Teknisk Museum flytter

Danmarks Tekniske Museum har fundet en ny græsgang, så hele museet fremover findes på ét sted. Tidligere har udstillingerne været spredt ud over Helsingør, så veteranbilerne for eksempel blev vist frem i byens industrikvarter. Teknisk Museum har siden 1969 ligget på et område, der er fredet, så museet ikke har kunnet udvide sine aktiviteter.

På Fabriksvej ligger Helsingør Værfts tidligere jernstøberi, og de store haller har vist sig at være perfekte omgivelser til de tekniske udstillinger. Hallerne huser allerede museets udstilling af fly.

Museet åbner i de nye lokaler midt i oktober, så i øjeblikket bliver museumsgenstandene flyttet. Man flytter dog ikke ubesværet en 130 år gammel balance-dampmaskine på 50 tons, så Teknisk Museum har lidt at spekulere over.

Imidlertid er det ved hjælp af en blokvogn lykkedes at få transporteret museets firetakts to-cylindrede dieselmotor ned til de nye haller. Dieselmotoren er i øvrigt fra 1923, og den blev installeret i Måløv af Københavns Vandforsyning, da der blev brug for mere vand til hovedstaden efter 1. verdenskrig. Når motoren til næste år runder de 80, er det meningen, at den skal fungere igen, så frivillige fra Man B&W Diesel går snart i gang med at sætte den i stand.