Svendborg Kraftvarme lukket på anden uge på grund af slitage
Affaldsforbrændingsanlægget i Svendborg har været lukket siden onsdag i sidste uge på grund af en uopdaget slitagefejl. Det koster hver dag i omegnen af 200.000 kroner i tabte indtægter.
Onsdag i sidste uge kunne teknikerne på Svendborg Kraftvarme se på deres måleudstyr, at der var noget rivravruskende galt med affaldsforbrændingsanlægget. Vandet fossede ud af den tank, der sender vand i cirkulation omkring anlæggets ovn, hvor det varmes op, inden det ryger ud i fjernvarmenettet.
