Svensk 10-årig fik nye blodkar med stamceller

En svensk succes med stamceller kan bane vej for fremtidig anvendelse af stamceller i kirugi.

En ti-årig pige udviklede som lille en blodprop i det blodkar, der forbinder tarm og lever, og lægerne vurderede, at der var risiko for livstruende indre blødninger. Derfor valgte man, at hjælpe pigen med et helt nyt indgreb, der ifølge lægen bag indgrebet Michael Olausson aldrig er prøvet før, skriver Politiken.

Indgrebet blev udført på Sahlgrenska Akademiet for over tre måneder siden, og pigen har i dag kun ubetydelige komplikationer og meget gode fremtidsudsigter.

Fra en afdød donor tog man et blodkar, som blev kemisk renset for al rna og dna. Fra patientens rygmarv tog man stamceller og satte ind i donorvævet, og på under fire uger voksede et nyt blodkar frem. Blodkaret blev opereret ind i maven, så det kunne genskabe den tabte forbindelse mellem patientens lever og tarme.

»Fordi blodkaret blev skabt med pigens egne stamceller, behøver hun ikke at få medicin for at forhindre afstødning,« forklarer Michael Olausson til avisen i dag.

Metoden vil ifølge lægen blandt andet kunne hjælpe patienter, der er i dialyse, og mennesker, som skal opereres i hjertets kranspulsårer. Det kan måske også hjælpe dem, der har behov for hele organer,« fortæller Michael Olaussen til Politiken.

Den danske forskningsleder og professor Moustapha Kassem fra Syddansk Universitet finder det svenske indgreb enormt interessant. Han mener dog alligevel, der er lang vej endnu, til vi ser hele organer. Og der er også lange udsigter til, at vi kan tilbyde stamceller som en standardbehandling. Han mener, at det er mere nærliggende at genskabe menneskeligt væv eller stykker af væv, som i det svenske tilfælde.

Moustapha Kassem peger på to interessante forsøg i USA, som kan ved med til at bestemme fremtiden for stamcellebehandling af patienter.

»Det ene er firmaet Gerons forsøg på at behandle rygmarvsskader ved indsprøjtning af stamceller. Det andet er Advanced Cell Technology's forsøg på at kurere øjensygdomme makula degeneration, der kan give blindhed hos ældre, med stamceller.«

Begge de to forsøg er sluppet igennem den amerikanske sundhedsstyrelses FDA's nåleøje, og dermed klar til egentlige forsøg.