Syntetisk hud kan ikke betale sig

I USA ville den 9-årige Scott Burdette prøve, om en spraydåse med maling kunne brænde. Det kunne den - også i dén grad. Dåsen eksploderede, og venstre side af Scotts krop blev oversprøjtet med brændende maling. I helikopter blev han fløjet til Children's National Medical Center i Washington, D.C. Hans forbrændte hud blev udskiftet med ny hud, og otte dage senere kunne han forlade hospitalet. Tre uger efter ulykken var han tilbage i skole, og ingen udenforstående kan i dag se, at han har været voldsomt forbrændt.

Det epokegørende ved Scotts tilfælde er, at huden, han fik transplanteret, hverken var fra ham selv eller fra en menneskelig donor. Det var syntetisk hud fra firmaet Advanced Tissue Sciences Inc., ATS, La Jolla i Californien.

ATS gik i betalingsstandsning i oktober 2002. Få uger tidligere var en anden producent af syntetisk hud, Organogenesis, også gået konkurs. Tissue-engineering er med andre ord videnskabeligt set en stor succes, men som forretningsmæssigt begreb er det en fiasko. Det skyldes blandt andet, at produktionen hidtil har været stort set manuel, og dermed meget mandskabskrævende.

Både ATS og Organogenesis anvender hud fra omskæringer af drengebørn. Hudceller adskilles i celler fra hud (dermis) og overhud (epidermis, epi betyder 'på'). På et lag af kollagen fra kvæg lægger man derefter et lag dermis-celler og ovenpå et lag epidermis. Efter en vækstperiode løftes epidermislaget op af næringsvæsken. I luft dør cellerne og danner et overhudslag af døde celler. På denne måde har man efter tre uger et antal 8 cm i diameter store hudskiver, som i areal er vokset fra forhudens frimærkestørrelse til at kunne dække flere fodboldbaner.

ATS havde planlagt produktionsanlæg, som skulle producere 200.000 skiver hud pr. år. Organogenesis havde tilsvarende anlæg på 50.000 skiver på tegnebordet. Begge planer er nu foreløbigt skrinlagt, selv om der er et stort, akut behov for kunstig hud til behandling ikke kun af brandsår og andre akutte hudskader, men også af f.eks. de sår, man ser ved lidelser som diabetes.

BioMedNet fortæller, at af de 86.000 underbensamputationer, der hvert år udføres i USA, er hele 85 procent forårsaget af diabetes. I et klinisk forsøg førte anvendelse af ATS's hudbelægninger, Dermagraft, til en bedre og hurtigere heling end den konventionelle behandling, hævder ATS. Derfor er det dybt beklageligt, at netop de hudproducerende firmaer er gået konkurs. De håber på at blive rentable igen ved automatisering af fabrikationsprocesserne. Behovet for hudtransplantationer er så stort, at man må håbe, at det lykkes.

Forhudsteknologien har nemlig den helt klare fordel, at transplantatet ikke afstødes på grund af modtagerens immunreaktioner. Dette sker ellers ofte ved transplantation af hud fra afdøde. Forhuden gør det også overflødigt at transplantere hud fra f.eks. låret til ansigtet af en hårdt forbrændt person som Scott Burdette. Scott nåede heldigvis at blive behandlet med ATS-teknologien, inden firmaet gik ned.