SYNSPUNKT Qatar er et stort investeringsdilemma

Illustration: Gumbao/Bigstock

Tirsdag den 22. november undrer Steen Vallentin sig over, at vi i AkademikerPension har investeringer i Qatar, men ikke i Saudi Arabien og en lang række andre lande med problematiske tilgange til blandt andet menneskerettigheder.

Lad mig begynde med at sige, at Qatar som så mange andre ikke-vestlige lande er et stort dilemma, når det kommer til investering.

Men tillad mig at tage den fra begyndelsen af.

Administrerende direktør i AkademikerPension - har godt 150.000 medlemmer, fortrinsvis magistre, gymnasielærere og psykologer. AkademikerPension er en medlemsejet pensionskasse. Illustration: AP

Vi er sat i verden for at skabe gode, stabile afkast til vores medlemmer.

Samtidig forsøger vi at gøre det på en ansvarlig måde som muligt. Vi har blandt andet frasolgt investeringer i olie, gas, kul, kontroversielle våben og tobak. Herudover har vi ekskluderet 44 lande fra vores investeringsunivers, og en lang række individuelle selskaber af selskabsspecifikke årsager bl.a. i forhold til arbejdstagerrettigheder.

Strukturereret tilgang – ikke udenrigspolitik

For så vidt angår investeringer i stater i form af obligationer så screener vi alle verdens lande for en række indikatorer indenfor menneskerettigheder, demokrati, arbejdstagerrettigheder, korruption, klima, miljø og meget andet.

Vores screeningsproces er blandt de mest konsekvente blandt alle danske pensionskasser - og muligvis i hele verden - og den har fået offentlig anerkendelse fra FN’s program for ansvarlige investeringer (UN PRI) som har brugt den som en case eksempel. Vores model for behandling af lande og virksomheder er altså en struktureret tilgang, som vi har beskrevet i detaljer i vores politik for ansvarlige investeringer.

Steen Vallentin taler om, hvordan man som pensionsselskab formulerer sin egen udenrigspolitik. Men for os handler det ikke om udenrigspolitik. Det er en faktabaseret struktureret bedømmelse. Herudover har vi jo som hovedmål også at give et højt afkast til medlemmerne, så det er også mindst lige så meget risikostyring af vores medlemmers investeringer.

Vi tror ikke på, at meget udemokratiske stater er gode kreditter på den lange bane - der er for meget risiko - og den bliver man ikke betalt nok for i deres afkast, så det handler både om screening og risikospredning. Hvis vi skulle frasælge samtlige lande, der bryder menneskerettighederne, ville vi påføre vores medlemmer unødig høj risiko, da vores investeringer i så fald skulle koncentrere sig om relativt få lande.

Dilemmaerne står i kø

Udfordringen og dilemmaet for os er, at vi på den ene side gerne vil undgå de ”slemme stater”, men samtidig skal vi på den anden side også have en rimelig risikospredning, hvis vi overhovedet skal være i disse markeder. Vi er nemlig påtvunget at sprede vores investeringer, så vores medlemmer ikke opnår for høj en risiko og et over tid bedst muligt afkast.

Så når vi har investeringer i Qatar, hænger det sammen med, at vi investerer i ”emerging markets”, hvor Qatar som stat investeringsmæssigt hører til. Det er gruppe af lande med mindre veludviklede – men afkastmæssigt interessante – finansmarkeder, og der er også mange udviklingslande i gruppen, som har virkelig hårdt brug for vestlig kapital. Indrømmet, Qatar er ikke ligefrem et fattigt land, men hvis vi begrænsede os til rene udviklingslande, så ville vi få for stor en risikokoncentration i dem. Vi er som nævnt nødt til at sprede vores investeringsrisici, og dermed nødsaget til at have eksempelvis Qatar med i feltet, hvis vi overhovedet skal være i dette investeringsmarked.

Men hvorfor ekskluderer vi så ikke bare Qatar, når vi har ekskluderet Saudi Arabien? Vi har gennem vores screeningsproces pt. ekskluderet 44 lande, hvilket muligvis er flest blandt verdens pensionsselskaber. Og risikomæssigt har vi nået grænsen for, hvor mange flere lande vi kan ekskludere, hvis vi samtidig skal kunne sprede vores investeringer nok.

Et kæmpe dilemma

Det er igen et dilemma. For det betyder, at vi desværre ender med også at investere i stater, som vi synes, gør det enormt dårligt på menneskerettigheder. Men hver gang, vi ekskluderer en stat, står der et andet lige ved siden af, som er næsten lige så slemt set med menneskerettigheds-øjne.

Og når vi kigger på vores screeningsmodeller, er Saudi Arabien, som Steen Vallentin, nævner som eksempel, stadig værre end Qatar. Men jeg er enig i, at Qatar og en lang række andre stater er kæmpe dilemmaer for os. Begge lande er ikke lande, man egentlig ønsker sig at være forbundet med, men den ene er i vores analyser bare værre end det andet.

Det er lidt uløseligt dilemma (så længe man er investeret i den her aktivklasse, emerging markets) som vi derfor også er helt transparente om. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Qatar er et af de lande, vi har diskuteret mest på det sidste, men altså indtil videre har fastholdt som tilladt investering, mens eksempelvis Saudi Arabien er dømt ude.

Emner : Politik