Sved i kontrolrummet på Aarhus Universitet: Lever vores satellit?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sved i kontrolrummet på Aarhus Universitet: Lever vores satellit?

Foto fra NASA, som er optaget fra den Internationale Rumstation ISS i det øjeblik, hvor Delphini-1 bliver sendt ud i sin egen bane om Jorden. Illustration: NASA

Der lød jubelskrig og munter klirren med champagneglas på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, da studentersatellitten Delphini-1 torsdag blev sat fri fra rumstationen for at finde sin egen bane om Jorden.

Men siden er duften af vin afløst af lugten af sved i det lille kontrolrum, hvor 4-5 studerende fire gange i døgnet farer ind for at lytte, om cubesat’en er kommet i omdrejninger og har det godt. Foreløbig har de ikke hørt en lyd.

»Vi har ikke mistet håbet, men det er jo ret irriterende for ikke at sige nervepirrende. Vi håber, at det handler om, at batterierne ikke er fuldt opladet endnu,« fortæller Ole J. Knudsen, som er kommunikationsmedarbejder på instituttet.

Forskerne og de studerende har ellers ventet længe på muligheden for at hente data ned fra egen satellit. Men efter flere udskydelser kom den endelig afsted i begyndelsen af december på en cargomission til rumstationen.

Her blev den pakket ud og gjort klar til at blive sendt ud i mørket, og torsdag kl. 13 blev der trykket på knappen, der fik Delphini-1 til at forsvinde som en lille prik væk fra rumstationen.

Læs også: Aarhus Universitet sender sin første cubesat til ISS

Modtageantennen på Aarhus Universitet. Illustration: Lars Kruse/AU foto

Skulle kigge efter askeskyer og gletsjere

I sin bane lidt under rumstationens skulle den over to år bl.a. sende billeder hjem med motiver af askeskyer, gletsjere og måske endda stjerner.

Dette kunne give materiale til særdeles mange forskningsprojekter, men det primære fokus har hele tiden været at blive klogere på, hvordan man egentlig håndterer sådan en satellit i rummet, fortæller Ole J. Knudsen.

»Håbet er, at vi kan få billederne ned, som kan være en hjælp i jordovervågningen, men vi har ikke gjort undervisningen afhængig af, hvad vi får ned. Vi har lagt op til, at de studerende kan byde ind med ideer til projekter, der passer til de omstændigheder, der faktisk byder sig,« understreger han.

Der er tale om et samarbejde mellem tre institutter, nemlig Institut for Fysik og Astronomi, Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for Geoscience, og de kommende Delphini'er er allerede på tegnebrættet.

Læs også: Rumfart: 12 store begivenheder vi holder øje med i 2018

Flere teorier om tavsheden

Foreløbig arbejder forskerne med et par forskellige teorier: Det kan først og fremmest handle om, at batterierne var i bund, da den blev sendt afsted og derfor lige skal lades op, før instrumenterne kan vækkes til live.

Alternativt kan det dreje sig om, at antennerne ikke vender rigtigt, selv om tests ellers viste, at de fungerede, som de skulle. Satellitten kan også være kommet i rotation, så det er blevet umuligt at få et brugbart signal ned. Endelig kan forskerne have fået fat i de forkerte baneparametre.

»Eller måske sender den ikke så kraftigt, som vi havde regnet med. Dette ville selvfølgelig være surt, men der kan ske meget inden for rumforskning, og jeg skal lige sige, at vi altså ikke er gået i panik endnu, eller direkte frygter for den. Vi har tidligere set satellitter, der først kom i gang efter nogen tid,« understreger Ole J. Knudsen.

I 2013 var det de studerende på Aalborg Universitet, der i nogle dage nåede at få sved på panden over deres cubesat AAUSAT 3, som ikke gav lyd fra sig i tre dage, fordi solcellerne vendte bort fra Solen. Dette skete dog undervejs i missionen, mens de første bip tikkede ind som planlagt.

»Vi begynder nok også at få sved på panden, hvis der går mange flere dage uden lyd, men foreløbig krydser vi alt, hvad der kan krydses for, at vi snart hører fra den,« lyder det fra Ole J. Knudsen, som understreger, at de i hvert fald hænger på i kontrolrummet nogle uger endnu.

Emner : Satellitter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hej.
Vi er mange der håber at de snart får forbindelse til deres satellit. De studerende i Aalborg lytter også, men har desværre ikke hørt noget endnu.

en lille rettelse:

Det er korrekt, at vi mistede kontakten til AAUSAT3 efter nogle dage pga en spinstabilisering hvor siden uden solceller pegede mod solen og batterierne ikke blev ladet.
Lang historie kort. Problemet blev løst i løbet af 3 dage.

AAUSAT3 havde dog allerede ved første overflyvning efter opsendelsen opnået "Mission completed" og de følgende dage var alt virkelig fede og det næste år efter solecelleproblemet var endnu bedre :-)

AAUSAT3 er en 1U cubesat 100% designet, konstrueret, opsendt og opereret af studerende ved Inst for Elektroniske Systemer, AAU.

Så al kredit til dem og ikke til forskerne...

Vi andre (ansatte aka forskere) havde som hovedmission at skaffe økonomisk fundament for missionen :-)

mvh Jens

  • 4
  • 0

Hej Jens, tak for præciseringen. Den laver jeg også lige i artiklen :). Vh. Mie, ing.dk.

  • 3
  • 0

Vi håber, at det handler om, at batterierne ikke er fuldt opladet endnu

Forstår jeg det rigtigt, at batterierne ikke blev konstateret opladet inden udskydningen? Det er jo ellers fordelen ved en rumstation, at man kan tjekke ting, inden de får skubbet.

  • 2
  • 1

Jeg er ret sikker på at der ikke chekkes noget som helst på ISS. De cubesats der er kommet op som cargo bankes i en deployer når tid er og fyres ud i rummet. Hvis astronauterne skulle lave checkout, evt (gen)opladning af batterier osv vil det være et større gedemarked og bliv en helt helt anden pris vil jeg gætte på. Det kommer jo bla til at handle om hvem der har ansvar for hvad og evt regress.....

  • 3
  • 0

@Niels

Batterierne var ladet op ved opsendelse. Men de bliver ikke ladet op når de sidder i deres pods ombord på ISS og venter på at blive frigivet. Antagelse der skrives om her, er at batterierne har siddet ombord i næsten 2 måneder og at de derfor kan være afladet. Delphini-1 går i safemode hvis batteriet er under 80 %. Derved skal solcellerne have tid til at lade batteriet op igen :)

  • 0
  • 0

Batterierne var ladet op ved opsendelse. Men de bliver ikke ladet op når de sidder i deres pods ombord på ISS og venter på at blive frigivet. Antagelse der skrives om her, er at batterierne har siddet ombord i næsten 2 måneder og at de derfor kan være afladet. Delphini-1 går i safemode hvis batteriet er under 80 %. Derved skal solcellerne have tid til at lade batteriet op igen :)


Jeg syntes at kun 2 mdr til at aflade batteriet lyder som om, at det ikke er designet til lavt strømforbrug. Til sammenligning, så pakkede jeg først min genopladelige barbermaskine ud af kassen 5 år efter købet, og den kørte som smurt uden nogen opladning. Genopladelige batterier har naturligvis nogen selvafladning, men gode typer kan nemt holde 5 år uden opladning, hvis der ikke er et stort strømforbrug.

  • 1
  • 2

Hej Jens (og andre)

Tro mig at det er ikke nemt at fjerndiagnosticere på et objekt der pt ikke vil indlede en dialog. Man kan ikke se det, der er pt sandsynligvis ingen beacons, måske er den i safe mode, eller, eller, eller osv.

Der er nærmest uendeligt mange ting der kan gå galt, og så længe der intet respons fra rummet må alt være at betragte som gisninger og udokumenterede gæt der intet hjælper.

Fladt batteri, dødt batteri, død PA i radioen, knækket ledning, stik der er hoppet af og mange mange andre muligeder - og så lige 10e2-10e3 mulige SW fejl. Et helt ukvalificeret gæt er at der måske er 100.000 linier C i satellitten.

Det er en utilgivelig branche og selv verdens proffeste proffer har mærket på egen krop og spacecraft at space aldrig tilgiver...

Istedet vil jeg anbefale folk at læse ISBN-13: 978-0387215198. Der er mange grumme historier.
Se også https://raygun.com/blog/costly-software-er...

Det jeg håber på er at vi alle kan få lov til at lære af historien på et tidspunkt. Hvad der er forsøgt som vild "ping" fra jorden med megaradioer for at banke hul igennem. Lån af store højfølsomme antennesystemer hvor at se om der bare et lillebitte signal - -bare for at nævne et par muligheder.

Det overlader vi trygt til AU og alle os i AAU studentspace håber inderligt den kommer til live og vi hjælperselvfølgeligt til hvor der ønskes.

  • 2
  • 0

Et helt ukvalificeret gæt er at der måske er 100.000 linier C i satellitten.


Lige præcist software fejl, tror jeg der vil kunne gøres noget for at undgå medfører en død sattelit. Vi plejer at have en watch-dog styret kontrol af softwaren, og er der noget der ikke svarer eller svarer forkert, så har vi en fejlkorrektion der søger at løse problemet, og ellers debug tilstand. Opstår således en alvorlig fejl, er det kun softwaren i debug tilstand som kan medføre fejl. Hvilket normalt er langt under 100.000 linjers C kode.

Men, du har helt ret - antallet af fejlmuligheder er store. I nogle tilfælde, kan man have debug kredsløb monteret i hardware - men det vil jo nok koste ekstra vægt på en satelit.

  • 0
  • 0