SYNSPUNKT om VM: Kan man fravælge Saudi-Arabien og tilvælge Qatar?

Vi bliver i øjeblikket tæppebombet med information og synspunkter, om alt hvad der er galt med VM i fodbold i Qatar, optakten til turneringen og Qatar som samfund i det hele taget.

Den lille golfstat har verdenssamfundets akutte opmærksomhed, og det er ikke kønt, hvad der kommer for dagen i den minutiøse gennemlysning af snart sagt alle samfundsmæssige forhold.

Klimaaftrykket af bygninger og anlæg (stadions, infrastruktur) i forbindelse med afholdelsen af verdens næststørste sportsbegivenhed er anslået til at være fem gange større end klimaaftrykket for afholdelsen af de foregående otte slutrunder tilsammen.

Byggeriet har kostet op mod 6.500 menneskeliv og migrantarbejdernes rettigheder er efter alt at dømme blevet massivt krænket med horrible arbejdsvilkår, frihedsberøvelse (fratagelse af pas), manglende betaling af løn m.v. Dertil skal lægges udtalt lokal intolerance over for LGBTQIA+-rettigheder.

Steen er lektor på Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation, CBS. Forsker, underviser og Academic Co-Director for CBS Sustainability centret. Han har i ca. 20 år beskæftiget sig med udviklingen inden for CSR og bæredygtighed. Forskningsmæssigt har han bl.a. beskæftiget sig med CSR i relation til strategi og værdiskabelse, samt med de politiske rammebetingelser for CSR. Illustration: CBS

Afholdelsen af slutrunden har kostet værterne op mod 1.600 mia. kr. og fremstår p.t. mest som verdenshistoriens dyreste og mest spektakulært fejlslagne propaganda- og nation branding-kampagne.

Dette på trods af det lokale styres og FIFA's bestræbelser på at vise at kritikken af Qatar bunder i eurocentrisk selvgodhed og intolerance, racisme og zenofobi. Og argumentet om at synliggørelsen af problemer med arbejdstagerrettigheder kan være med til at skubbe på en mere ansvarlig og bæredygtig udvikling i Qatar og andre lande. Indtil videre er det fortællingen om de mange døde kroppe og om korruptionen, der ligger til grund for den absurde placering af en megabegivenhed i en lille golfstat uden faciliteter og fodboldkultur, som vejer tungest.

COWI og Rambøll

Alt dette er med til at skabe fornyet fokus på geopolitiske konflikter og omvæltninger, og hvordan de udfordrer virksomheder og investorer på deres politiske fingerspidsfornemmelser og manøvredygtighed. Hvordan screener man projekter? Hvordan vælger man til og fra? Hvordan afvejer man økonomiske, sociale og miljømæssige – med samt politiske – hensyn? Man kan tilføje: hvilken rolle spiller etiske overvejelser, og hvordan afvejes de i forhold til behørig respekt for andre kulturer og samfundsmæssige normer?

Selskaber som COWI og Rambøll holder bæredygtighedsfanen højt, men skilter ikke med hvordan de konkret screener virksomheder og lande.

Det er følsomt terræn, og man skal passe på med hvilke politiske signaler man sender som privat virksomhed med en global kundekreds.

De danske pensionskasser og -selskaber er generelt mindre blufærdige. Nogle er mere aktivistiske og kommunikerende end andre, men mange af dem har offentliggjort fravalgslister over virksomheder og lande, som de ikke vil investere i. Således også P+, hvis seneste fravalgsliste er fra juni 2022.

Fravalgslisten omfatter 27 lande, heriblandt Afghanistan, Irak, Myanmar, Nordkorea, Rusland, Saudi-Arabien og Syrien. Alle fravalg er begrundet med ”Overordnede forhold i landet”. Der findes naturligvis ikke nogen rigtig eller forkert måde at sammensætte sådanne lister på. Den tilsvarende liste hos AkademikerPension omfatter 44 lande, herunder Kina. Hverken P+ eller AkademikerPension har sat Qatar på fravalgslisten.

Hvordan formulerer man sin egen udenrigspolitik?

Aktivt ejerskab (til forskel fra fravalg og tilvalg baseret på screening) er den foretrukne måde at bedrive socialt ansvarlige investeringer – eller ESG – på herhjemme. Men, som det påpeges af AkademikerPension, er det ikke muligt for investorer at bedrive aktivt ejerskab over for suveræne stater. Her er der ikke andre muligheder end at gribe til eksklusion – hvis man vurderer at investeringer i sidste ende gør mere skade end gavn.

Fravalg af lande illustrerer en problemstilling, der både er relevant for virksomheder med en international berøringsflade og investorer: hvordan formulerer man sin egen udenrigspolitik? Og hvordan håndterer man de udfordringer, dilemmaer og vanskelige afvejninger, der er forbundet med at gøre det?
Man kan selvfølgelig spørge: bør virksomheder og investorer overhovedet have deres egen udenrigspolitik, eller bør de snarere henholde sig til den udenrigspolitiske kurs der sættes af den danske stat og gennem beslutninger, konventioner og sanktioner i EU- og FN-regi? Omvendt er spørgsmålet om virksomheder og investorer, i en verden præget af kriser, konflikter, autoritære regimer, social ulighed og uretfærdighed, arbejdstager- og menneskerettighedskrænkelser og wicked problems, kan vente på at politikerne tager stilling (ikke mindst med tanke på de politiske kompromiser, som officiel politisk stillingtagen ofte bunder i).

En udfordring ved at håndhæve sin egen udenrigspolitik som virksomhed og især investor handler om konsistens. Både P+ og AkademikerPension har p.t. fravalgt Saudi-Arabien, men ikke Qatar. Fravalget af Saudi-Arabien begrundes af AkademikerPension med henvisning til menneskerettighedskrænkelser. Vi bliver i øjeblikket bombarderet med grunde til at fravælge Qatar, herunder korruption, menneskerettighedskrænkelser og klimasynder. Hele paletten. Og i stor skala. Hvorfor er det i orden at investere i Qatar, hvis det ikke er i orden at investere i Saudi-Arabien? Er pensionskasserne parate til at forklare sig og begrunde deres valg offentligt?

Politisk korrekt signalværdi eller investoraktivisme

Et relateret spørgsmål har at gøre med formålet med et fravælge lande. Handler det om risikostyring, politisk korrekt signalværdi eller investoraktivisme? Som det fremhæves af AkademikerPension, findes mange af de store bæredygtighedsudfordringer i mindre udviklede lande. Det har alt andet lige ikke de store konsekvenser for danske pensionskasser at fravælge investeringer i mindre udviklede lande – og fravalget af politisk stigmatiserede Rusland giver sig selv for indeværende.

Ikke mindst derfor er AkademikerPensions fravalg af Kina interessant. Det viser en vilje til at sende et politisk signal i forhold til en politisk og økonomisk supermagt. Tiden vil vise, om der også vil være mod og vilje til at sende et signal i forhold til udviklingen i Qatar. Som minimum kan vi forvente en eller anden form for offentlig begrundelse af de pensionskasser, der aktivt har givet sig i kast med at fravælge lande.

Emner : Politik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis Qatar og Saudi-Arabien skal boykottes sportsligt, skal de også boykottes på alle andre måder.

Det er hyklerisk at boykotte nogen sportsligt, men fortsat tillade varer fra samme land at blive solgt i Danmark.

Enten boykotter man, eller også gør man ikke.

Hvad gælder både Saudi-Arabien og Qatar er både slavearbejdere, kvindeundertrykkelse og homofobi i lovgivningen rigelige argumenter for fuldt ud at boykotte.

Når Helle Thorning-Schmidt tager til Qatar og bor på luksushotel og ser fodbold, er det hyklerisk at foregribe hun kæmper mod undertrykkelse med et armbind. "Bliv hjemme" hvis du mener det. https://www.dr.dk/nyheder/seneste/helle-th...

  • 16
  • 1

Vestens moralske skåltaler ville klinge knapt så hult, hvis ikke vi lod os være afhængig at deres Olie, salg af nøglefærdige byggeprojekter, miltærudstyr og penge ind i flere sportsgrene.

Det må da snart være åbenlyst for enhver at vi her i eks Europa må og skal gøre os uafhængige af fossile brændsler både af geopolitiske , klimamæssige årsager og samtidig minimere olieselskabernes politiske magt.

Det ville være godt for vores egen selvforståelse og skabe fremtidens jobs lokalt .

Nogen der har et bud på hvor meget Natos budget kunne reduceres med, hvis ikke det handlede om at sikre billig olie og gas ?

  • 7
  • 3

USA har et militær af en størrelse, så de kan føre 3 regionale krige på en gang. Natos europæiske lande kan vel stille med ca. 1 regional hær.

USA har 700-800 base-aftaler rundt om på kloden, og hvis man plotter dem ind på et kort med oliefelter, er der et overmåde stort sammenfald. Så man kan sige at 1 af USA' hære skal kunne forsvare disse oliefelter, nr. 2 skal kunne forsvare USA selv og den 3. skal kunne sendes til NATO-Europa, og hjælpe vore ene regionale hær. (OK det er meget simplificeret, men går vel an for en illustration.)

Hvis man skære til benet og lader NATO-Europa forsvare sig selv med sin ene hær, og USA spare 2 regionale hære væk, og har en tilbage til at forsvare sig selv halvere vi militærudgifterne. Men så er NATO nedlagt, da ingen kan komme nogen til hjælp, og USA kan meget vel isolere sig , som de har gjort før i verdenshistorien.

Så spørgsmålet om hvor meget vi kan spare uden at skulle forsvare oliefelter, er mere politisk end militær-teknisk.

  • 3
  • 0

Qatar har vel ikke hverken invaderet andre lande eller købt slaver, så måske er det tid til en smule selvransagelse. De prøver heller ikke at skaffe sig A-våben. Qatar har et samfundssystem og en samfundskiltur der er milevidt fra hvad vi her i et demokratisk Vesteuropa mener er det eneste rigtige. Men: Alle imigrantarbejdern er taget til Qatar ganske frivilligt, og med det formål at tjene flere penge til sig og familien end deres egne fejlslagne om malfungerende samfund byder dem. Og det gør de så også. Deres arbejdsforhold er så en sag imellem FN´s arbejdstagerorganisation og Qatar`s regering, og gerne med international kritik fra sådan nogle som os. Men så stopper det også. Fri os fra alle disse Me-Too og LGBT-aktivistiske indslag i fodboldtransmisioner, for hvis vi vil kræve at arabiske indvandrere her lever op til vores samfundssyn- og normer, må vi vel også være parat til at gøre det samme i Qatar. Tolerence tak. Også internationalt.

  • 11
  • 6

Det er korrekt, at Qatar ikke står på vores fravalgsliste endnu. Men det er omvendt ikke ensbetydende med, at vi faktisk investerer i landet. Vi er nemlig enige med Steen Vallentin i, at der er flere store problemer forbundet med den lille golfstat. Og derfor er landet ikke en del af vores investeringsunivers.

Det betyder, at vi hverken investerer i qatarske statsobligationer eller i obligationer udstedt af offentlige myndigheder i landet. Og medmindre vi ser afgørende fremskridt i landet, er det heller ikke noget, vi kommer til at gøre fremover.

Mvh

Kirstine Lund Christiansen, chef for ansvarlige investeringer i P+

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten