Syv alvorligt forgiftet på teknisk universitet i Darmstadt

Technische Universität Darmstadt er et forskningsuniversitet med o. 25.000 studerende. Illustration: Grffine via Wikimedia Commons

Mandag blev syv mennesker i Darmstadt ramt af svære forgiftningssymptomer, og mistanken rettede sig hurtigt mod Bygning L201 på byens store tekniske universitet, TU Darmstadt, hvor de forgiftede er ansat eller studerende. Det viste sig, at alle syv havde indtaget drikkevarer fra et bestemt tekøkken i bygningen. Seks af de forgiftede måtte indlægges på sygehuset, og en af dem var i forbigående livsfare, men alle er i dag udskrevet - i bedring eller helt raske.

Ifølge Der Spiegel har kriminaltekniske undersøgelser nu udpeget en sandsynlig kandidat til det stof, der gav forgiftningssymptomer hos de syv. Det drejer sig om 1,4-Butandiol, BD, der blev fundet i tefiltre, åbne mælkekartoner og fødevarer i flere tekøkkener i bygningen.

Bygning L201 på TU Darmstadts campus i Lichtwiese huser blandt andet et institut for materialeforskning, skriver Hessenschau.de. BD bruges af industrien under fremstillingen af plastik, så det kan sagtens have opholdt sig "lovligt" i bygningen. Stoffet nedbrydes hurtigt i kroppen til gamma-hydroxybutyrat, GHB, et psykotropisk stof, der som rekreativt rusmiddel er kendt under navne som Fantasy eller Flydende E. Derfor sælges BD også ulovligt som en slags fattigmands-GHB.

Savnet et motiv

Foruden BD fandt kriminalteknikere spor af andre stoffer, der kan have fremkaldt symptomerne hos de forgiftede, der oplevede stærk utilpashed, åndenød og blå misfarvninger på hænder og fødder pga. iltmangel. Blandt de fundne giftstoffer er dicyclohexylamin og bromfenolblåt, der naturligt hører hjemme i et laboratorium, som udfører kemiske analyser, men som ikke burde kunne ende i tekøkkenet ved et uheld.

Ifølge Anklagemyndigheden i Darmstadt står man stadig uden spor af en mulig gerningsperson, og hvis der er tale om et overlagt giftattentat, savner man ethvert motiv.
40 efterforskere er nu ved at granske de syv forgiftede personers baggrund for at se, om det kan kaste mere lys på forløbet.

»Vi er rystede over, at vores universitet er ramt af en tilsyneladende kriminel handling," sagde Tanja Brühl, rektor for universitetet, som nu har stillet psykologer til rådighed for ansatte og studerende, der har behov for det.

Emner : Forskning