Svensk firma vil opnå cirkulær tekstiløkonomi med kemisk genbrug
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Svensk firma vil opnå cirkulær tekstiløkonomi med kemisk genbrug

Illustration: Re:Newcell

Hvad skal vi stille op med adskillige millioner ton aflagte tekstiler? Det er et dilemma, som medlemslandene i EU om få år skal forholde sig til. Ifølge EU’s affaldsrammedirektiv skal landene nemlig fra 1. januar 2025 være klar til at indsamle tekstil separat som sin egen fraktion.

I dag findes der ikke noget godt svar på dilemmaet – ifølge miljøkonsulenten David Watson fra PlanMiljø er markedet for tekstilgenanvendelse »stort set ikke eksisterende lige nu«, og initiativet kan potentielt betyde, at et allerede presset marked bliver oversvømmet med tekstiler, som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med.

Men i Sverige mener virksomheden Re:Newcell at have fundet en mulig løsning: kemisk genanvendelse. Den er faktisk allerede så langt med processen, at den har fået tøjgiganten H&M med på ideen.

»H&M bliver de første, der sender et stykke tøj i butikkerne, som er lavet med vores teknologi. Det sker 26. marts, og det bliver en blå kjole, som er en del af deres ‘Conscious Exclusive’ kollektion i foråret/sommeren 2020. Men vi vil følge op med lignende annonceringer fra andre brands dette år, og der er flere ting på vej,« fortæller Harald Cavalli-Björkman, der er chief marketing officer i Re:Newcell.

Kjolen vil blive solgt i omtrent 100 butikker verden over og er fremstillet af genanvendt bomuld fra aflagte jeans og af FSC-certificeret træ. Ifølge virksomheden er det et første skridt på vejen mod at lukke cirklen for tekstilbranchen:

»Vi tror på, at vi har nogle svar på tekstiludfordringen. I 2025 kommer EU’s nye krav om separat indsamling af tekstilaffald, og til den tid vil vi have en større mængde tekstilaffald, som vi er nødt til at gøre noget meningsfyldt med.«

Hvor mange pudseklude har vi brug for?

Mekanisk genanvendelse af tekstiler er en besværlig affære, da fibrene ikke kan genanvendes til produkter af samme kvalitet.

»Tag eksempelvis en t-shirt lavet af mekanisk genanvendt bomuld. Den vil føles mere stiv i det, den vil formentlig klø mere, og så vil der være nogle begrænsninger ift. farvning af stoffet. Så det er virkelig ikke en mulighed for den bredere forbrugerskare,« forklarer Harald Cavalli-Björkman.

Derfor ender mekanisk genanvendelse af tekstiler ofte med en form for downcycling, hvor tekstilerne bliver brugt til eksempelvis computersleeves, værkstedsklude eller isoleringsmaterialer.

»Der er altså grænser for, hvor mange af de produkter verden har behov for, og selvom jeg ikke afviser, at der er et vist potentiale for at anvende tekstiler til isolering, så er det også forbundet med rigtig mange udfordringer og dilemmaer,« fortæller Birgit E. Bonefeld, postdoc tekstil-biolog ved Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet.

Blandt andet kræver isoleringsmateriale fremstillet af tekstiler meget behandling for ikke at være brændbar. Derfor mener Birgit E. Bonefeld ikke, at vi kommer uden om at anvende kemisk genanvendelse, hvis vi vil løse tekstiludfordringen. Det er dog forbundet med en meget konkret udfordring, da ordet kemi har fået et dårligt ry blandt ikke-fagfolk:

»Bare det, at man siger ordet ‘kemisk’ genanvendelse, så stritter det på alle, der ikke er kemikere. Der arbejder vi imod et dogme, som er svært at ryste af sig.«

Sådan fremstilles Circulose

Re:Newcell går skridtet længere, end hvad der er muligt ved mekanisk genanvendelse. Gennem en kemisk proces nedbrydes bomulden i stedet til en cellulosepulp, som kan oparbejdes til samme kvalitet som virgin-materiale. Der indgår dog en række mekaniske sorteringsskridt, før kemien tager over.

»Derfor er det nok mest retvisende at tale om polymergenanvendelse, for det beskriver det niveau af opløsning, som vi opnår. Mekanisk genanvendelse kan kun genanvende fibre, men vi går et skridt dybere,« fortæller Harald Cavalli-Björkman og fortsætter:

»Det, der sker, er, at vi starter med at shredde materialerne for at gøre dem nemmere at håndtere. Materialerne kan være beklædningsgenstande indsamlet fra forbrugerne eller produktionsspild. Det næste skridt er vores patenterede, kemiske proces – og her kan jeg ikke blive for specifik, da det dels er en forretningshemmelighed og dels en patenteret teknik.«

Grundlæggende går processen ud på at justere cellulosen i tekstilmaterialet på tre parametre. Først og fremmest ændres materialets reaktivitet – altså kapaciteten til at reagere på viskoseprocessen hos kunderne. Dernæst ændres materialets viskositet – altså hvor flydende og honningagtig materialet er. Og endelig justeres hvidheden af materialet. Det indebærer at trække alle farvestoffer ud af materialet og afblege det, så det kan opnå den ønskede farve i sidste ende.

Det genanvendte materiale presses til papirtynde plader, så det nemmere kan transporteres ud til kunderne og spindes op til nye tekstilprodukter igen. Illustration: Re:Newcell

»På dette stadie er materialet blevet til en flydende pulp, men for at levere det til vores kunder på en rationel måde tørrer vi pulpen i en papirmaskine, der anvender pres, varme og luft til at omdanne den til firkantede lag af tør cellulosepulp, som kan spindes op til nye tekstilvarer. Dette produkt har vi varemærket Circulose,« afslutter Harald Cavalli-Björkman.

Da hele processen er bundet op på at manipulere cellulosen i materialet fungerer det kun med et plantebaseret stof eksempelvis bomuld. Processen kan dog klare urenheder på op til to procent.

Ifølge Harald Cavalli-Björkman er materialet konkurrencedygtigt på markedsvilkår, men da Re:Newcell ikke selv arbejder med sortering af tekstiler, er de afhængige af leverancer fra samarbejdspartnere. Det kunne både være private virksomheder, offentlige affaldsselskaber og velgørende organisationer.

»Man kan sige, at vi udgør en ny potentiel indkomstkilde for folk, der håndterer mange aflagte tekstiler,« siger han og fortsætter:

»Vi har et mål om at nå op på en kapacitet på 250.000 ton om året i 2030, hvilket svarer til én milliard t-shirts om året. Det vidner om, at vi har bygget en virksomhed, der er mere end bare til nicheformål – og vi vil gerne bygge flere anlæg på sigt.«

Ikke den eneste spiller på markedet

Som tekstil-biolog ser Birgit E. Bonefeld positivt på potentialet ved Re:Newcell, som ifølge hende arbejder med »en virkelig lækker teknologi«.

»Det interessante ved Re:Newcell er, at de er startet af en forretningsmand, der ikke er tekniker på nogen måde – hvor mange af de andre initiativer for tiden udspringer fra især europæiske universiteter. Men hvis man skal løse det her problem, så har man både behov for teknikere og for forretningsfolk, der kan arbejde sammen,« fortæller hun og tilføjer:

»Man skal bare huske på, at Re:Newcell ikke er de eneste på markedet. Der er allerede andre produkter på markedet, der er lavet ved tilsvarende processer. Et godt eksempel er Refibra fra østrigske Lenzing, som er markedsførende inden for de såkaldte kemofibre.«

Hvor betydningsfuldt er det, at en stor tøjvirksomhed som H&M kaster sig over det her projekt?

»Det har uden tvivl en betydning, men det er ikke helt problemfrit. Man kan sige meget godt og skidt om H&M nemlig. De har en lang række bæredygtighedstiltag, som måske ikke batter enormt meget, men som har en værdi ved at skabe større opmærksomhed,« svarer hun og fortsætter:

»Samtidig har H&M grundlæggende en miljøuvenlig forretningsmodel, hvor de overproducerer tøj af lav kvalitet. Og ud fra et bæredygtighedsperspektiv hjælper det intet, hvis vi ikke begynder at producere og forbruge mindre, lige meget hvor miljøvenligt man gør det, eller hvor meget man genanvender.«

Hvad skal vi gøre med tekstiler i Danmark?

Især Sverige, Finland og Tyskland er langt fremme på det her område, mens vi endnu ikke har se mange initiativer i Danmark, der er lige så avancerede. Birgit E. Bonefeld er selv involveret i et projekt gennem Aarhus Universitet, hvor hun arbejder med at undersøge potentialet for at øge værdien af rest-biomasse ved at omdanne dem til tekstil-fibre.

Hun håber dog, at vi tænker os godt og grundigt om, før vi tager en politisk beslutning om, hvordan vi ønsker at gribe genanvendelsen af tekstiler an i Danmark. For hvis vi ikke gør det rigtigt, så kan tekstilaffaldet ende med at blive et problembarn af samme karakter som plastaffaldet.

»Vi har et stort behov for en måde at håndtere den her affaldsfraktion fra om få år, og der er – som jeg ser det – en række teoretiske muligheder. Vi kan genanvende det på forskellige måder, vi kan brænde det eller vi kan bio-kompostere det,« siger hun og tilføjer efter en kort tænkepause:

»Vi har besluttet os for, at vi ikke kan lide at brænde det. Men det synes jeg egentlig er ærgerligt. Ikke fordi jeg går ind for, at vi bare skal brænde det, men vi bør som minimum lave en teknisk-økonomisk analyse af situationen, før vi beslutter, at det skal genanvendes for enhver pris. Som status er lige nu, så vil det være enormt bekosteligt at genanvende det, og det er en stor barriere for, at vi faktisk kan formå at gøre det.«

Ifølge Birgit E. Bonefeld vil det kræve en langt bedre sortering af tekstilaffald end i dag, hvis det skal give mening at bygge en forretningsmodel op omkring det i Danmark – uanset hvor mange tekniske løsninger a la kemisk genanvendelse, vi opfinder.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten