Svenske virksomheder giver Sverige baghjul i klimakapløbet

Knap er blækket blevet tørt på den ambitiøse klimaaftale, som den svenske klimaminister, Isabella Lövin, underskrev for nylig, før et nyt ambitiøst klimaprojekt er på bedding i Sverige.

Hvor klimaaftalen, som Isabella Lövin underskrev med bred politisk opbakning, har til hensigt at gøre Sverige CO2-neutralt i 2045, kommer det nye klimaprojekt fra 15 store virksomheder i Sverige, der ønsker at blive CO2-neutrale allerede i 2030 og dermed overhale den svenske stat med 15 år.

Læs også: Ny svensk klimalov inspireret af dansk lovgivning

Hagainitiativet

Projektet, der går under navnet Hagainitiativet, blev startet i 2010 og havde dengang som mål at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent frem mod 2020.

Direktøren for Hagainitiativet, Nina Ekelund, fortæller nu, at mange af virksomhederne allerede har nået det mål, og at dét nu i stedet er blevet et delmål i den mere ambitiøse plan for 2030.

Derfor vælger man nu, i tråd med den ambitiøse svenske klimalov, at opjustere sine mål for på den måde at agere som forbillede for den svenske industri og vise, at man godt kan reducere sine udledninger, samtidig med at industrien øger omsætningen og fortsat bidrager til det svenske velfærdssamfund.

»Virksomhederne i Hagainitiativet repræsenterer flere forskellige sektorer, men de ser alle de konkurrencemæssige fordele, der ligger i et fossiltfrit samfund. Der venter os en stor udfordring, men jeg er overbevist om, at vi nok skal klare det,« udtaler Nina Ekelund.

Forskellige forslag på blokken

Hvis det skal lykkes kræver det ifølge Hagainitiativet, at både Sverige og EU tilpasser sig ambitionerne fra Paris-aftalen.

Derudover peger Hagainitiativet på, at der skal søsættes langsigtede økonomiske incitamenter, herunder afgifter og skatter, til at fremme fossilfrie alternativer.

Et andet forslag lyder på, at Sverige investerer alle de finansielle midler, der kommer fra den fossile industri i klimavenlige aktiver samt øget investering i innovation på området til en hurtigere omstilling.

»Vi har brug for en øjeblikkelig strategi for at nå målet om nul-emission – det er ikke noget, der kan udskydes. Svensk industri har alt at vinde ved at være på forkant med den uundgåelige overgang til en kulsstoffattig økonomi,« lyder det fra Nina Ekelund.

Hvis Sverige skal være det førende land i den globale omstilling til et samfund uafhængigt af fossile energikilder, ser Hagainitiativet det som nødvendigt, at industrien sætter sig klare mål om at mindske udslippet af drivhusgasser.

Siemens er en af de virksomheder, der står bag Hagainitiativet.

»Siemens' globale mål er at blive CO2-neutrale i 2030. Vi investerer én milliard svenske kroner i projektet og regner med, at de penge er tjent ind igen om fem år. Vi ser samtidigt et stort potentiale i at hjælpe vores kunder med at blive CO2-neutrale,« udtaler CEO i Siemens Ulf Troedsson.

Emner : Klima
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Hvis det skal lykkes kræver det ifølge Hagainitiativet, at både Sverige og EU tilpasser sig ambitionerne fra Paris-aftalen. Derudover peger Hagainitiativet på, at der skal søsættes langsigtede økonomiske incitamenter, herunder afgifter og skatter, til at fremme fossilfrie alternativer."

Med tilpas støtte, incitamenter og politisk opbakning (støtte igen), kan det sikkert blive konkurrencedygtigt.

  • 2
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten