Tak for alt, Cassini og Huygens
'Den 14. januar 2005 vil for al tid stå som en af de helt store dage i udforskningen af solsystemet. For første gang nogensinde er en videnskabelig sonde landet på en anden planets måne, og operationen forløb stort set perfekt. Det var spændende dagen og aftenen igennem at følge de direkte transmissioner på nettet fra ESA's kontrolcenter i Darmstadt i Tyskland, efterhånden som nyhederne blev bedre og bedre. Det var næsten på højde med månelandingerne i gamle dage. Så selv om der mangler nogle billeder, siger Ingeniøren: Godt gået ESA.'
Sådan skrev jeg 21. januar 2005 i en lille kort leder i Ingeniøren om landingen af Huygens-sonden, som Cassini-satellitten havde medbragt til Saturn.
Nu godt 12 år senere er det også ved at være tid til at sige farvel til Cassini, der har rettet kursen ind, så den 15. september rammer direkte ind i Saturn. På den måde undgår man, at Cassini på et eller andet tidspunkt ville kollidere med og kontaminere en af Saturns mange måner.
Læs også: Den store finale fortsætter ude ved Saturn - og DTU Space er med
Det er en personlig holdning, hvilken mission til det ydre rum, der er mest spektakulær eller står ens hjerte nærmest.
Pioneer-sonderne med deres underlige færd beskrevet ved Pioneer-anomalien, der i mange år undrede forskere og ingeniører (og mig), og deres berømte plade med besked fra menneskeheden må vel være stærkt inde i billedet.
Læs også: Pioneer-sondernes underlige færd forklaret
New Horizons passage i fuld fart forbi Pluto er en anden mulighed, men et flyby kan nu ikke være det mest interessante, selv om vi med New Horizons så direkte ind i Plutos hjerte.
Rosetta og ikke mindst Philae med den uheldige landing på kometen med det besværlige navn, som vi derfor blot kaldte 67P, er naturligvis også en mulighed.
Glem ikke Huygens
Men mit personlige valg falder nu alligevel på Cassini og dens nu næsten glemte makker Huygens.
Dels fordi Huygenslandingen på den store måne Titan var spændende og nervepirrende, dels fordi det er en rumsonde, jeg har fulgt og skrevet adskillige artikler om i de år, jeg har været ansat på Ingeniøren. Cassini blev opsendt 15. oktober 1997 – to en halv måned før jeg forlod et job i telebranchen i dens gyldne dage for at blive journalist på Ingeniøren. At følge en mission fra start til slut vil altid være noget særligt.
Hver uge strømmer det ud med nyheder fra videnskabens verden. Hvad er vigtigt og interessant, og var der noget, der fik ufortjent stor opmærksomhed? Jens Ramskov rydder lidt op i viden om videnskaben hver fredag.Ramskov rydder op
Som optakt til Huygens' landing på Titan var jeg af ESA inviteret til en pressebriefing i Tyskland med flere af de involverede forskere, heriblandt John Zarnecki fra Open University i England.
Han fortalte, at Huygens og dens udstyr var beregnet til både at kunne lande på en fast overflade og i væske.
»Jeg foretrækker en landing i væske, så jeg kan være den første, der udfører ekstraterrestiel oceanografi,« sagde han.
Før Cassini ankom til Saturn-systemet i 2004, formodede man, at Titans overflade både bestod af fast materiale og større søer eller oceaner af ethan og methan.
Cassinis første observationer af Titan på nært hold i oktober og december samme år indikerede dog, at overfladen primært var fast, og der derfor kun var en meget lille chance for, at Huygens ville lande i et ethan-methan hav.
Ugen har naturligvis også budt på andet end nyt fra rummet. Lad mig fremhæve, at forskere fra DTU i Science Advances har vist, at det er muligt at trykke farvebilleder uden brug blæk eller andre farvestoffer. Forskerne med Xiaolong Zhu og Anders Kristensen i spidsen har fremstillet nanomønstre af germanium, der reflekterer lyset, så der opstår en farveeffekt. Det er en effekt, som i øvrigt også kendes fra naturens verden, hvor eksempelvis pigmenterne i en påfuglehale er brune, men mikrostrukturer betyder, at også blåt og grønt lys reflekteres. DTU-forskere har lavet billeder ud fra strukturer med 100.000 dpi (dots per inch).Farveprint uden blæk
Blød landing
Jeg fulgte med hjemmefra, da Huygens landede på Titan, hvor den satte sig 12 centimeter ned i den bløde overflade, hvorfra den transmitterede data i 72 minutter til modersatellitten Cassini.
Cassini fortsatte derefter med stor ihærdighed sine observationer af de karakteristiske ringe, kæmpemånen Titan med dens tætte atmosfære, den isbelagte måne Enceladus med et hav under isen, som lejlighedsvis kommer til syne fra store sprækker, og alle de mange andre måner i Saturn-systemet – foruden planeten selv.
En oversigt over de videnskabelige højdepunkter fra Huygens kan ses her.
En oversigt over de videnskabelige højdepunkter fra Cassini kan ses her.
Dawn sygner hen, men overlever
Det er ikke kun Cassini, vi skal tage afsked med i år.
Også Dawn, der nu er i kredsløb om det største objekt i Asteroidebæltet, dværgplaneten Ceres, er ved at takke af. Den afsluttede allerede sin hovedmission sidste år, der foruden et besøg ved Ceres også har omfattet et besøg hos asteroidemakkeren Vesta.
Dawn har siden juli 2016 været i en udvidet mission, som dog også får ende senere i år.
Der er ingen tanker om at give den en dramatisk død som Cassini eller for den sags skyld Rosetta, der blev bragt til hvile på 67P.
Dawn befinder sig i et stabilt kredsløb om Ceres, hvor den ikke gør skade på nogen eller noget, og hvor den kan blive et næsten evigt minde om udforskningen af Solsystemet i begyndelsen af det tredje årtusinde.
Dawn vil nok sygne hen, uden at ret mange opdager det. For selv om Dawn både har fundet vandis og organiske molekyler, som er et godt udgangspunkt for betingelser for liv i universet, så har Dawn vel aldrig rigtig fået den store omtale.
Læs også: Dværgplaneten Ceres har vandis i kratere og under overfladen
James Webb og BepiColombo
Skal vi afslutningsvis se lidt fremad, så tegner 2018 også til at blive et spændende rumår.
I oktober vil James Webb rumteleskopet – endelig og om alt går vel – blive opsendt fra Fransk Guyana med en Ariane 5.raket for at blive placeret i rummet i det såkaldte Lagrangepunkt 2 halvanden million kilometer fra Jorden.
Forventningerne til James Webb er enorme, og dets betydning for astronomien vil måske overgå Hubble rumteleskopets.
Efter planen skal ESA også opsende rumsonden BepiColombo i 2018, men lad os nu se, om den plan holder.
BepiColombo skal parkeres i et kredsløb om Merkur i slutningen af 2025, men inden da vil den flyve forbi Venus to gange og Merkur seks gange. Undervejs vil den foretage observationer, så det bliver ikke kun syv års kedelig ventetid, før den rigtig spændende del af missionen begynder.
James Webb rumteleskopet og BepiColombo er opkaldt efter henholdsvis en tidligere chef for Nasa og en italiensk forsker og ingeniør.
De vil begge fortælle os mere, der er Værd at Vide om fjerne galakser i det tidlige univers og den lille planet tæt på Solen.
