verden.

»Der er et stort verdensmarked for katalysatorer. Det er det, man bruger, når man skal mindske forureningen fra busser, og dermed tyder intet på, at dieselbusserne er på vej væk. Slet ikke. De vil være dominerende på markedet i lang tid fremover, mens de andre typer busser kun eksisterer på nicheplan,« siger Kim Winter, der er seniorkonsulent i Teknologisk Institut.

Miljømål er opnåelige

Helt konkret har miljøminister Kirsten Brosbøl udmeldt, at man ved hjælp af de nye katalysatorer vil kunne nedbringe bussernes NO2-forurening med 80 procent. Og det er ikke helt urealistisk ifølge Steen Solvang Jensen, seniorforsker ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Lige nu har Miljøstyrelsen et demoprojekt, hvor de tester de forskellige SCR-katalysatorer for deres effektivitet ved bykørsel. Hvis de tests falder lovende ud, tror jeg sådan set, at man ville kunne nå de 80 procents reduktion, som man sigter efter,« konstaterer forskeren.

Han understreger dog, at fordi busserne i dag kun står for omkring ni procent af den samlede forurening på H.C. Andersens Boulevard, vil katalysatorerne ikke have en enorm effekt på den samlede forurening.

»Bybusserne udgør omkring ti procent af NOx-udledningerne i en trafikeret gade som H.C. Andersens Boulevard i København. Hvis man fjerner næsten hele den udledning, vil man reducere NO2-indholdet i luften med ca. 2 mikrogram pr. kubikmeter luft. Der bliver målt omkring 55 mikrogram pr. kubikmeter luft, så selvom dette vil blive reduceret frem mod 2015 som følge af den løbende udskiftning af bilparken, vil tiltaget over for busserne i sig selv ikke løse problemet med overskridelse af grænseværdien på 40 mikrogram pr. kubikmeter luft,« konstaterer Steen Solvang Jensen.

En del af forklaringen på de særligt høje koncentrationer af NO2 på H.C. Andersens Boulevard skyldes dog en vejomlægning i 2010. Derfor kræver det desuden, at disse særlige lokale forhold løses, hvis koncentrationen skal under grænseværdien, påpeger Steen Solvang Jensen.

Brintpille-katalysatorer kan rense luften

De 74 millioner kroner skal bruges til at optimere de danske dieselbusser til euro seks, som er EU’s miljøretningslinjer for dieselbusser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den danske virksomhed Amminex er en mulig spiller, når man kigger på leverandører af teknologien. Virksomheden har skabt en brintpilleteknologi (City-SCR) til busser, der består af en hovedtank indeholdende en saltblanding med ammoniak. Ammoniakken frigøres kontrolleret, når materialet opvarmes, og ren ammoniakgas kan efterfølgende ledes direkte ind i katalysatoren, der dermed renser udstødningen.

Læs også: Brintpillen kan fjerne 270 ton NOx fra bybussers udstødning

Dermed bruges ammoniakken i katalysatoren til NOX-rensning af udstødningsgassen, hvorved NOX og ammoniak reagerer og danner kvælstof og vand, som udledes via udstødningen.

Katalysatorerne anvender normalt en vandig opløsning af urea (AdBlue) til at fjerne NOx, og den metode virker kun, når udstødningen er over 200 grader – men det er den sjældent i en bus, der kører i byen og stopper ofte.

Ikke flere elbusser på vej

Både Steen Solvang Jensen og Kim Winter er enige om, at der ikke venter nogen elbus-revolution i den nærmeste fremtid. Samtidig kan man konstatere, at en gasbus forurener lige så meget som en optimeret dieselbus med katalysatorer.

Samme udmelding kommer fra Movia, der er meget positiv over, at dieselbusser for fremtiden kan leve op til euro seks.

»El er i fokus på den længere bane, men Miljøministeriets tiltag er kærkomment. Vi har et projekt med elbusser i søen, fordi vi gerne vil have syn for sagen. På nuværende tidspunkt ved vi simpelthen ikke, hvad det koster at have elbusser kontra dieselbusser,« siger markedschefen Søren Englund, Movia.

Han pointerer, at man derfor ikke vil se dieselbusserne forsvinde fra gaderne til fordel for elbusser lige med det samme.

»På den korte bane vil el stadig være eksperimenterende i Danmark. Jeg vil gerne understrege, at det er min holdning og ikke noget, man ved. Men selvfølgelig vil vi gerne arbejde med elbusser og have flere erfaringer. Vi skal selvfølgelig følge med teknologisk,« siger Søren Englund.

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
7
20. juni 2014 kl. 17:41

"Både Steen Solvang Jensen og Kim Winter er enige om, at der ikke venter nogen elbus-revolution i den nærmeste fremtid."

Senere i artiklen fremgår, at man i DK ikke ved hvordan økonomien i elbus sammenligner sig med diesel, men alligevel er man overbevist om, at el ikke er fremtiden! Det er da vanetænkning så det batter! Som nævnt af andre i denne tråd, er der mange byer der er i gang med at indføre elbusser, så det kan lade sig gøre. Og katalysatorer er ikke en acceptabel løsning, for den gør intet ved larmen fra dieselmotorerne! I den gade hvor jeg bor, kan man høre dieselbusserne før man kan se dem, sådan runger det igennem gaden. En god dag, er en dag hvor buschauførerne strejker, for da er der en velsignet ro over byen, og en mærkbar reduktion i dieselstanken. Der er kun en acceptabel løsning: ud med diesel og ind med el!

6
20. juni 2014 kl. 10:35

Måske kunne man kigge lidt mere på gasbusser. Med euro 6 er der måske nok ikke de store gevinster på udledning af nox og partikler. Men med en stigende biogasproduktion i Danmark er der mulighed for at reducere CO2-udledningen ganske meget i løbet af måske 4-5 år... og teknologien er klar. I Malmö kører alle busser på gas. Og alene i en by som Ankara kører fx 1000 busser på gas... Arriva er i øvrigt lige startet med tre gasbusser i København: http://www.gas2move.dk/nyheder/196-borgmester-et-vigtigt-skridt-i-den-rigtige-retning

5
19. juni 2014 kl. 17:09

Nottingham kan finde ud af 100% elbusser:http://www.businessgreen.com/bg/news/2327840/nottingham-council-bus-fleet-to-go-fully-electric

I Kuala Lumpur indfører de 100% eldrift på deres BRT system med BYD busser.http://www.evworld.com/news.cfm?rssid=32333

Længere nede i ovenstående link ses, at Long Beach og Bogota har besluttet sig for det samme samt at rækkevidden er 400 km. De Københavnske BYD busser når også op i nærheden af denne rækkevidde.

Derfor - det er svært at tro på det negative signal om elektriske busser, når samtlige busleverandører har bekendtgjort, at de regner med kun at levere elektriske busser efter 2020.

SCR kan dog være en meget god løsning for de nyeste busser - men de gamle busser bør skiftes ud med elektriske - de er for gamle til en sådan reinvestering.

Endelig kan man jo også spare en masse på at lade være med at anlægge letbaner og istedet indføre elektrisk BRT med batteribusser - eller måske til en start med el/hybrid. Fuldelektriske drivelines giver meget rolig accelleration på linie med Metro og resulterer i tilfredse passagerer - specielt hvis de får deres egne dedikerede spor med stationer - på linie med letbaner.

4
19. juni 2014 kl. 16:39

Hvis man tjekker de innovationer der er på verdensplan, vil man konstatere at kinesiske BYD har en af slagsen og læser man den sidste rapport fra Sustania100, #100solutions er der på side 60 en EcoRide Bus med 480 km PR DAG.

http://issuu.com/sustainia/docs/sustaini100_2014?e=4517615/8110227

Det eneste det kræver er handling fra modige aktører.

3
19. juni 2014 kl. 15:13

Det er muligvis bare mig der er inhabil i den sag... men hvis det er EU6-busser de vil have, så kunne de jo overveje at købe nogen færdige EU6-busser, istedet for at forsøge at opfinde dem selv. Der er en del faldgruber man skal forbi før det virker, især hvis man ikke har adgang til motorens styresystem.

mvh Jens

2
19. juni 2014 kl. 13:46

Hvem leverer katalysatoren?

1
19. juni 2014 kl. 13:29

Jeg har arbejdet en del med SCR systemer, og må sige at lige umiddelbart virker det som en ret voldsom opgave at eftermontere SCR systemer på en bus.

Alene den mængde information der skal deles mellem ECU og SCR systemet, er vel ikke sådan lige til at få fat I?

Bosch introducerede det først SCR system i 2004, så jeg antager en del af busserne allerede har et SCR anlæg? er det nogen der ved hvor stor denne andel er for de KBH busser? Og så vidt jeg ved så virker adblue systemet så længe motortemperaturen er over 70 grader og udenfor temperaturen ikke er under -7 (og så må man ikke køre i højder over 1600 meter, men det antager jeg ikke er at problem i hovedstaden). Jeg har dog ikke hørt det med de 200 grader i udstødningen, er det fordi anlægget ikke slår til, eller fordi at amoniakken ikke reagere med NOx'en?

Lyder spændende med brintpillen, ved at adblue kan skabe en del problemer for busserne da det har en vane med at krystalisere over det hele.