Taliban forpurrer dansk kamp for 80 ton vandturbine til Helmand
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Taliban forpurrer dansk kamp for 80 ton vandturbine til Helmand

De fleste af de danske tropper i Helmand-provinsen i Afghanistan har knoklet forgæves under et kæmpemæssigt, fælles militær-projekt i august sidste år.

Projektet gik ud på at fragte en 80 tons stor vandturbine frem til dæmningen ved Kajaki søen, cirka 120 km nord for Kandahar. Det lykkedes i første omgang for 2.000 engelske soldater at få turbinen fragtet frem til bestemmelsesstedet, blandt andet fordi de danske tropper med succes afledte talibans opmærksomhed.

Men projektet bliver nu opgivet på grund af sikkerhedssituationen i området, som plages af gentagne fjendtligheder fra taliban, skriver New Civil Engineer. Selv om turbinen nåede frem i god behold, så må det nu opgives at køre de enorme mængder cement frem, som skal bruges til at retablere det ødelagte vandværk.

Konvojen med den 80 tons tunge vandturbine holder en fredelig pause på vejen fra Kandahar til den isolerede Kajaki-dæmning i slutningen af august 2008. Fredeligt - fordi danske tropper holdt Taliban i skak et helt andet sted. (Foto: Hærens Operative Kommando) Illustration: Hærens Operative Kommando

Hvis projektet kunne gøres færdigt, ville det betyde fuldtids beskæftigelse for cirka 4.000 afghanere og elektricitet til 1,7 millioner mennesker i lokalområdet.

Aktion omfattede omkring 100 køretøjer

Konvojen med den tunge turbine omfattede cirka 100 køretøjer, skrev Hærens Operative Kommando på sin hjemmeside i september sidste år. Og det var en af de største militæroperationer i Helmand siden 2005. Stort set alle ISAF-styrker var på den ene eller den anden måde involveret i projektet.

De fjendtlige taliban-grupper var helt klar over, hvad der skulle ske, da konvojen begyndte at bevæge sig 26. august. Som sædvanlig skulle ruten sikres mod overfald og vejsidebomber. Og det var danskernes opgave at sikre vejene, før konvojen nåede frem.

Men som en ekstra sikkerhedsforanstaltning valgte man at sikre en anden rute end den, konvojen skulle følge, for at holde talibans opmærksomhed rettet mod den forkerte rute. Taktikken lykkedes, og konvojen nåede frem til Kajaki søen 3. september uden ulykker.

De danske tropper glædede sig dengang over den store succes, som man kan læse på Hærens hjemmeside, men altså forgæves.

Kina-firma bag vandturbine tog benene på nakken

Det engelske magasin New Civil Engineer skriver i dag, at det i de forløbne 15 måneder ikke er lykkedes at sikre de cirka 50 km vej, som skal bruges til at fragte cement frem til dæmningsreparationen.

Chefen for det amerikanske kontor for udenlandsk udvikling (USAID), John Smith-Screen, har sagt til den engelske avis The Guardian, at turbinen og de øvrige dele til vandværket nu bliver pakket væk.

»Det var en kæmpe indsats af de internationale styrker, men vi kan ikke flytte så store mængder cement på kort tid,« siger han ifølge New Civil Engineer.

Oprindeligt var det et kinesisk firma, CMIC, som skulle montere turbinen, men de forlod området i en fart på grund af sikkerhedssituationen. Det er ikke lykkedes at finde et andet firma, der vil påtage sig opgaven.

Det har ikke været muligt at få en kommentar om sagen fra de danske ISAF-styrker eller fra Udenrigsministeriet.

Dokumentation

Artikel på Hærens Operative Kommandos hjemmeside
Artikel i New Civil Engineer

Emner : Vandkraft
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I et land så stort som Afghanistan og man ikke er i stand til at sikre de 50 km vej... Hvad i alverden laver vi så dernede?

Ærgeligt at vi opgiver nu når det netop er sådanne projekter som kunne være med til at sikre en "lykkelig afsked" med landet om en 2-3 år.... Nu bliver vi nødt til at forlade et land i ruiner og i værre tilstand end da vi kom præcis som i Irak. Til gengæld har den afghaniske befolkning nu en meget større had (og med god grund) til koalitionstyrkernes fædrelande.

Suk suk

  • 0
  • 0

Det engelske magasin New Civil Engineer skriver i dag, at det i de forløbne 15 måneder ikke er lykkedes at sikre de cirka 50 km vej, som skal bruges til at fragte cement frem til dæmningsreparationen.

Når NATO har forladt Afganistan, vil der i fremtiden være evig historisk undren. Hvad forestillede disse (politiske) ledere sig, at de kunne opnå i Afganistan? Og: Havde de virkelig aldrig lært noget i skolen? Det britiske imperiums styrker, den tids mest kompetente, blev udraderet, og de sovjetiske styrker, temmelig kompetente, måtte flygte, og hvis man sætter sig med Google Earth i et par timer og analyserer på terrænet i Afganistan, kan selv en civilist indse at terrænet ikke er muligt at besætte. Afganistan, hvor mennesker lever, består af stort set kun een eneste dal der snoer sig opad i det uendelige, imod Kabul, en rute der er omgivet af i hundrede tusindevis af terrænfordækte hyrdestier og jagtstier og smuglerstier og veje udad imod ødemarker og høje bjergrige formationer, i retninger af hele syv lande, Pakistan, Iran, Tyrkmenistan, Uzbekistan, Tajikistan, Indien og Tibet (Kina), grænser som ikke er mulige at bevogte fordi stederne er så langt borte som bag verdens ende. Fra alle disse retninger kan hvem som helst hele tiden snige sig frem imod dalen og skyde dalens beboere fra oven fra dækning. Det betyder ubesættelighed. Det betyder også et krigsherre område, for kun krigsherrer vil evne at holde styr på et ganske lille lokalområde af Afganistan, hist og her. Disse krigsherrer vil notorisk leve af smugling, fordi ingen kan forhindre det. Det skyldes alt sammen terrænet og de omgivende terræner. Hvis man ønsker at forhindre at smugling foregår fra Afganistan, behøver man at fjerne markedet, en krig der hører hjemme i det civile Danmark, imod stofmisbrug. Desværre et emne med betændt dårlig samvittighed, fordi vil tillader også druk, som vore egne producenter lever af, og hvorfor bekæmpe fattige landmænd langt borte i Afganistan, når vi tillader en ødelæggelse af vore egne borgere med også produkter fra vort eget land? Afganistan er andre landes indenrigspolitik hver især, politikeres forsøg på af undlade at foretage sig noget, ved at sende militære styrker til Afganistan, med indenrigspolitiske påstande om, at dette viser lederskab. Så vidt, temmelig ligegyldigt, bortset fra at det medfører tab af menneskeliv, en forbrydelse.

  • 0
  • 0

Strategien er vendt på hovedet.

Klassisk militær strategi handler om at fjerne fjendens evne og lyst til at slås. I stedet for at følge en militær strategi i afganistan, er det tilsyneladende lykkedes politikere at sætte en umulig dagsorden.

>>Lad os genopbygge landet,<< synes man at høre. Men hvad er der at genopbygge. Hvad er genvinsten. frihed, sundhed, mad og drikke... det leverer kun bedre vækstbetingelser for vor fjende - den uoplyste, og hjernevaskede selvmords-islamist.

Jeg antager, at det ultimative mål med at vøre til stede i afganistan er at fange Osama Bin Laden. Og vi gør dette for at forhindre ham i at begå flere kriminelle handlinger. Så spørger jeg mig selv. Opnås målet ikke bedst ved at gennemføre en nådesløs militær strategi i de områder der skjuler ham.

Deraf følger det, at man 'går klassisk' og pløjer salt i jorden for at forhindre nogen i at leve i området. Man forgifter naturligvis brønde imens eksisterende landsbyer jævnes med jorden. Alle våbenføre mænd elimineres, og resterne smides i lejre. Der kan deres arbejdskraft kompensere for de verdensøkonomiske konsekvenser af Bin Ladens handlinger. Når der ikke er flere afghanere tilbage som kan og vil slås, så er sejren komplet.

MEEEEEN! Det er naturligvis uacceptabelt at sige sådan noget, men det er ikke desto mindre den korrekte måde at føre krig på. Man bør ikke genopbygge eller lade sine militære styrker indgå i ikke-destruktive opgaver - det er ikke deres formål.

Set fra et rent militært perspektiv, så har skiftende regeringer viklet det danske forsvar ind i en ordentlig suppedas. Vore soldater skal skifte udstyr, uddannelse og taktik for at gennemføre en politimæssig opgave - skabe sikkerhed i et land, som historisk set er fredløst.

  • 0
  • 0

En lidt besynderlig beretning! Afslutningsvis står der således:

...men vi kan ikke flytte så store mængder cement på kort tid

  • uden at det nærmere begrundes, hvorledes [i]tidsfaktoren[/i] spiller ind!?: Man skulle da umiddelbart mene, at transporten bare "kunne ta' den tid, den tog"(?)
    Medmindre det fx. handler om 'færdigblandet beton' el. tilsv. - men der står jo udtrykkeligt 'cement'!
  • 0
  • 0

I guder!
Dette er en fantastisk beretning. Kan nogen huske antallet af NATO soldater i Afghanistan? Og så kan vi ikke fragte cement 50Km!

Alle vores politikere burde læse denne historie - og så minde dem om hvordan en anden historie endte i Vietnam.

Jeg væmmes ved tanken om, at jeg har stemt på de politikere som stadig påstår at vi gør fremskridt i Afghanistan.

  • 0
  • 0
  • uden at det nærmere begrundes, hvorledes tidsfaktoren spiller ind!?: Man skulle da umiddelbart mene, at transporten bare "kunne ta' den tid, den tog"(?)
    Medmindre det fx. handler om 'færdigblandet beton' el. tilsv. - men der står jo udtrykkeligt 'cement'!

Situationen finders overalt i Danmark også. Hvis man ikke evner at beskytte en byggearbejdsplads, bliver sækkene med cement stjålet. Hvis man ikke har styr på byggearbejderes varebiler og lastbiler, bliver også håndværktøjer stjålet. Hvis en lokal mafia begynder at opnå magt via videresalg af sådant, da bliver den så stærk at den overtager en del af magten over en byggearbejdsplads, og måske endda også en magt der rækker helt ind i den koncern der ejer byggearbejdspladsen. I store industrivirksomheder i Danmark, er mellemledere bange for at opklare de vedvarende tyverier fra fabrikkernes lagre, fordi deres familier risikerer at blive ramt af hævn. Som løsning sørger man for at undertrykke samfundets viden om, at tyverierne foregår, indtil, muligvis, at tyverierne bliver for frække og for omfattende, i så fald flygter ejeren, lader et selskab gå konkurs. Det samme foregår i Afganistan, blot i en meget større skala. Danske soldater i Afganistan tilfører hele tiden en enorm mængde af penge og fødevarer og basismaterialer, som havner i lommerne på deres fjender, en evighedskrig, og samtidig bliver soldater psykisk skadet og kan ikke vende hjem til en normal vejrdag sidenhen, fordi et dagligliv blegner og har en helt forkert kontrast i forhold til hvad de har oplevet i krig. Krige kan aldrig vindes, medmindre at man tager en stat intakt i løbet af højest et par måneder og straks evner at bringe til den til fungere på civile normale vilkår. Hvis ikke at man kan dette, da skal man plyndre og dræbe, udradere totalt, og trække sig tilbage. "~ Ingen har nogensinde haft et udbytte af en langtudtrukket krig" - Fra Sun Tzu (Krigskunsten).

  • 0
  • 0

Burde det ikke være muligt at at airlifte det ind med hjælp fra USAF og/eller RAF?

  • jo..oh(?) Men da skal der vel først opføres en større lufthavn i nærområdet? Tror du ikke, det ville fordre betydeligt mere 'cement'?? :)
  • 0
  • 0

Mon ikke det vil lykkes når de 30.000 ekstra US tropper kommer til - samt de ekstra ca. 10.000 fra det øvrige NATO?
Noget andet er, hvordan man har forestillet sig at sikre el-ledningerne når anlægget er igangsat? Der er ikke meget ved at producere strøm, når den ikke når frem til aftagerne.

  • 0
  • 0

F.eks Chinooks kræver da ikke (så vidt jeg ved) en landingsbane og en Hercules klarer også at lande på jord så vidt jeg hyusker.

  • 0
  • 0

Opstil skilte med

Her ville have været fuldtids beskæftigelse for cirka 4.000 afghanere og elektricitet til 1,7 millioner mennesker, men det er forhindret af Taliban

Ring 1-800-STOP-TALIBAN, hvis du har informationer, der kan stoppe taliban i at ødelægge dit land og din fremtid

Det kan måske skaffe støtte fra civilbefolkningen.

  • 0
  • 0