Svanelignende dinosaur fundet i Mongoliet
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Svanelignende dinosaur fundet i Mongoliet

Rekonstruktion af den fuglelignende dinosaurus Halszkaraptor, der levede i slutningen af Kridttiden for 71-75 mio. år siden. Foto: Lukas Panzarin

Hønsefødder, luffer og en hals som en svane. Det er nogle af de karakteristika, som kendetegner en ny dinosaurtype, der er fundet som fossil i Mongoliet. Det er en forskergruppe ledet af Andrea Cau, ph.d. fra universitetet i Bologna, der har publiceret det nye fund i Nature.

Den nye art har fået navnet Halszkaraptor escuilliei. Her er første del opkaldt efter den polske kvinde Halszka Osmólska, der har forsket i palæontologi, mens sidstnævnte del er dedikeret til François Escuillié, der bragte fossilet tilbage til Monogoliet.

Læs også: Her er dinosaurernes nye stamtræ

Inden fossilet kom i forskernes hænder, har det været opbevaret i private samlinger i Japan og Storbritannien, ifølge New York Times. Derfor var det også vigtigt for forskerne, at skelettet blev undersøgt nøje, så man kunne opdage, hvis det var blevet manipuleret med knoglerne.

Artbestemmelsen er sket ud fra scanninger af knoglerne på det europæiske Synchroton Radiation Facility i Grenoble i Frankrig. Gennem synkrotonstråling kunne forskerne også få billeder af de knogler, som lå gemt under fossilets overflade.

Ligner både dyr på land og vand

Undersøgelser af det fossile skelet tyder på, at dinosauren er en øgletype, der har været i stand til at færdes både til lands og til vands.

Det svanelignende dyr har levet i den sene kridttid under tidsperioden Campanien for ca. 75-71 millioner år siden. Den tilhører gruppen Maniraptora, der dækker over en gruppe af fuglelignende dinosaurer, der også inkluderer arter, der ikke kan flyve.

Læs også: Unikt dinosaurfossil afluret nye hemmeligheder

Men kombinationen af den lange hals og de svømmeegnede luffer på overkroppen indikerer, at Halszkaraptoren også deler træk med reptiler og fugle, der lever i akvatiske miljøer. Selv længden af halsen samt typen af hvirvler passer med, at denne Halszkaraptor har kunnet jage efter bytte i vand.

Det har ledt forskerne til den konklusion, at Halszkaraptoren er en amfibielignende Theropod, der har levet delvist på land og på vand.

På baggrund af det nye fund vil forskerne etablere en ny underfamilie, der skal kaldes for Halszkaraptorinae.