Svenskerne overvejer flydende naturgas til almindelige forbrugere

Swedegas og Kanfer Shipping planlægger at forsyne den svenske Gävle-region med flydende naturgas ved at sejle gassen ind med skibe.

Det svenske forsyningsselskab Swedegas overvejer at forsyne borgere i Gävle-regionen nord for Stockholm med naturgas ved at sejle LNG (Liquefied Natural Gas) ind til land fra flydende lagre.

Det skal ske i et samarbejde med norske Kanfer Shipping, som har fokus på mindre skala af LNG-distribution og flydende lagerfaciliteter.

Indtil videre lyder planen, at store LNG-tanke skal placeres på pramme og derved fungere som flydende lagre. Slæbebåde skal transportere lagrene ind til land, hvor LNG'en igen skal have gasform, så det kan indgå i et lokalt gasnet.

»Vi undersøger investeringer i den mest effektive løsning. Konceptet er favorabelt set fra et driftsomkostnings-synspunkt, hvilket vil komme kunderne i regionen til gode,« siger Johan Zettergren, der er vicedirektør i Swedegas, i en pressemeddelelse.

Detaljerne er dog endnu ikke faldet på plads.

»Vi stræber efter at finde konkurrencedygtige og fleksible løsninger for hele gas-værdikæden og analyserer i øjeblikket forskellige muligheder for at finde den mest effektive,« forklarer Johan Zettergren.

Selve LNG’en skal komme fra LNG-importterminaler rundt om i Europa, og målet er ifølge pressemeddelelsen at få LNG-infrastrukturen klar i løbet af et år.

Kommentarer (1)