Techtopia #177: Har sociale medier for stor politisk magt?

... slet ikke at denne debat overhovedet er opstået. Ytringsfrihed og sociale medier / internettet har intet med hinanden at gøre - de sociale medier er i deres gode ret til at opstille regler for hvad man må og ikke må, hvis man ønsker at bruge dem. Man har ret til at mene og sige hvad man vil, men man har ikke ret til eller krav på at kunne publicere sine synspunkter frit til hele verden - nærmest tvært imod og da slet ikke hvis man lyver, manipulerer, truer, spreder had, opfordre til vold etc. I den aktuelle situation turde det være åbenlyst at hvis man skal klandre de sociale medier for noget, så er det ikke at man har lukket for Trump, men derimod at man ikke gjorde det for længe siden - han har åbenlyst, bevidst og systematisk brudt reglerne igen og igen, stort set fra dag et.

Og at det at man udelukker folk som ham fra de sociale medier skulle resultere i endnu større problemer er direkte tåbeligt - at USA på det nærmeste stod på kanten af et kup kunne netop kun ske fordi han og hans medløbere fik frit spil på de sociale medier.

Kan man blive udelukket hvis man ikke overholder god skik.

...hvis politikerne befinder sig på mediet!

Medierne har ikke politisk magt fordi de er der... det får de når tumper/Trumper bruger dem til deres budskaber.

Man forsyner 'pøblen' med skarpladte våben og undrer sig over, at de anvender dem med lidt hjælp fra en 'ven' - nyttige idioter som trussel mod demokratiet ...

Hvad Trumps kvalifikationer angår, er diagnosen klar: Han var, idet han blev præsident, på ingen måde en fremragende modpart til de masser, han styrede, men deres repræsentant og deres koncentrat. Til enhver tid besad han gemenhedens imperative mandat. Han kom ikke til magten i kraft af en eller anden overordentlighed men i kraft af sin umisforståelige grovhed og sin udprægede trivialitet. Hvis der var noget særligt ved ham, så lå det alene i den omstændighed, at han selv syntes at have opfundet sin vulgaritet, som om han var den første, der i gemenheden som sådan havde set et mål, der lod sig forfølge til det yderste.

I denne forstand var Trumps selvforståelse, at han var inkarnationen af en skæbne, på højde med hans mediehistoriske rolle. Drømmen om det præstationsløse store udkomme blev i ham og gennem ham til sandhed for utallige. I og med at han var i stand til i sig at forene de mest forskellige gruppers sværmeriske infamier, virkede han i mange retninger som attraktor. Kun som multivulgært medium var han i stand til at fungere som en fællesnævner for sit partikulære følgeskab. Broder Trump rakte alle den arm, som ville fuldbyrde det skæbnebestemte til deres eget bedste. Enhver, der var i stand til at udslette sansningen for bedre at kunne fantasere om redningsmanden, ja ligefrem om den ”kulturhelgen” som georgianerne havde forkyndt, havde lov til at forvente af denne larve, hvad han havde lyst til.

Men selv om masserne ikke uden ydre hjælp formåede at erkende, at de havde en pervers marionet foran sig, en forpansret koprofil, impotent morsdreng med eksplicitte suicidale tilbøjeligheder, så var hans hysteriske, pøbelagtigt-megalomane og diletanttiske karaktertræk fra begyndelsen en åbenbar og umiddelbart given ting. Derfor siger billeddokumenterne mere om ham end biografier på tusindvis af sider. Man ser ham altid posere for massens illusioner; hvor poseringen mangler, er der kun det karakterløse rasende mediums hulhed tilbage.

Trump, illusionskollektoren og hypnopolitikeren, var på ingen måde en højtbegavet, i ingen henseende en skabende personlighed. For hans succes var det nok, at han var i stand til at være en folkemodtager. Ingen, der var tålmodig nok til at kigge efter en ekstra gang, kunne forveksle ham med et talent. Denne mand var den inkarnerede miasme af det mest virkelighedsfjerne småborgerskab, en krampagtig og halvstuderet røver, et misfoster af misundelse og skændsel. Han var den higen efter anerkendelse, som var blevet ond.

Men fordi de psykisk udhungrede masser og de labile dele af eliten i denne offentlige mand øjnede noget, der umiskendeligt var dem selv; fordi det ikke var nødvendigt at se op til ham for at komme til bunds i ham; fordi det var tilstrækkeligt at forbinde ens egen buldrende vulgaritet og opblæste livsuduelighed i øjenhøjde med hans for at tro ham ophøjet og sig selv hævet op til hans glorie; fordi han var en horisontalt delegeret, aktionist, had-showmaster, en yderst forståelig skrighals fra inde ved siden af, der bød sig til som container for massefrustrationerne – altså udelukkende fordi han ikke var alt for anderledes, ikke overlegen, ikke virkelig begavet, fordi han ikke så intellektuel og elitær ud, og først og fremmest fordi han ikke virkede fornem, kunne han være sikker på, at utallige ville acceptere hans direktheder og anmasselser, hans krakilske biologi og hans vrøvl om valgtyveri og storhed.

Trump var virkelig et umiskendeligt produkt, en figur skabt i overensstemmelse med den massemediale, horisontalt projektive modus, altid iført en trofækone som taget ud af en amerikansk sæbeopera. Når de ophidsede masser løber efter deres helt, så ligner de mennesker i et opløb – de har et mål. De er der, før de har fundet ord for årsagen bag deres opløb – en fører, en mediestar.

En nu omsider løsladt, to gange stillet for en rigsret og afmægtig proleteus blandt de mange, et ord med hvilket massernes affære med deres helt er bragt på den rigtige, endegyldige og tilstrækkeligt komiske formel for alle de uoplyste masser, hvor de utallige enkeltes uorganiserede afmagt glider over i ’den organiserede forladthed’ (Hannah Arendt) hos de mange, som lader sig gribe af totalitære bevægelser og populisme såvel som af de totale underholdninger på mainstream- og sociale medier.

I 1930'ernes Tyskland gik det helt galt, denne gang slap Amerika lige netop for en gentagelse - mange tak ...