TDC Net åbner Danmarks første 5G-netværk

Illustration: Laurids Hovgaard

Om 14 dage bliver der skruet gevaldigt op for hastighed og kapacitet, når TDC NET åbner Danmarks første 5G-mobilnetværk.

For at kunne ringe, browse og streame på en 5G-forbindelse med download-hastigheder på op til en gigabit i sekundet med en latenstid på ned til 10 millisekunder skal du være i centrum af en af landets tre største byer, København, Aarhus og Odense eller i Helsingør.

Man kan dog alligevel få en fornemmelse af 5G-mobilnetværket andre steder i landet, men det bliver dog på en knap for kraftig 5G-forbindelse over 700 MHz-frekvensbåndet.

»Jeg er glad og stolt over, at vi så hurtigt har indfriet vores ambitioner om at åbne for 5G-dækning på vidtstrakt nationalt plan samt give adgang til særligt hurtige hastigheder i centrum af København, Odense, Aarhus samt Helsingør. Åbningen er vigtig i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for en stærk infrastruktur, der skal håndtere at forbruget af mobildata vokser med op til 40 procent om året. Den kommende åbning betyder, at den største tjenesteudbyder på netværket, Nuuday, lige om lidt vil kunne tilbyde deres kunder adgang til fremtidens netværk,« siger CEO Andreas Pfisterer fra TDC NET i en pressemeddelelse.

Åbningen af det nye 5G-netværk sker som et led i en større opgradering af TDC NETs landsdækkende mobilnetværk med over 3.500 mobilmaster. TDC NET startede sin 5G-udrulning på Sjælland i oktober 2019 og har siden opgraderet 2.650 maste-positioner i hele Danmark. I alt har TDC NET over 4.000 mobil-positioner der skal opgraderes til 5G. På trods af corona-krisen er det lykkedes TDC NET at gennemføre opgraderingen sammen med Ericsson, og de kommende uger bliver op mod 100 sites opgraderet om ugen.

Læs også: Ericsson: »Det svarer til at lukke veje for offentligheden, hvis vi giver industrien 5G-frekvenser.«

Illustration: TDC NET

Venter på vigtige frekvenser

I første omgang består TDC NETs 5G-mobilnetværk af to forbindelser. Den brede dækning, som i løbet af de næste måneder vil omfatte mere end 90 procent af danskerne, sker via 700 MHz-frekvensbåndet, som TDC NET købte sig adgang til ved en frekvensauktion i 2018.

Det fungerer godt til at etablere en geografisk bred dækning af Danmark. For at få de hurtige gigabitforbindelser med kortere svartider, har TDC NET dog brug for adgang til spektrum højere oppe i frekvensbåndet, hvor bølgelængden er kortere.

Den del af 5G-netværket kommer først for alvor, når Folketinget er blevet enige om de politiske rammer for frekvensauktioner på 3,5 GHz og 26 GHz-båndene, som Energistyrelsen så skal sende i frekvensauktion over efteråret. Men allerede nu har TDC NET mulighed for at bruge deres testfrekvenser i 3,5 GHz-frekvensbåndet til kommercielle netværk, og det er netop hvad de gør i centrum af København, Aarhus, Odense og Helsingør. Det er muligt, da man ikke forventer en massiv storm af brugere på netværket, da meget få endnu har 5G-kompatible telefoner endnu.

»Vi benytter en midlertidig licens til 3.500 MHz spektrum fra staten som giver adgang til særlige hurtige hastigheder i centrum af udvalgte byer (København, Aarhus, Odense og Helsingør). Vi benytter 700 MHz spektrum i den øvrige del af landet hvor man vil kunne opleve 5G som en opgradering, med blandt andet højere hastigheder og reduceret forsinkelse, skriver Peter Glüsing, kommunikationschefi TDC NET til Ingeniøren.

Det er endnu ikke muligt at se hvordan det hurtige 5G-mobilnetværk mere præcist dækker centrum af de fire byer med 3,5 GHZ-frekvensbåndet. Over for Ingeniøren oplyser TDC NET at de præsenterer et dækningskort inden lanceringen af 5G-mobilnetværket 7.september.

Indtil videre har klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen(S) meldt ud, at han vil indkalde til de første politiske drøftelser i september. Når der så er enighed om eksempelvis dækningskrav, skal Energistyrelsen så gennemføre frekvensauktionen.

Overfor Ingeniøren har Energistyrelsen for nyligt, oplyst at frekvensauktionen bliver afholdt i år, men de svarer ikke på om 3,5 GHz- og 26 GHz-båndene så faktisk også kan tages i brug ved årsskiftet.

»Det er fortsat Energistyrelsens forventning, at den næste auktion skal holdes inden udgangen af 2020, « skriver Ture Falbe-Hansen, pressechef i Energistyrelsen i en mail til Ingeniøren i august.

Præcist hvor lang tid styrelsen skal bruge for at gennemføre auktionen er ifølge Ture Falbe-Hansen delvist op til de teleselskaber, der vil sikre sig adgang til 5G-frekvenser.

»Længden på en auktion er bl.a. meget afhængig af, hvor lang tid budgivere ønsker at byde på frekvenserne. Det er derfor svært for Energistyrelsen at vurdere, hvor lang tid, det vil tage at gennemføre den næste auktion, da det i høj grad afhænger af budgiverne i auktionen,« skriver Ture Falbert.

»Vi glæder os til at tilbyde vores kunder de fantastiske muligheder, som TDC NETs opgradering af mobilnettet til 5G kan tilbyde. 5G-teknologien giver os mulighed for at levere en unik oplevelse til vores kunder – uanset om man vil streame sin yndlingsserie i ultraHD, eller man som virksomhed vil udnytte den ekstremt korte reaktionstid på signalet til at styre sine robotter i produktionen og overvåge sit udstyr i realtid. Vi har allerede flere 5G-telefoner til salg - og flere på vej - og har inkluderet 5G i alle abonnementer rettet mod vores mest dataforbrugende kunder i bl.a. YouSee og Telmore,« siger Michael Moyell Juul, CEO i Nuuday.

Læs også: Grundfos 5G-first-mover: Får bygget privat netværk på fabrik i Bjerringbro

Over to gigabit/s

For en uge siden kunne TDC NET fortælle at de i en hastighedstest kom over to gigabit/s på deres testsite ved hovedkvarteret ved Teglholmen i København. Det skrev Hans Henrik Bang, senior director i TDC NET på Linkedin

Illustration: TDC NET

Helt så hurtigt skal man dog ikke regne med at forbindelsen bliver i starten på det kommercielle 5G-mobilnetværk.

»Ved den fulde 5G oplevelse (3.500 MHz spektrum) kan man opleve hastigheder på 1 Gbps download. 5G (700 MHz spektrum) opleves som en opgradering, hvilket giver højere hastigheder og reduceret forsinkelse. Vores 5G-samarbejde med Grundfos viser lovende resultater og vi regner med at ramme latenstider ned til 10 ms, og vores test op til lanceringen viser latenstider i live nettet på 20 ms. På sigt vil forsinkelsen i vores landsdækkende netværk også se markante forbedringer,« skriver Peter Glüsing.

Samtidig med opgraderingen af netværket til 5G har TDC NET også opgraderet sit 4G-netværk, hvilket også giver højere hastigheder og større kapacitet i det eksisterende netværk.

Indtil videre er det muligt at købe 5G-telefoner fra Samsung, Nokia, Sony og Huawei hos TDC Erhverv, YouSee, Telmore og TDC. Samtidig er det forventningen er der kommer flere nye modeller i løbet af de kommende måneder. Apple har endnu ikke annonceret, hvornår de er klar med en 5G-telefon.

I Danmark findes der i dag tre forskellige mobilnetværk, TDC NET, TT-netværket, som drives af Telia og Telenor i fællesskab og 3. Mens TDC NET har valgt Ericsson som 5G-leverandør, skal Nokia bygge TT-netværkets 5G-mobilnetværk, mens 3 endnu ikke har valgt leverandør.

Læs også: Danmark halter efter naboerne i 5G udrulning

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Folk har altid været mod fremskridtet, og det gamle er godt nok.

Fra frem til 4G kan jeg godt se det praktiske.

Men jeg må indrømme at jeg bruger nettet mindre og mindre. Måske pga min alder og andre interesser. Samt at jeg ikke kan se de sjove i at sidde foran en skærm hele dagen.

Selv vil jeg ikke være den store bruger. Jeg spekulerer over hvor mange vil få direkte gavn af 5G (hurtigere og mere data). Det at jeg kan have mit køleskab og vaskemaskine på nettet kan jeg ikke se de praktiske i. Dertil komme at starte vaskemaskinen tager sekunder. Jeg kan sikkert følge den på nettet, men hvorfor? Vi har en masse unyttige data som spilder energi. Min køleskab kan fortælle mig at jeg ikke har mere skinke, men denne gang vil jeg have fisk.

Jeg kender eller snart kendte folk der er mere til deres telefon end at snakke med mig. Jeg kan ikke se ideen i at have nogle øl med dem, når det sådan set er mig og min øl. Den anden sidder med snuden i telefonen.

Mest af alt er det idag mere høfligt at skrive til folk med et spørgsmål, end at ringe. Hvor lå den forretning? Ingeniørgade 5. Jeg kan sende et link til google maps og det kan være praktisk. Men det er hurtigere at ringe og have 2 vejs kommunikation, og få et svar. Jeg skal dog indrømme at det er lettere at skrive nogen gange. Men dette sker end ikke dagligt.

Alt i alt - jow en masse data, men har jeg brug for det?

  • 7
  • 5

Der er nok ingen tvivl om at vi får brug for at sende mere data. Men måske ikke fra de mobile devices vi slæber rundt på ... der er ingen mainstream consumer brug af netværk som bruger mere kapacitet end video og der er 4G nettet fint og godt. Jeg har også svært ved at se at reduktion i latency til 10ms (jeg målte lige 20ms på min 4G mobiltelefon) er noget stort salgsargument.

Hvem skal så bruge det fine 5G net? Hvis man er en industrivirksomhed, hvorfor så ikke bruge wifi lokalt? Hvor meget traffik sker udenfor virksomhedens område? Og selvkørende biler som synes at være det andet argument, det er svært at se dem have behov for rigtig store datamængder. Naturligvis er lav latency godt, men en bil der kører 100 km/t har bevæget sig 27cm på 10ms. Latency i den størrelsesorden synes ikke at betyde noget.

Og så er der alle folks hjemme internetforbindelser. Alas, en fiber i hvert hjem synes vejen der. Det er svært at se hvorfor vi har brug for televirksomheder til at drive vores hjemmenetværk. Hvordan skulle de kunne vide hvor i min bolig det er vigtigt at nettet er hurtigt?

Det er fuldt forståeligt hvorfor vi har brug for mere kapacitet på mobilnettet. Men højere hastighed har jeg svært ved at se et kæmpe behov for. Allerede 3.5G syntes at være ok til video.

  • 1
  • 4

Svar #1 og #2 er eksemplet på hvad der er blevet sagt, hver gang der er kommet en ny version mobil infrastruktur.

Sjovt nok er der ikke gået længe inden de selv samme personer klager når deres telefon sidder fast på 3G. Det samme kommer til at ske om nogle år når deres telefon sidder fast på 4G.

De har ret i en ting, hvad skal de bruge de svimlende hastigheder til (2 gigabit i 2020 og 72 megabit i 2010) på en telefon. Jamen mobilnettet er en delt ressource så når alle kommer på 5G er der ikke 2 gigabit til hver, ligesom 4G blev langsommere de første par år efter det blev udrullet, fordi der kom flere og flere brugere på netværket. Heldigvis er 4G løbende blevet opgraderet fra 72mbit til ca en gigabit. Dette ændre ikke ved at det kan være næsten umuligt at streame en video på Netflix i primetime imellem 18 og 22 hvis du bor i en større by.

Nu når 4G ikke kan opgraderes mere er det tid til at få 5G på banen. 5G kommer løbende til at blive opgraderet de næste 8års tid indtil tallet hedder ca 10 gigabit for at følge med, ligesom vi så det med 4G som gik fra 72mbit til ca 1 gigabit. Her i starten er 5G kun en smule hurtigere end 4G ligesom vi så det ved udrulningen af 4G med 3G's 42mbit vs 4G's 72mbit. 5G er endda afhængig af 4G her i starten. Om ca to års tid vil 5G kunne køre selvstændig, uden 4G og det er først her at vi vil se de helt lave pingtider i netværket.

5G kan kombineres flere frekvenser end 4G kan. Dvs at vi får udnyttet de eksisterende frekvenser bedre.

5G kan også køre på flere og højere frekvenser end 4G og selv dem ude på landet, langt fra mobil masterne som ikke kan fange de høje frekvenser får stadig gavn af de høje frekvenser. Terminalerne tæt på mobilmasterne vil i højere grad bruge de højere frekvenser først, hvilket mindsker belastningen på de lave frekvenser til fordel for dem længere fra masten.

  • 5
  • 1

Svar #1 og #2 er eksemplet på hvad der er blevet sagt, hver gang der er kommet en ny version mobil infrastruktur.

Æh ... jeg tror du skal læse hvad jeg skrev igen. Jeg tror såmænd jeg starter med at skrive at behovet for data vil vokse. Jeg afslutter med at skrive at mere kapacitet er godt.

Pointen er bare at det her handler om noget intern i TDC og noget som har meget lidt interesse for almindelige mennesker. Lidt ligesom hvis Føtex køber en vareelevator der kan løfte dobbelt så meget. Fint nok, men jeg har ikke brug for mere mælk af dne grund. Teknologi som mest er til gene for brugerne fordi de skal købe nye telefoner ... uden at få noget ud af det.

  • 4
  • 0

Pointen er bare at det her handler om noget intern i TDC og noget som har meget lidt interesse for almindelige mennesker. Lidt ligesom hvis Føtex køber en vareelevator der kan løfte dobbelt så meget. Fint nok, men jeg har ikke brug for mere mælk af dne grund. Teknologi som mest er til gene for brugerne fordi de skal købe nye telefoner ... uden at få noget ud af det.

Tror de fleste normale mennesker var blevet utrilfredse hvis fx 4G ikke var blevet opgraderet fra de 72mbit (jaja masterne kunne jo køre det dobbelte, da den første opgradering primært var på terminalsiden) til ca 1gigabit. Så ville føtex analogien nærmere være. Ja du kan få mælk her, men du er kun sikker på at kunne få mælk om morgenen nå vi åbner, for vores vareelevator køre så langsomt at den ikke kan levere nok mælk op i mælkerummet i vores åbningstid.

Folk kan jo bare lade være med at opgradere deres telefoner, 4G køre jo videre som det plejer. Så når folk engang køber ny telefon får de bare en med 5G til den tid.

  • 2
  • 0

Det er fuldt forståeligt hvorfor vi har brug for mere kapacitet på mobilnettet. Men højere hastighed har jeg svært ved at se et kæmpe behov for. Allerede 3.5G syntes at være ok til video.

En højere hastighed er vel en god måde at øge kapaciteten? Og måske kan man forestille sig at folk om nogle år gerne vil streame film eller spil i 4 eller 8K med 120 frames/s til deres mobile virtual reality briller. Hvem ved hvilke teknologier 5G vil bringe med sig.

  • 0
  • 0

Efter TDC er skiftet til 5G, så er 3G og 4G blevet meget langsommere - det virker som om, at de opprioriterer 5G, og tager båndbredden fra 4G. Normalt, så er båndbredden typisk her i område ca. 40Mbit/sek på 4G hos TDC og 20M bit/sek på 4G hos Tele Nord. Men, efter at TDC har indført 5G, så er båndbredden hos TDC faldet til 4-7 Mbit/sek, mens den hos telenord stadigt er 20Mbit/sek. Måske burde TDC have valgt at betale for en større hastighed på fibernettet først?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten