Svenske jernbaner i ny højhastigheds-satsning

Svenske jernbaner i ny højhastigheds-satsning

De svenske jernbaner (SJ) bruger knap halvanden mia. kr. på 20 nye Regina-tog med en tophastighed på 200 km/t. Samtidig moderniserer svenskerne deres intercitytog for flere hundrede mio. kr. og sender togpersonalet en tur på "serviceuniversitetet".

Sveriges jernbaner (SJ) satser benhårdt på fornyet togmateriel og serviceforbedringer som modsvar til den kommende bølge af flere liberaliseringer af Sveriges jernbanenet.

»Vi vil nu modernisere vores flåde og forbedre kapaciteten for at stå bedst rustet til den øgende konkurrence,« siger SJ's direktør, Jan Forsberg i en officel erklæring i kølvandet på offentliggørelsen af virksomhedens årsregnskab. Det viser et overskud på 320 mio. kr.

Jan Forsberg understreger samtidig selskabets ønske om at forenkle billetkøbet til togrejsen, hvilket blandt andet skal ske ved, at billetter til intercitytog i fremtiden skal kunne købes via mobilen.

De svenske jernbaner glæder sig derudover, at antallet af togrejsende kun faldt »marginalt« i 2009, trods den allestedsnærværende økonomiske krise.

Selskabet vil nu bruge knap halvanden mia. kr. på 20 nye Regina-tog med en tophastighed på 200 km/t. Samtidig moderniserer svenskerne deres intercitytog for flere hundrede mio. kr. og sender togpersonalet en tur på "serviceuniversitetet".

De 20 nye hurtigtog er af modellen Regina Intercity fra producenten Bombardier, og skal indsættes som en erstatning for de ældste generationer af svenskernes X2000-tog. Max.-hastigheden er den samme som på X2000, men energiforbruget er reduceret med 20 pct., blandt andet som følge af, at toget regenererer bremseenergien. Samtidig er Regina et motorvognstog, hvor X2000 er et mere traditionelt lokomotivtog. Effekten er 12 x 265 kW.

Og hvor X2000 er et såkaldt krængetog, beregnet på at minimere centrifugalkraften i kurver, er Reginatoget ikke udstyret med denne teknologi, som gennem mange år er blevet beskyldt for at gøre mange passagerer køresyge.

Togsættene skal indsættes på ruter mellem Stockholm, Värmland og Dalarna.

Hvert togsæt kan transportere 240 passagerer, og toget er som sådan en videreudvikling af de Reginatog som ruller på flere regionale strækninger i Sverige. Samtidig er Reginatoget en forløber for det, som mange forventer bliver det første deciderede højhastighedstog på svenske skinner, Gröna Toget, som i øjeblikket kører som prototype og tidligere satte hastighedsrokord på svenske skinner med lidt over 300 km/t.

De X2000 togsæt som bliver frigjort via de nyindkøbte Reginatog skal moderniseres for et trecifret millionbeløb og herefter bruges til at etablere længere togsæt på de mest passagerintensive ruter, Stockholm-Göteborg samt Stockholm-Malmö.

Bombardier skal levere de 20 togsæt mellem april og august 2010.

Kommentarer (15)

13.25 kW for at flytte et sæde med 200 kmh om sommeren er ikke ret meget dårligere end en bil.
Om vinteren hvor toget bruger extra strøm til opvarmning ser det knapt så godt ud.

  • 0
  • 0

13.25 kW for at flytte et sæde med 200 kmh om sommeren er ikke ret meget dårligere end en bil.

De 12 x 265 kW er togets mærkeeffekt, som ikke siger noget som helst om energiforbruget.
I øvrigt har min bil ca. 100 kW topeffekt og kan ikke køre 200 km/t. Selv hvis den kunne, ville det stadigvæk være 25 kW/sæde. Der findes vist ikke ret mange 4-sædede biler med 53 kW motoreffekt som kan køre 200 km/t på betryggende vis, så også denne din kommentar er noget uforståelig.

MVH Lars

  • 0
  • 0