Sydhavnsmetroen er vedtaget
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sydhavnsmetroen er vedtaget

Folketinget vedtog torsdag den nye metrolinje til Sydhavnen, der længe har været på tegnebrættet. Den nye metrolinje kommer til at koste 8,6 mia. kr. og skal stå klar i 2023. Til den tid vil byen have 45 km metro med i alt 44 stationer.

Transportministeriet forventer, at den københavnske metro til den tid vil have over en halv mio. passagerer dagligt.

Den nye metrolinje kommer til at have nummer M4 og kommer til at køre fra Ny Ellebjerg Station i syd, over Sydhavnen til Hovedbanegården, videre parallelt med Metrocityringen til Østerport og derfra til Nordhavnen, hvor den indtil videre skal have endestation ved Orientkaj.

Med Sydhavnsmetroen kommer København til at have fire metroruter fra 2023 Foto: Transportministeriet

Læs også: Nu kommer Sydhavnsmetroen alligevel

»Jeg sætter stor pris på den brede opbakning i Folketinget til metroen til Sydhavnen. Store dele af København er præget af byggerod i disse år, og det kommer til at vare nogle år endnu. Til gengæld får vi et topmoderne metronetværk, som kan måle sig med de fleste storbyer i verden, når det er færdigt,« siger Transportminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Staten og Københavns Kommune vedtog allerede i juni 2014 en principaftale om Sydhavnsmetroen, men først torsdag blev metroen en del af metrocityringsloven.

Læs også: Så stor er metro-aftalen: Biltunnel og to nye strækninger til i alt 13,7 milliarder

Arbejdet på selve Sydhavnsmetroen er derfor ikke begyndt, men det netop færdiggjorte tunnelrør mellem metroens drifts- og vedligeholdelsescenter i Sydhavnen og Københavns Hovedbanegård er klargjort til, at der kan installeres et såkaldt afgreningskammer med et sporskifte, så Sydhavnsmetrioen kan kobles på Metrocityringen uden at forstyrre driften.

Metroaftalen fra juni 2014 indeholdt udover Sydhavnsmetroen en aftale om at forlænge Nordhavnsmetroen og Nordhavnsvej-tunnelen. Ved samme lejlighed overdrog staten 40 pct. af udviklingsselskabet By & Havn – og dermed sin del af selskabets gæld. By og havn havde i 2013 en negativ egenkapital på 3,5 milliarder kroner og skyldte i maj 16,5 milliarder kroner væk.