Teknologiens Mediehus lancerer medie om datasikkerhed og compliance

Illustration: teguhjatipras/Bigstock

Data er blevet en af verdens mest værdifulde ressourcer, som virksomheder bruger til at tjene penge og myndigheder til at forvalte samfundet. Men mens omfanget af dataindsamling og databrug vokser, stiller EU stadig større krav til organisationers databeskyttelse og informationssikkerhed.

Det har givet organisationernes databeskyttelsesrådgivere og it-sikkerhedschefer et væld af regler og love af finde rundt i. Med det nye nichemedie ComplianceTech vil Teknologiens Mediehus klæde virksomheder og myndigheders compliance-ansvarlige på til bedre at begå sig i spændingsfeltet mellem jura og it.

Data åbner døre

”Data kan åbne utrolig mange døre for såvel virksomhederne som samfundsudviklingen, men der er mange snubletråde, når hensynet til den enkeltes privatliv, it-sikkerhed, virksomhedernes behov for indblik og myndighedernes interesse i overblik og effektiv administration skal mødes. ComplianceTech vil gå bagom værktøjer, analysere nye afgørelser fra domstole og myndigheder og klæde læserne på til ledelse i et complianceperspektiv,” siger chefredaktør Trine Reitz Bjerregaard.

Fokus på cases

ComplianceTech bliver ligesom resten af Ingeniørens PRO-medier fokuseret på konkrete cases fra den virkelige verden. Det vil ske gennem løsningsorienterede artikler om data compliance og konkrete værktøjer til, hvordan organisationer overholder reglerne på den mest effektive måde.

”Vi kommer blandt andet til at stille skarpt på et nyt, udvidet NIS-direktiv fra EU, der ventes at forpligte flere sektorer som fødevareindustrien og affaldsbranchen til at overholde særlige regler om informationssikkerhed,” siger redaktør Louise Holst Andersen, der tidligere har skrevet om datasikkerhed og offentlig it for Ingeniøren og Version2.

ComplianceTech går i luften tirsdag 19. januar og bliver det seneste skud på stammen af PRO-medier , der er en abonnementsbaseret overbygning på Ingeniøren, henvendt til professionelle.

Man kan allerede nu bestillet et prøveabonnement og få en forsmag på ComplianceTech her. Abonnementet indbefatter et ugentligt nyhedsbrev og adgang til hjemmesiden med nyheder, synspunkter, kalender og branchenyheder.

Emner : Compliance