Svarede du rigtigt i sidste års krystalkugle-quiz? Se de 13 rigtige her

Illustration: MI Grafik

For et år siden bad vi læserne af Ingeniørens magasin Året Rundt og brugerne her på ing.dk om at give deres bedste bud på, hvilke begivenheder vi kunne forvente os i 2022 – i quizzen Tip 13 rigtige. Det gør vi for resten også i år, og du kan stadig nå at udfylde årets tipskupon på ing.dk/tip13.

915 læsere tippede med i sidste års quiz, men ingen nailede den med alle 13 rigtige. Seks tippere fik 12 rigtige, og blandt dem har vi udtrukket tre vindere af tre flasker god rødvin: Jeppe Hansen, Morten Kristensen og Mads Filskov.

Se her, om du svarede rigtigt i sidste års quiz. Tallet i parantes angiver, hvor stor en del af tipperne der svarede rigtigt:

1) Vil alle vaccinerede over 65 år blive tilbudt et fjerde stik inden 1. nov. 2022?
JA. Sundhedsstyrelsen meldte ud 2. september, at alle over 50 år anbefales at få en booster med opstart af vaccinationsprogram 1. oktober. (96,2 pct.)

2) Vil det lykkes SpaceX at gennemføre en kredsløbsflyvning med Starship og lande rumfartøjet uskadt inden 1. nov. 2022?
NEJ. Starship har fløjet flere korte flyvninger, men SpaceX har stadig ikke fløjet med booster-raketten, der skal bringe fartøjet på en
kredsløbsflyvning. (31,3 pct.)

3) Vælger IDAs repræsentantskab en kvindelig formand efter repræsentantskabsvalget i foråret 2022?
JA. Den nye formand hedder Laura Klitgaard. (36,6 pct.)

4) Aarhus Letbane har i år taget en ny smørelse i brug mod rimfrost på køreledningerne. Vil der alligevel opstå driftsproblemer pga. is inden 1. nov. 2022?
JA. 20. oktober 2022 måtte Aarhus Letbane for første gang denne vinter aflyse letbanedriften mellem Hornslet og Grenaa på grund af is på
køreledningerne. (63,5 pct.)

5) Vil Folketinget vedtage en anlægslov for en tredje Limfjordsforbindelse inden 1. nov?
NEJ. I Infrastrukturplan 2035 blev det besluttet at afsætte penge til og gennemføre en ny fast forbindelse over Limfjorden via øen Egholm. Men forligskredsen har udskudt anlægsloven til Folketingssamlingen 2023/2024. (63,1 pct.)

6) Vil det lykkes at fremstille grundstof nr. 119 og/eller nr. 120 kunstigt inden 1. nov?
NEJ. Vi venter stadig på, at forskerne fremstiller disse grundstoffer. (78,7 pct.)

7) Vil antallet af manglende it-specialister runde 10.000 inden 1. nov. 2022? (jf. IT-Branchens tal, som p.t. er 7.600)
NEJ. IT-Branchen spørger først sine medlemmer om manglen på specialister i begyndelsen af 2023, så der findes ikke noget opdateret tal. (45,4 pct.)

8) Vil over halvdelen af landets 98 kommuner have indført sortering i ti fraktioner inden 1. nov. 2022?
NEJ. Under 30 kommuner er i mål med alle ti fraktioner. (68,0 pct.)

9) Forskellen mellem den astronomiske tid UT1 og UTC, der er bestemt af atomure, er ved udgangen af nov. 2021 sat til -0,1 s. Vil
ændringer i Jordens rotationshastighed medføre, at IERS inden 1. nov. 2022 udsender en officiel bulletin om en ny forskel?

JA. Ifølge Bulletin D142 blev forskellen kaldet DUT1 efter 28. juli sat til 0,0 s. (36,9 pct.)

10) Vil elbilernes andel af det totale salg af personbiler ligge over 25 pct. i januar-november 2022? (13 pct. i samme periode i år)
NEJ. Elbilernes andel af det samlede nybilsalg lå i perioden 1. januar til 1. november 2022 på 18,3 pct. (37,3 pct.)

11) Vil det lykkes Nasa at skubbe asteroiden Didymos B ud af kurs ved et sammenstød med DART-fartøjet inden 1. nov. 2022?
JA. 27. september bragede fartøjet ind i asteroiden med 22.530 km/t og ændrede dens bane. (63,6 pct.)

12) Går politikerne videre med Kattegatforbindelsen og igangsætter en VVM-undersøgelse inden 1. nov. 2022?
NEJ. Da forundersøgelsen forelå i juni 2022, konstaterede daværende transportminister Trine Bramsen (S), at den ikke gav grundlag for at
igangsætte projektet. (65,8 pct.)

13) Accepterer Københavns Universitet at få overdraget Niels Bohr Bygningen senest 1. juli 2022?
NEJ. Niels Bohr Bygningens aflevering er udskudt på ubestemt tid. (58,8 pct.)