Svensk nobelprisinstitut rystet af skandale-kirurg
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Svensk nobelprisinstitut rystet af skandale-kirurg

Illustration: Anonymous100000 / Wikipedia

En af verdens mest kendte og respekterede forskningsinstitutioner, svenske Karolinska Institutet, er rystet i sin grundvold efter nye afsløringer i en skandalesag om en italiensk kirurg.

Han hedder Paolo Macchiarni og blev ansat som gæsteprofessor på instituttet i 2010. Samtidig blev han deltidsansat på det lige så kendte Karolinska Universitetssjukhus, hvilket instituttet pressede på for. Ledelsen så det nemlig som et scoop at have fået fat i Paolo Macchiarni.

Det skulle vise sig at være en skæbnesvanger fejltagelse, ikke bare for Karolinska Institutet, men også for tre af sygehusets patienter.

Var tre patienterne italienerens forsøgskaniner?

I de første par år gennemførte den italienske kirurg nemlig tre operationer, hvor han som den første i verden erstattede patienternes egne, beskadigede luftrør med syntetiske. I dag er to af patienterne døde, og den tredje er indlagt på et hospital i USA.

Snebolden begyndte at rulle, da svensk tv tidligere i år viste en dokumentarudsendelse. Heri blev ikke blot dødsfaldene gennemgået, men også, at Karolinska var blevet advaret af flere forskere, som anklagede Paolo Macchiarni for at fuske med sin forskning.

Svindlen indebar, at kirurgen i praksis ikke havde testet sin metode på dyr, men eksperimenterede direkte på mennesker, vel at mærke uden at hverken de eller deres pårørende fik besked.

Tidligere politimand rystet

Det fik svenskerne til at sætte gang i en hel stribe forskellige undersøgelser af sagen, hvoraf den seneste udkom mandag. Den havde regeringen sat den tidligere rigspolitichef Sten Heckscher i spidsen for, og han lægger ikke fingrene imellem.

»Jeg har aldrig set mage til negative referencer ved en rekruttering,« lyder blot en af hans konklusioner over for svensk tv. Den tidligere politichef fremhæver bl.a., at Paolo Macchiarini blev kasseret til et professorat i Firenze for at have løjet med sit cv.

De dårlige resultater på operationsbordet fik ganske vist ledelsen på Karolinska til at stoppe eksperimenterne med syntetiske luftrør i 2013. Men Paolo Macchiarini forblev ansat trods advarslerne fra nær og fjern.

En udredning fra Karolinska Universitetssjukhuset selv leverede allerede i sidste uge sønderlemmende kritik af håndteringen af operationerne. Den fik også Karolinska Institutet til offentligt at undskylde sagen - men dermed stopper kritikken ikke.

Rystet minister fyrer sin topembedsmand

Rapporten fra den tidligere rigspolitichef går skridtet videre og giver instituttets ledelse en del af ansvaret. Rapporten er udarbejdet for den svenske regering, og forskningsminister Helene Hellmark Knutsson var tydeligt rystet over, hvad hun læste.

»Det er forfærdeligt, hvad der er sket. Håndteringen på Karolinska Institutet har ført til, at mennesker er kommet til skade. Det er både uacceptabelt og en skandale,« lyder en del af hendes svada til svensk tv.

Det første, forskningsministeren gjorde, var at fyre den øverste embedsmand for de svenske universiteter, som svenskerne kalder universitetskansler. Hun hedder Harriet Wallberg og var rektor på Karolinska, da Macchiarini blev ansat.

»Tilliden til hende er skadet. Jeg har sagt til hende, at hun ikke kan virke i rollen som universitetskansler. Hun har sagt, at hun forstår det,« siger minister Helene Hellmark Knutsson, mens hovedpersonen i første omgang krøb i skjul for at sunde sig.

Formanden for Karolinska gik selv

Formanden for Karolinska Institutets bestyrelse, Lars Leijonborg, trak sig allerede fra posten i fredags, da han havde haft lejlighed til at kigge i rapporten, før den blev offentliggjort. Resten af bestyrelsen bliver foreløbig siddende, men det skyldes blandt andet, at fire medlemmer blev skiftet ud så sent som i maj.

Skandalen har for længst kostet rektor Anders Hamsten jobbet. Flere andre nøglepersoner på instituttet har desuden forladt deres nøgleposter, herunder sekretæren for Karolinska Institutets nobelkomité, Urben Lendahl. Han var mellem de støtter, som advokerede for at ansætte Paolo Macchiarini.

Karolinska Institutet er tæt koblet sammen med Nobelprisen. Den såkaldte nobelforsamling med 50 udvalgte professorer fra instituttet uddeler Nobelpriserne til den, som 'har gjort den vigtigste opdagelse inden for fysiologiens eller medicinens domæne'.

Nobelprisens omdømme er skadet

I den forsamling havde begge de tidligere rektorer Anders Hamsten og Harriet Wallberg sæde. De er nu blevet bedt om at smutte fra deres poster.

Nobelstiftelsens direktør, Lars Heikensten, ser ikke med milde øjne på skandalen.

»Der er en kobling mellem Nobelprisen i fysiologi eller medicin og Karolinska Institutet. Alene det, at navnene figurerer sammen, har skadet Nobelprisens anseelse,« siger han til svensk tv.

Han tilføjer dog, at han tror, at skadevirkningen kun er midlertidig.

Svensk politi er i gang med en forundersøgelse for at fastslå, om Paolo Macchiarini kan anklages for at forvolde andres død. Selv afviser kirurgen at have gjort noget galt.

'Jeg har aldrig gjort mig skyldig i dårlig forskning, og jeg har altid gjort det bedste for mine patienter,' skriver han til svensk tv og understreger, at andre forskningsgrupper rundt omkring i verden arbejder med syntetiske spiserør.

Emner : Medicin
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tak for linket og uddybningen, Lars.

Den seneste rapport konkluderer, at ledelsen på Karolinska kun har svigtet, for så vidt angår de operationer, der blev udført i Sverige.

  • 4
  • 0

'Jeg har aldrig gjort mig skyldig i dårlig forskning, og jeg har altid gjort det bedste for mine patienter,' skriver han til svensk tv og understreger, at andre forskningsgrupper rundt omkring i verden arbejder med syntetiske spiserør.

Det lyder som et argument "The Radioactive Boy Scout" https://en.wikipedia.org/wiki/David_Hahn ville komme med. Når det er sikkert for forskere andre steder at arbejde med kernereaktorer må hans egen reaktor i baghaven da også være OK.

  • 1
  • 0

Men ros til Karolinska institutet for den konsekvente respons. Hvis Københavns Universitet havde handlet på samme måde så havde Penkova sagen nok udviklet sig anderledes. Vi har stadig en rektor siddende som er smurt ind i den sag, hvilket ikke er kønt for universitetet.

  • 5
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten