Teknik holder øje med fangerne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Teknik holder øje med fangerne

Norges mest sikre anstalt, Ringerike Kretsfengsel, gav ideer til den danske stat, allerede før den i sommer udskrev konkurrencen om det nye statsfængsel, der skal bygges på Enner Mark, 10 km vest for Horsens. Konkurrencen er lige vundet af arkitektfirmaet Friis & Moltke i samarbejde med bl.a. det norske ingeniørfirma Nordconsult, der også var ingeniører på Ringerike fængslet.

Der er ikke mange moderne fængsler at hente erfaringer fra, når man ønsker et fængsel med en resocialiserende funktion. Et af dem er det fire år gamle Ringerike fængsel, der da også var et af målene, da en projektgruppe nedsat af Direktoratet for Kriminalforsorgen var på studietur i slutningen af 1999. Efterfølgende skrev arkitekt Sten Ostenfeld fra Alex Poulsens Arkitektkontor en detaljeret rapport om fængslet. Og siden har netop dette arkitektkontor vundet opgaven om at blive bygherrerådgiver på det danske fængsel.

Fjernstyret adgang

Sten Ostenfelds rapport giver et godt indtryk af, hvordan Ringerike fængslet virker og fungerer:

Det ligger ca. 70 km nord for Oslo i et kuperet skovområde uden bymæssig bebyggelse i nærheden. Umiddelbart virker det skræmmende, omgivet af en syv meter høj og 25 cm tyk ringmur i ubehandlet beton.

Der er kun én indgang, nemlig gennem en port med en sluse med plads til to-tre biler. Kun fængslets egne biler får lov at passere, så alle varer skal afleveres på et lager uden for muren. Porten er ubemandet, men overvåget af kameraer tilsluttet en vagtcentralen, der findes i en tårnbygning over indgangen. Her klares vagten døgnet rundt af én person, som skifter hver anden time.

Hvis man har ærinde i fængslet, skal man melde sig via et samtaleanlæg uden for porten for at blive lukket ind gennem slusen. Derfra går man ca. 100 m hen til hovedbygningen, hvor man via et andet samtaleanlæg kan komme i kontakt med en medarbejder, der kan lukke én ind gennem en mindre sluse til ankomstområdet. Her bliver man afhentet af den, man skal besøge - med mindre det er en indsat.

Gælder visitten en af fangerne, bliver man afhentet af en betjent og ført gennem en detektor, før man får adgang til et af besøgslokalerne, der findes i flere størrelser med og uden mulighed for aflytning. I et enkelt foregår besøgskontakten gennem glasrude og samtaleanlæg.

Ingen over muren

Ringerike fængsel består af to-etages bygninger, der er føjet sammen til mindre enheder. De er omkranset af fint bearbejdede gård- og haveanlæg samt en træbevoksning, der indefra opbløder virkningen af den høje ringmur. Disse ideer går igen i det danske vinderprojekt.

Endnu er ingen indsat flygtet fra Ringerike, hvor ringmuren udgør det primære element i at hindre undvigelser eller uønsket indtrængen. På murens indvendige side er der opsat faste kameraer/lamper med indbyggede bevægelsesalarmer. Desuden er der ved indgangsporten og ved nogle porte ved indvendige hegn og udvendige døre etableret bevægelige kameraer med zoom.

Da den danske delegation var på besøg, var der ingen overvågning eller alarmer uden for ringmuren, men der var planer om at etablere det - som en ekstra sikkerhed.

Alle yderdøre og dørkarme er af stål, og vigtige døre er centralt tilstandsovervågede. Desuden har en del døre automatiske dørlukkere og låser automatisk ved lukning. Også vinduerne er udført med rammer og karme i stål, de fleste med ruder af hærdet glas og udvendige tremmer fastgjort til facaden. Vinduer uden tremmer er udført af slagfast "panserglas". Ved siden af de faste ruder er der en udluftslem med en perforeret stålplade foran.

Komfortable celler

Der er 160 celler, hver på ca. 11 kvm og indrettet med brusebad og toilet samt seng, bordplade, stol, garderobeskab, kommode, sengeskab, hylde, køleskab, opslagstavle, samtaleanlæg, stikkontakter og antennestik. En rød lampe viser, når kommunikationsanlægget til centralvagten og afdelingsvagten er aktiveret, så ingen behøver at føle sig overvåget uden at vide det.

Til fængslet er der udviklet et specielt mekanisk låsesystem, idet man fravalgte elektroniske systemer med plastkort, som bl.a. kunne give problemer ved brand. De indsatte har selv en nøgle til deres celle.

Fængslet har en række værksteder og andre arbejdsrum samt undervisningslokaler, kirke og en forsamlings- og gymnastikbygning. Flere kunstnere har været med til at udsmykke fængslet, der i øvrigt lives op af farvestrålende gardiner.

Ringerike fængsel har et areal på 75.000 kvm inden for murene og et bebygget areal på knap 15.000 kvm. Det har kostet 262 mio. norske kroner plus ca. 22 mio. kr. for grund og inventar mm. Ved det danske besøg for to år siden var den årlige driftsudgift 55 mio. kr., og der var 151 ansatte plus lærere og helsepersonale ansat af kommunen.

Til sammenligning er der på den danske finanslov for 1999 afsat 403 mio. kr. til det nye fængsel i Horsens, hvor der bliver plads til 180 indsatte. Det ventes færdigt i 2005.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først