Teknologien sejrede i Jeopardy - Watson tog guldet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Teknologien sejrede i Jeopardy - Watson tog guldet

Jeopardy-finalen på amerikansk tv, som over tre aftener skulle afgøre, om mennesker stadig er maskinerne overlegne, er forbi. Det gik sådan, at menneskehedens ypperste repræsentanter i Jeopardy tabte stort.

Men tv-selskabet CBS vandt - med den største seertilslutning siden maj 2005.

Supercomputeren Watson levnede ikke sine menneskelige modstandere mange chancer. Den trampede hen over dem og tildelte sviende nederlag til de to deltagende Jeopardy-stormestre.

Jeopardy-taberen Ken Jennings er parat til en omkamp, hvis supercomputeren Watson får en pause i sit fremtidige job i hospitalssektoren. Jennings var tæt på at erobre føringen på et tidspunkt i den afgørende Jeopardy-runde. (Foto: Wikipedia) Illustration: Wikipedia

For Brad Rutters vedkommende var det hans første nederlag nogensinde, da han endnu aldrig er besejret af noget menneske. Ken Jennings har vundet 74 spil i træk og har tabt til Brad Rutters - og nu altså også til Watson, en følelseskold maskine, som ikke har haft en barndom, men som er i stand til at databehandle en million sider tekst på ét sekund.

Watson trykkede konsekvent på knappen først og fik dermed førsteretten til at svare. Det frustrerede tydeligvis de to menneskemodstandere, hvis nervesystemer er betinget af et multi-million-år gammelt design, som ikke tillader så hastig en reaktionsevne.

Spilteknik vandt over viden

Den hastighedsforskel kom til at koste dem sejren over det menneskeskabte orakel. Ikke mængden af viden. For oraklet svarede nemlig forkert flere gange.

»Watson har en stor fordel, fordi den kan hamre knappen i bund med et mikrosekunds præcison hver eneste gang med ingen eller kun lille variation. Deltagerne kender stort set alle de rigtige svar hver aften. Så det handler om, hvem der kan ramme knappen først,« sagde Ken Jennings til magasinet CNet efter matchen.

Watson ramte knappen først i 24 ud af 30 situationer, hvor der var Double Jeopardy, skriver New York Times. Det vil sige en runde, hvor præmierne er doblet op i forhold til den foregående runde.

Men den kom tilsyneladende i problemer, når spillet handlede om konceptuelle emner. Den kunne ikke hurtigt nok finde svaret - eller rettere spørgsmålet - på opgaven: En del af en avis, som er anbragt inde i den sammenfoldede avis. Jennings spurgte: »Hvad er et indlæg,« og indkasserede point.

Et yderligere korrekt stillet spørgsmål til et Daily Double-svar bragte Jennings foran i stillingen med kategorien 'Skuespillere som instruerer?'. Og en følgende kategori om mode 'Hvad skal man tage på?' var ved at tage pippet fra Watson. Her var spillet tæt på at blive vendt til fordel for DNA-molekylerne i kapløbet mod sllicium-halvledere.

Watson tager føringen

Men de følgende emner var af en type, som Watsons skabere hos IBM havde styr på. Der blev ikke længere givet ved dørene, og Watson satsede store beløb hver gang, den var selvsikker.

For eksempel satsede den 17.973 dollar på kategorien 'Romanforfattere fra det 20. århundrede'. Og til svaret om Dracula spurgte den korrekt: »Hvad er Bram Stoker«, en forkortelse af navnet Abraham Stoker.

Men maskinen var også i stand til at svare på mere komplicerede typer af spørgsmål. For eksempel ved at finde et sprogligt begreb, der mangler i en bestemt sammenhæng. På svaret: En nyere bestseller af Muriel Barbery kaldes 'Dette er pindsvinets'. Hertil spurgte Watson korrekt: »Hvad er Elegance«. Da bogens titel er 'Pindsvinets elegance'.

Et andet svar, som måske har mere betydning for Watsons fremtid, handlede om korrekt diagnose: 'Du trænger til en lur, men du har ikke denne pågældende sygdom, som får patienter til at falde i søvn, mens de står op'. Watson spurgte korrekt: »Hvad er narkolepsi.«

Watson sluttede af med en indtjening på 77.147 dollar. Ken Jennings sluttede med 24.000 dollar, og Brad Rutter med 21.600 dollar. Alle deltagerne har på forhånd lovet at give deres præmier til velgørenhed.

Watson får job i hospitalssektoren

For Watson, som nu går over i historien som alle tiders bedste til spillet Jeopardy, den første af slagsen uden menneskelige gener, er gevinsten en foreløbig karriere inden for sundhedssektoren. Den har bevist, at den kan vinde, men også, at den kan fejle og svare forkert - på en menneskelig måde.

Ifølge IBM's ledere vil der i dag udgå en pressemeddelelse, som fortæller, at Watson har fået job hos Columbia University og University of Maryland, hvor den skal fungere som cybernetisk lægeassistent.

Den skal foreløbig hjælpe med at finde diagnosemuligheder, når læger vrider deres hjerner for at finde ud af, hvad en patient fejler.

Professor i klinisk medicin, Herbert Chase ved Columbia University, siger til New York Times:

»Jeg har været i den medicinske undervisning i fyrre år, og det er fortsat et meget hukommelses-intensivt arbejdsområde.«

IBM har planer om indgå et samarbejde med firmaet Nuance Communications Inc. for at give Watson stemmegenkendelse og måske også en slags stemmeforståelse. Netop det var Watsons første svaghedstegn i Jeopardys første runde.

Mennesker bør ikke være bange

En af Watsons skabere, dr. Ferrucci, oplyser, at mange mennesker har henvendt sig, fordi de er bekymrede over for de fremtidsscenarier, som er beskrevet af science-fiction-forfattere.

For eksempel historien om HAL, supercomputeren i romanen 'År 2001', som begår forræderi mod sin rumskibskaptajn, fordi den er udstyret med en skjult agenda hjemmefra. Kaptajnen vinder med nød og næppe ved at afmontere dele af computeren, så den bliver mere primitiv.

»Modellen er ikke HAL, men derimod skibscomputeren i Star Trek, som kan føre en intelligent dialog, og som kan reagere med opfølgende spørgsmål efter at have overvejet al tilgængelig viden,« siger Ferrucci.

Se finalen onsdag aften her

Dokumentation

Artikel fra Canadian Press
Artikel på CNET
Artikel på Daily Finance
Artikel i New York Times

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Måske journalisten skulle vælge et andet udtryk end "intelligent design" der skaber uheldige associationer til noget helt andet end det der her er tale om.

  • 0
  • 0

Tror spillet ville være mere interessant hvis alle tre skulle svare på alle spørgsmål, og se hvem der den vej skrabede flest penge sammen. Dermed sammenlignes viden i stedet for hvor hurtigt Watson kan trykke på en knap.

Udviklerne havde givet Watson 3 sekunder til at udregne svaret. Og ellers overlade det til de andre. Men hvornår fik Watson spørgsmålet ? Når oplæsningen startede eller når knappen blev åbnet for tryk ? Hvis det er det første vil den stort set altid have fundet svaret inden spørgsmålet var læst op da det tager mere end 3 sekunder. Og så vil den vinde da den altid kan trykke på knappen først.

  • 0
  • 0

Måske journalisten skulle vælge et andet udtryk end "intelligent design" der skaber uheldige associationer til noget helt andet end det der her er tale om.

Det var faktisk hensigten af gøre opmærksom på parallellen til Intelligent Design - som en morsomhed - fordi det "rigtige" Intelligente Design begreb er så rigt debatteret, og mennesker er uenige om, hvorvidt vi er designet af et højerestående væsen. Her er der imidlertid også tale om et kløgtigt design af et højerestående væsen, nemlig mennesket. Det er vel stadig acceptabelt at opfatte mennesket som højerestående i forhold til en computer. Så det er et intelligent design, bare på et andet niveau end det sædvanlige begreb.

mvh. Kent Krøyer, journalist

  • 0
  • 0

Watson fik spørgsmålet når oplæsningen startede. Dette er kun fair, da de andre deltagere læser spørgsmålet langt hurtigere end værten og derved er klar med svaret før han er færdig. Desuden buzzer deltagerne ikke ind når de ser lyset, men forsøger at time det så de ramme samtidig med at det bliver tændt. Dette kan Watson ikke gøre da den er døv og ikke ved hvornår spørgsmålet er læst op.

Udviklerne har heller ikke som sådan givet Watson tre sekunder til at svare, det er bare den tid det i gennemsnit tager at finde svaret. Nogle gange hurtigere andre gange langsommere.

Hvis du har set runden fra I går ville du også vide at lige så snart spørgsmålene er korte, så får Watson ikke et ben til jorden som i kategorien ”Skuespiller og Instruktør”. Her kendte Watson stort set alle svarene men kunne ikke finde dem hurtigt nok, netop fordi spørgsmålet kun var en titel.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten