Byggesektoren, energisektoren og transportsektoren skal alle overholde de benhårde, branchespecifikke krav til reduktion af CO2-aftrykket, som er mejslet i sten på internationalt plan.
Men hvorfor skal vi ikke også i anlægsbranchen?
Det er et af de store spørgsmål, som både vi – og sikkert også andre i anlægsbranchen – stiller os selv. Især når vi tager i betragtning, at de fleste anlægsprojekter faktisk skal understøtte de tre ovennævnte brancher – herunder transportbranchen, som er blandt de tunge CO2-udledere.
Endnu mere forunderligt bliver det, når vi tager i betragtning, hvor stort reduktionspotentiale der er i anlægsprojekter og hvor mange lavthængende frugter, der er mere end modne til at blive plukket.
Den seneste kajudvidelse på samlet 20.000 m2 på Aalborg havn viser med al ønskelig tydelighed fornuften i at indarbejde bæredygtighed som et designelement helt fra start i alle anlægsprojekter.
Kajudvidelsen er resultatet af et åbent partner-samarbejde mellem Port of Aalborg, Aarsleff og COWI baseret på tidlig markedsdialog, en tillidsbaseret samarbejdsform og løbende projektudvikling.
Projektets pejlemærker har været definerede fra start: 1) At udføre det kvalitetsmæssigt bedste projekt til gensidig økonomiske gevinst, 2) At højne niveauet for bæredygtighed i projektet – og skubbe på branchen, samt 3) At skabe rum for afprøvning og udvikling af nye samarbejdsrelationer, arbejdsmetoder, produkter og maskiner.
CO2-udledningen fra alle projektets delelementer er beregnet løbende undervejs i projektudviklingen og sammenholdt med et referenceprojekt defineret som ”det projekt, vi ville have bygget, hvis vi gjorde, som vi plejer” – det vil sige med metoder, løsninger og materialer, som vi har benyttet i lignende havneprojekter de senere år.
Beregningerne er naturligvis forbundet med usikkerhed, men selv med dette forbehold taler tallene deres tydelige sprog.
Anlægssamarbejdet i forbindelse med kajudvidelsen har ifølge beregningerne resulteret i en samlet CO2-reduktion på intet mindre end 40 procent i forhold til referenceprojektet. Derudover er der opnået betydelige tekniske forbedringer og optimeringer uden at gå på kompromis med levetid og robusthed – eksempelvis er kajkonstruktionens bæreevne øget med 50 procent.
Alt sammen uden væsentlige merudgifter.
En række resultater, som i høj grad skyldes partner-samarbejdet, hvor bygherre, entreprenør og rådgivende ingeniør har været med i hele processen og bidraget med hver vores kernekompetencer undervejs med mulighed for løbende justeringer. Netop samarbejdsformen har skabt mulighed for idéudvikling og valg af mere bæredygtige løsninger.
Tre, der trækker i samme retning, skaber større resultater sammen end hver for sig.
Det er tydeligt, at man ved at skrue på enkelte knapper, kan hente store besparelser. Eksempelvis ved brug af HVO-diesel, genbrugsmaterialer og alternative betontyper, som i vores tilfælde hver især står for CO2-besparelser på mere end 80 procent sammenholdt med referenceprojektet. Vi havde på forhånd forventet en anselig reduktion, men ikke på dette niveau.
De manglende krav til anlægsbranchen er for os at se et gigantisk selvmål i et klimaperspektiv.
Men er det op til politikerne eller os aktører i branchen at sætte retningen? Tja, det er der nok delte meninger om. En ting er dog sikkert: vi kan ikke bare læne os tilbage og vente – vi må samarbejde om at gøre noget nu.
En start kunne være et krav om at måle på fx CO2-udledning for alle offentlige anlægsprojekter for at skabe en forståelse for, hvad der koster på CO2-regnskabet. Bare denne del har været en øjenåbner.
Og så tilbage fra det indledende spørgsmål… Hvorfor bliver der ikke skabt de rette rammer for at gøre anlægsbranchen grønnere? Hvorfor er der ikke loft på CO2-udledning pr. m2 vej, kaj eller jernbane? Hvorfor er der ikke grænseværdier for materialer og krav om at bruge genanvendte materialer?
Skyldes det manglende vilje?
Nej, det tror vi ikke.
Vi tror i højere grad, det handler om manglende bevidsthed om potentialet. Viden om mulighederne, de allerede eksisterende teknologier og ikke mindst, at grønnere anlægsprojekter sagtens kan bevare en attraktiv balance mellem miljø, økonomi og kvalitet.
Eksemplet med kajudvidelsen er ikke et forsøg på at lave en opskrift, for vi har kun arbejdet med forbedring af enkelte elementer i processen og kørt standard på andre.
Vi er på ukendt grund og prøver os frem, men det er tydeligt, at der er potentiale til meget mere.
Vi ønsker i stedet at dele vores egne erfaringer for at skabe refleksion og diskussion i branchen, hvor vi alle arbejder mod samme mål: at udvikle og skubbe til rammerne for, hvordan anlægsprojekter kan blive grønnere – i samarbejde. Om det så er os i anlægsbranchen eller politikerne, der først finder fælles fodslag og tør definere de ambitiøse målsætninger, må tiden vise.
