Syv ting som kun fantastiske ledere gør

Evner du at være givende, når dine medarbejdere er bekymrede? Så hører du måske til i personaleledernes superliga. Ellers kan du hente inspiration her, hvor blogger og ghostwriter Jeff Haden fra ledelsessitet inc.com har samlet syv situationer, som kun opleves med de allerbedste ledere.

Viser glimt af sårbarhed

At vise sårbarhed er en menneskelig måde at nedbryde de barrierer på, som helt automatisk opstår mellem leder og medarbejder.

Medarbejdere ser ofte ledere, chefer og direktører som netop dét frem for som almindelige personer. Præcis som da man gik i folkeskole, og ens lærer ikke var en ‘almindelig voksen’, men en lærer – som det i øvrigt var akavet at møde uden for skolen.

En let måde at nedbryde den barriere på er som leder at bede om hjælp hos sin medarbejder. Bed om hjælp, som du ville gøre det et ukendt sted, hvor du er faret vild og måske er lidt bange. Gør det på en ydmyg og ærlig måde, hvor det er dig, der dukker hovedet, går til personen og spørger efter hjælp. På den måde er alle parader nede, og du er sårbar. Og du udtrykker, at du ikke er bange for at vise det.

Ved at udvise ydmyghed og sårbarhed som leder løfter du din medarbejder. Underforstået anerkender du hans evner, mens du skaber tillid.

Vælger medarbejdernes ideer

Fra medarbejdernes synspunkt er de bedste ideer medarbejdernes egne. Som leder skal du lade være med at sætte dine ideer skarpt op, men efterlade plads til initiativer og ejerskab.

Når du som leder beskriver, hvad du vil have lavet, så gør det bredt og åbent, så medarbejderne kan få deres egne mere specifikke ideer ud fra dine bredt formulerede oplæg.

De vil gøre mere, end du troede var muligt, fordi det giver en anden form for tilfredsstillelse at arbejde efter sine egne eller kollegers ideer.

Viser uventet interesse

Lederen har ikke tid til at give hver enkelt medarbejder opmærksomhed, selv om det ville være optimalt. Derfor må han få så meget ud af sin tid som muligt. Lederen skal ikke nøjes med at kommentere på de store linjer.

Læg også mærke til små detaljer og ros dem. Det kan være de mindste ting: en faglig detalje i et projekt eller en medarbejder, som tager en andens tomme kaffekop med ud til opvaskemaskinen.

Vælg noget småt, positivt, hjælpsomt og vigtigst af alt uventet for at vise, at du er opmærksom. Medarbejderne vil føle sig alt andet end negligeret, og det giver selvtillid og arbejdsiver.

Giver medarbejderen en chance til

En medarbejder har lavet en fejl. En rigtig grim og enerverende fejl. Lederen er godt gammeldags sur og har lyst til at give udtryk for det langt og længe. Men stop!

En god medarbejder fatter budskabet, før det er sagt højt. Kig ham i øjnene, så han forstår, at det var første og sidste gang, det skete – og hjælp ham så med at rette op på fejlen.

Indimellem fortjener medarbejdere en ekstra chance, og når de får en, så glemmer de det aldrig. Og fremover vil vedkommende gøre noget ekstra ud af at bevise sit værd.

Sætter døren på klem

For medarbejderne er det let at glemme, at de og deres leder er i samme team. Ved at du som leder giver medarbejderne lejlighedsvise kig ind i din verden, øger du fællesskabsfølelsen.

Ikke fordi medarbejderen behøver mere indflydelse, men derimod for, at han føler, at han får et unikt indblik i din verden. Det kan være ved at give en lille bid af, hvad virksomhedens strategi eller resultat er. Noget, som ellers er forbeholdt lederne.

Giver en ufortjent kompliment

Man skal ikke altid gøre sig fortjent til en kompliment. Nogle gange kan en kompliment i stedet være en selvopfyldende profeti. Når man som leder ser et potentiale i en medarbejder, som de endnu ikke selv har set, så sig det højt. Ofte forsøger de at leve op til den tro, du havde på dem.

Det hjælper at tro på medarbejderne, for så tror de også på sig selv.

Rækker hånden frem

Medarbejdere, der har brug for noget, kommer ofte kravlende og beder dig ydmygt om det. Det kan være i form af en ekstra feriedag, en tjeneste eller en chance. De er i en udsat position, fordi de behøver noget fra dig.

Så snak deres behov igennem og vær gavmild, selv om du som leder måske ikke kan give dem lige det, de efterspørger.