Teknikere og økonomer i åben krig om Amagerforbrænding
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Teknikere og økonomer i åben krig om Amagerforbrænding

Teknikerne i Københavns Kommune ligger i mere eller mindre åben krig med økonomerne om en milliardbesparelse ved at bygge en ny affaldsforbrænding på Amager.

Det fremgår af den indstilling, som politikerne i teknik- og miljøudvalget skulle forholde sig til, da et flertal fredag stemte ja til at yde lånegaranti til den nye affaldsforbrænding.

Læs også: 4 mia. kroner: Teknik- og miljøudvalg giver grønt lys for ny Amagerforbrænding

I materialet forsvarer økonomiforvaltningen, at den ikke tog et notat om at bygge affaldsforbrændingen sammen med et kraft-varme-værk baseret på træflis tilstrækkeligt alvorligt til at sende det videre.

Notatet blev udarbejdet af Københavns Energi, som overvejer at bygge det flisfyrede værk. Selskabet, som forsyner Københavns indbyggere med drikkevand og fjernvarme, anser det for muligt at spare to milliarder kroner på at bygge de to værker sammen, først og fremmest fordi affaldsforbrændingen dermed kan gøres mindre.

Læs også: Hemmeligt notat: Muligt at spare mere end 2 mia. kr. på Amagerforbrænding

Økonomiforvaltningen kalder det nu en fejl, at notatet blev hemmeligholdt for politikerne. Det har også affødt skarp kritik fra en del politikere.

Men det faglige indhold af notatet var ikke i orden, argumenterer økonomiforvaltningen. Argumenterne er dog ikke hentet hos kommunens egne tekniske eksperter.

Derimod har økonomiforvaltningen henvendt sig til nabokommunen Frederiksberg, der hele tiden er gået ind for at bygge en stor affaldsforbrænding.

Læs også: Politikere om skjult notat: 'Dumt', 'uforståeligt' og 'kritisabelt'

Økonomiforvaltningen begrunder ikke, hvorfor nabokommunen skal forholde sig til et notat fra kommunens eget forsyningsselskab. Økonomerne konstaterer blot, at By- og Miljøområdet i Frederiksberg Kommune på baggrund af Ingeniørens omtale af sagen har 'foretaget en umiddelbar vurdering' af notatet fra Københavns Energi.

De næste to sider går med at skyde notatet ned med argumenter, der ligger i tråd med, hvad direktøren får økonomiforvaltningen, Claus Juhl, tidligere har forklaret til Ingeniøren.

Læs også: Direktør erkender: Jeg skjulte hemmeligt notat om Amagerforbrænding

Det lykkes dog ikke økonomerne at overbevise teknikerne om, at de har ret. Tværtimod gør Teknik- og Miljøforvaltningen specifikt opmærksom på, at de bakker om hovedkonklusionen i notatet fra Københavns Energi: at der er penge at spare ved at bygge en mindre affaldsforbrænding sammen med et flisfyret kraftvarmeværk.

På embedsmandssprog lyder det sådan:

'Det er og har hele tiden været Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering, at der må være en betydelig synergi ved etablering af forbrændingsanlægget integreret med et kommende flisfyret kraft-varme-værk. Københavns Energis screening eller den redegørelse, der er vedlagt fra Økonomiforvaltningen, ændrer ikke på denne opfattelse.'

Læs også: Københavns Energi: Vi skrev 'fortroligt' på notat om Amagerforbrænding

Ifølge Roger Buch, forskningschef i samfundsvidenskab på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er det usædvanlige ikke, at to forvaltninger er uenige. Derimod er det mindre almindeligt, at de ligefrem skilter med det i en indstilling til politikerne.

»Det fremstår som to forvaltninger, der ser ud til at være meget uenige om, hvordan en sag skal afgøres, og som derfor lidt hårdt sagt kommer til at føre krig mod hinanden,« konstaterer han.

»Når økonomiforvaltningen søger ekspertise i nabokommunen Frederiksberg, så vil det blive opfattet som forholdsvis provokerende af kommunens egen tekniske forvaltningen,« tilføjer forskningschefen.

Læs også: Vestforbrænding: Tallene bag nyt kæmpe-anlæg holder ikke en meter

Roger Buch gør opmærksom på, at det forskningsmæssigt er meget velbeskrevet, at forskellige forvaltningsenheder kæmper for deres egne synspunkter og ressourcer. Udadtil forsøger de imidlertid at signalere, at deres beslutninger er styret af viden, faglighed og af at gøre det rigtige for borgerne.

»Sagen om Amagerforbrænding er god til at illustrere, hvordan politik og forvaltning hænger sammen, og at der er tale om en sammenblanding af en masse interesserer,« siger han.

Indstillingen til politikerne indeholder ikke tilstrækkeligt information til, at Roger Buch tør gætte på, hvilke motiver der ligger bag krigen mellem teknikere og økonomer.

Læs også: Energieksperter: Stort forbrændingsanlæg passer dårligt til fremtidens energisystem

Emner : Affald
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Den ligger klart hos økonomerne, jeg har stor sympati for at økonomerne ikke kan andet end at lægge tal sammen, havde de haft en smule indblik i ingeniørverdenen kunne de se en flig af alt det der er muligt og de fremskridt der kan opnåes.

Derudover er jeg skræmt af at man ligefrem har en specialisering der hedder 'kommunalforsker', det er et tegn på at der er store problemer i forvaltningen.

  • 0
  • 0

Derudover er jeg skræmt af at man ligefrem har en specialisering der hedder 'kommunalforsker', det er et tegn på at der er store problemer i forvaltningen.

At nogle mennesker bliver skræmt over forskning, det er tegn på at vores uddannelsessystem har slået fejl.

Nøj, hvor det føles dejligt at lave grundløse generaliseringer!

  • 0
  • 0

Kan nogen gøre mig klogere her, for jeg synes umiddelbart det lyder helt hen i vejret: Er det normalt, at Økonomiforvaltningen i København henvender sig til Frbs eksperter for at få kvalitetstjekket en undersøgelse? For hvis ikke lugter det fælt af politisk indblanding her...

  • 0
  • 0

Gid de kunne samarbejde i stedet, så vi borgere kunne få mest muligt ud af hvad der nu er..

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten