Sidste uge kunne klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) meddele, at prisen på gasledningen til Lolland-Falster endnu en gang er steget, så den nu nærmer sig halvanden milliard. En regning, der falder direkte tilbage på de i forvejen økonomisk pressede danske gaskunder.
Det har igen aktualiseret debatten om, hvorvidt vi overhovedet skal bruge penge, CO2-udledninger og knap arbejdskraft på at opbygge gasinfrastruktur. I Kraka-Deloitte-samarbejdet ‘Small Great Nation’ undersøgte vi i starten af året, hvad der er op og ned i sagen om gasledningen, som blandt andet har til formål at holde hånden under arbejdspladserne på Nordic Sugars sukkerfabrikker. Dengang kom vi frem til, at gasledningen er en dårlig beslutning for samfundsøkonomien og klimaet, og at det med den daværende gaspris faktisk også var tvivlsomt, om gas er den bedste løsning for Nordic Sugar.
Flere eksperter peger på, at det faktisk er muligt at elektrificere produktionen. Denne løsning kan meget vel være bedre i både klimamæssig og økonomisk henseende. Siden da har tingene igen udviklet sig: Gasprisen er steget endnu mere, efter at Rusland lukkede for hanerne til den europæiske gasforsyning. I skrivende stund er prisen godt 20 procent højere, end da vi lavede vores analyse i foråret.
Markedet forventer, at prisen vil falde en smule, men dog stadig forblive højere end før invasionen. I hvert fald til og med 2024, hvor gasledningen er projekteret til at stå færdig. Dermed mener vi, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om gasledningen overhovedet ender med at komme Nordic Sugar til gode. En opdatering af vores beregning fra foråret viser, at Nordic Sugars produktionsomkostninger vil stige med 350-400 millioner kroner om året fra 2024 ved den forventede gaspris. Til sammenligning havde de i 2021 et overskud på 149 millioner kroner. Man risikerer derfor at stå i en situation, hvor den primære aftager af gassen kan få svært ved faktisk at omstille sig og producere med gas, hvis forventningerne til gasprisen i 2024 holder stik.
I de officielle dokumenter omkring gasledningen fremgår det, at gasledningen forventes at øge forbruget af gas, mere end den vil øge produktionen af biogas. Hvis det stemmer, er gasledningen et skridt i den forkerte retning i forhold til den kritiske og bratte reduktion i gasforbruget, som hele Europa står midt i, efter Rusland har lukket for gashanerne.
Tilhængere af gasledningen argumenterer for, at der kan komme mere biogas i ledningen end det officielle skøn, så gasledningen kan bidrage til at øge produktionen af biogas, selv efter at sukkerfabrikkernes gasforbrug er fraregnet. Selvom biogas er grønt og derfor isoleret set bedre end naturgas, betyder det dog ikke, at biogasproduktionen skal øges for enhver pris.
Hidtil har biogas modtaget støtte på cirka 1.800 kroner pr. ton CO2, den har fortrængt, hvilket placerer det blandt de dyrere virkemidler, Danmark har taget i brug i kampen for at leve op til vores klimamålsætninger. Derfor er øget biogasproduktion ikke på vores hitliste over samfundsøkonomisk gode måder at øge tempoet i den grønne omstilling.
Som gaspriserne ser ud lige nu, vil producenter af biogas ikke modtage statsstøtte, fordi støtten aftrappes ved høje gaspriser. Det tæller isoleret set i gasledningens favør. Men der er en reel risiko for, at det kan blive en dyr fornøjelse for statskassen, hvis gaspriserne igen falder ned på noget, der bare minder om det leje, de var på for godt et år siden. Hertil kommer, at Energistyrelsen i den seneste klimafremskrivning opjusterede metanlækageraten fra biogasanlæg fra 1 procent til 3 procent.
Dermed forventes lækage fra biogasanlæg alene at udlede 0,8 million ton CO2e i 2030. Til sammenligning forventes den samlede el- og fjernvarmeforsyning (eksklusive affaldsafbrænding) at udlede 0,3 million ton. Der skal altså styr på lækageraten, før biogas kan kaldes rigtig grønt.
Hvert eneste ton biogas, vi brænder af herhjemme, kunne i stedet have erstattet naturgas i et af vores nabolande. Derfor bør biogassen kun bruges dér, hvor den er strengt nødvendig. Det er tvivlsomt, om det sted er i den danske sukkerproduktion. Danmark er i dag det mest opdyrkede land i Europa, hvilket giver os gode forudsætninger for at producere biogas. Derfor skal Danmark selvfølgelig eksportere biogas til resten af Europa i en tid, hvor biogas er og fortsat vil være en knap ressource i mange år.
Kan Danmark producere biogas uden en gasledning? Formentlig ja. Et oplagt alternativ er at producere flydende biogas (LBG). LBG spås af mange til at være både en vigtig overgangsteknologi til grøn omstilling af den tunge vejtransport og en permanent løsning til at reducere CO2-udledningen fra skibsfarten, der ikke umiddelbart kan elektrificeres. LBG kan enten produceres lokalt på biogasanlæggene og derefter transporteres med lastbil til forbrugerne.
Alternativt kan input til produktionen transporteres til et lokalt LBG-anlæg, som står placeret et sted, hvor det giver mening for skibe at tanke op. En gasledning mellem Sjælland og Lolland-Falster er altså ikke nødvendig, for at udnytte potentialet for biogas.
Samlet set mener vi derfor, at gasledningen er gået fra at være en dårlig idé til at være en rigtig dårlig idé, når den seneste udvikling tages med i ligningen. Vi vil derfor – igen – opfordre politikerne til at genoverveje gasledningen til Lolland-Falster. Der findes andre løsninger, som er bedre både for danskernes pengepung og for klimaet.
