Svinevirus fundet i muslinger i Limfjorden

Limfjordsmuslinger nær landbrugsmarker indeholder en virus, der kommer fra gylle. Virussen er ikke farlig for mennesker, men afslører omfanget af gylleforurening.

Lad os slå det fast med det samme: De seneste 15 års undersøgelser af kommercielle muslinger i danske farvande viser, at de er blandt de reneste i verden. Alligevel har danske forskere nu fundet en virus i muslingerne, der stammer fra svin.

Undersøgelserne viser, at virussen typisk findes udbredt i muslinger i nærheden af kystområder med svinebesætninger eller marker, der bliver gødet med gylle, og selvom den svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2) ikke smitter mennesker, er forskerne forundrede.

»Vi havde ikke regnet med at finde så udbredt fækalieforurening fra svin i danske muslinger. Vi har jo monitoreret muslinger herhjemme i 15 år og finder meget sjældent coli-bakterier, der anvendes som indikator for generel fækalie-forurening. Derfor er vi overraskede over, at så mange muslinger blev testet positive for PCV2,« siger forsker Anna Charlotte Schultz fra DTU Fødevareinstituttet.

Fundet af svinevirus blev gjort i forbindelse med ph.d.-studerende Jesper Schak Krogs jagt på smittekilder til hepatitis E-virus hos mennesker, men i stedet for at finde hepatitis E fandt han svinevirus. Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus og ned til Fyn. Det var kun i Limfjorden, at forskerne fandt svinevirus i muslinger.

PCV2 smitter ikke mennesker, og ifølge Anna Charlotte Schultz bør fundet heller ikke vække bekymring for at spise muslinger.

»Vi skal slet ikke råbe vagt i gevær. Men det er klart, at fundet af PCV2 får os til at overveje, om man bør undersøge, om andre virustyper fra svin – som f.eks. rota-virus – også kan ende i vores muslinger,« siger Anna Charlotte Schultz.

God indikator for svineforurening

I dag bliver muslingeområder inddelt i kategorierne A, B og C, alt efter hvor rene de er. Kun fra A-områder må toskallede bløddyr, som f.eks. østers, sælges med henblik på at blive spist rå. Men kategoriseringen bygger på en målemetode, hvor man kun ser efter coli-bakterier, og det er ikke optimalt, da bakterierne er mindre robuste i det marine miljø end virus, mener Anna Charlotte Schultz.

»Vi ved, at vi overser virus til en vis grad. Målinger af coli-bakterier siger intet om, hvorvidt vi har f.eks. noro-virus i muslinger, der kan give roskildesyge hos mennesker. Coli-målingerne har også det problem, at bakterierne hurtigt bliver vasket ud af muslingerne, så man f.eks. ikke kan se forurening fra spildevandssystemer, der flyder over, medmindre man måler efter coli i dagene umiddelbart efter, forureningen fandt sted,« siger Anna Charlotte Schultz.

Derfor ser hun fundet af PCV2 som en mulig ny indikator på omfanget af svineforurening i muslingebanker, der f.eks. kan bruges i disse år, hvor EU har bedt alle medlemslande lave en kortlægning af alle kysters forureningskilder, der kan have indflydelse på hygiejnen i skaldyrsområder.

Kommentarer (4)

Jeg vil ikke spise øster mere og det er mildest talt et problem der er alt for tysset ned af store industrier og deres lobbyister. Gad vide hvad turisterne siger til det her!...
Og sund fornuft siger mig, at hvis det lort kan komme i østers, kan de også komme i muslinger og andet lækkert.
Så synd, så synd. Hvornår fatter vi danskere at vi skal overleve på kvalitet og ikke kvantitet. Fyr dog de landbrugskonsulenter og bankrådgivere der narrer landmændene til at blive alt for store. Vi kan alligevel ikke vinde over de voksende kæmpefabrikker der rejser sig i østeuropa.

  • 4
  • 2