SYNSPUNKT Europa bør satse på egenproducerede chips og grøn AI

Det uforudsigelige geopolitiske klima og udfordringer med leverancesikkerheden har fået Europa sporet ind på, at vi nok gør klogt i at etablere produktion af computerchips til vore egne lande. Det giver dels god mening at sikre os imod at være prisgivet totalitære regimers luner, dels har vi set, hvor vigtigt det er at have styr på forsyningskæden i forhold til vores produktion.

Hvem er det så, der skal kaste sig ud i et europæisk chipproduktions­eventyr? Hvis det skal være til masseproduktion, er det nok ikke sandsynligt, at den næste pc-chip i fremtiden vil komme fra Danmark. Investeringerne og de teknologier og den knowhow, det kræver, er simpelthen for uoverkommelige for vores lille nation. Forestil dig omkostningerne ved Elon Musks nye Teslafabrik i Tyskland, og gang det så med to, blot for en enkelt fabrik. Det er ikke til at se, hvem der i Danmark vil kunne foretage sådan en milliardinvestering og have kompetencen til at bakke den op.

På dansk jord skal vi være mere fokuserede på nicheproduktion, hvor det er en helt bestemt ­type teknologi, vi fokuserer vores produktion mod. Danske QDevil er et eksempel på en virksomhed, der allerede nu laver komponenter til kvantecomputere og anden kvanteteknologi. Det er ikke et massemarked – endnu – men det er en måde at gøre sig uundværlig på i et specifikt afgrænset og specialiseret felt på.

Qua vores højtuddannede arbejdskraft er det en fremgangsmåde, der ligger lige for, og som før har vist sig at være en farbar vej. I virkeligheden er de fleste større produktionsvirksomheder i Danmark fokuseret på nicheproduktion, men i stor skala (Danfoss, Grundfos, Lego, Novo Nordisk etc.).

Vi skal selvfølgelig samtidig arbejde sammen med vores europæiske allierede i EU, og det er glædeligt, at formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, allerede tidligere i år har fremlagt rammevilkår og et større beløb, der kan sætte gang i europæisk chipproduktion til massemarkedet. Men optimistisk set går der nok mindst fem år, før vi kommer til at se et større boost i europæisk chipfabrikation. Det er store fabrikker, der skal opfylde mange krav til miljø- og arbejdssikkerhed for slet ikke at tale om de krav, der er til selve produktionsapparatet, bygningerne og medarbejderkompetencer. EU’s plan om at gå fra 10 til 20 procent egenproduktion af chips i 2030 er således ret optimistisk, men initiativet er rigtigt.

Men netop den europæiske mentalitet, hvad angår krav til forskellige former for sikkerhed, borgerrettigheder etc., kan også blive en konkurrencemæssig fordel – især når vi kigger på ­softwareudvikling. Vi begynder at se en større og stør­re mistillid til big tech sprede sig blandt verdens befolkninger. I Europa har vi slet ikke big tech, så hvad kan vi som forbrugere egentlig gøre, hvis vi ønsker et alternativ? Det er her, at den europæiske måde at gøre tingene på kommer ind i billedet.

Udviklingen af nye softwareløsninger går i dag hånd i hånd med udviklingen af kunstig intelligens. Vi kan med en lidt fræk omskrivning sige, at USA og Kina hidtil har taget føringen, hvad angår udviklingen af sort kunstig intelligens, men at verden efterspørger den grønne og bæredygtige kunstige intelligens, som ligger helt naturligt for Europa.

Særlig inden for kommunikation, sociale medier og metaverset ligger der et stort potentiale for Europa, da der med de amerikanske og kinesiske løsninger lige nu er kæmpe udfordringer med GDPR og privatliv. Der er EU allerede langt fremme med lovgivning, der gør, at vi kan efterkomme forbrugernes krav til sporbarhed, sikkerhed og dataetik. Både hvad angår, hvem der har adgang til vores data, og hvad de bliver brugt til, men også i forhold til hele ESG-dagsordenen (Environment, Social, Governance), hvor vi er bedre til at modvirke bias og privilegieblindhed og sikre datarettigheder og gøre det på en demokratisk måde.

Vi ser ind i en nær fremtid med web 3.0, hvor metaverses i én eller anden form, hvad enten det er igennem hele opslugninger i virtuelle universer eller augmented reality (AR) i form af briller, der kan give os instruktion til at gøre forskellige ting i den fysiske verden, bliver noget, vi alle skal forholde os til. Når vi for eksempel i fremtiden står med vores AR-brille og scanner vores håndvask for at se, hvordan vi kan få den til at holde op med at dryppe, er det afgørende, at vi kan have tillid til, at vi får uvildig og reel hjælp til, hvordan vi skifter en del af håndvasken, i stedet for som nu at have mistanke om, at vi bliver nudget til at købe en helt ny håndvask.

Ligesom Europa også har været foran resten af verden, når det gælder omstillingen fra sorte til grønne energiformer, bør vi kunne udnytte samme tankegang til at sikre, at vi udvikler de grønne, bæredygtige softwareløsninger, som verdens befolkninger efterspørger. Det er ikke kun en god forretning men afgørende, hvis vi skal forløse det potentiale i moderne kunstig intelligens, der kan hjælpe os til at sikre Europas overlevelse som andet end et stort frilandsmuseum.