Taleban har fået fingrene i biometriske enheder fra det amerikanske militær
Den militante islamistiske bevægelse Taleban har overtaget det amerikanske militærs biometriske enheder, der kan hjælpe med at identificere afghanere, der har hjulpet USA under den 20 år lange krig.
Det skriver The Intercept, der har talt med en række tidligere og nuværende ansatte fra USA’s militær, der fortæller, at Taleban under en offensiv i sidste uge overtog de såkaldte HIIDE-enheder (Handheld Interagency Detection Equipment).
De håndholdte enheder indeholder biometriske data såsom øjenscanninger og fingeraftryk såvel som andre informationer om afghanere og kan bruges til at tilgå store centraliserede databaser. HIIDE-enhederne beskrives yderligere i et dokument fra det amerikanske militærs ingeniørkorps som en ‘identifikationsenhed’, der også bruges til at tage et billede af en given person.
Det er ifølge The Intercept uklart, hvor store dele af det amerikanske militærs biometriske data om afghanere, som er blevet kompromitteret.
Selvom HIIDE-enheder ifølge det amerikanske militær var beregnet til at indsamle oplysninger om potentielle terrorister og andre fjender, så er ifølge flere kilder også i vidt omfang indsamlet oplysninger om afghanere, der har hjulpet USA, lyder det fra en kilde.
»Hver dag havde vi tusindvis fra lokalbefolkningen gennem processen, hvor vi identificerede, tjekkede efter selvmordsveste og indsamlede efterretninger. HIIDE blev brugt som et biometrisk ID-værktøj til at identificere lokale, som arbejdede for koalitionen,« fortæller en anonym kilde fra en virksomhed, der har samarbejdet med USA’s militær i Afghanistan, til The Intercept.
Ifølge en anden kilde, som tidligere har været ansat af det amerikanske militær, er det muligt, at Taleban har midlerne til at få adgang til oplysninger og data gennem HIIDE-enhederne, men udtrykker bekymring for, at Pakistans efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence (ISI), der arbejder tæt sammen med Taleban, kan assistere med den del.
Welton Chang, der er teknologichef for organisationen Humas Rights First og tidligere efterretningsofficer, fortæller følgende til The Intercept:
»Jeg tror ikke, at nogen på noget tidspunkt har tænkt på databeskyttelse, eller hvad de skal gøre, hvis HIIDE-systemet falder i de forkerte hænder. Fremadrettet bør det amerikanske militær og diplomatiske apparat grundigt overveje, om de her systemer skal bruges igen i situationer, der er lige så skrøbelige som Afghanistan.«
Humans Rights First har på deres hjemmeside lagt en guide ud til afghanere, som HIIDE-enhederne har været brugt til at identificere, og som gerne vil undgå at blive genkendt af Taleban, men organisationen skriver, at »det er meget svært at undgå genkendelse baseret på biometriske data«.
Det amerikanske militær har længe brugt HIIDE-enhederne og indsamlet biometriske oplysninger. Ifølge den undersøgende journalist Annie Jacobsen, har Pentagon haft et mål om at indsamle biometriske data på 80 procent af Afghanistans befolkning for at lokalisere terrorister og kriminelle, skriver The Intercept.
I Afghanistan har digitale identifikationskort og biometriske data til at idenficere personer under afstemninger til valg været brugt gennem flere år. Organisationer advarer derfor om, at teknologierne kan bruges af Taleban til at finde frem til og angribe udsatte personer, skriver Reuters.
Selv for fem år siden brugte Taleban ifølge lokale medier den afghanske regerings biometriske systemer til at finde frem til medlemmer af landets sikkerhedsstyrker og kontrollere deres fingeraftryk op mod en database, skriver Reuters.
