Tag på tidsrejse gennem Danmarks natur: Naturlig natur er evig forandring
Prøv et øjeblik at forestille dig, hvordan Danmark så ud for de første danskere, der bosatte sig efter den sidste istid. Kunstnere har gennem tiden forsøgt at skildre dette syn, og i dag ved vi fra analyser af pollen, kul og køkkenmøddinger ret præcist, hvad de må have set.
Så lad os gå ind i tidsmaskinen og sætte den på 9.000 år f.v.t. Stående på en bakketop i det østlige Jylland har de første jægerstenaldermennesker kigget ud over et barskt tundralandskab med hårde udtørrende vinde, spredte isblokke og kun få mindre træer som dværgbirk, små pilearter og bævreasp. Dengang var det endnu de store pattedyrs tid.
Græssende bisoner blandede sig med mammut, kæmpehjorte og krondyr, ligesom bævere og bjørne indvandrede, og jægerne rejste rundt med telte og lå på lur, hvor vandløbene snævrede ind, for at overfalde rensdyrflokke, når de skulle krydse vandet.
De fiskede også den rigdom af laks og gedder, der fandtes i de klare vandløb og søer, og ved kysterne levede de af østers og fisk. Men mangfoldigheden af arter var i de fleste naturtyper meget lav sammenlignet med i dag, for den indvandring af arter, der fulgte efter isens tilbagetrækning, var kun lige begyndt.
Et relevant tilbageblik
Et kig tilbage i dansk naturhistorie er yderst relevant i dag, lød det fra flere danske forskere tilbage i 2016, da en ophedet diskussion om natur i Danmark rasede. Regeringen havde netop – sammen med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – vedtaget den såkaldte naturpakke, der blandt andet skulle fremme biodiversiteten i Danmark. Det var dengang miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) modigt forsvarede sig mod kritikere og placerede sig forud for vedtagelsen midt i kampzonen med udtalelser om, at en kornmark også er natur. Det fik Twitter til at gå i selvsving under hashtagget #TingEsbenLundeKalderNatur – som f.eks. gåsehud, persille mellem tænderne og jord i hovedet.
I dag har diskussionen om biodiversitet igen fået ny opmærksomhed med FN´s seneste rapport - udarbejdet af 450 forskere og diplomater - der viser, at verdens stigende befolkning og økonomisk vækst er i fuld gang med at udrydde Jordens økosystemer med en hastighed, der er op til hundrede gange hurtigere end gennemsnittet over de seneste 10 mio. år.
Læs også: FN-rapport: Verdens dyr og planter bliver udryddet i rasende tempo
Men i diskussionen af biodiversitet er vores opfattelse af natur afgørende. Og tilbage i 2016 - da Ingeniøren bragte denne artikel første gang - var det tydeligt, at daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) syn på natur ikke var væsensforskellig fra mange danskeres.
»Dansk natur er en meget uhåndgribelig størrelse, og vi har en tendens til at diskutere den med udgangspunkt i en forestilling om ‘oprindelig natur’, en slags naturtilstand. Men den forestilling bygger ofte på, hvad vi oplevede som børn, og vores bedsteforældre bygger deres forestilling på deres oplevelser som børn osv.,« siger lektor i økologi og evolution ved Københavns Universitet Hans Henrik Bruun.
Mellem elefanter og næsehorn
I forskerkredse har man et navn for den problemstilling: shifting baseline. Og i dag er det almindeligt at ens baseline – eller forestilling om oprindelig natur – er en natur, der er voldsomt påvirket af menneskelig indgriben.
Tag for eksempel guldaldermalerier af glade børn, der render rundt på anemonetæpper i bøgeskove. Den slags skove er i virkeligheden plantageskove med lav biodiversitet, og bøgen kom først sent til Danmark, muligvis bragt hertil af mennesker.
Spørger vi de ældre i vores familier, vil de også kunne huske, at der i 1950’erne svømmede tunfisk på flere hundrede kilogram rundt i Øresund, og dyr som den enorme bille eghjorten – der i dag er forsvundet, men forsøges genindført i Jægersborg Dyrehave – var almindelig.
Tager vi for et øjeblik tidsmaskinen endnu længere bagud i tiden, tilbage til den sidste mellemistid, Eem, 120.000 år f.v.t, så virkeligheden endnu mere anderledes ud.
Dengang gik – i hvert fald ifølge nogle forskere – neandertalere rundt i et mosaiklandskab med skove og vidtåbne områder, der var fyldt med planter, der i dag er almindelige i vores skove, på enge, heder osv. Brændenælder, vejbred, lyng og rødknæ voksede i lysningerne, mens avnbøg, eg og gran var blandt de almindelige træer, hvori solsorten sad og pippede.
Eventuelle neandertalere havde også masser af dyr at nedlægge, nogle mere hårdnakkede kæmper end andre. I Eem-mellemistiden levede der dådyr og hjorte, men også skovelefanter med en skulderhøjde på fem meter, to arter af næsehorn og bison.
Den paradisiske tilstand
Ifølge forskerne er viden om naturen gennem tusindvis af år især vigtig af en helt særlig årsag:
»Vi har ikke længere en plet i Danmark, der ikke er påvirket af mennesker. Men 99,9 procent af alle vores arter er ældre end vores kulturlandskab, og hvis vi vil lære at give arterne de bedste betingelser for at klare sig, må vi forstå, hvilken natur de oprindelig er tilpasset til,« siger professor Jens Christian Svenning fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.
For eksempel begår vi den fejl, at vi opfatter en græssende ko i landskabet som en naturlig ting, når det oprindelige billede snarere er billedet af en urokse, der græsser på en steppe.
»Vores diskussion om biodiversitet er gennemsyret af, at noget natur er rigtig og noget er forkert. Men der findes ingen paradisisk tilstand. Det er meningsløst at pege på et tidspunkt i historien og udbryde: ‘Se, det er ægte natur. Det skal vi tilbage til’. Vi kommer aldrig tilbage til den tilstand – men vi kan lære, hvilke naturlige processer vores arter var knyttet til,« siger seniorforsker i biodiversitet på Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs.
Skoven presser mennesket
Så lad os forlade mellemistiden igen og tage tidsmaskinen frem til de første danskeres liv i overgangen til den yngre stenalder for cirka 6.000 år siden. Vi kigger nu på et landskab ved Norsminde Fjord 20 kilometer syd for Aarhus, hvor analyser af køkkenmøddinger har vist, at mennesket så småt var begyndt at dyrke jorden:
Stenaldermennesket var blevet presset ud til kysten, for skoven havde opslugt de åbne landskaber. Kun i spredte lysninger holdt elge og urokser bevoksningen nede. Men skov dominerede, især endeløse arealer med lindetræer, der nu også blandede sig med egetræer og birk.
Mammutten og kæmpehjorten var forsvundet, og flere store dyr som bjørn, elg og los var i tilbagegang. Men i skoven og søerne voksede et mylder af planter og mindre dyrearter frem.
Til lyden af bølgeslag mod kysten stegte mennesker kvæg, svin, får og geder, som de spiste sammen med oprindelige kornsorter. De fiskede også stadig og jagede sågar delfiner og spækhuggere, men deres nyeste interesse var jorden, som de ryddede skov for at kunne opdyrke.
I løbet af de næste tusind år bliver det tydeligt, at der nu hersker to modsatrettede udviklinger, som kæmper om mangfoldigheden i det danske naturlandskab. På den ene side indvandrer arter hele tiden og skaber mere mangfoldighed, men samtidig nedlægger mennesker de store pattedyr og fælder skoven og dermed dyrenes levesteder.
Vi er den sjette masseuddøen
Frem til midten af 1800-tallet indskrænker danskerne skovarealet til under fem procent, og der sker udskiftninger i dyrearterne. For eksempel bliver fasanen indført, mens pattedyr som vildsvin og ulv forsvinder.
Danskerne bliver nu medskyldige i den udvikling, som på globalt plan betegnes som den sjette masseuddøen. Tidligere var det vulkanudbrud, asteroider, forsuring af havene eller klimaændringer, der slog dyrene ihjel. Nu er det mennesket.
Geologisk lever vi i dag midt i en stabil periode. Alligevel forsvinder arter med en hastighed, der er 100 til 1.000 gange større, end forskerne forventer. I dag er 20 til 30 procent af klodens arter truet af udryddelse, og i Danmark er tallet tilsvarende.
Men billedet er mudret. Vi får nemlig ikke færre fugle, planter og dyr. Tværtimod. Indvandringen af arter er stadig i fuld gang, og overordnet har vi flere forskellige arter end tidligere. Men deres levesteder er stærkt indskrænkede, og mange nye arter kommer til naturen fra de udenlandske planter, som danskerne køber til deres haver. De samme som tyskerne køber – og svenskerne og nordmændene osv.
Det unikke forsvinder
»De arter, vi mister, er dem, som er unikke for os. De samme arter forsvinder i vores nabolande, så hvis vi ikke beskytter de her sjældne arter, bliver vores natur fattigere,« siger Hans Henrik Bruun.
Og hvad så, fristes man måske til at spørge. Går det ud over vores BNP? Vores muligheder for at forske i medicin? Vores økosystem? Nej, lyder det fra Hans Henrik Bruun.
»De fleste truede arter er jo netop så sjældne, at de ikke rigtig betyder noget for økosystemerne. Vores økonomi, forskning og samfund vil også klare sig fint uden for eksempel orkideen hvid sækspore eller billen grøn pragttorbist,« siger Hans Henrik Bruun.
»Hvis vi alligevel skal redde dem, er det alene, fordi vi mener, at de har en eksistensberettigelse. Fordi de er jordboere som os. Jeg sammenligner ofte sjældne arter med unikke malerier. Vores samfund går ikke i stykker af, at Mona Lisa brænder, men det bliver åndeligt fattigere,« siger han:
»Og lige nu er der ild i Louvre.«
Skriftlige kilder: Rødlisten, bogserien ‘Naturen i Danmark’ bind 1-15 fra Gyldendal, bogen ‘Kampen om Danmarks natur’ fra Gads Forlag, rapporten ‘Danmarks biodiversitet 2010’ fra DMU, Atlas Flora Danica, ‘Nye arter i Danmark’ temarapport fra Naturhistorisk Museum.
