Syv måneders sagsbehandling: Fejlramt altan må stadig ikke tages i brug
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Syv måneders sagsbehandling: Fejlramt altan må stadig ikke tages i brug

Gulvet er stadig ikke lukket, og altanen kan ikke tages i brug. Sådan har det stået på i syv måneder i en lejlighed på Frederiksberg, hvor kommunen mangler altanmontøren Altan.dk's dokumentation for bæreevnen. Billedet stammer fra undersøgelser af altanen foretaget af altanfirmaet MinAltan. Sidenhen er gulvbrædderne blevet lagt løst over hullet. Illustration: MinAltan

Tilbage i slutningen af april kunne Ingeniøren fortælle, hvordan 22 lejligheder i Københavns Kommune og en enkelt på Frederiksberg fik afspærret nyopsatte altaner på grund af uoverenstemmelser mellem det ansøgte og det endelige byggeri. Det medførte en mistanke om nedstyrtningsfare.

Læs også: Kommuner afspærrer nyophængte altaner efter fund af fejl

På Frederiksberg har altanejer Niels Platz Bertelsen fortsat ikke adgang til sin altan efter syv måneder med sagsbehandling og et opbrudt køkkengulv, hvor gulvbrædderne stadig ikke er sømmet fast.

»Det undrer mig, hvorfor de ikke får lukket sagen, hvis det her bare er en formalitetssag,« siger Niels Platz Bertelsen med henvisning til Frederiksberg Kommunes seneste svar til borgeren om status på sagen.

Tvivl om bæreevnen

Sagen drejer sig om altaner opført af firmaet Altan.dk ved hjælp af metoden, der hedder 'montering ved indspænding i etagedæk', som Ingeniøren tidligere har beskrevet. Efter at en konkurrerende altanmontør, MinAltan, klagede over sikkerheden i altanerne opført ved denne metode på etager over 2. sal, kom det frem, at der var uoverensstemmelser mellem de godkendte byggeansøgninger inklusive beregningerne af bæreevnen og så selve måden, hvorpå altanerne egentlig var opført.

Læs også: Tvivl om bæreevnen for hundredvis af altaner i København

Herefter blev blandt andre Niels Platz Bertelsens altan afspærret af Frederiksberg Kommune, som 9. juni foretog en prøvebelastning af altanen. Her blev altanen erklæret for sikker og afspærringen ophævet. Men hverken denne eller resten af ejendommens altaner på 3. sal er blevet godkendt til ibrugtagelse, og Niels Platz Bertelsens køkkengulv er efter kommunens anbefaling endnu ikke lukket.

Og når sagen fortsat ikke er afsluttet, skyldes det, at kommunen stadig ikke har kunnet godkende de beregninger på det opførte byggeri, som den har modtaget fra Altan.dk. Det forklarer afdelingschef for By, Byggeri og Ejendomme Lillian Rasch Madsen:

»Vi afventer dokumentation for de statiske forhold i altanen. Her mangler vi dokumentation, der er underskrevet af en anerkendt statiker, på det, som faktisk er udført,« siger Lillian Rasch Madsen.

Læs også: 660 bygningsejere skal tjekke deres altaner for fejl

Frustrerende ventetid

På Frederiksberg er Niels Platz Bertelsen ved at være godt frustreret over den lange ventetid. For siden Frederiksberg Kommunes besøg hos altanejeren 9. juni skulle der gå over fem måneder samt et utal af ubesvarede henvendelser til kommunen, før altanejeren 18. november hørte mere om status i sagen.

Niels Platz Bertelsen vedkender, at han ikke har den nødvendige tekniske indsigt til at kunne vurdere sagens forløb. Men han mener godt, han kan stille sig uforstående over for de syv måneders ventetid. Samtidig ærgrer det ham, at han ikke har fået mere at vide i forløbet:

»Jeg er lidt træt af, at jeg ikke har fået noget information. Det er trods alt vores gulv, der er åbnet op, og vores altan, der er blevet prøvebelastet. Vi har bare fået at vide, at der er tale om formaliteter i forhold til at få sagen afsluttet.«

En ophængt kommune

På Frederiksberg Kommune beklager Lillian Rasch Madsen, at forløbet har været præget af manglende information:

»Set i bakspejlet har vi ikke været helt så gode til at informere borgeren, som vi burde have været. Og det tager vi på os. Vi burde nok have forklaret, hvorfor det her tager så lang tid,« siger afdelingschefen.

Hun mener, at kommunikationen omkring sagens forløb måske er blevet nedprioriteret i forhold til arbejdet med at rydde op i Niels Platz Bertelsens sag og andre lignende byggesager fra Altan.dk, der har skabt travlhed hos kommunens sagsbehandlere. Hun indvender dog, at dette ikke er nogen undskyldning:

»Vi kunne godt have fortalt ham, at det er altanfirmaet, vi venter på.«

Tidskrævende formaliteter

Efter afspærringen af Niels Platz Bertelsens altan blev ophævet, valgte Frederiksberg Kommune at få rådgivningsfirmaet Cowi til at kigge på konstruktionen af de berørte altaner og komme med anbefalingerne til beregningerne. I september vendte Cowi tilbage til Altan.dk med deres råd, hvorefter der har været en løbende dialog mellem de to om den rette forståelse af anbefalingerne:

»Når Cowi kommer med en anbefaling, prøver vi jo at lave noget, der passer til det, de har bedt os om. Og hvis det ikke har været lige præcis det, de har ment, forsøger vi jo at lave det om. Så der har været noget korrespondance frem og tilbage,« siger Casper Knudsen, administrerende direktør hos Altan.dk, som forklaring på forløbets udstrækning.

»Vi har måttet sande, at der er kommet en hel masse nye krav fra Cowi, som vi skal ind at have tilrettet i vores projekter,« forklarer den administrerende direktør.

Ud over rettelser i beregningerne på altanens fastgørelse og bæreevne, handler det også om tilføjelser af særlige krav til korrosionsbeskyttelse og nye krav til lyd- og brandsikring mellem lejlighederne. Alt sammen noget Casper Knudsen ligesom Frederiksberg Kommune vil kalde for formaliteter, da rettelserne kun er på skrift, men, grundet deres omfang, formaliteter, der kan tage tid.

Læs også: Altan-balladen indefra: Anklaget firma raser over konkurrentens brug af statiker

Niels Platz Bertelsen kan dog ifølge Casper Knudsen snart se frem til en afslutning på sagen:

»Vores ingeniører laver projektet færdigt i den her uge, og så bliver det sendt til en anerkendt statiker, som skal gennemgå det. Herefter bliver det sendt ind til kommunen, og så forventer vi, at der kommer en ibrugtagningstilladelse,« siger direktøren fra Altan.dk.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

>>På Frederiksberg har altanejer Niels Platz Bertelsen fortsat ikke adgang til sin altan<<

Herligt udtryk, "altanejer", selvom komikken nok er lidt utilsigtet. Glæder mig allerede til en artikel om defekte kogeplader: "På Amager har kogepladeejer Jens Jensen" ... osv.

  • 3
  • 1

Det er småting - i de kommuner jeg har boet i har jeg søgt om byggetilladelser mm. i 27 år uden at få 1 eneste positiv tilbagemelding - oftest smides ansøgningerne væk - / de ansatte er principielt ikke i stand til at behandle opførelsen af et hundehus på 1 m2 - i dag har jeg opgivet at komme igennem junglen af idioti & pengeafpresning. Man kunne selvfølgelig bare bygge uden tilladelse - det bliver måske resultatet ?

  • 1
  • 2