»Skulle vi ikke prøve at finde en mindelig aftale, som minder om den, vi ville have lavet, hvis ikke vi havde sovet i timen?« udtalte Lars Løkke Rasmussen til Børsen i oktober.
Her henviste Løkke til ’åben dør-ordningen’, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i mandags satte i bero med henvisning til, at ordningen kan være i strid med EU’s statsstøttelovgivning.
Ordningen drejer sig om havvindmølleprojekter med en samlet kapacitet på helt op mod 21 GW.
Pauseringen har ført til et forventeligt ramaskrig fra erhvervslivets top, energibranchen og politikere over en bred kam. Man må forstå det sådan, at pausen i sagsbehandlingen er et direkte attentat på hele den grønne omstilling af Danmark.
Men hvis nu alle lige trækker vejret en ekstra gang, træder et skridt tilbage og ser ud over den umiddelbare forargelse og alle de forudsigelige automatreaktioner, giver situationen en kærkommen mulighed for, at politikere og embedsværk tager en tiltrængt tænkepause.
For der er sandt for dyden rigeligt at forholde sig til, når det kommer til fremtidens havvindudbygning. Og ’åben dør-ordningen’ tjener som et fremragende eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis politikere og embedsværk med Løkkes egne ord ’sover i timen’ og ikke får taget de rette beslutninger i tide.
’Åben dør-ordningen’ giver nemlig i sin nuværende udformning ikke staten mulighed for at tjene penge på havvindudbygningen.
Hvis blot de private aktører accepterer ikke at få støtte, kan de ansøge om lov til at opføre havvindprojekter på havarealer, som staten så stiller til rådighed uden beregning.
Og det er her, debatten mangler at adressere en vigtig nuance. For havarealerne har en værdi – præcis på samme måde som oliefelterne havde det i 1970’erne.
Der er noget helt barokt i, at SVM-regeringen vender hver en sten for at finde finansiering til forsvar, velfærdsstat og klima, samtidig med, at et hul i en eksisterende ordning er i gang med at forære arvesølvet væk til private aktører.
Statskassen skal ikke snydes for milliarder
Vi bør vel alle sammen kunne blive enige om, at vi naturligvis ikke bare skal forære de danske havarealer og dermed potentielle milliarder i statskassen væk til private.
Vi må insistere på, at danskerne også får del i gevinsterne ved udbygningen af havvind.
At havarealerne faktisk har så stor værdi, at private aktører vil betale for retten til at benytte dem, så vi med det efterhånden berømte og berygtede udbud af havvindmølleparken Thor.
Her endte tyske RWE, efter lodtrækning blandt fem bydere, med at vinde retten til at opføre og drive parken med en kapacitet på 1 GW mod at betale den danske stat 2,8 mia. kr. Hvilket var det beløb, udbudsmaterialet maksimalt tillod at byde. Også den store mængde ansøgninger i ’åben dør-ordningen’, er et vidnesbyrd om, at der er stor interesse for at opføre støttefrie havvindprojekter, hvis staten stiller arealerne ’gratis’ til rådighed.
Og det er det, de danske statsstøttejurister nu har fået øje for.
De stiller nemlig spørgsmålstegn ved, om den ’gratis’ uddeling af havarealer, der åbenlyst har en værdi for opstillerne, er i strid med EU’s statsstøttelovgivning, fordi det forvrider konkurrencen mellem opstillere, der søger tilladelse i ’åben dør-ordningen’ og for eksempel opstillere, der byder i statsligt koordinerede udbud som Thor.
En pause giver mulighed for ordentlige rammer
Som dansk skatteborger bør man derfor ikke ærgre sig lige så meget som erhvervslivets top over, at ’åben dør-ordningen’ er på tænkepause.
Og man bør i endnu mindre grad købe ind på argumenterne om, at det er en kæp i hjulet på løsningen af energi- og klimakrisen.
For tager man 2030-målene alvorligt, er der uanset ingen vej uden om landbaseret vedvarende energi i de første mange år. Det er nemlig ikke muligt at løse en akut krise med havvindmøller. Historisk har det taget mindst ni år at etablere, og til sammenligning kan man etablere vindmøller på land på under fem år og et til to år for solcelleparker.
Så vores opfordring til politikerne, der er under massivt pres fra de kommercielle interessenter, er klar:
Lad os udnytte situationen til at tænke over, hvordan vi sikrer, at staten får fair betaling for de projekter, der allerede er ansøgt i ’åben dør-ordningen’, samt hvordan vi indretter os på en måde, så rammebetingelserne for havvindudbygningen er optimale, og udbygningen bliver en attraktiv indtægtskilde for staten. Og sidst, men absolut ikke mindst, bør vi få udbygningen af vedvarende energi ind på land – nu, så vi får sat skub i den akutte grønne omstilling.
Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores PRO debatredaktion på pro-sekretariat@ing.dk
