Tale: Hackerspaces bliver gartnerier for fremtidens teknologi

I vil formentlig i den nærmeste tid blive beskrevet som usundt spisende, blege nørder, som lodder grimme lysshows sammen i et ulykkeligt og misforstået forsøg på at lokke piger ind på værelset.

Nu har jeg så indtryk af, at enkelte skal lære at lodde, før det evt. kan blive en realitet.

Men der er mere galt med billedet. I spiser sikkert sundt. Og hvis I laver lysshows, så er det næppe til værelset, men snarere til noget rfid-baseret lysdiode-visuel kommunikation på tøjet - blink-blink dating. Måske noget med packman-labitat-animationer i roterende cykelhjul, der jager hinanden i natten ind mod byen. Eller elektriske OEPS-perleplader.

Nørdlysshowet har ingen intellektuel eller kulturel rækkevidde, og toppede for 30 år siden. Det, vi står med her, har et helt andet niveau.

Så vi, der er bedre inde i sagen, skal nu kysse den blegfede lysshows-nørd farvel (et af hans få kys) og sige goddag til by-hackeren, som holder til i underlige kældre. Men hvad det er for en og hvad driver hende?

Da jeg var dreng, var der motivation til at bygge sin egen knallert af klunsede dele: Det var eneste måde, den kunne skaffes, hvis man manglede penge. Det samme med mit første TV. Fandt et defekt Linnet & Laursen med helt lige ledninger og grønlakeret chassis, klunsede en kanalvælger fra et Phillips. Erfarede, forstod. Købte oscilloskop.

Forleden lærte jeg, at før 1950'erne var materialer dyre, mens arbejdsløn var billig. Senere blev det omvendt. Dybdekonsekvensen af den pointe kan iagttages i knallerten og TV-apparatet - og langt ind i den arkitektoniske kvalitet og ornamentikken på gamle fabrikker og nye. Flowet er øget, omhuen er mindsket.

Et andet forleden skilte jeg en masse apparater ad sammen med en 4.-klasse, under hvad vi kaldte "Den store hvad er der inden i"-dag. Nyeste apparat havde december 2007 på printet, dvs. ikke engang 3 år gammelt.

Med sådan en dato bliver det helt konkret, at vi kan bruge og kassere så meget teknologi, vi vil, blot det er standardvarer, som vi ikke vil ændre på.

For vi kan ikke ændre dem. Tingesterne er fremstillet i et fjernt land og støbt ind i sort plast. De er røvkedeligt bygget, og har kun – når det er allervildest – et stykke optisk magi som fordeler lyset bag fladskærmen.

Så dér røg det meste af den gamle motivation til at skille ad, forstå og få til at virke. For min 4.-klasse blev motivationen i stedet et destruktivt eventyr; den sære elektroniske by, vi byggede bagefter med et enormt, gammelt TV-billedrør som atomkraftværk.

Fordi skaffe-motivationen er væk, fordi manualerne bliver stadig mere overfladiske, fordi de virkelige data mangler uanset, om vi snakker bilbremser, motorolie eller computere - fordi alt det, vokser en myte om, at teknologi er noget, andre laver. Noget, som ikke holder længe. Og noget, man ikke kan skrue på.

Den myte er farlig.

Derfor ser vi heldigvis nu sporene til en ny magtkamp om, hvem som skal bestemme over teknologien. Kampen vindes, hvis man dokumenterer, at myten er forkert. Hvis billedet af hvem, som skaber teknologi igen vendes.

Computerfolkene har været i gang længe. Open Source har i 20 år præsteret værktøjer, som er mindst på niveau og ofte over kommercielle produkter. Nu kommer open source elektronik-hardware, fysisk open-source. Det er noget af det, I roder med her.

Magtkampens middel er videndeling og crowdsourcing. Det er enormt kraftfuldt, når man begynder at invitere andre ind i ens projekter.

Eksempel: En raket ude på Refshaleøen tegner til at flyve om få måneder takket være kernefolk og en enorm kreds af hjælpende hænder. Hjælperne kan hjælpe, fordi projektet er open source og blandt andet kører en blog på ing.dk. Så måske kan nogle folk ude på det gamle B&W - takket være en hel nations indsats - sende et menneske i rummet nøjagtig 50 år efter at russerne sendte det første menneske derud.

Så er der vores holdning til teknologi. I 40 år har vi været skræmte i et billede af at "teknologi = gift, død og atomkraft". Nu kommer teknologien tilbage som en positiv og nødvendig mulighed. Det er det, I skubber til her i kælderen.

For at fuldende mit billede af denne nye bølge må jeg nævne kunst. At bringe historier ind i tingene - fortælle noget med teknologien. Fortælle "jeg kan", "vi gør", fortælle noget flot, noget grimt eller noget overraskende. Skabe en science fiction-virkelighed eller bare sætte strøm til drivhuset for at vinde over naboen i konkurrencen om årets bedste agurk.

Det er på den plet i historien, vi står. Det er derfor, vi er her.

Myten om, at man ikke kan skrue på verden skal dø.
Myten om at teknologi er noget, de andre laver, skal dø.
Read-the-fuckingligegyldige-manual skal dø.
Ideer og gør-min-kode-bedre skal leve.

Hackerspaces som dette bliver den ny tids gartnerier. Her vokser fremtiden med en ny bølge af kreativ teknologi, skabt af medlemmerne, som jeg vurderer til altovervejende netop at være de venligtsindede by-hackere, vi havde fat i for lidt siden.

Fordi vi står på det punkt på tidsaksen, er jeg beæret over at holde denne tale til jer - så vi kan sætte flaget i jorden i det nye land.

Vi er så havnet i en kælder på HC Ørstedsvej - godt navn til en vej for øvrigt - og mens vi er ved gode navne: Labitat er et godt navn.

Tillykke med værkstedet. Jeg håber, de Blade Runner-replikanter, I sikkert skaber om lidt, er venligtsindede, intelligente og sjove.