Synspunkt: Lokale uddannelser er nødvendige for sammenhængskraften

I dag kan man næsten ikke sige Aarhus uden at sige Aarhus Universitet. Med de godt 45.000 tilknyttede elever virker universitetet som en magnet på iværksætteri, børnefamilier og et buldrende boligmarked. Tiltrækningseffekten er så stærk, at den har afsmittende virkning på de omkringliggende byer, som nyder godt af udbuddet af arbejdskraft og de rige pendlermuligheder.

Men der er blevet længere mellem de store trækplastre af videregående uddannelser. I dag er omkring 80 procent af de videregående uddannelser centreret omkring de fire største byer. Og i de seneste 20 år er antallet af kommuner, der udbyder en kort eller mellemlang videregående uddannelse, faldet med godt en fjerdedel.

Når vi centrerer kompetencerne i færre kommuner, så fjerner vi rekrutteringsmulighederne for de omkringliggende virksomheder. Det kan i sidste ende betyde en kamp mod affolkning, butiksdød og skolelukninger, imens det omvendt i de store byer er med til presse boligmarkedet med stigende priser og dyre lejeboliger. I krisetider betyder det, at resten af landet halter bagefter de største byer – og i praksis betyder det, at vi puster til skellet mellem land og by.

Lærere uden uddannelse

På landsplan står vi foran store rekrutteringsudfordringer. Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er op imod hver sjette lærer i folkeskolen uden læreruddannelse. Den nye aftale om minimumsnormeringer vil mangle 14.000 pædagoger. Ifølge Ingeniørforeningen IDA vil der i 2030 vil mangle 22.000 kvalificerede it-folk. Og sådan kunne man i princippet blive ved.

Vores erhvervsliv hungrer efter nye kloge hoveder, når de skal møde morgendagens problematikker. Når det samtidigt kun er hver femte unge, der vender tilbage til hjembyen efter endt uddannelse, så er centraliseringen af uddannelser ikke blot et spørgsmål om at flytte arbejdskraft for en begrænset årrække, men et spørgsmål om at fjerne områdets forudsætning for vækst og udvikling.

Derfor stod et bredt politisk flertal bag aftalen om flere og bedre muligheder for uddannelser i hele landet og derfor glæder det mig, når jeg ser eksempler på universiteter, som tager udfordringen op og tvinger debatten i en retning af, hvem uddannelsessystemet skal være til for. Det er nødvendigt med en indsats for at vende udviklingen, fordi konsekvenserne ved at gøre det modsatte er vidtrækkende.

Regningen

Aftalen er ambitiøs. Målsætningen for 2030 på 1.000 nye uddannelsespladser uden for de fire største byer, samt udflytningen af 1.000 pladser er ikke nemt at udføre i praksis. Med til at rykke eksisterende uddannelsespladser følger rekrutteringen af lærere, studerende og investering i attraktive og faglige miljøer, måske endda etablering af nye faciliteter. Det må derfor ikke blive en regning, der skal efterlades hos det enkelte universitet, men en prioritering vi skal gøre os som samfund. For der skal være bedre muligheder for uddannelser i hele landet.

I de centraliseringsøvelser, vi har set praktiseret gennem en årrække, fratager vi nemlig ikke blot uddannelsespladser, vi fratager også områdets virksomheder muligheder for at få studerende og færdiguddannede ind i virksomhederne. Det koster lokal vækst og bosætning. I Landdistrikternes Fællesråd ved vi, at faldende efterspørgsel på boliger betyder lavere huspriser og risiko for færre borgernære servicetilbud, idet færre familier med børn kan presse lokale børnehaver og skoler på deres eksistens.

Læs til læge i Køge

Nu skal vi gøre det modsatte. Aftalen og den efterfølgende diskussion af uddannelsesområdet kan blive en lejlighed til at betragte vores uddannelsesstruktur på ny. Vi ser allerede, hvordan aftalen er med til at nære de første spirende visioner for fremtidens uddannelser. Universiteterne har blandt andet præsenteret planerne om 200 nye pladser på medicinstudiet i Køge, en kandidatuddannelse i it, kommunikation og organisation i Viborg, ingeniøruddannelser i Hirtshals og samarbejde om attraktive studiemiljøer med lokale virksomheder.

Vi indfrier ikke aftalens ambitioner i morgen, men de beslutninger vi træffer i dag, er med til at sætte retningen. Vi skal investere i attraktive studiemiljøer, etablere et godt samarbejde med lokale virksomheder om praktikordninger, studiejobs og læringsudveksling – så vil vi allerede være godt på vej.