Supernøjagtig måling af universets udvidelse overrasker astronomerne

Forskerne har først bestemt afstanden til pulserende, lysstærke stjerner i Mælkevejen (cepheider) med parallaksemetoden, som er samme metode, afstande bestemmes med to øjne forskudt fra hinanden. Med Hubble-rumteleskopets Wide Field Camera 3 har forskerne udvidet området for brug af parallaksemetoden ganske betydeligt. Efterfølgende har de fundet 19 galakser, der er op til ca. 2 milliarder lysår borte, og som både indeholder cepheider og såkaldte type Ia-supernovaer, der traditionelt benyttes til at bestemme afstande i universet. Ved at udnytte de mere nøjagtige afstande til cepheiderne i Mælkevejen har forskerne kunnet finde mere nøjagtige afstande til cepheider og supernovaer i andre galakser og derved bestemme universets udvidelseshastighed. Illustration: Nasa, ESA, A. Feild (STsCI) og A. Riess (STScI/JHU)

Hvor hurtigt udvider universet sig? Det er et spørgsmål, som har interesseret astronomer, siden Georges Lemaître og Edwin Hubble i slutningen af 1920’erne opdagede universets udvidelse.

En ny nøjagtig måling af universets udvidelse overrasker nu astronomerne, da den ikke stemmer overens med udvidelseshastigheden, som kan udledes af Planck-satellittens målinger af den kosmiske baggrundstråling.

Læs også: Unikke satellit-data fastslår universets alder med hidtil uset nøjagtighed

Planck-dataene gav en værdi for Hubblekonstanten på H0= (67,8 +/- 0,9) km/s/Mpc, hvor 1 megaparsec (Mpc) svarer til 3,26 millioner lysår.

Nobelprismodtageren Adam Riess fra Space Telescope Science Institute of Johns Hopkins University i Baltimore i USA har stået i spidsen for forskergruppen, der nu har bestemt Hubblekonstanten til at være (73,02 +/- 1,79) km/s/Mpc ud fra galakser, der befinder sig op til et par milliarder lysår borte.

Cepheider (røde cirkler) og type Ia-supernova i galaksen UGC 9391, der befinder sig 130 millioner lysår borte. Illustration: Nasa, ESA og A. Riess (STScI/JHU)

Adam Riess fik sin Nobelpris i fysik for at opdage, at universets udvidelse ikke er konstant, men accelererende, hvilket er en indikation på tilstedeværelsen af mørk energi i universet.

Læs også: Astrofysikere modtager nobelpris for ny viden om universet

Den accelererende udvidelse kan dog ikke forklare forskellen Hubblekonstanten for universet i dag, bestemt af de nye målinger, og kort efter big bang bestemt af Planck-satellitten.

Hvis man accepterer begge målinger som værende rigtige, skal der findes nye forklaringer.

»Den overraskende opdagelse kan være et vigtigt fingerpeg til ny forståelse af mørk energi, mørkt stof og mørk stråling,« udtaler Adam Riess i en pressemeddelelse.

Mørk stråling er et hypotetisk fænomen knyttet til mørkt stof.

Læs også: Hos Jefferson leder de efter mørke fotoner

Forskerne forventer i fremtiden at kunne forbedre deres målinger yderligere, så nøjagtigheden, der nu er 2,4 pct., kan komme ned på ca. 1 pct. Det kan give en bedre forståelse af universet og naturlovene, forklarer de.

Læs også: Astronomer: Mørkt stof har sandsynligvis sin egen naturkraft

Emner : Universet
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor vil forskerne altid have at hele universet skal foretage sig noget ensartet. Prøv engang at kigge i en gryde med grød der koger. Det udvider sig et sted for så at falde sammen mens et andet sted udvider sig.

Overalt i vor verden sker tingene ude af trit. Havets bølger er heller ikke ens overalt. Kunne mani kke tænke sig at universet i sine mange dimensioner, er en pulserende struktur. I nogle områder udvider det sig hurtigt, i andre langsommere, I nogle trækker det sig måske lokalt sammen for så en milliard år senere igen at udvide sig.

For mig at se er det en mere tænkelig forklaring

  • 7
  • 12

Kunne mani kke tænke sig at universet i sine mange dimensioner, er en pulserende struktur. I nogle områder udvider det sig hurtigt, i andre langsommere, I nogle trækker det sig måske lokalt sammen for så en milliard år senere igen at udvide sig.

Du ville i så fald observere at lyset fra nogle retninger ville være blå-forskudt. Men det vi observerer er altid en rød-forskydning, og altid ensartet uanset retning.

Mvh. Peter

  • 17
  • 0

Kunne mani kke tænke sig at universet i sine mange dimensioner, er en pulserende struktur. I nogle områder udvider det sig hurtigt, i andre langsommere, I nogle trækker det sig måske lokalt sammen for så en milliard år senere igen at udvide sig.

Du ville i så fald observere at lyset fra nogle retninger ville være blå-forskudt. Men det vi observerer er altid en rød-forskydning, og altid ensartet uanset retning.

Sådan kan det være, men man kan faktisk ikke afvise Thorleifs undren så enkelt! Det med lysets rødforskydning handler jo om meget fjerne objekter, galakser langt fra vores egen Mælkevej. Grundforudsætningen er at lyset fra disse objekter er sammeligneligt og at det kun er en relativ hastighedsforskel der skaber rødforskydningen, men antagelsen at galaksernes lysspektrum er ens behøver jo ikke være rigtig!

Selv om galaksernes lysspektrum faktisk kan sammenlignes (det synes jeg faktisk selv er ret plausibelt!), og at rødforskydningen er et udtryk for en faktisk fjernelse af objektet, så er det jo i alle tilfælde et historisk lys vi ser. Objektet fjernede sig altså for x milliarder år siden fra os eller så fjerner VI os fra de rødforskudte objekter NU! Vi kan jo ikke vide om de i dag rødforskudte objekter bliver blåforskudte om et par milliarder år og rent faktisk satisfierer Thorleifs forslag om et pulserende univers?

John Larsson

  • 5
  • 2

De resultater som omtales er vel lavet af de bedste, største, eksperter på området. Ja, endog en Nobel pristager.

Blandt kommentatorerne kan der naturligvis være kommende nobelpristagere, men kan vi ikke bare undrer os på samme måde som forskerne ?

Når Jens Ramskov ikke gengiver hypoteser om årsagen, så er det vel fordi sådanne ikke er publiceret ......

Jeg er ydmyg; jeg beundrer virkelig de oprindelige resultater, som var revolutioner i deres tid og som har holdt i 80+ år. Jeg følger interesseret enhver ny, måske kontroversionel, hypotese. Jeg tænker andre 80 år frem: gad vist hvad erkendelsen så vil være ?

  • 7
  • 0

Vi kan jo ikke vide om de i dag rødforskudte objekter bliver blåforskudte om et par milliarder år og rent faktisk satisfierer Thorleifs forslag om et pulserende univers?

Nej vi kan ikke vide hvad fremtiden vil bringe. Al viden knytter sig til fortiden. Vi kan heller ikke vide om naturlovene er de samme alle steder i universet eller om naturkonstanterne er virkelige konstanter eller er tids- eller stedsafhængige.

Der er så meget vi ikke kan vide og der er så lidt vi rent faktisk ved. Måske er alting indbildning og kun julemanden virkelig. Osv. Bla bla bla. X-faktor i fysikken, hvorfor ikke? Fra halvsnaldret bodega snak til nobelpris. Hvorfor fordybe sig i andet end en gryde med grød for at forstå universet og alting? Eller kigge ud af køkkenvinduet for at forstå klimaet.

Men hvor er det uinteressant.

  • 6
  • 6

"Den accelererende udvidelse kan dog ikke forklare forskellen Hubblekonstanten for universet i dag, bestemt af de nye målinger, og kort efter big bang bestemt af Planck-satellitten."

Det lyder som to meget forskellige metoder, så den forskel de ser lyder ikke urimelig. Hvordan målte Planck-satellitten konstanten?

  • 1
  • 5

Grundforudsætningen er at lyset fra disse objekter er sammeligneligt og at det kun er en relativ hastighedsforskel der skaber rødforskydningen

Ja, og det er et stort problem, for dermed ignorerer man den gravitionelle rødforskydning og kommer dermed frem til resultater, som er mere eller mindre forkerte - også tidspunktet for Big Bang!

Det er bevist i Pound Rebka eksperimentet, når det vel at mærke fortolkes korrekt (ingen blåforskydning), at resonansfrekvensen i atomkerner nedsættes i et gravitationsfelt, så spektrallinjerne rødforskydes. Det ses allerede i lyset fra solen pga. dens større masse, og ingen vil vel påstå, at den fjerner sig fra os.

Man kan så stille sig det spørgsmål, hvilke objekter vi kan se på mange milliarder lysårs afstand - det er vist ikke ligefrem en "Nefablænder". Lysstyrken må være astronomisk, og hvis vi antager, at lysstyrken er proportional med overfladearealet, som stiger med 2. potens af størrelsen, må vægten, som stiger med 3. potens, være helt ekstremt stor. Derfor vil det lys, vi ser, være mere og mere rødforskudt, jo længere objekterne er væk - ganske simpelt fordi vi ikke kan se de mere lyssvage objekter med mindre rødforskydning. Det behøver ikke at være fordi, verdensrummet udvider sig!

  • 3
  • 9

Derfor vil det lys, vi ser, være mere og mere rødforskudt, jo længere objekterne er væk - ganske simpelt fordi vi ikke kan se de mere lyssvage objekter med mindre rødforskydning.

Dit rationale er forkert. Vi observerer svagt lysende objekter ved at bruge længere eksponeringstider.

"Deep field observations are long-lasting observations of a particular region of the sky intended to reveal faint objects by collecting the light from them for an appropriately long time."

http://www.spacetelescope.org/science/deep...

Det er helt banalt. Det ved du udmærket godt. Hvad er du ude på?

  • 5
  • 4

Dit rationale er forkert. Vi observerer svagt lysende objekter ved at bruge længere eksponeringstider. .... Det er helt banalt. Det ved du udmærket godt.

Nej, det er ikke banalt, for uanset eksponeringstiden er der en nedre grænse for, hvad vi kan måle af lysintensitet, og den grænse kunne godt hænge sammen med Plancks konstant. Desuden vil en lang eksponeringstid jo også lukke andet lys igennem, hvilket stiller store krav til detektorens dynamikområde og mængden af lysspredning i spejle og linser. Det er ganske simpelt en grænse for hvor svage objekter, vi kan detektere, når der samtidig kommer lys fra langt kraftigere objekter.

Hvad er du ude på?

Sandheden!!!

  • 3
  • 11

Nej, det er ikke banalt, for uanset eksponeringstiden er der en nedre grænse for, hvad vi kan måle af lysintensitet, og den grænse kunne godt hænge sammen med Plancks konstant.

Du påstår at fjerne objekter kun kan ses fordi de er meget lysstærke fordi de er meget store og derfor meget tunge - og derfor giver stor rødforskydning. At man bruger lange eksponeringstider i deep sky observations for at se svagt lysende objekter - svagt lysende fordi de er langt væk - ignorerer du.

Du ignorerer også at lys ikke behøver at komme fra stærke tyngdefelter for at hele objektet (F.eks en galakse) kan være stærkt lysende. Denne sammenhæng er rent vrøvl. Det handler mere om stjernetæthed og stjernetyper end tyngdefeltet omkring de enkelte stjerner eller feltet omkring hele galaksen. Samt naturligvis afstand.

http://www.nasa.gov/mission_pages/hubble/s...

Hvor Planck komme ind forstår jeg ikke.

  • 5
  • 2

At man bruger lange eksponeringstider i deep sky observations for at se svagt lysende objekter - svagt lysende fordi de er langt væk - ignorerer du.

Du ignorerer også at lys ikke behøver at komme fra stærke tyngdefelter for at hele objektet (F.eks en galakse) kan være stærkt lysende.

Vrøvl - jeg ignorerer ikke noget som helst. De eneste, der ignorerer noget, er dig og fysikerne, der smider den ene af to mulige årsager til rødforskydningen i universet væk og dermed regner mere eller mindre galt og måske drager forkerte konklusioner!

Selvfølgelig bruger man lange eksponeringstider på flere timer og store spejle; men det ændrer da ikke ved det faktum, at hverken detektorer eller film har uendelig følsomhed og ingen lysspredning.

Lys dæmpes med 2. potens af afstanden, og den lysmængde, der modtages, er tilsvarende proportional med spejlets diameter i 2. potens og proportional med eksponeringstiden i 1. potens. Hvis du med Hubble rumteleskop, som har et spejl på 2,4 m i diameter og en eksponeringstid på f.eks. 10 timer skal kunne se et objekt på 13,2 milliarder lysårs afstand = 1,25 x 10^26 m, svarer det nogenlunde til at se et objekt på 1,9 x 10^21 m afstand med et kamera med en optik på 7 mm (svarende til vores pupilstørrelse) og en eksponeringstid på 1 sekund, som i forhold til 10 timer svarer til et afstandsforhold på 190.

Det handler mere om stjernetæthed og stjernetyper end tyngdefeltet omkring de enkelte stjerner eller feltet omkring hele galaksen.

Tror du, at vores egen sol eller galakse kan ses på 1,25 x 10^26 m afstand - selv med et teleskop som Hubble?

Om et objekt, der kan ses på 1,25 x 10^26 m afstand, er en enorm gassky med lav densitet og dermed ringe gravitionel rødforskydning eller om det er en sol med ekstreme dimensioner og dermed en enorm gravitionel rødforskydning kan ingen svare på - heller ikke dig! Jeg påpeger bare, at man regner galt, når man uden at kunne bevise, at lyset ikke kommer fra en enorm sol, tillader sig at ignorere den gravitionelle rødforskydning, der i dette tilfælde måske kunne forklare hele rødforskydningen.

Hvor Planck komme ind forstår jeg ikke.

Lys er kvantiseret ved generering, og jeg tror, at mindste energi er 6,626 x 10^-34 J - altså som Plancks konstant, men bare med enheden J og ikke Js. Lysets dæmpning som følge af afstand, spredning og tab er derimod ikke kvantiseret (følger Maxwells ligninger), hvilket iøvrigt er et problem for fotonmodellen; men det er sandsynligt, at også detekteringen er kvantiseret, således at hvis energien er lavere end denne eller en anden grænse, kan vi ikke registrere det - hverken på film, med en fotomultiplier eller med en halvlederdetektor.

  • 3
  • 8

Kunne det tænkes at den elektromagnetiske stråling bruger energi under dens rejse gennem rummet og for at kunne få den energi bliver strålingen nødsaget til at tage energi fra sig selv og derved rødforskyde sig.

Skulle elektromagnetisk stråling kunne gøre noget sådant, da vil der netop opstå en ekspanderende rødforskydning.

Ikke for at påstå at det jeg her har sagt er rigtigt, men hvis man laver en beregning på hvor meget energi der på den måde bruges, ud fra rødforskydningsaccelerationen, kunne man faktisk få en mulighed for at få en forståelse af, hvad energiforbruget er i elektromagnetisk stråling, når der veksles mellem det elektrisk og det magnetisk felt.i den elektromagnetiske stråling.

Jeg ved godt det vil være en hypotese der går imod den gængse teori om et ekspanderende univers, for er min hypotese rigtig, sker der jo netop ikke nogen ekspansion af universet.

Min hypotese vil endvidere heller ikke have behov for en endnu ukendt energiform - som den mørke energi eksempelvis er.

Min hypotese vil heller ikke have et problem i forholdet til det fjerne univers, da vi kender meget lidt til, hvad det fjerne univers består af, da eksempelvis vor egen galakse Mælkevejen vil se meget lille ud i forhold til antal objekter, da de fleste stjerner i Mælkevejen og deres lys slet ikke kan observeres i eksempelvis10 milliarder lysårs afstand.

Det fjerne univers kan faktisk have langt større mængde af svagtlysende stofobjekter end vi ellers kender til, fra vor egen galakses omgivelser, men det ved vi intet om på nuværende tidspunkt.

Vi skal også huske på, hvad der ikke kan observeres i dag, eksisterer ikke, ikke før det bliver observeret, så hvad vi ikke observerer i dag, kan ikke tages med i videnskabelige hypoteser eller teorier, for når det ikke kan dokumenteres som værende eksisterende gennem observationer, så er det jo netop ikke eksisterende.

Man mener dog, at den mørke energi er eksisterende, fordi man observerer en ekspansion af universet, fordi lyser rødforskydes, men er der andre årsager til rødforskydningen end ekspansionen, så er den mørke energi ikke eksisterende og vil være en forfejlet opfattelse af universets fysiske måde at fungere på.

Det er selvfølgelig ikke en videnskabelig fremlæggelse af min påstand, men derimod et håb om, at andre der har mulighed for at lave beregninger på den, kan give mig dokumentation for, at den ikke fungerer.

  • 1
  • 8

Kunne det tænkes at den elektromagnetiske stråling bruger energi under dens rejse gennem rummet og for at kunne få den energi bliver strålingen nødsaget til at tage energi fra sig selv og derved rødforskyde sig.

Jeg kan ikke se, hvordan at et "forbrug" af energi, skulle kunne ændre antal svingninger per sekund. Farven vil være den samme, men det vil reducere sandsynligheden for at detektere en foton, så intensiteten bliver lavere.

Derimod vil en bevægelse bort fra os medføre ændring i bølgelængden. Einsteins relativitetsteori medfører desuden ændring i tiden, hvilket også får betydning for bølgelængden. Ændring i afstand - altså "større atomer" vil også kunne medføre en anden bølgelængde. Så måske er det størrelse og tid, der er galt med.

Som "eksempel" på en teori, kunne vi forestille os, at atomerne der er langt ude i rummet, og hvor lyset har taget lang tid om at komme hertil, er fra en tid, hvor atomernes størrelse og tiden ikke var som i dag. Det interessante er, at hvis det skal gå op, når relativitetsteorien tages med i betragtningen, så vil det medføre en kraft. Med relativitetsteorien kan man ganske enkelt regne på, hvordan de fysiske love er for et system der overgår fra en størrelse/tid til en anden størrelse tid. Dette kan ikke ske, uden der er en kraft. Hvis vi har to systemer, med hver deres størrelse/tid, så kan de ikke berøre hinanden, uden man skal "rejse" over en lovbarriere. Denne fysiske ændring i lovene, kan man regne ud, hvad medfører i normale love, ved hjælp af relativitetsteorien. Og man kommer til, at masserne påvirkes af en kraft. Det er aldrig muligt at skifte lovsystem uden kraftpåvirkning. Og sker den gradvis, er der også kraftpåvirkning.

Kan vi vise en sådan kraft, så kunne det tyde på, at atomerne er, hvor de altid har været.

  • 0
  • 5

Normalt, får vi at vide, at planeterne i stor afstand, bevæger sig bort fra os. Hvis vi forestiller os, at vi lægger en lineal med et givet antal atomer - vil den så blive længere? Eller, vil den indeholde samme antal atomer?

Umiddelbart vil jeg tro, at linealen forbliver at bestå af samme antal atomer, og dermed er afstanden ens. Universet udvider sig ikke.

Det som fejler, er vores evne til at vurdere tid.

  • 0
  • 9

Er der nogen, der kan relativitetsteori, som har regnet på, hvilken betydning en gradvis ændring af lysets hastighed vil få for de fysiske love, og om der derved skulle opstå en "Hubble konstant". Hvad er en evt. Hubble konstant, med en given procentvis ændring per tid, eksponentiel ændring, eller anden ændring? Med de givne ændringsprocesser - beregn Hubble konstanten, Hubble konstant som funktion af afstanden, og tidspunkt for big-bang (evt).

  • 0
  • 6

Vrøvl - jeg ignorerer ikke noget som helst. De eneste, der ignorerer noget, er dig og fysikerne, der smider den ene af to mulige årsager til rødforskydningen i universet væk og dermed regner mere eller mindre galt og måske drager forkerte konklusioner!

Du anerkender altså ekspansion som en forklaring på rødforskydningen. Sådan forstod jeg dig ikke - men så lad os sige vi er enige og slutte med det.

PS - At der sker rødforskydning i et tyngdefelt er vi da heller ikke uenige om. Men den burde jo være lige så relevant for objekter tæt på som langt væk og kan ikke erstatte ekspansion som forklaring på rødforskydning.

Men det er vi jo også enige om ...

  • 5
  • 3

Det behøver ikke at være fordi, verdensrummet udvider sig!

Hvem siger, at verdensrummet udvider sig? Relativitetsteorien har helt styr på disse forhold, og tager du hensyn til den, så forklarer den hvad det sker. Der sker ingen udvidelse. Der sker en gradvis ændring, af de fysiske konstante. Men de love, som eksisterer i ethvert punkt ,og til enhver tid, "føles" konstante, fordi at måleudstyret befinder sig på stedet/tidspunktet. Vi kan regne ud, hvilken betydning en gradvis ændring af de fysiske konstante får, og regne ud, hvordan det påvirker vores love. Vores love behøver ikke at ændre sig med tiden - de kan godt være konstante. Men - i så fald - er der ingen big bang. Hvis der er en big-bang, så vil vi også "lokalt" kunne opleve en forskel i lovene, som funktion af hvor lang tid big-bang er tilbage. Og det vil også betyde, at stjerner der er langt væk, vil måle andre fysiske love. Men, det er også muligt, at der måles de samme fysiske love, og så er der reelt ingen big-bang. Antager vi f.eks. at lysets hastighed falder procentvis som funktion af tiden, på en måde så det ikke kan måles en forskel i de fysiske love, uanset hvilket tidspunkt vi taler om - så medfører det rødforskydning, og at lysets hastighed, når vi kigger langt ud i rummet, vil være større. Men, det medfører ingen big-bang. Universet vil udvide sig, men der har aldrig været en big-bang.

Desværre, er fysikerne ikke gået systematisk til værks. De forklarer tingene, og regner på det, som om det er en grød der udvides. Det er en helt forkert anskuelse. De skal tage udgangspunkt i, at de fysiske konstante over tid ikke er konstante, men at det ikke betyder noget for de fysiske love. Vi vil - til enhver tid - måle de samme love. Herefter regnes på, hvad det medfører for universets udvikling, og om det medfører big bang.

Fysikernes "bolleteorier" er ren religion, der ikke tager udgangspunkt i hverken fysik eller matematik. De er ganske enkelt ikke mulige, uden de fysiske love ændrer sig. Vi kunne så spørge ad, om rosinbolleteorien ikke er præcist det samme, som at f.eks. lysets hastighed bliver mindre. Der er ikke forskel, bortset fra, at hvis du bruger intuitive teorier som rosinbolleteorier, så regner du forkert.

  • 0
  • 10

Du anerkender altså ekspansion som en forklaring på rødforskydningen.

Nej, som en MULIG forklaring på rødforskydningen.

Der er to mulige årsager til rødforskydningen i universet:

  • Dopplerskift, hvilket forekommer ved objekter, der fjerner sig fra os.

  • Gravitionel rødforskydning.

Problemet er, at indtil vi ved hvor stort et bidrag, der kommer fra den gravitionelle rødforskydning, har vi intet belæg for et sige, at den del er så lille, at den kan ignoreres. Vi kan derfor ikke drage nogen konklusioner om verdensrummets udvidelse eller fjerne himmellegemers hastighed, og det er dybt useriøst og uvidenskabeligt at gøre det! Indtil man kan bevise, at bidraget fra den gravitionelle rødforskydning er negligibelt, har man heller intet belæg for at sige, at Big Bang har fundet sted, og man har slet intet belæg for at opgive tidspunktet med 3 decimalers nøgagtighed.

PS - At der sker rødforskydning i et tyngdefelt er vi da heller ikke uenige om. Men den burde jo være lige så relevant for objekter tæt på som langt væk...

Netop, så ud fra fysikernes ræsonnement kan man altså konkludere, at da lyset fra vores egen sol er en smule rødforskudt i forhold til os, betyder det, at solen fjerner sig fra os. Den konklusion kan enhver vist se er gal, så hvordan kan man være sikker på, at den er rigtig for objekter, som vi har langt mindre viden om?

  • 1
  • 8

Ja ja Carsten. Det synes mig lidt søgt. Der skal hele enorme og homogene tyngdefelter til at levere de rødforskydninger der observeres. Hvis de og ikke ekspansionen er ansvarlige taler vi om det fjerne univers der ser markant anerledes ud end det vi observerer tæt på os. Massive og ensartede tyngdefelter - men unikke for hver galakse (hver galakse sin rødforskydning. Meget mærkeligt. Alice i Eventyrland?) Alt er selvfølgeligt muligt jf Jens Madsen og Lars Andersens frie fabuleringer andet steds men det forekommer mig at du konstruerer noget alene fordi ekspansionen passer skidt ind i dit verdensbillede.

Lidet overbevisende.

  • 5
  • 2

Fysikernes "bolleteorier" er ren religion, der ikke tager udgangspunkt i hverken fysik eller matematik.

Problemet med rosinbollemodellen er, at den ikke passer med virkeligheden og desuden vil kræve mange gange overlyshastighed i ekspansionen.

Når bollen hæver, bliver afstanden mellem rosinerne større. Hvis man overfører den analogi til verdensrummet, vil ingen galakser nogensinde støde sammen; men det sker jo. Desuden har NASA's COBE satellit bevist, at vi bevæger os mod stjernebilledet Løven med en fart af 365 +/-18 km/s; men vi er så langt fra, at tyngdekraften umuligt har kunnet accelerere vores galakse op til den hastighed på 13,7 milliarder år - specielt hvis udgangspunktet er en ekspansion dvs. en bevægelse væk fra hinanden, så hvordan kan vi bevæge os på den måde, hvis verdensrummet udvidder sig og måske oven i købet ekspanderer efter et Big Bang?

  • 1
  • 8

Der skal hele enorme og homogene tyngdefelter til at levere de rødforskydninger der observeres.

Ja, og der skal tilsvarende helt enorme lysstyrker til, for at et objekt kan ses på 1,25 x 10^26 m afstand. Faktisk skal lysstyrken være så astronomisk, at man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget er muligt, eller objektet reelt set er meget tættere på.

Ingen aner, hvordan det fjerne verdensrum ser ud; men alligevel tillader man sig at drage konklusioner på baggrund af rene gætterier, ligesom hypotesen om sorte huller, som ikke passer med galaksearmenes bevægelser, men alligevel anses for at være sandheden.

men det forekommer mig at du konstruerer noget alene fordi ekspansionen passer skidt ind i dit verdensbillede.

Vel gør jeg ej, og vel gør den ej. Jeg sætter jo netop lighedstegn mellem min æter og fysikernes (manglende) mørke masse, og jeg afviser heller ikke, at mørk energi, som kan forårsage en ekspansion eksisterer. Hvis energibevarelsessætningen skal gælde til alle tider, må verdensrummets samlede energi være 0; men da der beviseligt er positiv energi - såvel potentiel, der forårsager tiltrækning, som kinetisk, må der nødvendigvis også eksistere negativ energi, som må formodes at forårsage en frastødning eller en form for energiabsorption.

Jeg søger bare sandheden; men den finder man ikke ved at ignorere mulige kilder uden at have noget belæg for at gøre det! Det er det, jeg påpeger.

  • 1
  • 9

Problemet med rosinbollemodellen er, at den ikke passer med virkeligheden og desuden vil kræve mange gange overlyshastighed i ekspansionen.

Med mindre, at lyshastigheden netop ikke har været konstant - i så fald, er stor hastighed langt fra os intet problem, da lysets hastighed dengang var større.

Hvis rosinbollemodellen skal være i overensstemmelse med relativitetsteorien, så kræves enten en revidering af relativitetsteorien, eller der kræves at lysets hastighed ikke har været konstant gennem tiden.

At lysets hastighed har ændret sig, betyder ikke, at vi på noget tidspunkt har kunnet måle en anden hastighed, da vores fysiske love er konsistente. De tilpasser sig således.

Hvis vi antager en gradvis ændring af de fysiske konstante, f.eks. lysets hastighed, har det ikke nødvendigvis betydning for de fysiske loves konsistens. Selvom de fysiske konstante ændrer sig, kan de godt lokalt set (altså, målt med måleudstyr på ethvert tidspunkt), være konsistente og ens. Måleudstyret vil således til enhver tid, vise samme lyshastighed, og fysiske konstante. Er det tilfældet, kan imidlertid sås tvivl om der har været big-bang.

  • 0
  • 8

Med mindre, at lyshastigheden netop ikke har været konstant - i så fald, er stor hastighed langt fra os intet problem, da lysets hastighed dengang var større.

Lysets hastighed er - og har altid været givet præcist ved c = 1/sqrt(e x u), hvor e (dielektricitetskonstanten) er et udtryk for det reciprokke af det lystransmitterende medies elasticitetsmodul, og u (permeabiliteten) er et udtryk for densiteten (af magnetiserbart materiale), som - ligesom densiteten af mørk masse - absolut ikke er konstant i universet og sagtens kan variere over tid. Derfor er det i mine øjne vrøvl at påstå, at lysets hastighed er konstant, når man ikke kan bevise, at de to parametre e og u også er det. Lysets hastighed mellem galakser og i midten af en galakse er formodentlig langt højere, end vi oplever på jorden.

  • 2
  • 8

Lysets hastighed er - og har altid været givet præcist ved c = 1/sqrt(e x u), hvor e (dielektricitetskonstanten) er et udtryk for det reciprokke af det lystransmitterende medies elasticitetsmodul, og u (permeabiliteten) er et udtryk for densiteten (af magnetiserbart materiale), som - ligesom densiteten af mørk masse - absolut ikke er konstant i universet og sagtens kan variere over tid. Derfor er det i mine øjne vrøvl at påstå, at lysets hastighed er konstant, når man ikke kan bevise, at de to parametre e og u også er det. Lysets hastighed mellem galakser og i midten af en galakse er formodentlig langt højere, end vi oplever på jorden.

Jeg er enig i, at lysets hastighed umuligt kan være konstant gennem tiden, og at den heller ikke er konstant i rummet. Den afhænger jo blandt andet af gravitation. Men det med "langt højere" end vi oplever på jorden, tror jeg lige vi skal måle først. Dels, så vil det give anledning til en brydning. Og vi kan få problemer med evighedsmaskiner og tidsrejser der skal overvejes først.

Det er dog intet problem med at lysets hastighed bliver langsomt mindre hele tiden - med mindre, vi altså laver en tidsrejse til da at hastigheden var hurtigere. Mindskelsen af lysets hastighed, gør at tiden har en retning, og er med til at forbyde tidsrejser.

  • 0
  • 7

Hvorfor dog det?

Her lod jeg mig nok styre lidt af Einstein, der mente at rejser med over lysets hastighed vil medføre rejse i tiden. Dette er også korrekt - men, hvis lysets hastighed netop er større mellem Galakserne, så rejser man ikke med over lysets hastighed. Og der er faktisk intet problem med relativitetsteorien. Vi ved alle, at vi her på jorden har lavere lyshastighed end i rummet, fordi vi er i et tyngdefelt. Men, selvom vi ikke var i et tyngdefelt, havde der ikke været problem i at have en lavere lyshastighed. Tyngdeaccelerationen er et udtryk for ændring i lysets hastighed - jordens tyngdefelt gør at lysets hastighed ændrer sig. Er der ingen tyngdeacceleration, så vil lysets hastighed være konstant - men vi kan ikke sige noget om absolut værdi heraf, andet end den vi måler, som jo altid er defineret til at være c.

At komme fra en lyshastighed til en anden, vil dog give et "tyngdefelt" under turen og vi vil opleve en acceleration nogle steder i rummet, hvilket sandsynligvis vil medføre, at der i dette område enten samles partikler, eller ikke forekommer nogen partikler. Er lysets hastighed lavere, vil det medføre en acceleration mod området, og der vil samle sig partikler der - på samme måde, som partikler samler sig omkring masse, der har lavere lyshastighed. Er lysets hastighed derimod større, vil rummet sandsynligvis være tomt.

Så trods, at vi ikke kan rejse med større hastighed end lysets, så forhindrer det ikke lysets hastighed i at være større. Dog, så vil det medføre nogle brydninger, når lysets hastighed ændres. Og det vil medføre acceleration. Og derved, får det betydning for, om der er partikler, og planeter i rummet.

Netop mellem galakser, ser jeg intet problem i, at lysets hastighed kan være større. Så måske, så får vi besøg af aliens, langt før vi tror.

Er lysets hastighed større, så vil det kunne være et problem at rejse igennem området. Forsøger man, udsættes man for en acceleration, og området vil yde "modstand". Det vil virke lidt som om, at der ligger en planet med negativ tyngde og venter på os.

  • 0
  • 9

Jeg kan ikke se, hvordan at et "forbrug" af energi, skulle kunne ændre antal svingninger per sekund. Farven vil være den samme, men det vil reducere sandsynligheden for at detektere en foton, så intensiteten bliver lavere.

Derimod vil en bevægelse bort fra os medføre ændring i bølgelængden. Einsteins relativitetsteori medfører desuden ændring i tiden, hvilket også får betydning for bølgelængden. Ændring i afstand - altså "større atomer" vil også kunne medføre en anden bølgelængde. Så måske er det størrelse og tid, der er galt med.

Skulle det være muligt, at den elektromagnetiske stråling bruger energi til vekslingen mellem den elektriske og den magnetisk kraft i strålingen, så er det bølgelængden af svingningerne der strækkes og der vil opstå en ændring af frekvensen. Farven på strålingen ved derved blive ændres over tid.

At en bevægelse væk fra os skaber rødforskydning har været kendt lige siden Doopler forklarede fænomenet.

Einsteins relativitetsteori tager fejl af tiden, for der er kun en måde at tiden ændres på og det er når vi observerer et lysobjekt bevæger sig i forholdet til os og så er det tiden i det billede vi ser af objekter der ændres og ikke objektets egen tid. Så tvillingeparadokset er ikke muligt, da både rumtvillingen og jordtvillingen vil have observeret lige mange jordomdrejning om solen, når rumtvillingen kommer tilbage til jorden. Har rumtvillingens ur ændres tiden og kommet til at gå langsommere end jordtvillingens ur, så er det ikke tiden der er påvirket, men derimod rumtvillingens ur der er blevet påvirket af en kraftpåvirkning der er større end jordtvillingens ur er blevet påvirket af.

Et ur på en bjergtop 7.000 meter oppe, vil komme til at gå hurtigere end et ur der står ved havoverfladen, fordi uren ved havoverfladen bliver kraftigere påvirket af tyngdekraften og derved vil komme til at gå langsommere end uret på bjergtoppen. Her vil uret ved havoverfladen være rumtvillingens, mens at uret på bjergtoppen vil være jordtvillingens. Tiden for de to tvillinger der står ved urene vil have samme tid og observere samme antal solopgange og solnedgange, selv om urene med tiden vil komme til at gå så meget forskelligt, så at uret ved havoverfladen, dersom urene også viste datoerne, så ville uret ved havoverfladen faktisk ville komme til at vise datoer der ligger før de datoer uret på bjerget viser og dog er begge tvillinger ikke blevet en dag ændre eller yngre end den anden.

Derfor er Einsteins relativitetsteoris opfattelse af tiden den tid der observeres og ikke tiden der måles, for skal tiden måles skal de ure der måler tiden have samme kraftpåvirkning og det vil et rumur og et jordur aldrig have, hvorfor tiden på uret en rumtvilling ser på, vil gå langsommere end det ur jordtvillingen ser på, netop fordi rumuret er blevet udsat for større kraftpåvirkninger end jorduret.

Når et rumfartøj bevæger sig væk fra os med jævn hastighed, vil et ur set her fra Jorden se ud til at gå langsommere, men det gør det ikke, kun i det billede vi ser her på Jorden, vil uret gå langsommere i.

I rumfartøjet vil tiden fortsat have samme tidsinterval som her på Jorden og radioaktive stoffer vil fortsat henfalde med samme halveringstid som her på jorden, hvorfor tiden på intet tidspunkt ændres i rumfartøjet. Kun tiden i vores observationsbillede vil ændres og det har ingen indvirkning på noget som helst i rumfartøjet.

Endnu er der heller ingen reel forklaring på den mørke energi, men sker der et energiforbrug i stråling som jeg omtalte, så er der ikke brug for en eksotisk ikke kendt og svært forklarende energi.

Men jeg ved så også, at min hypotese trækker tæppet væk under fødderne på mangt og meget og så længe tingene matematisk fungerer ud fra den gængse "Big Bang" teori og Einsteins relativitetsteori, hvorfor så ændre på tingene. Så vil det være bedre at lade hypotesen om strålingens forbrug af sin egen energi forstumme også selv om den muligvis skulle kunne være rigtig. For hvad videnskaben ikke kender - eksisterer ikke. Kun det der kan observeres eksisterer og holder man min teori væk fra alt og alle, så eksisterer dette fænomen ikke og så er det ikke videnskabeligt interessant.

For 100 år siden eksisterede Pluto ikke og dog har der været et rumfartøj forbi Pluto og taget billeder af Pluto. Hvad mon der ikke eksisterer i dag, men som ren faktisk alligevel eksisterer, men som først vil blive opdaget om 100 år også selv om der muligvis har været en eller flere der synes, at det ville være mærkeligt, dersom det ikke eksisterende ikke eksisterede, men så længe det ikke er observeret eller erkendt eksisterende, så eksisterer det ikke videnskabeligt.

Det er faktisk denne modstand mod andre måder at se tingene på, inden for videnskaben, der er videnskabens akilleshæl og som kan sætte videnskaben i stå på områder, hvor videnskaben ville kunne få en opblomstring.

  • 2
  • 4

Skulle det være muligt, at den elektromagnetiske stråling bruger energi til vekslingen mellem den elektriske og den magnetisk kraft i strålingen, så er det bølgelængden af svingningerne der strækkes og der vil opstå en ændring af frekvensen. Farven på strålingen ved derved blive ændres over tid.

Nej! Frekvens er defineret som svingninger per sekund. Hvis et emne ligger stille i forhold til os, så detekterer vi præcist det samme antal svingninger per sekund, som blev udsendt fra emnet. Du kan ikke "nuppe" en svingning i ny og næ, og på ingen måder trække den ud - da antallet af svingninger så ikke svarer over tiden. Så nej - det kan ikke tænkes.

Einsteins relativitetsteori tager fejl af tiden, for der er kun en måde at tiden ændres på og det er når vi observerer et lysobjekt bevæger sig i forholdet til os og så er det tiden i det billede vi ser af objekter der ændres og ikke objektets egen tid. Så tvillingeparadokset er ikke muligt, da både rumtvillingen og jordtvillingen vil have observeret lige mange jordomdrejning om solen, når rumtvillingen kommer tilbage til jorden.

Nej, vi måler tiden ved at bruge et ur - f.eks. et atomur. Vi kan også gøre det, ved at måle den tid som det tager lyset, at bevæge sig en bestemt strækning. Så Einstein tager ikke fejl: Hvis du kører hurtigt i bil, eller på motorcykel, lever du længere.

  • 1
  • 4

Nej! Frekvens er defineret som svingninger per sekund. Hvis et emne ligger stille i forhold til os, så detekterer vi præcist det samme antal svingninger per sekund, som blev udsendt fra emnet. Du kan ikke "nuppe" en svingning i ny og næ, og på ingen måder trække den ud - da antallet af svingninger så ikke svarer over tiden. Så nej - det kan ikke tænkes.

Det er fuldstændig rigtigt hvad du skriver, Jens, men jeg skriver om bølgelængder og det er dem der ændres og når en bølgelængde i stråling ændres, da ændres også strålingens frekvens.

Nej, vi måler tiden ved at bruge et ur - f.eks. et atomur. Vi kan også gøre det, ved at måle den tid som det tager lyset, at bevæge sig en bestemt strækning. Så Einstein tager ikke fejl: Hvis du kører hurtigt i bil, eller på motorcykel, lever du længere.

Igen er det fuldstændig rigtigt det du skriver, men igen må jeg bede dig om at forholde dig til virkeligheden.

Vi måler tid ved hjælp af et ur, men da alle former for måleapparatur vi bruger kan påvirkes, selv et atomur, så er det vi observerer det vores måler observerer og ikke selve tiden.

Det er ligesom en tommestok, den kan måle en meter, men bliver tommestokken påvirket af eksempelvis temperatur, så vil den meter tommestokken måler være forkert, fordi tommestokken bliver kortere eller længere, alt efter hvilken temperatur den udsættes for. Det er tommestokken der ændre sig - ikke meteren, for hvad du end bruger af metermåler, så vil den virkelige meter altid være en meter, mens din metermåler kan ændre sig.

Det er urene der ændre sig og ikke tiden og igen vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at tvillingeparadokset ikke virker, fordi begge tvillinger vil have observeret samme antal jordomkredsninger om Solen, når rumtvillingen kommer tilbage. Rumtvillingen kan jo ikke være 5 år yngre end jordtvillingen, når de faktisk har observeret samme antal jordomkredsninger om Solen og som er definitionen for tidsangivelsen "år". Derfor er det urene der er blevet påvirket og ændre vores opfattelse af tiden, mens at selve tiden ikke har ændret sig et millisekund.

  • 1
  • 5

Rumtvillingen kan jo ikke være 5 år yngre end jordtvillingen, når de faktisk har observeret samme antal jordomkredsninger om Solen og som er definitionen for tidsangivelsen "år".

Det er en gammel definition der ikke anvendes mere... I henhold til SI-enhederne er et sekund defineret: https://da.wikipedia.org/wiki/Sekund

Og al anden tidsregistrering defineres ud fra sekundet...

Problemet er så at antallet af svingninger afhænger af hastigheden hvorved cæsium-133-atomerne bevæger sig og derved vil der være en forskel på hvor mange sekunder de to tvillinger oplever i tvillingparadokset og derfor går urene forskelligt. Det sjove er så at henfald fra radioaktive kilder ændre sig tilsvarende med hastigheden.

  • 0
  • 0

Det er en gammel definition der ikke anvendes mere... I henhold til SI-enhederne er et sekund defineret: https://da.wikipedia.org/wiki/Sekund

Og al anden tidsregistrering defineres ud fra sekundet...

Problemet er så at antallet af svingninger afhænger af hastigheden hvorved cæsium-133-atomerne bevæger sig og derved vil der være en forskel på hvor mange sekunder de to tvillinger oplever i tvillingparadokset og derfor går urene forskelligt. Det sjove er så at henfald fra radioaktive kilder ændre sig tilsvarende med hastigheden.

Definitionen for et år har da ikke ændret sig og derfor ikke blot en gammel definition. En jordomdrejning om Solen vil altid være en jordomdrejning om Solen, ligegyldig hvordan du definerer tiden i sekunder.

Man har aldrig brugt året som fundament for tidsangivelse, end ikke i gammel tid. Dengang brugte man et døgn som fundament for tidsangivelse og derudfra opdelte tiden i opadgående størrelse i uger, måneder og år og i nedadgående størrelse med timer, minutter og sekunder.

Da videnskaben fandt ud af, at Jordens omdrejning om sig selv ikke er stationær, men ændres over tid, blev man nødsaget til at finde på noget mere nøjagtigt og her kom så svingninger hos atomer ind som mål for tid. Har man et stationært atomur, vil atomuret måle definitionen af et sekund med et nøjagtigt interval over umådelig lang tid, hvorfor dets tidsmåling er bedst egnet til at måle tiden.

Desværre er svingninger i atomer påvirkelige af udefrakommende kræfter, så som en accelererende kraft, det være sig tyngdekraft eller bevægelsesacceleration og derfor vil to ens atomure komme i problemer med at måle tiden ens, når de befinder sig i forskellige positioner med forskellige kraftpåvirkninger.

Derfor kan to atomures tidsmålinger aldrig være ens, hvad også gør at de netop ikke måler selve tiden, men derimod deres egen observation (måling) af tiden.

Tiden er en underlig ting. Griber vi tiden og holder den i hånden, så bevæger den sig ikke og så eksisterer den ikke og så kan vi ikke måle den, for vi kan ikke måle noget der ikke eksisterer. Giver vi tiden fri, så bevæger den sig og så kan vi observere den, men aldrig måle den nøjagtig, for skal vi måle tiden nøjagtig skal vi stå med den i hånden, men så eksisterer den ikke, for tiden eksisterer kun når den er fri og i bevægelse. Derfor vil vi aldrig komme til at måle den virkelige tid, kun tidens spejlbillede som er det billede af tiden vi i vores observation og måling ser som tiden. Derfor kan den faktiske og virkelige tid ikke ændres, kun det spejlbillede af tiden vi ser af tiden i vores observationer og målinger af tiden.

Tænk blot på, at alt hvad vi observerer af universet faktisk er spejlbilleder af universet. Vi bruger kikkerter hvori vi spejler universet og derigennem observerer og måler universet. Sådan gør vi det også med tiden. Derfor er det ikke tidens faktiske tid vi ser - det er tidens spejlbillede vi ser og måler og det er det der ændres..

  • 1
  • 8

Tænk blot på, at alt hvad vi observerer af universet faktisk er spejlbilleder af universet.

Det er ikke et spejlbillede, vi reflekterer ikke det vi ser videre, ikke sådan direkte i hvert fald. Det vi ser er et resultat af processer som har udsendt fotoner, som vi registrerer med øjnene, og lagrer som 'aftryk' i hjernens synapser. Kigger man ind i en hjerne vil man ikke se det hjernen ser, men den maskine der ser.

  • 3
  • 0

Da videnskaben fandt ud af, at Jordens omdrejning om sig selv ikke er stationær, men ændres over tid, blev man nødsaget til at finde på noget mere nøjagtigt og her kom så svingninger hos atomer ind som mål for tid. Har man et stationært atomur, vil atomuret måle definitionen af et sekund med et nøjagtigt interval over umådelig lang tid, hvorfor dets tidsmåling er bedst egnet til at måle tiden.

Desværre er svingninger i atomer påvirkelige af udefrakommende kræfter, så som en accelererende kraft, det være sig tyngdekraft eller bevægelsesacceleration og derfor vil to ens atomure komme i problemer med at måle tiden ens, når de befinder sig i forskellige positioner med forskellige kraftpåvirkninger.

Derfor kan to atomures tidsmålinger aldrig være ens, hvad også gør at de netop ikke måler selve tiden, men derimod deres egen observation (måling) af tiden.

Netop!

Det er fuldstændig rigtigt hvad du skriver, Jens, men jeg skriver om bølgelængder og det er dem der ændres og når en bølgelængde i stråling ændres, da ændres også strålingens frekvens.

Ikke, hvis det er lysets hastighed, der ændres. Så kan frekvensen godt være konstant; men bølgelængden ændres, hvilket er præcis det, der sker, når lysets hastighed nedsættes i et gravitationsfelt.

Man kan ganske rigtigt definere tiden ud fra ét døgn, så hvis vi fra en geostationær satellit udsender et signal med en konstant frekvens med en døgnmarkør baseret på en sigtelinje mod solen, vil vi modtage nøjagtig det samme signal på jorden. Hvis der skete en blåforskydning, som det prædikes på Aarhus Universitet, skulle vi modtage døgnmarkøren tidligere og tidligere, indtil den til sidst skulle modtages, før den er udsendt, for vi kan naturligvis ikke klippe i signalet og indsætte ekstra svingninger eller ændre på modulationen og flytte døgnmarkøren.

I Pound-Rebka eksperimentet sker der således ikke nogen blåforskydning, som er en udbredt mistolkning. Selv ifølge den generelle relativitetsteori, sker der ingen blåforskydning - se http://arxiv.org/pdf/physics/9907017v2.pdf .

Eksperimentet beviser derimod, at resonansfrekvensen i atomkerner (Fe57) nedsættes i et gravitationsfelt, så der sker præcis det, du nævner - et atomur går for langsomt, fordi det er udsat for et gravitationsfelt - det du betegner som kræfter.

Det betyder også, at hvis et atomur bevæger sig hurtigt, vil det blive udsat for en relativistisk masseforøgelse, som får det til at gå for langsomt. Relativitetsteorien påstår så, at tiden også ændres som følge af hastigheden; men i så fald er det to bidrag - ét fra den relativistiske masseforøgelse og ét fra hastigheden, og i praksis ser vi kun ét! Da vi samtidig har bevis for den relativistiske masseforøgelse ud fra bl.a. partikelacceleratorer, kan man konkludere, at der ikke sker noget med tiden, som Einstein og alle hans desciple ellers prøver at bilde os ind.

  • 1
  • 7

Re: Kanderværefejl i forståelsen af universets fysiske funktion?

Da videnskaben fandt ud af, at Jordens omdrejning om sig selv ikke er stationær, men ændres over tid, blev man nødsaget til at finde på noget mere nøjagtigt og her kom så svingninger hos atomer ind som mål for tid. Har man et stationært atomur, vil atomuret måle definitionen af et sekund med et nøjagtigt interval over umådelig lang tid, hvorfor dets tidsmåling er bedst egnet til at måle tiden.

Desværre er svingninger i atomer påvirkelige af udefrakommende kræfter, så som en accelererende kraft, det være sig tyngdekraft eller bevægelsesacceleration og derfor vil to ens atomure komme i problemer med at måle tiden ens, når de befinder sig i forskellige positioner med forskellige kraftpåvirkninger.

Derfor kan to atomures tidsmålinger aldrig være ens, hvad også gør at de netop ikke måler selve tiden, men derimod deres egen observation (måling) af tiden.  

Netop!

Det er fuldstændig rigtigt hvad du skriver, Jens, men jeg skriver om bølgelængder og det er dem der ændres og når en bølgelængde i stråling ændres, da ændres også strålingens frekvens.  

Ikke, hvis det er lysets hastighed, der ændres. Så kan frekvensen godt være konstant; men bølgelængden ændres, hvilket er præcis det, der sker, når lysets hastighed nedsættes i et gravitationsfelt.

Man kan ganske rigtigt definere tiden ud fra ét døgn, så hvis vi fra en geostationær satellit udsender et signal med en konstant frekvens med en døgnmarkør baseret på en sigtelinje mod solen, vil vi modtage nøjagtig det samme signal på jorden. Hvis der skete en blåforskydning, som det prædikes på Aarhus Universitet, skulle vi modtage døgnmarkøren tidligere og tidligere, indtil den til sidst skulle modtages, før den er udsendt, for vi kan naturligvis ikke klippe i signalet og indsætte ekstra svingninger eller ændre på modulationen og flytte døgnmarkøren.

I Pound-Rebka eksperimentet sker der således ikke nogen blåforskydning, som er en udbredt mistolkning. Selv ifølge den generelle relativitetsteori, sker der ingen blåforskydning - se http://arxiv.org/pdf/physics/9907017v2.pdf .

Eksperimentet beviser derimod, at resonansfrekvensen i atomkerner (Fe57) nedsættes i et gravitationsfelt, så der sker præcis det, du nævner - et atomur går for langsomt, fordi det er udsat for et gravitationsfelt - det du betegner som kræfter.

Det betyder også, at hvis et atomur bevæger sig hurtigt, vil det blive udsat for en relativistisk masseforøgelse, som får det til at gå for langsomt. Relativitetsteorien påstår så, at tiden også ændres som følge af hastigheden; men i så fald er det to bidrag - ét fra den relativistiske masseforøgelse og ét fra hastigheden, og i praksis ser vi kun ét! Da vi samtidig har bevis for den relativistiske masseforøgelse ud fra bl.a. partikelacceleratorer, kan man konkludere, at der ikke sker noget med tiden, som Einstein og alle hans desciple ellers prøver at bilde os ind.

Jeg er delvis enig med jer - men jeg vil gerne pointere, at hvis et atomur får en anden hastighed, så har naturlovene ændret sig. Hvis vores verden skal hænge sammen, så går det ikke, at naturlovene ændres. Vores verden bryder sammen. Det er så heldigt, at ved at ændre lidt på begreberne tid og længde, at så er muligt at beholde naturlovene. Det eneste vi skal, er at trække maven lidt ind, og bruge hovedet længere. Og så er spørgsmålet, om vi ikke foretrækker det. Skal vi vælge at tro på, at naturlovene ændres - eller skal vi vælge at tro på, at lysets hastighed, og naturlovene er præcist de samme, og så ignorere totalt, at vi trækker maven ind, og tænker længere?

  • 0
  • 5

Vrøvl. Atomuret får netop en variabel hastighed som følge af naturlovene, idet hastigheden afhænger af gravitationen.

Nej - dens hastighed er altid den samme hvor du er. Hvis du er i samme system som atomuret, så er dens hastighed altid ens. Så det med at hastigheden påvirkes af gravitationen er noget vås - her begynder du at skele til, hvordan de fysiske love er i et andet system, og måler i forhold til et andet system.

Det svarer lidt til, at vi her på jorden, mener at de fysiske love er totalt ens - men, ja nogle Aliens på en fjern planet, kan altså se, vi er på vej ind i et sort hul. Det vi gør, at er søge at kompensere herfor, så vi holder på, at de fysiske love opretholdes, så godt som er mulig.

  • 2
  • 3

Nu er det som om vi er ved at bevæge os væk fra mit forslag, hvor at det universelle lys bliver rødforskudt, på grund af, at den elektromagnetiske stråling skal bruge energi for at kunne veksle mellem de to kraftfelter.

Vi kender fint fænomenter her på Jorden i storskalaform, nemlig omformning af et magnetisk kraftfelt til et elektrisk kraftfelt og omvendt, som sker gennem elkraftværker og vores mekaniske apparaturer i vores hjem.

Der går selvfølgelig noget energi til spilde ved denne induktion af kraftfelterne, men spørgsmålet for mig er, hvor stor energiforbruget er til selve induktionen, vekslingen mellem de to kraftfelter og ikke energitabet ved temperaturforøgning m.v.

Det er givet en uhyre lille energimængde der går til denne vekslen mellem kraftfelterne og ekstrem lille i den elektromagnetiske stråling.

Men når det sker i den elektromagnetiske stråling skal stråling ligesom have energi et sted fra til vekslingen og det kan den kun få gennem en forlængelse af kraftfelternes bølgelængde i strålingen selv, hvorved at strålingen bliver rødforskudt.

Dersom der sker dette energiforbrug, vil rødforskydningen få et ekspanderende udseende, dersom man forholder sig til at det er rummet der ekspanderer og ikke at den elektromagnetiske stråling bliver mere og mere rødforskudt på grund af dens forbrug af energi til vekslingen af de to kraftfelter, der nu engang er i den elektromagnetiske stråling.

Det utrolig spændende spørgsmål er:

Kan et sådant energiforbrug afstedkomme i den elektromagnetiske stråling og hvad vil energiforbruget være?

og sker det ved at bølgelængen forlænges, er fænomenets energiberegning så lig med det af astronomerne observerede ekspansion af rødforskydningen?

  • 0
  • 5

Men når det sker i den elektromagnetiske stråling skal stråling ligesom have energi et sted fra til vekslingen og det kan den kun få gennem en forlængelse af kraftfelternes bølgelængde i strålingen selv, hvorved at strålingen bliver rødforskudt.

Nej. Du kan tabe lige så meget energi, du vil - frekvensen forbliver uændret, så der sker ingen rødforskydning af den årsag.

Det er netop ét af problemerne med fotonmodellen. Her tillægger man fotonen egenskaben "frekvens" og får så E = hf. Da h er konstant, vil det betyde, at hvis energien mindskes pga. tab og spredning, vil frekvensen nedsættes; men det ses aldrig i praksis. Derfor hader fysikerne at snakke om tab, og "feberredningen" er så, at fotonen kun kan miste energi ved en total destruktion, hvilket imidlertid betyder, at tab og dæmpning som følge af afstand må være kvantiseret; men sådan er det heller ikke i praksis.

Du skal i stedet opfatte frekvens som antallet af udladninger pr. sekund på sendesiden. Uanset hvor meget signalet nu dæmpes eller spredes, vil du på modtagestedet modtage nøjagtig lige så mange pulser pr. sekund, hvis afstanden mellem sender og modtager ikke ændrer sig (dopplerskift). Den model har i modsætning til fotonmodellen heller intet dilemma mellem tids- og frekvensdomænet, da alt betragtes i tidsdomænet, og frekvensdomænet derfor blot bliver en fourieropløsning af tidsdomænet. Hvis du fyrer én enkelt udladning af, svarer det derved til et næsten uendelig bredt frekvensspekter. I fotonmodellen vil udsendelse af én foton med energien E være tilsvarende bredspektret i tidsdomænet; men da man tillægger fotonen begrebet "frekvens", vil den være uendelig smalspektret i frekvensdomænet (f = E/h), og den kan naturligvis ikke være bredspektret og smalspektret på samme tid.

  • 1
  • 5

Halton Arp argumenterer for, at galaksers rødforskydning siger mere om deres alder end deres hastighed: Halton Arp intrinsic red shift - YouTube. Teori fra ca 47:00.

Til information: Electric Universe er en anden teori end Big Bang Universet. Her er ingen BB, ingen dark matter, ingen dark energy, ingen pulsarer, ingen sorte huller, ingen spacetime og ingen general relativitet. Til gengæld er der masser af elektrisk ladning i bevægelse (strøm), elektromagnetisme og plasma. Der er gjort op med antagelsen om, at det kun er tyngdekræfter mellem himmellegemerne. EU tager Plasma Universe og går skridtet videre og kæder det sammen med gamle myter om guder, der udkæmpede drabelige slag, som menes at kunne forklares med plasmaeffekter mellem planeter i en ikke alt for fjern fortid. Thunderbolt projektet har til formål at udbrede kendskabet: Hjemmeside og YouTube kanal.

  • 2
  • 3

Tillad en lægmand at være imponeret over at resultaterne trods alt kommer så tæt på hinanden, - man kan vel ikke forestille sig at det blot er et eller begge fejlskøn som er lidt forskønnede? Derudover vil jeg gerne sige tak til Hr Kanstrup for at plante sine kætterske tanker :). Jeg tænkte dog, at når man (her menes ikke Kanstrup) nu har konstateret en accelerende udvidelse er det vel på basis af en ændring i rødforskydningen, så hvordan kan den ændring forklares udfra tyngden af de fjerne objekter, - bliver de tungere eller fjerner de sig også?

  • 0
  • 0

Personligt mener jeg at man burde undervise i Kanstrups og Quornings uomgængelige teorier både på undervisningstetet og hensides.

  • 0
  • 6

Personligt mener jeg at man burde undervise i Kanstrups og Quornings uomgængelige teorier både på undervisningstetet og hensides.

Det gør de nu allerede: http://rudar.ruc.dk/handle/1800/1607

Lorenz's æterteori har stor videnskabshistorisk værdi, og uden den, havde Einstein ikke kunnet udvikle relativitetsteorierne. Selvom relativitetsteorierne samtidigt var et opgør mod æterteorien, så er det teorier der ikke forstås godt, uden kendskab og viden til Lorenz's æterteori - den var grundlaget for Einstein, ved udviklingen af teorien. At æteren ikke eksisterede, kan nærmere beskrives som en AHA oplevelse bagefter.

  • 1
  • 0

Jeg mener ikke, at der findes nogen eksperimenter der kan udelukke en æterteori, der følger Einsteins almene relativitetsteori. Men vi kan konkludere, at æteren er sub-atomar, og langt under de partikler, det er muligt at måle på CERN.

En æterteori kan nærmere beskrives som en teori om ingenting. Altså, en teori om strukturen af intet.

Det tætteste vi kommer på det indenfor fysikken er superstrengsteorien. Og at modbevise æterteori, er ligeså umuligt, som at modbevise superstrenge. Det er fysik, som aldrig vil kunne hverken bevises eller modbevises.

Det som man kan er at modbevise æter i form af atomart stof. Når det er selve rummet, så findes ikke modbeviser.

Vi kan dog diskutere, om ikke en partikelformet struktur af tomrummet, vil kunne detekteres. Tomrummet virker umiddelbart helt ensartet - hvis det blev opholdt af et partikelrum, kunne vi måske diskutere, om det vil være ensartet. Men, er partiklerne ekstremt små, vil vi i praksis ikke kunne måle partikler.

Carstens teori, mener jeg desværre ikke helt holder. Blandet andet, mener han, at lyshastigheden mellem galaxer kan være mange gange lysets størrelse. Spørgsmålet er, om det harmonerer med æterteori. Det nærliggende vil være, at hvis tomrummet består af æter, så vil tomrummet sprede sig helt mellem galaxerne, og derved medføre samme lyshastighed i tomrummet. Vises således, at lyshastigheden ikke er væsentligt større mellem galaxerne, kan det måske ligefrem betragtes som bevis for at der må være æter der har udbredt sig.

Er æterteorien korrekt, så vil æteren kunne bevæge sig med en hastighed langt større end lysets, indtil rummet med mindre koncentration af æter er udfyldt. Desto mere æteren udfylder tomrummet, desto mindre bliver hastigheden. Et tomrum uden æter, er således helt umuligt, da det lynhurtigt vil udfyldes af æter.

  • 0
  • 4

Personligt mener jeg at man burde undervise i Kanstrups og Quornings uomgængelige teorier både på undervisningstetet og hensides.

Nogle fysikere har regnet på universets fødsel og død, og taget såvel kvantemekanik som relativitetsteorien med i beregningerne. De er kommet til, at universet ikke har nogen fødsel og død - der er ingen big-bang. Problemet, i de fleste beregninger, er manglen på at den specielle relativitetsteori tages korrekt med.

For at opnå de korrekte beregninger, har man simuleret udviklingen af et univers, hvor at såvel kvantemekanikken som relativitetsteorien tages med, og hvor det tomme rum bestående af en slags kvantemekanisk æter suppe, bestående af blandt andet masseløse gravitationer. Måske, så vil vi fremover erkende, at det tomme rum består af en æter i form af gravitations partikler.

  • 0
  • 2

Carstens teori, mener jeg desværre ikke helt holder. Blandet andet, mener han, at lyshastigheden mellem galaxer kan være mange gange lysets størrelse.

Nej. Lyshastigheden kan naturligvis ikke være større end lysets hastighed; men da lysets hastighed er giver præcist ved c = 1/sqrt(e x u), hvor u er et udtryk for densiteten af det lystransmitterende medie, vil enhver ændring i æterdensitet medføre en ændring i lysets hastighed.

Jeg sætter lighedstegn mellem min æter og fysikernes (manglende) mørke masse, og densiteten af mørk masse er heller ikke konstant, men størst omkring himmellegemer, og den vil formodentlig være ganske lav i midten af en galakse ligesom i en tornado.

  • 1
  • 3

Nej. Lyshastigheden kan naturligvis ikke være større end lysets hastighed; men da lysets hastighed er giver præcist ved c = 1/sqrt(e x u), hvor u er et udtryk for densiteten af det lystransmitterende medie, vil enhver ændring i æterdensitet medføre en ændring i lysets hastighed.

Jeg sætter lighedstegn mellem min æter og fysikernes (manglende) mørke masse, og densiteten af mørk masse er heller ikke konstant, men størst omkring himmellegemer, og den vil formodentlig være ganske lav i midten af en galakse ligesom i en tornado.

Problemet er at densiteten udlignes med stor hastighed. Når densiteten er lav, så vil lyshastigheden være høj. Det betyder at æter fra et område med større densitet vil suse ind i områder med lavere densitet - endda med hastighed større end lysets. Efterhånden som densiteten øges, så mindskes lyshastigheden, så måske kan godt ske, at der ikke er helt ens lyshastighed mellem galaxerne. Men, i det store hele, så vil æteren suse ind i området og udfylde det, således vi må forvente en nogenlunde ens hastighed. Jeg mener, at hvis lysets hastighed mellem galaxerne er nogenlunde konstant, så er det måske ligefrem et indikation af bevis for æterteorien. Endeligt, så vil der ved denne densitetsudligning udsendes tyngdebølger. Så det er sandsynligt, at hvis det stadigt sker en udligning, at vi så kan måle den. Sker den ikke mere, så er densiteten stort set ens. Dertil kommer naturligvis at tyngdekraften giver en forskel i lysets hastighed - men dette betragter jeg som et særskilt problem.

Som jeg ser det, er æterteorien et bud som alternativ til superstrengsteorien. Jeg forestiller mig at det tomme rum ikke består af superstrenge, men af en kvantemekanisk suppe bestående af æter partikler. Vi kan ikke sige hvor hver enkelt partikel er - derfor er det en kvantemekanisk suppe. Disse æterpartikler kan være bæreren af tyngdekraften - masseløse gravitation partikler. De holder desuden sandsynligvis sammen, så man kan forestille sig, at det mere er en suppe, end luft. Holdte de ikke på en måde sammen, så vil en roterende tallerken ikke have centrifugalkraft og fiktive kræfter.

  • 0
  • 3

Problemet er at densiteten udlignes med stor hastighed. Når densiteten er lav, så vil lyshastigheden være høj. Det betyder at æter fra et område med større densitet vil suse ind i områder med lavere densitet - endda med hastighed større end lysets.

Nej, for densiteten øges omkring himmellegemer som følge af gravitationen.

Hvis din teori var rigtig, ville vi tilsvarende ikke have højtryk og lavtryk i atmosfæren, for trykforskelle ville hurtigt udlignes; men det sker ikke.

Når du betragter universet, galakser og galaksearmenes bevægelser og sammenligner med de atmosfæriske bevægelser med lavtryk og cykloner er der en forbløffende lighed, og da man jo ved, at luft er et medie, er det et meget stærkt indicium på, at himmelrummet også er fyldt med et medie.

  • 1
  • 1

Hvor er universets sol?

Uanset hvilken teori, man går ind for, må man på én eller anden måde gøre rede for, hvordan himmellegemer i det hele taget er opstået, og hvorfor de bevæger sig, hvilket jo kræver energi til acceleration. Det er lidt af et mysterie, for hvis energibevarelsessætningen skal gælde til alle tider, må universets samlede energi være 0.

Når lette atomer smelter sammen, mindskes massen, som så bliver til kinetisk energi. Det er formodentlig den proces, der er motor (sol) i mange bevægelser og er årsag til, at kernen i mange himmellegemer til sidst ender som jern, som hverken kan fusionere eller spaltes - ialtfald ikke før massen er blevet så stor, at det hele ender i en supernovaeksplosion. Krabbetågen er et typisk eksempel på, hvordan materiale og andre himmellegemer blæses væk på nøjagtig samme måde, som var det en eksplosion i atmosfæren.

Det store spørgsmål er så, hvordan lette atomer er dannet ud fra en samlet energi på 0; men det problem har alle teorier.

  • 1
  • 2

Nej, for densiteten øges omkring himmellegemer som følge af gravitationen.

Hvis din teori var rigtig, ville vi tilsvarende ikke have højtryk og lavtryk i atmosfæren, for trykforskelle ville hurtigt udlignes; men det sker ikke.

Selvom densiteten øges omkring himmellegemer på grund af gravitationen, så ændrer det ikke meget på lysets hastighed. Forestil dig, at jordens molekyler, var komplette galakser. Og vi bor på yderkanten af hoben. Hvis vi skallerer afstanden, så vil gælde de samme regler, uanset galakserne er tungere. Lysets hastighed, vil være stort set den samme her på yderkanten af jorden, som langt længere ude.

Når du betragter universet, galakser og galaksearmenes bevægelser og sammenligner med de atmosfæriske bevægelser med lavtryk og cykloner er der en forbløffende lighed, og da man jo ved, at luft er et medie, er det et meget stærkt indicium på, at himmelrummet også er fyldt med et medie.

Ja, dette medium har ikke nødvendigvis en konsistens som luft - jeg tror konsistensen er mere fast, f.eks. tyktflydende kvantesuppe. Ellers er svær at forklare at et hurtigt roterende element, på grund af rotationskræfterne, ikke deformerer universet.

  • 0
  • 2

Dette nul kan så ikke være det samme som ingenting da det indeholder potentialet plus og minus-energi. Det største spørgsmål må stadigt være hvad materie egentlig er for noget, er det todimensionale uendelige flader der er foldet er i et flerdimensionelt rum?

  • 0
  • 0

Virtuelle partikler ville heller ikke eksistere uden et vacuum, et rum og et tidsforløb. Eller hvad mener du Carsten?

At virtuelle dvs. ikke-eksisterende partikler er noget forfærdelig vrøvl, som fysikerne har været nødt til at indføre, fordi man ikke har nogen æter og derfor ikke kan overføre kræfter incl. tyngdekraften direkte fra partikel til partikel.

Ingen kan svare på, hvor hyppigt virtuelle partikler udsendes og om kraften f.eks. bliver dobbelt så stor, hvis der samtidig udsendes virtuelle partikler fra begge sider, eller måske 0, hvis de støder sammen.

Af hensyn til energibevarelsessætningen er virtuelle partikler jo også nødt til at være ikke-eksisterende, når de udsendes, da det ellers vil tappe energi fra moderpartiklen; men rammer de pludselig noget, går de uendelig hurtigt fra at være ikke-eksisterende til at være reelle, og kan så uendelig hurtigt udøve kraft på uendelig afstand.

Vorherre bevares en gang sludder.

  • 1
  • 3

Af hensyn til energibevarelsessætningen er virtuelle partikler jo også nødt til at være ikke-eksisterende, når de udsendes, da det ellers vil tappe energi fra moderpartiklen; men rammer de pludselig noget, går de uendelig hurtigt fra at være ikke-eksisterende til at være reelle, og kan så uendelig hurtigt udøve kraft på uendelig afstand.

Hvis virtuelle partikler kan eksistere i andre dimensioner end 'reelle' partikler, så er den afstand de kan påvirke i måske betydeligt større for disse end for normale partikler, også selv om de virtuelle ikke selv oplever afstanden så stor.

  • 0
  • 1

Nu er jeg ikke nobelprismateriale, men har du set tegnefilmen Flatland. Desuden er der flere gode videoer på nettet der beskriver hvordan flere dimensioner kan eksisterer.

  • 2
  • 1

men har du set tegnefilmen Flatland.

Nej, men jeg har set Anders And med Hexia de Trick, så forklaringen er nok ren magi!

Hvordan kan du gå ind for en teori, som du ikke fatter nok af til at kunne komme med en plausibel forklaring på de ekstra dimensioner? Samme spørgsmål kan Jens Madsen jo passende svare på, og han har ikke mindre end 7 ekstra dimensioner at gøre rede for i sin superstrengsmodel.

  • 0
  • 1

Hubblekonstanten på H0= (67,8 +/- 0,9) km/s/Mpc, og Hubblekonstanten til at være (73,02 +/- 1,79) km/s/Mpc

Forskellen kan nemt skyldes at rummet ikke udvider sig ens i alle retninger. Rummets udvidelse sker i nogle tomme zoner imellem galaksehobene. Hvis der er 10% mere ingen ting i den ene retning end i den anden så vil det give en skævhed i målingerne og Hubblekonstanten er ikke en konstant, men en variabel.

  • 0
  • 1

Ja det forklarer jo intet - altså at du kalder det vrøvl. Det er vrøvl fordi det er vrøvl. Ergo er det vrøvl

Ja, jeg tillader mig at kalde vrøvl for vrøvl og en spade for en spade.

Hvis du ikke mener, at virtuelle partikler er vrøvl, så svar lige konkret på følgende spørgsmål:

  • Hvor hyppigt udsendes en virtuel partikel?

  • Hvad sker der, hvis der udsendes partikler fra begge sider? Bliver kraften så dobbelt så stor?

  • Hvad sker der, hvis to virtuelle partikler støder sammen? Bliver kraften så 0?

  • Hvad er massen af en virtuel partikel? Hvis massen er 0, hvordan kan den så udøve en kraft?

  • Med hvad hastighed bevæger den sig?

  • Gælder impulsbevarelsessætningen og energibevarelsessætningen for virtuelle partikler? Hvis nej, hvorfor ikke?

  • Hvordan kan en virtuel partikel, der udsendes, skabe tiltrækning (tyngdekraft)? Det er i strid med impulsbevarelsessætningen, som vil give en frastødning, hvis noget rammes af en partikel med masse.

  • Gør rede for energiregnskabet i hele den virtuelle partikels livscyklus incl. energiregnskabet for moderpartiklen.

  • 1
  • 3

Masseløse partikler. Det er sund fornuft.

Ja, det er det, for det beviser dobbeltspalteeksperimentet med enkeltelektroner, og det viser andre eksperimenter også: https://ing.dk/blog/elektroner-med-identit...

Det er derimod ikke sund fornuft at hævde, at elektronen har masse, når disse eksperimenter beviser det stik modsatte. Desuden bør elektronen også være masseløs ud fra standardmodellen; men fysikerne tror åbenbart ikke engang på deres egne modeller.

  • 1
  • 3

Re: Undervisningstetet

Det store spørgsmål er så, hvordan lette atomer er dannet ud fra en samlet energi på 0; men det problem har alle teorier.  

Summen af energi er nul dvs: positiv plus negativ energy = nul.

Indtil nu har vi ikke fundet negativ energi i universet. Negativ energi, vil have negativ masse. Og den negative masse, vil have negativ tyngdekraft - det vil sige, den vil søge bort fra alt masse. Omkring en planet bestående af negativ masse, vil hastigheden være større end lysets. Hvor en positiv masse sløver lysets hastighed, vil en planet med negativ masse med negativ energi øge lysets hastighed omkring planeten.

Det største problem med negativ masse, er at tiden sandsynligvis vil gå baglands på en planet med negativ masse...

  • 0
  • 3

Hvordan kan du gå ind for en teori, som du ikke fatter nok af til at kunne komme med en plausibel forklaring på de ekstra dimensioner? Samme spørgsmål kan Jens Madsen jo passende svare på, og han har ikke mindre end 7 ekstra dimensioner at gøre rede for i sin superstrengsmodel.

Hvordan Holger er kommet til superstrengs modellen ved jeg ikke - jeg ved kun, hvordan jeg selv fandt på den. Da jeg var barn spekulerede jeg en del på, hvordan universet hang sammen. Jeg byggede så en model i Bilofix med masser af snore og elastikker. Hver stang, der pegede ud, fandt jeg senere ud af, var en ny dimension. Der var desuden også en halv dimension - en stang knækkede.

Jeg tror, at Superstrengsmodellen er på et niveau, hvor vi aldrig vil hverken kunne bevise den, eller modbevise den. Og ud fra et fysisk synspunkt giver den derfor ikke mening, hvis vi ved fysik forstår, at det skal kunne vises ved et eksperiment. En sådan model, giver kun mening, hvis den kan bruges til noget - f.eks. gør, at vi nemmere kan regne noget ud, eller får en fornemmelse af hvordan verden hænger sammen, som vi kan bruge, når vi skal regne på det.

  • 0
  • 6

Re: Undervisningstetet

Indtil nu har vi ikke fundet negativ energi i universet.  

Potentiel energi er negativ. Det er ingen nyhed.

Hvor koster det i energi at løfte massen m op i højde h hvis tyngdekonstanten er g?

Lad os prøve at holde fast i det grundlæggende ingen vi forvilder os ind i fantasiernes vildnis

At der er en potentiel energiforskel i et felt, kan du ikke bruge til at få energien til at gå op, så den bliver nul fra big-bang. Det er ikke negativ energi - men du opmagasinerer energi, og kan bruge af den opmagasinerede energi. Energien skifter hvor den opmagasineres, men er altid positiv.

Hvis energien skal være nul ved big-bang, så kræves en meget stor negativ energi er opmagasineret, f.eks. i negativ masse. Og mængden af negativ masse og energi, skal til sammen være den samme som mængden af positiv masse og energi. Negativ masse, og negativ energi i den forbindelse, har vi aldrig hørt om.

Måske findes den i et negativt skyggeunivers, der har helt andre fysiske regler end vores, da lysets hastighed f.eks. altid vil være større end c, og som minimum er c. Eller, der kan eksistere et skyggeunivers med tid der går baglands i forhold til vores tidsopfattelse.

  • 0
  • 1

Det kommer vist an på hvordan man måler, for andre målemetoder vise at elektronen har en masse.

Hvis du forbinder en synlig bordtennisbold med en usynlig glaskugle og måler vægten - er det så vægten af bordtennisbolden, du måler?

Min æterteori siger, at elektroner "klistrer" til æteren, som giver elektronen en tilsyneladende masse, som stiger relativistisk med hastigheden. Det er denne "klistring", der er årsagen til, at man med en ledning kan føre feltet og dermed energien i den ønskede retning. På trods af utallige opfordringer fra min side, er der desværre endnu ingen af fotontilhængerne, der har haft "lyst" til at svare på, hvordan man får en foton til at følge en krum ledning, og det skal den jo kunne, hvis man hævder, at fotonen overfører de elektromagnetiske kræfter.

Ved høje frekvenser behøver man slet ingen ledning, men kan bare styre feltet og dermed energien med en bølgeleder eller lysleder.

Hvis det var elektronerne i en ledning, der indeholdt energien, og ikke feltet, ville energien i en spole udelukkende afhænge af strømmen dvs. være uafhængig af selvinduktionen; men det er den som bekendt ikke da E = ½LI^2.

  • 0
  • 5

Potentiel energi er negativ.

Så forklar os lige, hvordan du kan omsætte potentiel energi til positiv kinetisk energi!

Potentiel energi er m x g x h, og kinetisk energi er ½ m x v2. g, h og v2 er positive, så hvis potentiel energi er negativ, skal massen gå fra at være negativ til at være positiv. Den holder vist ikke.

  • 1
  • 2

På trods af utallige opfordringer fra min side, er der desværre endnu ingen af fotontilhængerne, der har haft "lyst" til at svare på, hvordan man får en foton til at følge en krum ledning, og det skal den jo kunne, hvis man hævder, at fotonen overfører de elektromagnetiske kræfter.

Der er sikkert ikke ret mange der forstår hvad du snakker om Carsten. Jeg gør i hvert fald ikke og det et selvfølgelig Ikke nødvendigvis din skyld.

Men det med æteren er jo sund fornuft har du sagt, så det opildner mig til at prøve at forstå. Tilbage til elektroner.

Når de masseløse elektoner "klistrer" til æterpartiklerne, hvordan skal det så forstås? Jeg accepterer at det bare er en analogi ligesom den med den kogende grød (det var Thorleif), men det må vel betyde at der sker en form for vekselvirkning mellem elektroner og æterpartikler. Hvilken vekselvirkning forestiller du dig her? Du siger at det er dette der giver elektronen tilsyneladende masse - til gengæld påvirker det ikke den hastighed den er født med på sin vej gennem æteren. Æterpartiklerne har jo (sort) masse så det synes mig mærkelig at elektronerne på den ene side kan bruge energi til at tage æter partikler på slæb og på den anden side ikke bremses ned pga det arbejde den udfører på den sirupsagtige substans den maser sig igennem. Men det kan så være fordi elektronen er indhyllet i en "atmosfære" af (tunge) æterpartikler (jo flere jo hurtigere den bevæger sig - forumderligt nok) som skærmer den mod kontakt til andre æterpartikler og at der samtidig ingen "friktion" er mellem æterpartikler. Så vil elektronen med sin atmosfære af æterpartikler jo bevæge sig friktionsløst gennem æteren som altså ikke er sirupsagtig selv om de tunge æterpartikler skal flytte sig når elektronen kommet buldrende. Ok. Men du siger også at æteren altid antager samme hastighed som det legeme den er i nærheden af. Således har æterpartiklerne ingen relativ hastighed i forhold til Jorden eller f.eks. Månen. Men da Jorden og Månen har forskellig hastighed må der være en hastighedsgradient for æterpartiklerne i rummet mellem Jorden og Månen. Og hvis der ingen friktion er mellem æterpartikler - hvoraf kommer da denne hastighedsgradient?

  • 1
  • 0

Når de masseløse elektoner "klistrer" til æterpartiklerne, hvordan skal det så forstås? ....

Én eller anden form for tiltrækning. Når jeg skriver "klistrer", skyldes det, at jeg kan konstatere, at æter og elektroner hænger sammen, men ikke ved, hvilke kræfter, der forårsager det, i og med at jeg ikke ved, hvad tyngdekraft er. Jeg kan bare konstatere, at der er en binding.

Bevæger du en elektron, bevæger du også æteren, og bevæger du æteren, bevæger du også elektronen. Det er forklaringen på dobbeltspalteeksperimentet udført med enkeltelektroner. I starten accelerer man elektronerne op med en elektronkanon. Det sætter gang i en æterbølge. Når en elektron har forladt kanonen, er det til gengæld nu inerti i æteren, der trækker den videre. Elektronen går altid kun gennem én spalte, som alle eksperimenter viser; men æterbølgen går gennem dem begge og skaber et interferensmønster, som trækker elektronen med i visse foretrukne retninger. Da elektronen er masseløs, kan den skifte retning momentant ved passage af spalten, uden at der tilføres energi. Det kunne den ikke, hvis den havde masse, hvilket beviser, at den er masseløs.

Men du siger også at æteren altid antager samme hastighed som det legeme den er i nærheden af. Således har æterpartiklerne ingen relativ hastighed i forhold til Jorden eller f.eks. Månen.

Nej, jeg siger, at en bevægelse i æteren - enten æteren som helhed eller en bølge i æteren - det ved jeg endnu ikke helt - hænger sammen med elektroner, og da elektroner hænger sammen med atomer, kommer æteren også til at følge atomerne. Det er lige gyldigt for Michelson og Morley eksperimentet, men ikke hvis vi taler om strømme og magnetfelter. Om æteren også "klistrer" til f.eks. protoner eller andre partikler, ved jeg endnu ikke.

Men da Jorden og Månen har forskellig hastighed må der være en hastighedsgradient for æterpartiklerne i rummet mellem Jorden og Månen. Og hvis der ingen friktion er mellem æterpartikler - hvoraf kommer da denne hastighedsgradient?

På samme måde som der også kan være hastighedsgradienter i luft- eller vandmasser.

  • 0
  • 2

På trods af utallige opfordringer fra min side, er der desværre endnu ingen af fotontilhængerne, der har haft "lyst" til at svare på, hvordan man får en foton til at følge en krum ledning, og det skal den jo kunne, hvis man hævder, at fotonen overfører de elektromagnetiske kræfter.

Du kender selv til Maxwell's feltteori. Den bruges flittigt - også af foton tilhængere.

Jeg har svært ved at se du kan forklare noget med æter teori - du får brug for Maxwell's ligninger og feltteori under alle omstændigheder. De fungerer fint uden æteren - og jeg tror ikke, du kan finde en æter, som Maxwell's ligninger gælder i uden at stadigt have en feltteori til at supplere din æter teori. Spørgsmålet er, hvad du skal med den æter - hvorfor ikke nøjes med feltteori?

Min pointe er, at feltteori er det du ikke kommer uden om. Æter og fotoner kan diskuteres. Fotonerne behøves kun sjældne tilfælde, og æteren behøves ikke - hvis du accepterer eksistens af felter.

  • 1
  • 0

På samme måde som der også kan være hastighedsgradienter i luft- eller vandmasser.

Men de er ikke friktionsløse medier.

Du ser åbenbart vand eller luft som analogier til æteren. Men det er samtidig et krav at æteren opfører sig som vakuum - dvs uden at vekselvirke energi med stoffet i rummet. Hvis ikke ville der ikke være noget der bevægede sig i rummet men ville forlængst ligge dødt og ubevægeligt i ætersuppen til evig tid.

  • 2
  • 0

Min pointe er, at feltteori er det du ikke kommer uden om.

Og min pointe er, at en "teori" ikke flytter noget som helst i praksis - der skal kræfter til. Derfor bliver du nødt til at gøre rede for, hvad et "felt" i det hele taget er, og hvordan det kan udøve en kraft.

Fysikerne hævder, at kræfter overføres med virtuelle partikler, men de kan bare ikke svare på ét eneste af mine mange spørgsmål om virtuelle partikler. Hmm!!!

Jeg tror, at kræfter ganske simpelt overføres fra partikel til partikel, og det kan de kun gøre, hvis man har en æter til rådighed, for ellers er der ingen partikler mellem f.eks. himmellegemer. Et "felt" bliver dermed reelt set bare til noget, der kunne svare til overtryk eller undertryk i æteren.

Iøvrigt venter jeg stadig på forklaringen på, hvordan man får en foton til at følge en krum ledning.

  • 0
  • 3

Jeg tror, at kræfter ganske simpelt overføres fra partikel til partikel, og det kan de kun gøre, hvis man har en æter til rådighed, for ellers er der ingen partikler mellem f.eks. himmellegemer. Et "felt" bliver dermed reelt set bare til noget, der kunne svare til overtryk eller undertryk i æteren.

Overtryk - eller undertryk - i æteren. Tyngdekræfter, magnetfelter osv. Har de en æter hver? Er vi nu ikke ude i flere dimensioner? Det virker langt mere nemt at antage vi har et felt, og at der virker en kraft på en ladet partikel i feltet.

Jeg har vært ved at se en overskuelig æterteori for mig, der tillader Maxwell's ligninger. Det bliver alt for kompleks, og jeg tvivler på, at det er muligt - uden at indføre flere dimensioner og elastikker/fjedre til at holde tingene sammen.

  • 1
  • 2

ok

Så æteren består af en mere eller mindre tæt pakning af bitte små billardkugler - hver med masse? - og energi spredes gennem fysisk kontakt dvs sammenstød mellem kuglerne.

Når den masseløse elektron udsendes fra et atom suger den en skal af æterpartikler til sig hvorefter elektronen - nu med masse - uhindret pløjer sig gennem æteren med konstant hastighed lige indtil den møder et atom eller ion på sin vej. Her kaster den så æterpartiklerne af sig og sætter sig til rette i en bane omkring atomkernen. Og nu har den igen Ingen masse.

Er det nogenlunde rigtigt forstået?

  • 2
  • 0

Hvem siger, at verdensrummet udvider sig? Relativitetsteorien har helt styr på disse forhold, og tager du hensyn til den, så forklarer den hvad det sker. Der sker ingen udvidelse

Du går vist ud fra, at der kun er et univers? Der er måske flere milliarder, et multivers, med en struktur lignende en klynge sæbebobler.. Den teori har den fordel, at man helt kan se væk fra den umulige inflationsteori. Indirekte kan man rent faktisk se sporene efter enkelte af vore "naboer", de kan ses som nogle områder på kortet over baggrundsstrålingen som nogle lidt koldere pletter.

  • 1
  • 4

Er det nogenlunde rigtigt forstået?

Nej.

Bindingen mellem æter og elektroner er der konstant, så det er ikke først, når elektronen sendes af sted, at den binder sig til æteren.

Elektronen pløjer sig heller ikke uhindret gennem æteren. Det er æterbølgen, der trækker elektronen med, så snart den har forladt elektronkanonen. Det er det, der skaber inerti. I modsætning til traditonel fysik, har min model faktisk et bud på begrebet inerti. Det er nøjagtig det samme, der sker i en transmissionslinje. Når man først én gang har sendt en puls ind, er det bølgen i æteren og isolationsmaterialet, der sørger for "inertien", så pulsen bliver ved med at fortsætte med samme hastighed, men naturligvis dæmpes som følge af tab.

Desuden får elektronen aldrig masse. Elektronen binder sig bare til noget, der har dvs. æteren, så den skifter absolut ikke mellem at have masse og ingen masse. Min ætermodel er ikke skizofren ligesom fotonmodellen, hvor fotonen er nødt til at have massen 0 og hf/c2 på samme tid og efter forgodtbefindende skal kunne skifte mellem at være en partikel eller en bølge i ingenting.

  • 0
  • 5

Hej Carsten, - kan du ikke overveje at skrive dine tanker ned i en artikel? De er meget spændende men svære helt at overskue i de her 10-liners svar - endda udfra en skyttegravsposition. Jeg prøvede at spørge dig tidligere hvordan du tolker på ændringen i rødforskydningen fra fjerne objekter - altså ikke bare rødforskydningen i sig selv men det som forklares som den accelererende udvidelse. Hvis rødforskydningen skal skyldes gravitation mener du så at ændringen skal forklares med at objekterne bliver tungere eller bevæger de sig også bort? At de bliver tungere virker vel ikke særligt sandsynligt, og hvis det er en kombination af gravitation og accelererende "bortgang", så synes forklaringen med bortgang alene umiddelbart at foretrække. Håber ikke du mener jeg har misforstået dine oprindelige ideer, men i så fald må jeg undskylde og henvise til mit indledende spørgsmål :)

  • 0
  • 0

Hej Carsten, - kan du ikke overveje at skrive dine tanker ned i en artikel?

I øjeblikket er mine tanker nedfældet i en "rodebutik" af mange forskellige notater. Jeg håber, at jeg engang i fremtiden får tid til at få bedre samling på det.

Problemet med at offentliggøre et skrift er, at man kan have 9 punkter, som man er næsten 100% sikker på, og som ingen kan anfægte, men så et tiende, som måske er lidt for spekulativt. Det punkt vil alle Einsteintilhængere så kaste sig over som glubske ulve, og holder det så ikke vand, anser man hele teorien dvs. også de 9 andre punkter for falsificeret. Derfor er jeg uhyre påpasselig med kun at offentliggøre det, som jeg er praktisk taget 100% sikker på som f.eks. at æter og elektroner er bundet til hinanden. Formodentlig kobler også protoner og andre partikler med æteren i og med at de også oplever en relativistisk masseforøgelse; men indtil jeg har set dobbeltspalteeksperimentet eller tilsvarende udført med enkeltprotoner, tør jeg ikke drage den konklusion - ialtfald ikke offentligt :-)

Jeg prøvede at spørge dig tidligere hvordan du tolker på ændringen i rødforskydningen fra fjerne objekter - altså ikke bare rødforskydningen i sig selv men det som forklares som den accelererende udvidelse. Hvis rødforskydningen skal skyldes gravitation mener du så at ændringen skal forklares med at objekterne bliver tungere eller bevæger de sig også bort? At de bliver tungere virker vel ikke særligt sandsynligt, og hvis det er en kombination af gravitation og accelererende "bortgang", så synes forklaringen med bortgang alene umiddelbart at foretrække. Håber ikke du mener jeg har misforstået dine oprindelige ideer, men i så fald må jeg undskylde og henvise til mit indledende spørgsmål :)

Også her er jeg meget påpasselig med at udtale mig. Jeg kan have mine tanker om Big Bang har fundet sted eller ej (jeg tvivler); men jeg nøjes med at konkludere, at når man i sine udregninger smider den ene af to mulige årsager til rødforskydningen væk - den gravitionelle rødforskydning uden at have noget som helst belæg for at gøre det, regner man altså mere eller mindre galt. Måske regner man oven i købet så galt, at fejlen kan forklare den stigende rødforskydning over store afstande, så konklusionen i stedet bliver, at verdensrummet ikke ekspanderer?

  • 1
  • 5

Desuden får elektronen aldrig masse. Elektronen binder sig bare til noget, der har dvs. æteren, så den skifter absolut ikke mellem at have masse og ingen masse.

Elektronen kan altså ikke tænkes uden sin " æteratmosfære" som er med hele vejen. I virkeligheden (sic!) kunne man sige at elektronen er en sammensat partikel idet æterpartiklerne en en integreret del af elektronen.

Men du siger også at jo hurtigere elektronen bevæger sig (i forhold til æteren?) jo flere æterpartikler (kan vi ikke kalde dem "ætoner"?) hænger der fast. Vil det sige at hvis elektronen ikke bevæger sig i forhold til æteren er den ren, dvs sige uden æton atmosfære? Og så er den masseløs.

  • 1
  • 0

I virkeligheden (sic!) kunne man sige at elektronen er en sammensat partikel idet æterpartiklerne en en integreret del af elektronen.

Nej. Fordi en bordtennisbold er forbundet til en glaskugle - for nu at blive i min tidligere analogi - betyder det da ikke, at glaskuglen er en integreret del af bordtennisbolden. Protoner og neutroner hænger også sammen i atomkernen; men derved bliver neutronerne jo ikke en integreret del af protonerne eller omvendt.

Men du siger også at jo hurtigere elektronen bevæger sig (i forhold til æteren?) jo flere æterpartikler (kan vi ikke kalde dem "ætoner"?) hænger der fast.

Nej, det er slet ikke så kompliceret.

Kræfterne i æteren har en maksimal udbredelseshastighed, som er lig med lysets hastighed ved det givne æterdensitet. Den hastighed kan man ikke overskride, da man i princippet så skulle skubbe hele universets æter foran sig. Det opleves som om massen går mod uendelig, for masse = kraft/acceleration og acceleration er ikke længere mulig. Da man jo ved acceleration op til den maksimale hastighed har tilført impuls til systemet, vil den oplagrede impuls i æteren nu trække elektronen videre, hvis man stopper kraftpåvirkningen.

Det hele handler om impuls og impulsudbredelse. Lys udbreder sig på nøjagtig samme måde som (impulsen) i Newtons vugge - bare med lysets hastighed og ikke lydens. Der er derfor 2 hastigheder i systemet - elektronhastigheden = udbredelseshastigheden af æteren nær elektronen, som i en ledning er mange gange mindre end den elektromagnetiske udbredelseshastighed, og impulsudvekslingen mellem æter- og evt. isolationsmaterialepartikler, som sker med den elektromagnetiske udbredelseshastighed, som ved en relativ dielektricitetskonstant og permeabilitet på 1 dvs. intet isolationsmateriale og intet magnetiserbart materiale er lig med lysets hastighed ved den givne æterdensitet.

Man kan sammenligne det med en folkemasse. Ved lave hastigheder kan man godt sno sig ubesværet igennem, men jo højere hastigheden bliver, jo sværere bliver det for folk og en selv at træde til siden og undgå hinanden, og når hastigheden kommer op på folks maksimale bevægelseshastighed, kommer man ikke længere igennem. Til gengæld har man fået sat gang i en stor menneskemasse og dermed fået inerti i bevægelsen.

  • 0
  • 5

Hvis kræfter skal kunne overføres direkte fra partikel til partikel, må de nødvendigvis støde op til hinanden - med mindre man vil ind i vrøvlehistorier som virtuelle partikler.

Og stadigt, er det kun en lappeløsning der antyder, at partiklen har et felt omkring sig, og sætter en størrelse på dette felts udstrækning, til at være partiklens størrelse.

Du vil få brug for kæmpe partikler, der har størrelse som universet. Og rum, med mange dimensioner, til forskellige partikler, så de kan ligge samme sted i rummet.

  • 1
  • 2

Hvis elektronen altid har ætoner klistret til sig er det da ikke forkert at opfatte den+ætoner som en enhed.

Jo, det er det, for rent geometrisk/rumligt er det usandsynligt, at der kun er én. Hvis elektroner og ætoner f.eks. er lige store og kugleformede, og alle partikler grænser op til hinanden, vil der være 12 ætoner omkring en løs elektron; men det er ikke givet, at de er lige store og ikke kan antage andre former end en kugle, så i praksis kan antallet let være et andet. Tallene 2, 8, 18 og 32 kunne godt være interessante, da det svarer til det maksimale antal elektroner i de enkelte skaller omkring en atomkerne (2 x kvadratet på skalnummeret), så det kunne også godt være det antal ætoner, man kan anbringe rundt om en elektron i forskellige skaller udefter?

Elektronen kan imidlertid også være koblet til protoner og neutroner og udgøre et atom. Så er det endnu mere tricky at finde ud af, hvordan ætonerne er organiseret - specielt da jeg p.t. ikke er sikker på, hvordan de kobler med protoner og neutroner.

Den helt vilde tanke er, at elektroner og ætoner er to sider af samme sag, så atomet reelt set består af en kerne omgivet af ætonelektroner. Jeg tror ikke rigtigt på Bohrs atommodel med en kerne i midten og elektroner, der fiser rundt om kernen i stor afstand, men uden nogensinde at kunne gå i stå og støde ind i den eller bare miste energi. Hvis vi stripper alle elektroner af og derefter tilføjer et tilsvarende eller andet antal - hvorfor er der så ingen elektroner, der støder ind i kernen og evt. omdanner en proton til en neutron, når nu tiltrækningen er så stor, og hvorfor er afstanden fra kernen den samme, når der ikke er nogen garanti for, at den energi, der strippede elektronerne af, er den samme, som den, der tilføjede dem? Nyere modeller viser jo også, at elektronbevægelserne nok mere er en svingning frem og tilbage end rundt om kernen, hvilket gør Bohrs model endnu mindre usandsynlig. Nogle snakker faktisk om, at elektronerne omkring kernen udgør stående bølger https://da.wikipedia.org/wiki/Atomkerne , hvilket vil være endnu et bevis for ætermodellen, for bølger kan kun opstå i et medie med mange partikler, som kan udveksle impuls. Én enkelt elektron kan ikke udveksle impuls med sig selv og kan derfor aldrig nogensinde danne en bølge, selv om traditionel fysik har været nødt til at påstå det i f.eks. partikel/bølge dualiteten for bl.a. at få fotonmodellen til at passe med virkeligheden.

  • 0
  • 4

Uanset hvor mange forklaringer Carsten, er det eneste der er klart at du med vold og magt vil have at den atomare materie i bund og grund er ligesom den hverdag vi omgiver os med. Du taler om elektronen som er det en billardkugle med en veldefineret størrelse og overflade - dog en kugle uden masse - hvad der godt nok er en anelse udenfor hverdagslivets erfaringer. Men hvor tæt kan to elektoner komme på hinanden? Coulomb frastødningen betyder at de kan komme vilkårligt tæt på hinanden afhængigt af kollisionshastigheden, altså en afstand og dermed størrelse der går mod nul. Så billard analogien halter.

Men - hvis elektronen på den ene side er dimensionsløs (radius = 0) og på den anden side har masse - som du ganske vist afviser men andre tror på - så vil elektronens massetæthed være uendelig og partikler altså et sort hul.

Her har vi nok brug for kvantefysik til at rede trådene ud. Klassisk fysik er ude i hampen.

  • 2
  • 0

Det kan måske være fornuftigt, med en "model" der er tæt på dagligdagens erfaringer, fordi den gør det nemmere at begribe intuitivt. Men, modellen er med stor sandsynlighed ikke korrekt.

Jeg tror mere på en feltteori, end på partikler. Partikler kan godt være et resultat af feedback af et felt. Som eksempel, kan vi tage sorte huller, der er et partikel-like resultat af en feltteori.

Indenfor elektronikkens verden, består registre og hukommelser ikke af 1'er og 0'er. De består af analoge størrelser, med ulineær feedback. Dette medføre et antal tilstande, typisk designes de til to. Vi kan sammenligne det med, at vi har en kurve, med to huller, som de to tilstande vil havne i. Tvinger vi en spænding til vores registercelle, vil vi se at den i nogle tilfælde vil "rulle" til den ene side, og havne i 0, og i andre rulle til den modsatte og havne i 1. Jeg ser partikler i den retning - et særtilfælde på ulinerær tilbagekobling feltteorien, som medfører at partiklen har et - eller flere - steder den måles.

Jeg tror ikke, at vi kommer uden om feltteori. Og måske findes intet ud over det.

  • 0
  • 2

Du taler om elektronen som er det en billardkugle med en veldefineret størrelse og overflade

Hvornår har jeg gjort det? Jeg skriver jo netop, at jeg ikke kender størrelsesforholdene eller partiklernes (ætonens) form. Jeg vil dog afvise punktformige partikler uden nogen udstrækning, som er den model, mange fysikere tror på.

  • dog en kugle uden masse - hvad der godt nok er en anelse udenfor hverdagslivets erfaringer.

Ja, uden for de erfaringer, vi tror vi gør. Ifølge min teori er verden helt anderledes, end den umiddelbart opfattes, da al anden masse end bindingsenergien ligger i æteren. Når ét eller andet f.eks. opfattes som at veje 1 kg, er det reelt set stort set masseløst, men interagerer med noget (æteren), der giver det en tilsyneladende masse, der stiger relativistisk med hastigheden. Det er også derfor, man i en atomsprængning kun kan få fat i bindingsenergien og ikke i de meget større energimængder, der burde være tilgængelig, hvis man kunne destruere en partikel 100%, for der er ingen anden energi.

Når fysikerne ikke kan få øje på den mørke masse i universet, som bl.a. er nødvendig for at gøre rede for galaksearmenes bevægelser, kan de ganske simpelt ikke se skoven for bare træer. Den er jo lige foran næsen af dem; men de tror, de ser noget helt andet - nemlig genstande med en (betydelig) masse.

Jeg tror, vi lever i verdens største illusionsnummer, som kun meget få har gennemskuet.

Hvad forårsager tyngdekraft og specielt tyngdekraft over store afstande? Hvis rummet mellem partiklerne og himmellegemerne et tomt, som traditionel fysik efter Einstein foreskriver, skal man ud i "søforklaringer" som virtuelle partikler for at forklare det; men det er helt unødvendigt med min ætermodel, hvor kræfterne ganske simpelt og logisk overføres fra partikel til partikel.

  • 0
  • 3

Hvad forårsager tyngdekraft og specielt tyngdekraft over store afstande? Hvis rummet mellem partiklerne og himmellegemerne et tomt, som traditionel fysik efter Einstein foreskriver, skal man ud i "søforklaringer" som virtuelle partikler for at forklare det; men det er helt unødvendigt med min ætermodel, hvor kræfterne ganske simpelt og logisk overføres fra partikel til partikel.

Som jeg forstår det, vil du beskrive verden som partikler, der vekselvirker med andre partikler, de er i nærheden af. Skal vi simulere det, kan vi beskrive det, som et stort parallelt computernetværk, hvor hver partikel nu er en computer. Disse kommunikerer med hinanden, og berører dem der er tæt på. Effekter, der ligger længere væk, overføres ved at computerne sender beskeden længere væk, gennem de andre computere.

Det er jo en fin model, specielt at simulere. Men, spørgsmålet er, om den er korrekt. Hvis verden bestod af sådan et "krystalgitter", så vil den have en anden form. Cirkler og kugler, vil få svært ved at opstå. Og phytagores's læresætning, vil ikke være naturlig.

I en ren feltteori vil symetriske former som kugler være sandsynlige.

Nogle gange, kan man regne noget ud om det underliggende univers, ved at studere hvad det fører til på et større niveau. Nogle systemer fører til firkantede kasser, mens andre medføre rundere former.

Hvis du kan omskrive kvantemekanikken og relativitetsteorien fra differensialligninger til differensligninger, så kunne det være udgangspunkt for en computermodel.

  • 0
  • 1

Jeg troede æteren er et medie for energitransport - men kan den også overføre kræfter?

Ja, selvfølgelig kan den da det. Æteren opfører sig på mange måder som en idealgas, og der gælder også de samme formler bare med elektriske parametre i stedet for mekaniske. Et æterlavtryk eller højtryk vil kunne forårsage elektriske kræfter på samme måde som vindenergi forårsager mekaniske kræfter.

Ud fra fordelingen af mørk masse i universet, som er lig med min æter, kan vi konkludere, at æteren klumper sig sammen omkring himmellegemer. Derved skabes der måske et æterlavtryk mellem himmellegemerne, som forårsager en tiltrækning = gravitation.

  • 0
  • 4

Der et altså tryk i æteren ligesom i atmosfæren?

Omkring solen og Jorden er der højtryk og i rummet mellem dem er der lavtryk. Hvorfor strømmer æteren omkring Solen og Jorden ikke hen og fylder lavtrykkene ud?

Man kan også spørge - hvis vi lige forestiller os at der ikke er nogen æter: kan det ikke være vacum mellem himmellegemerne der skaber tiltrækningskraften mellem dem?

Nå nej for vacuum er jo hele vejen rundt.

Men lavtrykket i æteren er jo også hele vejen rundt.

Har du en god forklaring?

PS Kan man måle trykket i æteren?

  • 2
  • 0

Der et altså tryk i æteren ligesom i atmosfæren?

Ja. Det er formodentlig et æterlavtryk, der holder sammen på galakser, på samme måde som der også er et lavtryk i midten af en tornado.

Omkring solen og Jorden er der højtryk og i rummet mellem dem er der lavtryk. Hvorfor strømmer æteren omkring Solen og Jorden ikke hen og fylder lavtrykkene ud?

Jeg skrev måske er det et lavtryk - ikke at det garanteret er det. Så længe vi ikke ved, hvad tyngdekraft er, er det vanskelig at sige. Iøvrigt fyldes lavtryk i atmosfæren jo heller ikke ud, men giver i stedet anledning til en rotation af luftmasserne - delvist pga. jordens rotation.

PS Kan man måle trykket i æteren?

Ja, hvis man kunne måle lyshastigheden, for den vil formodentlig være proportional med det reciprokke af kvadratroden af æterdensiteten (u0), idet c = 1/sqrt(e0 x u0).

  • 0
  • 4

Iøvrigt fyldes lavtryk i atmosfæren jo heller ikke ud, men giver i stedet anledning til en rotation af luftmasserne - delvist pga. jordens rotation.

Der har vi været før. Det er primært solen der driver bevægelserne i atmosfæren og skaber trykforskellene. Hvor er æterens sol?

Det undertryk du forestiller dig mellem Jorden og Solen findes vel i alle retninger. Eller mener du at der er overtryk i æteren på den side af Jorden der vender bort fra Solen og undertryk på den anden?

  • 2
  • 0

Der har vi været før. ... Hvor er æterens sol?

Netop - der har vi været før, og det har jeg svaret på. Uden "motor" ville ingen himmellegemer bevæge sig; men det gør de jo, så der er - eller har været - én eller flere "sole".

Det undertryk du forestiller dig mellem Jorden og Solen findes vel i alle retninger. Eller mener du at der er overtryk i æteren på den side af Jorden der vender bort fra Solen og undertryk på den anden?

Hvis, og jeg understreger hvis, det er et undertryk, der er ansvarlig for tyngdekraften, kan man sagtens forestille sig, at de største variationer i ætertrykket er omkring himmellegemer, således at æteren koncentreres omkring dem, og der tilsvarende bliver lavere tryk imellem.

Andre ætertilhængere har foreslået en model, hvor æteren er et form for fleksibelt gitter. Omkring himmellegemerne trækkes knudepunkterne ind mod hinanden, hvilket så skaber trækspændinger i den resterende del af gitteret. Hvis man kun har ét himmellegeme, bliver trækspændingerne i alle retninger ens, men har man flere, bliver trækspændingerne mellem nærliggende objekter større end mod den tomme del, så de trækkes mod hinanden = gravitation. Om den model er rigtig, skal jeg ikke kunne sige; men den er ialtfald mange gange mere sandsynlig end kraftoverførsel ved virtuelle partikler, hvor man ikke engang har påvist gravitonen endnu, og hvor elementarpartikler (med masse), der netop er kendetegner ved ikke at kunne deles, alligevel konstant skal udsende den slags, og uden at nogen kan gøre rede for, hvad "konstant" vil sige i den forbindelse (hyppighed?).

Men er det ikke kun æteren der har masse?

Det er et tricky spørgsmål, for hvad er "masse" egentlig? Æteren opfører sig, som om den har masse og giver andre partikler en tilsyneladende masse, og uden ætermassen (mørk masse) kan man ganske simpelt ikke forklare galaksearmenes bevægelser, så tilstedeværelsen af denne masse er bevist med al ønskelig tydelighed, men "masse" kan også bare være et udtryk for tiltrækning - altså en kraft, og det er nok det mest sandsynlige. Hvis vi helt fjerner massebegrebet, skal vi bare til at købe 9,81 N sukker og ikke 1 kg, hvilket nok kræver noget tilvending.

  • 1
  • 3

Utroligt så meget vi ved om denne æter - især i betragtning af at vi ikke kan se den. Selv i lup.

Ja, vi kender permeabilitet og dielektricitetskonstant præcist og har også et godt bud på massen og massefordelingen i universet (mørk masse).

Hvis man vil se æteren, skal man ikke have fat i en lup, men en kraftig partikelaccelerator:

Subsequent studies with large particle accelerators have now led us to understand that space is more like a piece of window glass than ideal Newtonian emptiness. It is filled with "stuff" that is normally transparent but can be made visibly hitting it sufficiently hard to knock out a part.

The modern concept of the vacuum of space, confirmed every day by experiment, is a relativistic ether. But we do not call it this because it is taboo.

  • 0
  • 3

Ja det citat har du bragt før. Men navnet æter alene gør det ikke. Din forståelse af æter er jo milevidt fra den forståelse det ligger i det citerede.

Et æsel bliver heller ikke hest fordi jeg kalder det for hest.

  • 3
  • 1

Din forståelse af æter er jo milevidt fra den forståelse det ligger i det citerede.

Hvorfor dog det?

Jeg er da ikke så dum at benytte citater, der skader min argumentation. Det kan da godt være, at Robert og jeg ikke er helt enige i detaljerne om æteren (jeg har endnu ikke læst hans bog); men det første step i denne sag er da at få folk til at acceptere, at der i det hele taget findes en æter, og her har en argumentatio fra en nobelpristager i fysik nok noget mere vægt end min.

  • 0
  • 3

Jeg er da ikke så dum at benytte citater, der skader min argumentation. Det kan da godt være, at Robert og jeg ikke er helt enige i detaljerne om æteren (jeg har endnu ikke læst hans bog);

Hvis du endnu ikke har læst bogen så har du vel strengt taget ingen som helst basis for at udtalte dig om hvor stor uenigheden er.

Og så, det er absolut detaljerne der er væsentlige. Det er 100% fuldstændigt ligegyldigt om man benytter det samme ord for to teorier, hvis matematikken bag er forskellig. Er matematikken bag forskellig så er der også tale om to forskellige teori. Køer og søløver bliver ikke til samme art hvis vi bare beslutter at kalde begge ved samme navn.

  • 3
  • 1

Hvis du endnu ikke har læst bogen så har du vel strengt taget ingen som helst basis for at udtalte dig om hvor stor uenigheden er.

Nej, men det er stort set også ligegyldigt på dette stade. Det vigtigste er, at man endelig erkender, at Einstein har drevet fysikken på vildspor de sidste 100 år ved at hævde, at æteren ikke eksisterer, og at lys i stedet transmitteres af fotoner, som uvist af hvilken årsag altid bevæger sig med samme hastighed uanset hvilket system, de betragtes fra. Først når fysikerne når til den erkendelse, kan vi endelig komme videre med en dybere forståelse for den verden, vi lever i.

Jeg kan have mine teorier; men jeg har ingen mulighed for f.eks. at prøve dobbeltspalteeksperimentet med enkeltprotoner, eller finde ud af, hvordan lasergyroskopet reagerer på magnetfelter. Derfor har jeg svært ved selv at komme videre.

  • 1
  • 3

Om lasergyroskopet påvirkes, afhænger af materialet som lasergyroskopet består af. Normalt, vil det være negligibelt.

Lysets polarisation drejes beviseligt i et magnetfelt. Derfor bør lasergyroskopet også påvirkes; men det påvirkes muligvis forskelligt alt efter om man lægger en spole rundt om lasergyroskopet i dets plan, eller benytter en stangmagnet fra oven, som muligvis kunne have kontraroterende strømme. Det ville jeg gerne efterprøve.

  • 1
  • 3

Lysets polarisation drejes beviseligt i et magnetfelt. Derfor bør lasergyroskopet også påvirkes; men det påvirkes muligvis forskelligt alt efter om man lægger en spole rundt om lasergyroskopet i dets plan, eller benytter en stangmagnet fra oven, som muligvis kunne have kontraroterende strømme. Det ville jeg gerne efterprøve.

Nej, lysets polarisation ændres ikke i et magnetfelt.

Det du tænker på er Faraday effekten. https://en.wikipedia.org/wiki/Faraday_effect

Som der står på siden, så ændres det kun i visse materialer - ikke i lufttomt rum.

Hvilket passer præcist til det jeg skrev. Et statisk magnetfelt påvirker ikke lys i vacuum. Om lasergyroskopet påvirkes, afhænger af materialet som lasergyroskopet består af.

Derimod påvirker vacuum lys.

  • 2
  • 1

Den kan vel være lige så god som sammenligningen med en hævende rosinbolle.

Efter at Jens og Carsten har sat sig på denne tråd med deres særlige fysik har jeg været oppe for at se hvad den oprindeligt handlede om og finder her to analogier til universet: en gryde med kogende grød (Thorleif) og en rosinbolle der hæver (Svend).

Svend mener at grødanalogien kan være lige så god som rosinbolleanalogien (bemærk ikke bedre). Svend forklarer ikke hvorfor men måske kan han lide begge dele lige godt eller lige skidt og det er da en helt legitimt.

Men jeg er dog ikke enig med hverken Thorleif eller Svend men derimod med Peter som præcist forklarer hvad der er galt med grødanalogien nemlig at man ikke observerer den blåforskydning som man ellers ville forvente hvis der er områder af rummet i universet (grøden) der trækker sig sammen (mens andre udvider sig). Rosinbolleanalogien passer derimod fint med at universet i alle retninger viser rødforskydning, og jo større jo længere væk man kigger - akkurat som om universet er en rosinbolle der hæver på et køkkenbord.

Spørgsmålet er nu hvem der har lavet rosinbollen og kan man få opskriften?

Carsten har en helt tredie forklaring på alting - herom handler resten af indlæggene. Det oprindelige emne: de nye tal for Hubblekonstanten og hvad man kan konkludere af det - bliver helt ignoreret.

  • 4
  • 1

Ligesom man ignorere den ene af to mulige årsager til rødforskydningen og derfor regner mere eller mindre galt.

Man er udmærket klar over at udsendelse af lys fra et tyngdefelt giver rødforskydning. Det er ingen hemmelighed. Det står endda i wiki:

Some redshifts are an example of the Doppler effect, familiar in the change of apparent pitches of sirens and frequency of the sound waves emitted by speeding vehicles. A redshift occurs whenever a light source moves away from an observer. Another kind of redshift is cosmological redshift, which is due to the expansion of the universe, and sufficiently distant light sources (generally more than a few million light years away) show redshift corresponding to the rate of increase in their distance from Earth. Finally, gravitational redshift is a relativistic effect observed in electromagnetic radiation moving out of gravitational fields.

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Redshift

I realiteten er al rødforskydning en kombination af de tre situationer, lokal radiær hastighed, gravitational og cosmological redshift. Det er dig der fifler ved at fjerne en af situationerne - gravitational redshift - for at få pengene i dit regnskab til at passe. Ligesom æteren der hele tiden får de mærkeligste egenskaber for at få dit verdensbillede til at passe.

At dit forslag er en meget dårlig forklaring på den universelle rødforskydning er også klart. Hvorfor finder vi kun den store rødforskydning på fjerne lyskilder. Som tidligere nævnt vil din teori forudsætte at det fjerne (gamle) univers ser helt anerledes ud end det nære (unge) univers. Alt er da muligt men hvorfor gøre en så radikal antagelse? Virkeligheden skal med vold og magt tilpasses teorien.

Har du selv regnet på hvor kraftigt et tyngdefelt lyset skal klatre op ad for at blive rødforskudt i det fjerne univers hvor rødforskydningen er 1, 5 eller 10? Hvilke fysisk form skulle galakser som udsender den slags rødforskydning have hvis det skyldes tyngdefelter?

Mao hvis gravitational redshift skal erstatte cosmological redshift som fortolkning af spektral observationerne kræver det et gammelt univers som er ekstremt meget forskelligt fra det nuværende - som jo ikke udviser samme forskydning.

Jeg foreslår du starter med at regne på hvor store tyngdefelter der kræves for at din tese kan virke.

  • 4
  • 1

inally, gravitational redshift is a relativistic effect observed in electromagnetic radiation moving out of gravitational fields.

Nej. Som det er bevist i Pound-Rebka eksperimentet, har det gravitionelle rødskifte intet med relativistiske forhold at gøre - selv om det også fremkommer som følge af den generelle relativitetsteori. Resonansfrekvensen af atomkerner nedsættes ganske simpelt i et gravitationsfelt.

Det er dig der fifler ved at fjerne en af situationerne - gravitational redshift - for at få pengene i dit regnskab til at passe.

Vrøvl, det er da lige omvendt! Det er da netop mig, der tilføjer det gravitionelle rødskifte, som du og andre behændigt udelader.

At dit forslag er en meget dårlig forklaring på den universelle rødforskydning er også klart. Hvorfor finder vi kun den store rødforskydning på fjerne lyskilder. Som tidligere nævnt vil din teori forudsætte at det fjerne (gamle) univers ser helt anerledes ud end det nære (unge) univers. Alt er da muligt men hvorfor gøre en så radikal antagelse? Virkeligheden skal med vold og magt tilpasses teorien.

Det er da ikke mig, der med vold og magt tilpasser teorien. Det er da dig, der uden at have det mindste belæg for at sige det bare konkluderer, at det ekstremt fjerne univers eller rettere - universet, som det så ud for mange milliarder år siden - ikke kan have været markant anderledes end det nuværende nære, og at der derfor ikke kunne findes gigantiske sole med en helt ekstrem masse - på trods af at et objekt netop skal have en hel ekstrem lysstyrke for at kunne observeres på mange milliarder lysårs afstand.

Mao hvis gravitational redshift skal erstatte cosmological redshift som fortolkning af spektral observationerne kræver det et gammelt univers som er ekstremt meget forskelligt fra det nuværende - som jo ikke udviser samme forskydning.

Hvor er jeg træt af, at du og andre gang på gang lægger ord i munden på mig, som jeg ikke har sagt. Jeg har aldrig hævdet, at det forøgede rødskifte, man ser på ekstremt fjerne objekter udelukkende skyldes det gravitionelle rødskifte. Jeg har bare påpeget, at når man fjerner dette bidrag uden at have noget belæg for at gøre det, risikerer man at regne galt, og man kan måske regne så galt, at konklusionen bliver, at Big Bang aldrig har fundet sted.

  • 1
  • 5

Undskyld - der skulle have stået cosmological redshift.

"Cosmological redshift" er ikke et selvstændigt rødskifte. Det er blot et ganske almindeligt dopplerskift, hvor hastigheden af objektet bare stiger med afstanden, så selv efter din rettelse, har jeg absolut ikke udeladt noget som helst, og jeg har heller ikke draget nogen som helst konklusioner om hvor stor en del af rødskiftet, der skyldes dopplereffekten, og hvor stor en del, der skyldes det gravitionelle rødskifte! Da jeg ikke ved med sikkerhed, hvordan universet så ud for ca. 13 milliarder år siden, har jeg ikke belæg for at gøre det, og det har du og fysikerne heller ikke. Forskellen er bare, at I gør det alligevel.

  • 1
  • 4

"Cosmological redshift" er ikke et selvstændigt rødskifte

Jo det er det. Det henviser til effekten af at universet udvider sig. Du bryder dig ikke om udtrykket fordi du tror på det statiske univers men andre tror det udvider sig. Det må du leve med. Du skal op med helt andre stærke sager før du slippe af med den kosmologiske rødforskydning.

Og det er ikke stærke sager at forslå at naturlovene ser anerledes ud andre steder. Måske gør de - og måske ikke. Men det er en grundlæggende arbejdshypotese i naturvidenskaben at naturlovene som observeret lokalt er universelle. Det går man bare ud fra. Man kan ikke VIDE det men det er en frugtbar antagelse fordi den giver mulighed for at opbygge sammenhængende og universelle naturvidenskabelige teorier. Hvis man derimod, som du, insisterer på at måtte VIDE om naturlovene er universelle før du vil acceptere det som dit arbejdsgrundlag - kan du i princippet slet ikke tænke naturvidenskabeligt. Det vil være meningsløst. Som at vente på Godot.

Og sådan noget kan man naturligvis aldrig få at vide - medmindre da man er Gud.

  • 4
  • 2

"Cosmological redshift" er ikke et selvstændigt rødskifte. Det er blot et ganske almindeligt dopplerskift, hvor hastigheden af objektet bare stiger med afstanden

Det er vist nok et almindeligt accepteret faktum, som selvfølgelig viser at Universet udvider sig. Beviserne for konstantens størrelse er dog ikke helt nagelfast, da de baserer sig på andre svært beviste påstande.

En besynderlig sideeffekt er, at den begrænser vores udsyn. Stjerner/galakser vil forsvinde, hvis de blot er langt nok væk, for da vil de have større hastighed end lysets, set fra os. Er dette Universets begrænsning eller er det tiden? Kosmologer er altid en smule uldne, når man spørger dem om Universets grænse, og hvad man ville se, hvis man var derude. En grænse må der jo være, da Universet opfattes som begrænset. Tid og afstand er desværre viklet uhjælpeligt sammen, og de populære forklaringer halter her og der.

  • 0
  • 2

Jo det er det. Det henviser til effekten af at universet udvider sig. Du bryder dig ikke om udtrykket fordi du tror på det statiske univers men andre tror det udvider sig. Det må du leve med. Du skal op med helt andre stærke sager før du slippe af med den kosmologiske rødforskydning.

Den kosmologiske rødforskydning fremkommer vel netop, fordi man har konstateret, at meget fjerne objekter har mere rødforskydning end nære. Da hubble konstanten samtidig kun tager hensyn til dopplerskiftet og ignorerer et evt. gravitionelt rødskifte, konkluderer man, at hastigheden væk fra os må være større - altså at universet udvidder sig.

Hvis du ikke mener, at det er dopplerskiftet, der ligger til grund for den kosmologiske rødforskydning, hvad er det så?

  • 1
  • 4

Hvis du ikke mener, at det er dopplerskiftet, der ligger til grund for den kosmologiske rødforskydning, hvad er det så?

Det mener jeg og det har jeg skrevet. Men der er lokale hastigheder i forhold til os som giver både rød og blåforskydning i ligelig mængde og der er rødforskydning fordi universet udvider sig som en rosinbolle der hæver. Så lad nu være at pinde hugge. I stedet synes jeg du skulle forklare hvilke typer fjerne legemer eller mekanismer der vil kunne give de rødforskydninger vi observerer hvis det skyldes tyngdefelter. Har du regnet på det?

Bemærk at Hoyle - som ikke troede på BB - var helt med på at universet udvider sig. Men for at opretholde Steady State indførte han et C-felt hvor nyt stof blev skabt således at stoftætheden ikke blev reduceret pga udvidelsen.

  • 4
  • 1

og der er rødforskydning fordi universet udvider sig som en rosinbolle der hæver.

Ja, men hvor kommer den rødforskydning fra? En rosinbolle, der hæver, vil få større og større afstand mellem rosinerne, så de fjerner sig fra hinanden og dermed får et almindelig dopperskift; men jeg mangler stadig at få en forklaring på, at et ekspanderende univers i sig selv giver en rødforskydning.

Iøvrigt skulle universet i starten ekspandere med overlyshastighed (så vidt jeg husker 6 gange); men det mener du måske heller ikke er noget problem?

Hvad med den relativistiske masseforøgelse? Hvis noget bevæger sig med op mod lysets hastighed (eller i dette tilfælde over), som man antager, at verdensrummet gjorde lige efter Big Bang, ville alle objekter blive ekstremt tunge og dermed få en kraftig gravitionel rødforskydning. Hvor bliver det af i din model? Vi ser jo det fjerne univers, som det så ud for over 13 milliarder år siden, og hvis hastigheden af objekterne på det tidspunkt var nær lysets, ville det resultere i, at alle sole var voldsomt tunge og dermed havde et voldsomt gravitionelt rødskifte.

  • 1
  • 4

Nej, det giver ingen mening at ulejlige scientariet med spørgsmål om noget, jeg ikke tror på (ekspansion med overlyshastighed).

Selvfølgeligt, er det ikke muligt, med mindre lysets hastighed var større tilbage i tiden. Når vi ser ud i rummet, så ser vi tilbage i tiden, og naturligvis kan lysets hastighed - eller rummets densitet være blevet større. På den anden side, så må vi jo overveje konsekvensen af at opgive big-bang. Hvornår skulle stoffet i universet være kommet? Og, hvis det har været her evigt, hvorfor skulle det så ikke alt være afbrændt og forbrugt? Uden big bang - dukker der så stof op i ny og næ, for at holde lyset i solene vedlige? Endnu et gang, en god teori, der rejser spørgsmål uden at besvare dem.

  • 0
  • 1

Uden big bang - dukker der så stof op i ny og næ, for at holde lyset i solene vedlige? Endnu et gang, en god teori, der rejser spørgsmål uden at besvare dem.

Du henviser til Steady State teorien. Den er der omfattende analyser af og den har vist stadig sine tilhængere.

Hele naturvidenskaben er et stort spørgsmålstegn. Der er intet steds forklaret hvor det hele kommer fra. Det er begrædeligt men hvis man absolut vil vide det kan man jo bare søge hen til nærmeste kirke.

  • 4
  • 0

Nej, det giver ingen mening at ulejlige scientariet med spørgsmål om noget, jeg ikke tror på (ekspansion med overlyshastighed).

Man må så forvente at du redegør for fejlen i den generelle relativitetsteori. Henvisning til din tro er ikke nok ligesom Jens også kommer for billigt afsted med sit "selvfølgelig".

"While special relativity prohibits objects from moving faster than light with respect to a local reference frame where spacetime can be treated as flat and unchanging, it does not apply to situations where spacetime curvature or evolution in time become important. These situations are described by general relativity, which allows the separation between two distant objects to increase faster than the speed of light."

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Metric_exp...

  • 6
  • 0

Henvisning til din tro er ikke nok ligesom Jens også kommer for billigt afsted med sit "selvfølgelig".

Jeg har svært ved at se der er andre muligheder. Den eneste måde at overskride lysets hastighed på, er at lysets hastighed har været en anden, så den ikke overskrides. Det kunne f.eks. skyldes at universets densitet er ændret, hvis vi kan tale om en sådan.

Uden et univers der fødes og dør, så er det svært at redegøre for tingenes tilblivelse. Tilblivelse kræver en begyndelse. Men problemerne med hubblekonstanten kan måske medføre usikkerhed på hvor lang tid siden universet opstod.

Måske er hubblekonstanten ikke eneste parameter der kan være usikker, og jeg tror at vi ikke kan være sikre på tidspunktet for big-bang.

  • 0
  • 2

Man må så forvente at du redegør for fejlen i den generelle relativitetsteori.

At den baserer sig på fotonmodellen, som umuligt kan passe! Det er fuldstændig ligegyldigt hvor meget matematik, man bygger oven på nonsense. Resultatet forbliver nonsense.

Hverken du eller andre har nogensinde kunnet svare fornuftigt på bare ét eneste af mine mange fotondilemmaer, hvorimod du med egne ord aldrig har kunnet få skovlen under min argumentation.

jeg mistænker min mangel på faglighed som hovedårsagen til at jeg ikke kan få skovlen under dig.

Alligevel fastholder du stædigt, at det er Einsteins verdensbillede med fotonmodel og relativistisk tid, der er den rette.

Du vil kun høre dit eget gospel.

Så er vi vist to.

  • 1
  • 5

Man må så forvente at du redegør for fejlen i den generelle relativitetsteori.

At den baserer sig på fotonmodellen, som umuligt kan passe! Det er fuldstændig ligegyldigt hvor meget matematik, man bygger oven på nonsense. Resultatet forbliver nonsense.

Carsten har en fantastisk måde at drive fysik på. Hvor man i den naturvidenskabelige metode prøver at finde den model, der med færrest apriori forudsætninger passer bedst med målte resultater, så starter Carsten istedet ud med at beslutte hvad der er den rigtigt model, og så til helvede med om matematikken passer på målte resultater. Den metode er også kendt som religion...bruges f.eks. af kreationister.

du med egne ord aldrig har kunnet få skovlen under min argumentation.

Nej, ingen vil nogen sinde kunne få skovlen under religiøs overbevisning via naturvidenskabelige argumenter.

  • 3
  • 1

Hvor man i den naturvidenskabelige metode prøver at finde den model, der med færrest apriori forudsætninger passer bedst med målte resultater,

Gid det var så vel; men naturvidenskab efter Einstein er blevet en matematisk disiplin, hvor man er flintrende ligeglad med, om modellerne kan realiseres rent fysisk, eller forklaringerne er rablende vanvittige - bare matematikken passer. Derfor bliver jeg nødt til at gå mine egne veje, hvis jeg vil have en dybere forståelse for den verden, vi lever i.

  • 1
  • 2

Man må så forvente at du redegør for fejlen i den generelle relativitetsteori.

                    At den baserer sig på fotonmodellen, som umuligt kan passe! Det er fuldstændig ligegyldigt hvor meget matematik, man bygger oven på nonsense. Resultatet forbliver nonsense.  

Har du nogensinde forsøgt at sætte dig ind i relativitetsteorierne??? Nej, det har du ikke!

Relativitet er en følge af at lysets hastighed i vakuum altid måles konstant, uanset iagttagers egen bevægelse. Deraf følger at forskellige iagttagere ikke kan blive enige om hverken tid eller afstand.

Fotonmodellen er en del af kvantemekanikken, den er ikke indeholdt i relativitetsteorierne! Dit argument er derfor det rene VRØVL!

  • 3
  • 1

Jeg har svært ved at se der er andre muligheder.

Det et igen ikke noget rigtig stærkt argument - hvad du har svært ved at se.

Men ifølge det jeg citerede ovenfor fra Wiki er det altså ikke forbudt iflg GR at den metriske udvidelse af universet overstiger lysets hastighed. Jeg kender ikke teorien godt nok til at kunne bekræfte at det passer men jeg kan på den anden side ikke se hvorfor det skulle være forkert. Udvidelse af rummet er jo noget helt andet end bevægelse i rummet så hvorfor udvidelsen skulle have samme begrænsning som hastigheden i rummet er ikke "selvfølgeligt" som du påstår men skal da begrundes med udgangspunkt i teorien.

Det betyder også noget for mig at den superluminale udvidelse altid har været fuldstændig accepteret af forskningen uden mindste dissens. Hvem er jeg - eller du - hvis mave er klogere end de professionelle?

  • 2
  • 1

Fotonmodellen er en del af kvantemekanikken, den er ikke indeholdt i relativitetsteorierne!

Måske ikke, men det er fotonen, og falder fotonmodellen, falder hele relativitetsteorien.

Ingen har nogensinde kunnet svare fornuftigt på bare ét eneste af mine mange fotondilemmaer, og ingen har nogensinde kunnet forklare, hvordan man får en foton til at følge en krum ledning, hvilket den jo skal kunne, hvis den skal formidle de elektromagnetiske kræfter. Der findes næppe nogen model, som er så gennemhullet og selvmodsigende; men alligevel hævder man, at den repræsenterer sandheden, for ellers tog Einstein fejl og de sidste 100 års fysik skal skrives om, hvilket er fuldstændig uoverskueligt.

  • 0
  • 5

Fotonmodellen er en del af kvantemekanikken, den er ikke indeholdt i relativitetsteorierne!

Måske ikke, men det er fotonen, og falder fotonmodellen, falder hele relativitetsteorien.

Hvilken del af ordet foton-model forstod du ikke? Når foton-modellen ikke er indeholdt i relativitetsteorierne, så er fotonen det heller ikke. Det er helt elementært og let fatteligt for enhver!

Ingen har nogensinde kunnet svare fornuftigt på bare ét eneste af mine mange fotondilemmaer,

DET ER LØGN!

Du har i utallige tidligere tråde fået svar mange gange!

Hermed en opfordring:

Start din egen æter-blog eller i det mindste din egen æter-tråd. Og hold alle æter indlæg der.

Så kan vi andre blive fri for dit evindelige ÆTER SPAM som gang på gang ødelægger tråde hvor det ikke hører hjemme!

  • 5
  • 1

Ingen har nogensinde kunnet svare fornuftigt på bare ét eneste af mine mange fotondilemmaer

Du fik ellers et fremragende svar her, så ingen har nogensinde er absolut ikke sandfærdigt.

Jeg er helt på det rene med at det kan være svært at overbevise folk med meget faste meninger. Jeg synes dog ikke Ingeniørens læsere kan være tjent med at sidde tilbage med følelsen af, at moderne fysik står på et vaklende grundlag. Derfor: Carsten Kanstrup, i det nedenstående har jeg svaret på dine syv spørgsmål. Jeg synes det er fantastisk når folk der ikke er fysikere tænker mere end et par minutter over tingene. Det har du helt tydeligt gjort. Jeg må desværre skuffe dig med, at dine syv spørgsmål ikke kræver viden der ligger ud over de første to års fysikuddannelse. Hvis du bor i nærheden af et universitet, vil jeg anbefale dig at sidde med i det første kursus i kvantemekanik. Et overordnet svar på alle spørgsmålene kunne være: Fysik beskæftiger sig ikke med tingenes 'indre natur'. Fysik beskæftiger sig med at opstille modeller der kan beskrive hvordan verden opfører sig. De modeller der inkluderer fotoner er de mest gennemtestede modeller man kan forestille sig, og hele det 20. årh. teknologiske udvikling bygger på dem. Det er altså gode, solide modeller. Enhver model der vil udfordre dem, må klare sig lige så godt eller bedre, i den svære opgave det er at levere forudsigelser. Til svarene: 1: Frekvensen af én foton er proportional med energien. Proportionalitetskonstanten er Plancks konstant. E = hf. Dit argument er så, at en foton der er vældig præcist lokaliseret i tidsdomænet, nødvendigvis må have en stor spredning i frekvensdomænet. Det er fuldstændig korrekt. Sætter vi det på formel, siger du faktisk: delta_t*delta_f >= 1/4pi. Indsæt ovenstående, og du har det vi kalder Heisenbergs usikkerhedsrelation i kvantemekanikken. Heisenbergs usikkerhedsrelation hænger sammen med det såkaldte 'kollaps' af bølgefunktionen. I virkeligheden handler det bare om, at fotonen ikke kan forstås som en billardkugle der bærer rundt på en fast determineret impuls -og positionsvektor, men kun på sandsynligheder for at foretage en bestemt måling. Der er masser af god litteratur om dette, men hvis man for alvor vil forstå det, kræver det matematik på et lidt højere niveau end jeg forsøger at forklare mig med her -- sig til hvis du vil anbefales noget. Det er en intuitivt uforståelig feature ved kvantemekanik at fysiske variable skal forstås sådan. Man er jo vant til bare at kunne aflæse et tal på et måleapparat. Men kvantemekanikken giver rigtig gode forudsigelser, og vi har på den baggrund ingen grund til at tro, at den skulle være forkert. Pointen du skal tage med fra dette er, at din præmis om at én foton bærer en definitiv delta_t = 0 med sig er forkert. De følgeslutninger du gør heraf er altså også forkerte. 2: Se ad. 1. 3: Se ad. 1. 4: Man regner ikke baglæns fra E = mc^2, faktisk tværtimod. Et massivt relativistisk objekt har totalenergien E = kvrod((mc^2)^2 + (pc)^2). Det kan du rækkeudvikle for at få E = mc^2. En rækkeudvikling er en matematisk procedure hvor man skriver et matematisk udtryk som en lang sum af andre matematiske udtryk. Man kan være heldig at dele af rækken forsvinder, under visse antagelser. Det er korrekt at speciel relativitet ikke forudser at fotonen energi er E = hf, og at impulsen dermed er p = hf/c ved indsættelse i ovenstående. Hver gang du har en ligning hvor Plancks konstant indgår, så er det en kvantemekanisk (eller kvantefeltteoretisk) ligning. Det sidste du siger er altså noget sludder. Fotonen har en hvilemasse på nul, men kan sagtens overføre impuls. Du behøver ikke dobbeltspalteksperimentet for at indse dette. Bare se på strålingstryk. 5: En foton er ikke enten på "partikelform" (hvor alt opfører sig som billardkugler) eller "bølgeform" (hvor alt opfører sig som plane bølger). Det er en analogi man bruger, så man i specialtilfælde bedre kan forstå og regne på tingene. En foton er et kvantemekanisk objekt, og du slipper altså ikke for at lære kvantemekanik hvis du vil forstå hvad det indebærer. 6: Dette kan forstås i billardkugleanalogien. Lad os sige at du udsender en masse billardkugler isotropt (dvs. lige mange i alle retninger). Du kan nu give dig til at måle fluxtætheden (dvs. hvor mange billardkugler passerer igennem mit måleapparat per tid) af billardkugler som funktion af afstanden til udsendelsesstedet. Dette tal kan vi også regne ud, da det simpelthen vil være overfladearealet af mit måleapparat divideret med overfladearealet af den kugle du kan tegne med centrum i udsendelsesstedet og radius lig afstanden fra udsendelsessted til måleapparat. Dette aftager med 1/r^2. Og derfor gør fluxen det også. Stil nu det samme spørgsmål for én billardkugle. Kan du selv se at det ikke giver mening at stille spørgsmålet på samme måde? 7: Se ad. 4.

  • 4
  • 0

Du har i utallige tidligere tråde fået svar mange gange!

Beklager, men svar som f.eks.: "det er ikke særlig velforstået", som jeg fik på mit spørgsmål om, hvordan man får en foton til at følge en krum ledning, kan jeg ikke rigtig bruge til noget, og mere konkret har det aldrig været. I stedet for at råbe op om løgn, kunne du jo bare svare på dette enkle spørgsmål; men det er det samme hver gang. Du/I kan ikke svare og begynder så at gå efter manden i stedet for bolden, påstår, at jeg allerede har fået svar, men uden at I kan give en link til svaret, eller begynder en ligegyldig diskussion om, hvad der er videnskab og videnskabelige metoder.

Start din egen æter-blog eller i det mindste din egen æter-tråd. Og hold alle æter indlæg der.

Så kan vi andre blive fri for dit evindelige ÆTER SPAM som gang på gang ødelægger tråde hvor det ikke hører hjemme!

Det var ikke mig, der bragte æteren på banen i denne tråd. Jeg påpegede bare, at man ikke kan tillade sig at se bort fra den gravitionelle rødforskydning, når man ikke har noget belæg for at gøre det.

  • 0
  • 5

Beklager, men svar som f.eks.: "det er ikke særlig velforstået", som jeg fik på mit spørgsmål om, hvordan man får en foton til at følge en krum ledning

Det er ikke så svært. Det plejer vist nok at være elektroner som gør det. Jeg har endnu aldrig hørt om en foton som bevæger sig gennem en ledning. Det skulle da lige være i gamma-området, men så går den i lige linje.

Det var ikke mig, der bragte æteren på banen i denne tråd. Jeg påpegede bare, at man ikke kan tillade sig at se bort fra den gravitionelle rødforskydning, når man ikke har noget belæg for at gøre det.

Belægget er at man kender dens størrelse, både teoretisk og fra målinger. Den er meget lille, undtagen i nærheden af et sort huls begivenhedshorizont.

  • 5
  • 0

1: Frekvensen af én foton er proportional med energien. Proportionalitetskonstanten er Plancks konstant. E = hf. Dit argument er så, at en foton der er vældig præcist lokaliseret i tidsdomænet, nødvendigvis må have en stor spredning i frekvensdomænet. Det er fuldstændig korrekt. Sætter vi det på formel, siger du faktisk: delta_t*delta_f >= 1/4pi. Indsæt ovenstående, og du har det vi kalder Heisenbergs usikkerhedsrelation i kvantemekanikken.

I naturen er der en fuldstændig entydig sammenhæng mellem tidsdomænet og frekvensdomænet. Der er absolut ingen usikkerhed her, for så ville man ikke kunne regne om med en fouriertransformation som man f.eks. gør i digital TV. f = E/h er et uendelig smalspektret signal, som vil tage uendelig lang tid at generere, så det kan umuligt genereres af f.eks. et elektronhop.

Heisenbergs usikkerhedsrelation hænger sammen med det såkaldte 'kollaps' af bølgefunktionen.

Bølgefunktion i hvad - og er kollapset i det hele taget matematisk beskrevet? Endnu engang fjerner fysikken sig totalt fra virkeligheden. Bølger opstår som følge af impulsudveksling mellem et meget stort antal partikler, og kan derfor aldrig genereres af én partikel. Impuls p = m x v, så hvor er den masse, der skal til for at udveksle impuls og dermed skabe en bølge?

I virkeligheden handler det bare om, at fotonen ikke kan forstås som en billardkugle der bærer rundt på en fast determineret impuls -og positionsvektor, men kun på sandsynligheder for at foretage en bestemt måling.

Hvordan overfører den f.eks. egenskaben "frekvens"? Alle former for repetitive bevægelser vil jo give en energi, der afhænger af frekvensen i 2. potens - ikke i første potens. Heller ikke det spørgsmål kan du affeje med en usikkerhedsrelation.

2: Se ad. 1. 3: Se ad. 1. 7: Se ad. 4.

Jeg kan ikke huske spørgsmålene ud fra numrene; men de var ialtfald så forskellige, at ét svar ikke dækker dem alle - og specielt ikke når det er så ukonkret som dit og bare henviser til en usikkerhedsrelation, der gør alt muligt.

Et massivt relativistisk objekt har totalenergien E = kvrod((mc^2)^2 + (pc)^2). .... Fotonen har en hvilemasse på nul, men kan sagtens overføre impuls.

Ja, men når hvilemassen m = 0, står vi tilbage med E = pc, hvor p = hf/c. Da p = m' x v og v = c fås: hf/c = m'c => m' = hf/c2. Nu er mit spørgsmål så bare - hvordan får man en masse på hf/c2 accelereret op til lysets hastighed? Det var pointen, som du vist "glemte" at svare på. Da p = mv er det vrøvl at påstå, at masseløse objekter skam godt kan have impuls.

5: En foton er ikke enten på "partikelform" (hvor alt opfører sig som billardkugler) eller "bølgeform" (hvor alt opfører sig som plane bølger). Det er en analogi man bruger, så man i specialtilfælde bedre kan forstå og regne på tingene. En foton er et kvantemekanisk objekt, og du slipper altså ikke for at lære kvantemekanik hvis du vil forstå hvad det indebærer.

Jeg har en kendt forsker på NBI's ord for, at der ikke findes én eneste arbejdende fysiker, der forstår partikel-bølgedualiteten.

Beklager, men jer ser stadig ikke ét eneste konkret svar på mine spørgsmål.

  • 0
  • 5

Det plejer vist nok at være elektroner som gør det.

Ja, men de indeholder ingen energi! Al energi ligger i feltet, og ifølge traditionel fysik er det fotonen, der formidler de elektromagnetiske kræfter http://fysikleksikon.nbi.ku.dk/s/standardm... . Altså må den kunne følge en krum ledning. Hvordan gør den det?

Hvis det var elektronerne, der indeholdt energien, ville energien i en spole være uafhængig af selvinduktionen (E = ½ L I2) og kun afhænge af strømmen, og en transformator ville ikke virke, for elektronerne kan jo ikke hoppe fra primær til sekundær. Desuden ville udbredelseshastigheden på en ledning ikke afhænge af isolationsmaterialet.

Iøvrigt er m = E/c2, så der hvor energien er, er massen også. Hvor er den masse henne i fotonmodellen, og hvis fotonen har masse - hvordan får man så den masse accelereret op til lysets hastighed?

  • 0
  • 4

og ifølge traditionel fysik er det fotonen, der formidler de elektromagnetiske kræfter http://fysikleksikon.nbi.ku.dk/s/standardm... . Altså må den kunne følge en krum ledning. Hvordan gør den det?

Det gør den som et felt, ikke som partikel. Husk at fotonmodellen siger at fotonen både har partikel- og bølge natur. Husk også at fotonmodellen ikke modsiges af eksperimenter.

Iøvrigt er m = E/c2, så der hvor energien er, er massen også. Hvor er den masse henne i fotonmodellen, og hvis fotonen har masse - hvordan får man så den masse accelereret op til lysets hastighed?

Fotonen har ingen hvilemasse, den accelereres ikke, den fødes mad hastigheden c i vacuum.

  • 5
  • 1

Jeg har en kendt forsker på NBI's ord for, at der ikke findes én eneste arbejdende fysiker, der forstår partikel-bølgedualiteten.

Tror du virkelig at naturen har indrettet sig sådan at du eller andre intuitivt kan forstå den??? Hvorfor i alverden skulle den dog det?

Vi kan konstatere at kvantemekanikkens bølgefunktion kan beskrive enhver partikel sådan at intet eksperiment hidtil har modsagt den. Kvantemekanikkens succes beror på at den giver korrekte resultater i den virkelige verden, ikke på at du eller andre kan forstå den!

  • 5
  • 1

Det gør den som et felt, ikke som partikel.

Og hvad består det felt så af, og hvordan styrer man det langs ledningen? Indtil du og Jens Madsen har gjort rede for, hvad et "felt" er, er det kun et ord på 4 bogstaver. Naturen består nu en gang ikke af matematik og bogstaver, men af fysiske elementer.

den fødes mad hastigheden c i vacuum.

Og for at kunne have impulsen hf/c og hastigheden c, må massen nødvendigvis være hf/c2. Hvordan får man skabt den masse med den hastighed?

Vi kan konstatere at kvantemekanikkens bølgefunktion kan beskrive enhver partikel sådan at intet eksperiment hidtil har modsagt den.

Næ, vi kan konstatere, at mange ting i naturen opfører sig som en bølge, og da man nægter at acceptere, at æteren, som med sin masse og uendelig mange partikler kan gøre rede for den bølge, eksisterer, bliver man nødt til at hævde, at fotonen også har bølgeegenskaber; men det er noget forfærdelig vrøvl, for bølger kan aldrig opstå i én partikel, da den jo ikke kan udveksle impuls med sig selv, og slet ikke i en masseløs partikel, da impuls er masse gange hastighed så uden masse - ingen impuls. Hvordan skaber du en bølge i ingenting?

Kvantemekanikkens succes beror på at den giver korrekte resultater i den virkelige verden.

Vel gør den ej. I naturen er der ingen usikkerheder og derfor intet belæg for Heisenbergs usikkerhedsrelation. Hvis vi f.eks. udsender et firkantsignal, vil vi, uanset hvornår vi modtager det (efter en vis afstand), modtage præcis det samme signal - ikke et udvisket signal som følge af en sandsynlighedsfordeling eller en usikkerhedsrelation. Der er også en 100% entydig sammenhæng mellem tidsdomænet og frekvensdomænet, idet dette signal kan opløses i et uendelig antal ulige harmoniske med amplituden:

U = 4/pi (sin(x)/1 + sin(3x)/3 + sin(5x)/5 + ....)

I praksis er Delta_t og delta_f begge 0 og produktet kan derfor aldrig være større end 1/4pi! Det kan godt være, at matematikken siger noger andet; men det er altså naturen, der er facitlisten, så matematikken er forkert!

Svar lige på følgende spørgsmål:

  • Hvilken frekvens skal de enkelte fotoner have for at generere dette firkantsignal og ikke nogen som helst andre frekvenser? En usikkerhedsrelation, hvori der indgår ">=" eller en sandsynlighedsfordeling kan ialtfald ikke gøre det.

  • Hvordan kan fotonerne samarbejde, så nogle har grundtonen og andre har overtonerne? Uden et sådant samarbejde kommer amplituden ikke til at passe, eller hver foton skal have uendelig mange frekvenser på én gang.

  • Hvordan kan fotonen spå om fremtiden, for hvis den ikke ved, hvornår næste skift i signalet kommer, kan den jo ikke generere det korrekte spekter. Hvis vi f.eks. udsender et firkantsignal med en frekvens på 500 Hz - altså et signal, der skifter polaritet for hver 1 ms; men så pludselig skifter til 500 kHz, så næste flange kommer 1 us senere, skal fotonen efter at have bevæget sig 300 m pludselig skifte frekvens og dermed få ændret sin energi, hvilket naturligvis er umuligt og også et brud på energibevarelsessætningen.

I ætermodellen er der ikke dette problem, da alt udelukkende foregår i tidsdomænet.

  • 1
  • 4

Og hvad består det felt så af, og hvordan styrer man det langs ledningen? Indtil du og Jens Madsen har gjort rede for, hvad et "felt" er, er det kun et ord på 4 bogstaver. Naturen består nu en gang ikke af matematik og bogstaver, men af fysiske elementer.

Vi kan beskrive et felt matematisk. Vi kan teste matematikken mod virkelige eksperimenter. Vi har ikke set et eneste eksperiment som modsiger matematikken. At finde ud af hvad et felt består af vil sikkert kræve fremtidige partikelgeneratorer med højere energi. Men vi kan sagtens forstå hvordan felter opfører sig ud fra matematikken! Behøver man at forstå hvordan en mobiltelefon fungerer for at bruge den?

Og for at kunne have impulsen hf/c og hastigheden c, må massen nødvendigvis være hf/c2. Hvordan får man skabt den masse med den hastighed?

Fotonen har ingen hvilemasse og derfor ingen relativistisk masseforøgelse! Og den fødes mad hastighed c, den accelereres ikke! Fotonen er altså ikke en billardkugle!

Næ, vi kan konstatere, at mange ting i naturen opfører sig som en bølge, og da man nægter at acceptere, at æteren, som med sin masse og uendelig mange partikler kan gøre rede for den bølge, eksisterer, bliver man nødt til at hævde, at fotonen også har bølgeegenskaber; men det er noget forfærdelig vrøvl, for bølger kan aldrig opstå i én partikel, da den jo ikke kan udveksle impuls med sig selv, og slet ikke i en masseløs partikel, da impuls er masse gange hastighed så uden masse - ingen impuls. Hvordan skaber du en bølge i ingenting?

I Newtons mekanik, som du åbenbart hænger fast i, er impuls masse gange hastighed. Kvantemekanikken tillader en masseløs partikel at have impuls. Det kan beskrives matematisk, det kan måles, det er virkeligt!

Kvantemekanikkens succes beror på at den giver korrekte resultater i den virkelige verden.

                    Vel gør den ej. I naturen er der ingen usikkerheder og derfor intet belæg for Heisenbergs usikkerhedsrelation.  

Så tænk på følgende eksperiment: Du placerer et tyndt isolerende lag mellem to ledere, f.eks. kan man bruge kobberoxid som isolator. Hvis det isolerende lag er tykt kan der ikke løbe elektrisk strøm gennem isolatoren. Hvis laget er tyndt vil der løbe strøm, men der vil være en lille spændingsforskel over isolatoren. Prøv at variere strømmen gennem isolatoren. Du vil opdage at spændingsforskellen er næsten konstant, og ikke afhænger af strømstyrken. Hvorfor? Jo, det kaldes tunneleffekt, og denne tunneleffekt er perfekt beskrevet af Heisenbergs usikkerheds relation (og af elektronens bølgefunktion). Usikkerheden på elektronens position tillader den at hoppe over et tyndt isolerende lag. Det er baggrunden for at kobberkontakter fungerer, de er altid dækket af et tyndt lag isolerende kobberoxid.

I praksis er Delta_t og delta_f begge 0 og produktet kan derfor aldrig være større end 1/4pi! Det kan godt være, at matematikken siger noger andet; men det er altså naturen, der er facitlisten, så matematikken er forkert!

Matematikken beskriver perfekt hvad vi kan se i eksperimenter! HVORFOR ER DET FORKERT???

Hvilken frekvens skal de enkelte fotoner have for at generere dette firkantsignal og ikke nogen som helst andre frekvenser? En usikkerhedsrelation, hvori der indgår ">=" eller en sandsynlighedsfordeling kan ialtfald ikke gøre det.

Enhver foton har en frekvens som er entydigt givet ved dens energi. Du kan ikke lave et firkant signal med kun en foton. Det kan du derimod med passende harmoniske, forudsat du har mange fotoner.

Hvordan kan fotonerne samarbejde, så nogle har grundtonen og andre har overtonerne? Uden et sådant samarbejde kommer amplituden ikke til at passe, eller hver foton skal have uendelig mange frekvenser på én gang.

Du sender X antal fotoner med forskellige energier. Du modtager samme, og hver enkelt foton afleverer præcis den energi den er født med. Enkeltfotoner er smalspektrede, kun et større antal kan sammen give et bredspektret signal.

Hvordan kan fotonen spå om fremtiden, for hvis den ikke ved, hvornår næste skift i signalet kommer, kan den jo ikke generere det korrekte spekter. Hvis vi f.eks. udsender et firkantsignal med en frekvens på 500 Hz - altså et signal, der skifter polaritet for hver 1 ms; men så pludselig skifter til 500 kHz, så næste flange kommer 1 us senere, skal fotonen efter at have bevæget sig 300 m pludselig skifte frekvens og dermed få ændret sin energi, hvilket naturligvis er umuligt og også et brud på energibevarelsessætningen.

VRØVL! Fotoner skifter ikke frekvens undtagen hvis de påvirkes udefra.

  • 3
  • 1

Sådan rent pædagogisk kan man jo prøve at se på hele det elektromagnetiske spektre. Fra de langbølgede radiobølger med lav frekvens og lille foton energi. Til de virkeligt kortbølgede fotoner med høj frekvens og stor foton energi som røntgen stråling og gammastråling. Så tillægger man de bløde langbølgede radiobølger en lille grad af partikel karakter men en stor grad bølgekarkter. Og hårde fotoner som røntgen stråling og gamma stråling tillægges en stor grad af partikel karakter og en lille grad af bølge karakter. Dette er en rimelig og praktisk anskuelse når f.eks. man ser på hvordan langbølgede og energifattige radiobølger afbøjes i atmosfæren og de kortbølgede energirige røntgen og gamma fotoner brager lige igennem atmosfæren og kun stoppes ved kollision med luftens molekyler.

Med hensyn til dobbeltspalte forsøget og bølge interferens mønstret, når mange elektroner passerer de to spalter, hvis det virkeligt skulle være partikler der afbøjes er dette jo nemt at påvise. En elektron der ændre impuls f.eks. ved at ændre retning i efter passage af dobbeltspalten vil udsende bremsestråling som reaktion på impulsændringen. Så er det jo bare at detekterer denne bremsestråling f.eks. på en fotografisk film?

Og det bliver mit beskedne bidrag til denne diskussion.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 2
  • 1

Vi kan beskrive et felt matematisk. Vi kan teste matematikken mod virkelige eksperimenter. Vi har ikke set et eneste eksperiment som modsiger matematikken. At finde ud af hvad et felt består af vil sikkert kræve fremtidige partikelgeneratorer med højere energi. Men vi kan sagtens forstå hvordan felter opfører sig ud fra matematikken! Behøver man at forstå hvordan en mobiltelefon fungerer for at bruge den?

Det nytter ikke bare at henvise til en matematisk model. Naturen er ikke matematik. Når du så skriver, at vi skal have større partikelacceleratorer for at finde ud af, hvad er felt er, kan vi ganske nøgternt konstatere, at du/I ikke ved det. Det er præcis derfor, jeg bliver nødt til at gå mine egne veje, hvis jeg vil forstå naturen og ikke bare er tilfreds med en matematisk beskrivelse.

Fotonen har ingen hvilemasse og derfor ingen relativistisk masseforøgelse! Og den fødes mad hastighed c, den accelereres ikke! Fotonen er altså ikke en billardkugle!

Du svarer stadig ikke på mit spørgsmål, og har åbenbart ikke forstået pointen. Fotonen er nødt til at have massen 0, for ellers kan den ikke bevæge sig med lysets hastighed; men skal den samtidig have impulsen hf/c, må massen være hf/c2. Den skal altså have massen 0 og hf/c2 på samme tid, og hvordan i alverden har du tænkt dig, at noget fysisk objekt skal kunne fødes med hastigheden c og massen hf/c2? Problemet er igen, at man ikke kan forestille sig et fysisk objekt med de egenskaber, som du/I bliver nødt til at tillægge det for at få modellen til at passe med virkeligheden. Du/I har måske nok en matematisk beskrivelse af verden, men bare ikke en fysisk, og det er den, jeg søger.

I Newtons mekanik, som du åbenbart hænger fast i, er impuls masse gange hastighed. Kvantemekanikken tillader en masseløs partikel at have impuls. Det kan beskrives matematisk, det kan måles, det er virkeligt!

Impuls er defineret som masse gange hastighed, så en masseløs partikel kan aldrig have impuls. Det svarer til at sige, at A x 0 = A. Når du/I bliver nødt til at hævde det alligevel, er det jo fordi, man har konstateret, at lys bl.a. kan udøve et strålingstryk. Med ætermodellen er der intet problem, da lys overføres med impuls præcis som i Newtons vugge, hvilket er den eneste måde, man kan overføre energi på med lysets hastighed uden at komme ind i dilemmaet med, at et objekt med masse ikke kan acclereres op til lysets hastighed, men uden masse, ingen energi.

Heller ikke denne gang svarer du på mit spørgsmål, som var, hvordan man skaber bølger i ingenting.

denne tunneleffekt er perfekt beskrevet af Heisenbergs usikkerheds relation (og af elektronens bølgefunktion). Usikkerheden på elektronens position tillader den at hoppe over et tyndt isolerende lag.

Igen kan jeg spørge, hvordan én elektron får en bølgefunktion? Ja, den er der i praksis, fordi æteren stiller alle værktøjer til rådighed for dannelse af en bølge, man hvordan gør én elektron uden en æter? Hvorfor svarer du ikke på dette elementære spørgsmål om bølger i ingenting?

Man kan sagtens få elektroner over en barriere uden usikkerhed på deres position. Det kræver bare en tiltrækkelig stor feltstyrke til at flå dem løs. Det er præcis det samme, der sker i en lysbue, som består af 3 dele - katodespændingsfald, som udelukkende afhænger af materialet - f.eks. 13 V for Cu - anodespændingsfaldet, som er fast ca. 5 V, og søjlespændingen, som afhænger af gabet. Der er altså en fast spænding på ca. 18 V, som er næsten fuldstændig uafhængig af strømmen. Vil du påstå, at usikkerheder på elektronens position kan gøre rede for dette konstante spændingsfald ved lysbuer op til flere meter (når først lysbuen er startet)? Alle sammenbrud - zener, avalanche etc. har en konstant sammenbrudsspænding, der afhænger meget lidt af strømmen.

Matematikken beskriver perfekt hvad vi kan se i eksperimenter! HVORFOR ER DET FORKERT???

Fordi det ikke der det, vi ser i praksis. I praksis er delta_t og delta_f begge 0. Hvordan kan du påstå, at matematikken beskriver perfekt, hvad der sker, når den kommer frem til et forkert resultat? Der er ingen usikkerhed på hverken tid eller frekvens.

Du kan ikke lave et firkant signal med kun en foton. Det kan du derimod med passende harmoniske, forudsat du har mange fotoner.

Og hvordan gøres så det i praksis - specielt når fotonen på udsendelsestidspunktet ikke ved, hvornår signalet skifter næste gang? Du er glat som en ål og svarer ikke konkret på mit spørgsmål.

Du sender X antal fotoner med forskellige energier. Du modtager samme, og hver enkelt foton afleverer præcis den energi den er født med.

Se nu kommer vi ind på, hvad jeg altid har sagt - vi skal have fat i energien - ikke i frekvensen.

Fotonen kan umuligt have egenskaben "frekvens" af to årsager:

  • Det er umuligt at gøre rede for, hvilken frekvens de enkelte fotoner skal have i et signal, der indeholder mere end én frekvens, for det kræver et umuligt samarbejde mellem fotonerne, og de skal også kunne forudsige fremtiden.

  • Hvis det skal give mening at snakke om, at et objekt har frekvens, må det foretage sig ét eller andet repetitivt det pågældende antal gange pr. sekundt. Problemet er bare, at alle de former for repetitive bevægelser, vi kender, giver en (kinetisk) energi, der afhænger af frekvensen i 2. potens - ikke i første potens (E = hf). Det er også ét af mine fotondilemmaer, som ingen - heller ikke dig - endnu har kunnet svare på.

Planks konstant er 6,626 x 10^-34 Js - bemærk enheden "Js". Hvis vi skal have energien af en foton, er det nødvendigt at gange med frekvensen, der har enheden s^-1, og så har vi problemet med frekvens- og tidsdomænet, som du ikke kan gøre rede for uden at henvise til en matematisk usikkerhedsrelation, som ikke gælder i virkeligheden. Hvis man derimod ændrer enheden til J, passer regnskabet. Nu kan man udelukkende regne i tidsdomænet og f.eks. udsende X udladninger af 6,626 x 10^-34 J pr. sekund. Gøres det ækvidistant, kan vi få en konstant frekvens; men vi kan også fyre dem alle af på én gang og får så en puls. Frekvensdomænet bliver derved en simpel fourieropløsning af tidsdomænet, og energien er altid proportional med antallet af udladninger, så der heller ikke er nogen problemer med potensen af frekvensen.

VRØVL! Fotoner skifter ikke frekvens undtagen hvis de påvirkes udefra.

Det har jeg da heller aldrig hævdet; men det bliver de nødt til, hvis din model er rigtig, for på det tidspunkt, hvor fotonen udsendes, ved man ikke, hvornår næste flange i signalet kommer, og når man ikke har den viden, kan man ikke bestemme, hvilken frekvens fotonen skal have på udsendelsestidspunktet.

  • 2
  • 5

Sådan rent pædagogisk kan man jo prøve at se på hele det elektromagnetiske spektre. Fra de langbølgede radiobølger med lav frekvens og lille foton energi. Til de virkeligt kortbølgede fotoner med høj frekvens og stor foton energi som røntgen stråling og gammastråling. Så tillægger man de bløde langbølgede radiobølger en lille grad af partikel karakter men en stor grad bølgekarkter. Og hårde fotoner som røntgen stråling og gamma stråling tillægges en stor grad af partikel karakter og en lille grad af bølge karakter. Dette er en rimelig og praktisk anskuelse når f.eks. man ser på hvordan langbølgede og energifattige radiobølger afbøjes i atmosfæren og de kortbølgede energirige røntgen og gamma fotoner brager lige igennem atmosfæren og kun stoppes ved kollision med luftens molekyler.

Nej, det er ikke nogen rimelig antagelse - specielt ikke når du ikke kan gøre rede for, hvad en bølgefunktion i ingenting er, og at en partikel ifølge partikel-bølge dualiteten er enten en partikel, eller en bølge - aldrig begge dele på samme tid!

Med hensyn til dobbeltspalte forsøget og bølge interferens mønstret, når mange elektroner passerer de to spalter, hvis det virkeligt skulle være partikler der afbøjes er dette jo nemt at påvise. En elektron der ændre impuls f.eks. ved at ændre retning i efter passage af dobbeltspalten vil udsende bremsestråling som reaktion på impulsændringen. Så er det jo bare at detekterer denne bremsestråling f.eks. på en fotografisk film?

Og derfor er elektronen også masseløs, som jeg har hævdet mange gange!

Vi kan jo konstatere, at elektronen ved passage af spalten (går altid kun gennem én spalte) skifter retning momentant uden tilførsel af energi, hvilket den ikke kunne, hvis den havde masse. Andre nyere eksperienter som f.eks.: https://ing.dk/blog/elektroner-med-identit... viser også, at elektronen er masseløs, og det siger standardmodellen også, at den bør være. Hvorfor tør fysikerne ikke tro på deres egne modeller?

  • 1
  • 5

Hej Carsten

Du opstiller helt dine helt egne præmisser. Der er ikke noget der hedder ”ifølge partikel bølge dualiteten”. Derimod er der noget der hedder Københavnerfortolkningen og der er noget der hedder komplementaritet.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 3
  • 1

Der er ikke noget der hedder ”ifølge partikel bølge dualiteten”.

Jo, og bortset fra ét enkelt eksperiment, som detekterer meget indirekte ved "ikke-lokalitet" og kræver, at lys kan være to steder på samme tid, har intet eksperiment til dato kunnet påvise bølgeegenskaber og partikelegenskaber på samme tid - se http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/l... . Derfor er det den almindelige antagelse, at lys enten er i bølgetilstand - hvad det så end vil sige - det svarer du stadig ikke på - eller i partikeltilstand - ikke begge dele på samme tid.

Indtil nu har eksperimenterne dog kun kunne påvise, at lyset opførte sig enten som en partikel eller som en bølge – aldrig som begge dele på én gang.

  • 1
  • 4

Masseløse elektroner strider mod deres opførsel i oscilloskoper og gamle fjernsyn.

Nej, for de får en tilsyneladende masse ved at "klæbe" til æteren, som har massen.

Hvis man anser vakuum for fuldstændig tomt for partikler, kan man ikke tro andet, end at elektronen har masse; men vakuum er ikke tomt, men fyldt med et stof med masse (æter eller mørkt stof). Uden dette stof kan man ikke gøre rede for galaksearmenes bevægelser, så tilstedeværelsen er bevist med al ønskelig tydelighed.

Bare fordi vi ikke kan se æteren, betyder det ikke, at den ikke er der. Hver eneste gang, vi ser noget, der ligner en bølgefunktion, er det æteren vi ser, for som sagt kan bølger kun opstå i et stort antal partikler, der kan udveksle impuls og derfor må have masse - aldrig i én enkelt partikel - selv om fysikerne påstår det. Uden en æter kan man heller ikke gøre rede for rummets dielektricitetskonstant og permeabilitet og kan derfor ikke gøre rede for lysets hastighed, som absolut ikke er konstant, som Einstein påstod, men givet præcist ved c = 1/sqrt(e x u) og derfor afhænger af æterdensiteten (u), hvilket er det samme som densiteten af mørkt stof.

  • 0
  • 5

"1: Frekvensen af én foton er proportional med energien. Proportionalitetskonstanten er Plancks konstant. E = hf. Dit argument er så, at en foton der er vældig præcist lokaliseret i tidsdomænet, nødvendigvis må have en stor spredning i frekvensdomænet. Det er fuldstændig korrekt. Sætter vi det på formel, siger du faktisk: delta_t*delta_f >= 1/4pi. Indsæt ovenstående, og du har det vi kalder Heisenbergs usikkerhedsrelation i kvantemekanikken." I naturen er der en fuldstændig entydig sammenhæng mellem tidsdomænet og frekvensdomænet. Der er absolut ingen usikkerhed her, for så ville man ikke kunne regne om med en fouriertransformation som man f.eks. gør i digital TV. f = E/h er et uendelig smalspektret signal, som vil tage uendelig lang tid at generere, så det kan umuligt genereres af f.eks. et elektronhop. "Heisenbergs usikkerhedsrelation hænger sammen med det såkaldte 'kollaps' af bølgefunktionen." Bølgefunktion i hvad - og er kollapset i det hele taget matematisk beskrevet? Endnu engang fjerner fysikken sig totalt fra virkeligheden. Bølger opstår som følge af impulsudveksling mellem et meget stort antal partikler, og kan derfor aldrig genereres af én partikel. Impuls p = m x v, så hvor er den masse, der skal til for at udveksle impuls og dermed skabe en bølge?

Som jeg læser svaret, så bekræfter det at fotonen ikke har en fast frekvens given ved hf = E på grund af usikkerhedsrelationen. Usikkerhedsrelationen gør, at der er usikkerhed på frekvensen, når fotonens bølgefunktion kun eksisterer indenfor et given tidsinterval. Jeg kan derfor ikke se problemet. Ingen har nogensinde set en foton med hf = E på grund af usikkerhedsrelationen. Kollaps - hvad er det? Ja, det betyder ganske enkelt, at fotonen ikke eksisterer evigt. Sender du noget lys ud, så må du nødvendigvis slukke lysudsendelsen før eller siden. Desto kortere tid, at fotonen er udsendt over, desto mere usikkerhed/spredning, er der på dens frekvens. Derfor, kan vi ikke betragte en foton som en partikel med en fast frekvens. Vi skal forstå den, som en partikel med usikkerhed på frekvensen, på grund af usikkerhedsrelationen.

Jeg mener, at denne beskrivelse endda ikke er nok - en foton kan ikke alene beskrives ud fra frekvens og spredning på denne. Vi bør, hvis vi er korrekte, lave en komplet frekvenskarakteristik på fotonen. At beskrive den med et begrænset antal parametre er misforstået. Alene frekvenskarakteristikken er en kurve, og dermed et uendeligt stort antal data. Måden, som den fader ind og fader ud på, betyder også noget for fotonens frekvenskarakteristik. Fotonens kompleksitet er det virkelige problem, og årsagen til mange ting, der virker ulogiske. Det er ikke en partikel i sædvanlig forstand, men en kvantificeret størrelse. Måske eksisterer også en foton partikel, men ikke ifølge kvantemekanikken.

I virkeligheden handler det bare om, at fotonen ikke kan forstås som en billardkugle der bærer rundt på en fast determineret impuls -og positionsvektor, men kun på sandsynligheder for at foretage en bestemt måling.

Hvilket netop er korrekt. Der eksisterer ingen foton-partikel ifølge kvantemekanikken. Vi kan lave en sandsynlighedskurve, der siger noget om hvornår at fotonen eksisterer, og skal vi beregne dens frekvenskurve, skal vi som minimum have fat på dens sandsynlighedskurver. Imidlertid kan vi ikke engang være sikker på, at sandsynlighedskurverne og frekvenserne er ens overalt i rummet. Så vi kan ikke i almindeligheds sige noget om frekvensen.

Hvordan overfører den f.eks. egenskaben "frekvens"? Alle former for repetitive bevægelser vil jo give en energi, der afhænger af frekvensen i 2. potens - ikke i første potens. Heller ikke det spørgsmål kan du affeje med en usikkerhedsrelation.

Fotonen har ingen fast frekvens. Der findes ingen fotoner, der ikke er underlagt kvantemekanikken, og der eksisterer en sandsynlighedskurve, der påvirker fotonens frekvens. Selvom den måske har en fast frekvens, så vil denne altid være moduleret, da fotonen ikke eksisterer evigt. Før eller siden, så kollapser den. Dette medfører en påvirkning på frekvensen. Fotonen kan dog ikke betragtes som en fast amplitude, der eksisterer indenfor en firkant, så du kan ikke beregne dens korrekte frekvenskarakteristik ved at tage en sinuskurve og afskære med dens levetid, selvom det i ideelle tilfælde, måske er tæt på korrekt.

Der er ingen grund til at brokke sig over fotonen som partikel, for den findes ikke ifølge kvantemekanikken. Det, som de i kvantemekanikken forstår ved en foton er ingen billardkugle, men et kvant.

Jeg kan ikke huske spørgsmålene ud fra numrene; men de var ialtfald så forskellige, at ét svar ikke dækker dem alle - og specielt ikke når det er så ukonkret som dit og bare henviser til en usikkerhedsrelation, der gør alt muligt.

Er det nu ikke lidt "surmuleri"? Æv, så kom en forklaring.

  • 1
  • 2

Hvordan vil du matematisk beskrive en udvidelse af rummet ifølge GR? Der findes ikke mange matematiske parametre at justere, andet end lysets hastighed.

Er det noget du ved? For så forstår jeg ikke du spørger mig. Jeg er ret sikker at det kræver sin mand at håndtere matematikken bag GR - ikke noget man lige trækker i en automat på nettet. Men du kan da selv selv undersøge sagen f.eks. her:

https://www.google.dk/url?sa=t&source=web&...

Det vist det rene guf for en der er sulten efter fordybelse i en af civilisationens store intellektuelle præstationer og jeg vil uden forbehold beundre og respektere dig hvis du lykkes med at komme til bunds i matematikken og får besvaret dit spørgsmål vedr. udvidelsen af universet.

Desværre kan jeg ikke selv besvare dit spørgsmål. I dette som så meget andet støtter jeg mig til eksperterne.

  • 4
  • 0

Som jeg læser svaret, så bekræfter det at fotonen ikke har en fast frekvens given ved hf = E på grund af usikkerhedsrelationen.

Når en elektron springer fra energiniveauet E1 til E2, bliver E fuldstændig veldefineret. h er også kendt med mange cifre, så hvordan f kan være usikker, når E og h er veldefineret, forstår jeg ikke.

Mange - incl. dig og Professor Ole Keller fra Aalborg universitet - har prøvet at give fotonen bredbåndsegenskaber. Problemet er så bare at forklare den nedre grænsefrekvens i den fotoelektriske effekt ud fra den forklaring, som Einstein fik nobelprisen for. Hvad er den nedre grænsefrekvens af et uendelig bredbåndet signal?

  • 1
  • 5

Re: Hvorfor skal alt være ens?

Som jeg læser svaret, så bekræfter det at fotonen ikke har en fast frekvens given ved hf = E på grund af usikkerhedsrelationen.  

Når en elektron springer fra energiniveauet E1 til E2, bliver E fuldstændig veldefineret. h er også kendt med mange cifre, så hvordan f kan være usikker, når E og h er veldefineret, forstår jeg ikke.

Mange - incl. dig og Professor Ole Keller fra Aalborg universitet - har prøvet at give fotonen bredbåndsegenskaber. Problemet er så bare at forklare den nedre grænsefrekvens i den fotoelektriske effekt ud fra den forklaring, som Einstein fik nobelprisen for. Hvad er den nedre grænsefrekvens af et uendelig bredbåndet signal?

E er veldefineret, men frekvensen er ikke. Årsagen er, at den har en frekvensspektrum. Enhver bølge du cutter af, har et frekvensspektrum. At frekvensspektrummet ikke består af en enkelt frekvens, betyder ikke, at bølgen ikke er veldefineret. Men frekvensen er ikke. Bølgen er på sin vis veldefineret, men den kan være kompliceret. Da bølgen er veldefineret, kan den fint have en veldefineret energi, selvom den ikke har en veldefineret frekvens. Usikkerheden opstår i måleøjeblikket, fordi du her skal afgøre bølgens frekvens med måleudstyret.

Mange - incl. dig og Professor Ole Keller fra Aalborg universitet - har prøvet at give fotonen bredbåndsegenskaber. Problemet er så bare at forklare den nedre grænsefrekvens i den fotoelektriske effekt ud fra den forklaring, som Einstein fik nobelprisen for. Hvad er den nedre grænsefrekvens af et uendelig bredbåndet signal?

At fotonen har et frekvensspektrum betyder ikke, at den behøver at være bredbåndet. Normalt, vil man indenfor kvanteoptikken søge at få de mest smal båndede fotoner som muligt. For at opnå det, skal pakkelængden - eller kvantet - være lang, og tager tid at udsende. En laser kan ofte ikke udsende en så lang pakke, men f.eks. ved at sende fotoner gennem en kavitet så er muligt, at gøre pakken større.

Der er intet for, at fotonens spektrum kan have en nedre grænsefrekvens, og der er derfor intet problem med den fotoelektriske effekt.

Du skal huske, at usikkerhedsrelationen kommer som et "plus" oveni, og altid kan påvirke dit resultat lidt. Det er en del af eksperimentet, at tage hensyn til dette, og sikre sig, at dette plus er minimal, hvis det man ønsker at bevise, eller det man ønsker at bruge eksperimentet til, kræver det. Derfor bruger man også laserlys, og ikke fotoner fra loftslampen.

  • 0
  • 2

Du skal huske, at usikkerhedsrelationen kommer som et "plus" oveni, og altid kan påvirke dit resultat lidt. Det er en del af eksperimentet, at tage hensyn til dette, og sikre sig, at dette plus er minimal, hvis det man ønsker at bevise, eller det man ønsker at bruge eksperimentet til, kræver det. Derfor bruger man også laserlys, og ikke fotoner fra loftslampen.

Jeg forstår ikke det du skriver men det kan meget vel være mig egen skyld. Men det citerede er vist helt i skoven. Usikkerhedsrelationen kan ikke styres eller minimeres (udtrykket er faktisk semantisk vrøvl) men er helt uafhængig af om du bruger laser eller loftlamper.

Du blander usikkerhedsrelationen sammen med usikkerhed i forsøgsopstillingen. Det er to helt forskellige ting.

Må jeg spørge hvilken faglig baggrund du har for at skrive om fysik?

  • 4
  • 0

Usikkerheden opstår i måleøjeblikket, fordi du her skal afgøre bølgens frekvens med måleudstyret.

Kors hvor kan du vrøvle.

Hvis jeg sætter et 100 % jitterfrit signal på f.eks. en transmissionslinje, vil jeg med et oscilloskop i en vilkårlig position registrere et 100 % jitterfrit signal i tidsdomænet. Sætter jeg (også) en spektrumanalysator på, ser jeg et fuldstændigt jitterfrit spektrum i frekvensdomænet. Hvor er det lige, at de usikkerheder, som I omtaler, findes? Det er ialtfald ikke i naturen! Hvis der ikke var en 100 % entydig sammenhæng mellem tidsdomænet og frekvensdomænet, ville man f.eks. i et digital TV med OFDM modulation ikke ud fra tidsdomænet kunne uddrage ca. 6000 bærebølger, som ved 64-QAM modulation alle har 8 niveauer og 8 faser. Hvis delta-t gange delta-f ikke var stort set 0 og dermed langt mindre end 1/4pi, ville der ganske simpelt ikke være noget billede på skærmen, så Heisenbergs usikkerhedsrelation gælder med garanti ikke i dette tilfælde.

  • 0
  • 4

Hvis jeg sætter et 100 % jitterfrit signal på f.eks. en transmissionslinje, vil jeg med et oscilloskop i en vilkårlig position registrere....(fagmanden taler)

For mig snakker du sort Carsten. Det er ikke nogen måde at argumentere på. Set fra min stol kan det ligesågodt være at du misforstår noget ved usikkerhedsrelationen.

Kan du ikke tage fat i usikkerhedsrelationen himself og forklare hvad du mener er forkert.

Men det er selvfølgelig hele kvantefysikken. Det mærkelige et at du godt kan bruge usikkerhedsrelationen når du sættet kniven i fotomodellen.

Hvilke naturlove følger æterpartiklerne, hvor store er de og hvad vejer de? I din forståelse selvfølgelig.

  • 4
  • 0

Set fra min stol kan det ligesågodt være at du misforstår noget ved usikkerhedsrelationen.

Kan du ikke tage fat i usikkerhedsrelationen himself og forklare hvad du mener er forkert.

Jeg gentager sådan set bare mit svar til Peter Hansen, som netop indførte delta_t og delta_f og påstod, at hvis man kendte frekvensen nøjagtig (delta_f), kunne man ikke specificere signalet nøjagtig i tidsdomænet (delta_t); men det viser dagligdags målinger jo, at man godt kan.

hvor store er de og hvad vejer de?

Jeg kender hverken størrelse og vægt af den enkelte partikel; men massedensiteten er præcis lig med den manglende mørke masse, som skal til for at forklare galaksearmenes bevægelser. Æter = mørk masse.

  • 1
  • 5

Nej, men fordi man ikke kan måle nøjagtig, betyder det ikke, at naturen ikke er 100 % nøjagtig dvs. delta_f = 0 og delta_t = 0.

Nu henviste du jo til et konkret eksempel på at man kan måle noget nøjagtigt og nu siger du at det kan man ALLIGEVEL ikke. Og det er selvfølgelig klart. Så hvordan du på grundlag af målinger kan afvise usikkerhedsrelationen er jo dermed mærkelig. Du må bygge det på noget andet. Så vidt jeg kan se gør du det vha et dogme. Usikkerhedsrelationen er forkert (dogme) - ergo er den forkert (konklusion). QED

Du siger med andre ord at du tror på en bagvedliggende virkelighed som vi ikke kan registrere men som er absolut og entydig og uafhængig af observationer.

Det et vist en antagelse der minder om antagelsen at naturlovene er de samme i hele universet - bare langt mere ekstrem. Med din antagelse afviser du hele den moderne fysik - helt uden eksperimentelt belæg men fordi det er "sund fornuft". Hele din store ætermodel handler om at imødekomme dogmet om eksistensen af en "virkelig" virkelighed bag alt hvad vi observerer.

  • 5
  • 1

Re: Hvorfor skal alt være ens?

Usikkerheden opstår i måleøjeblikket, fordi du her skal afgøre bølgens frekvens med måleudstyret.  

Kors hvor kan du vrøvle.

Hvis jeg sætter et 100 % jitterfrit signal på f.eks. en transmissionslinje, vil jeg med et oscilloskop i en vilkårlig position registrere et 100 % jitterfrit signal i tidsdomænet. Sætter jeg (også) en spektrumanalysator på, ser jeg et fuldstændigt jitterfrit spektrum i frekvensdomænet. Hvor er det lige, at de usikkerheder, som I omtaler, findes? Det er ialtfald ikke i naturen! Hvis der ikke var en 100 % entydig sammenhæng mellem tidsdomænet og frekvensdomænet, ville man f.eks. i et digital TV med OFDM modulation ikke ud fra tidsdomænet kunne uddrage ca. 6000 bærebølger, som ved 64-QAM modulation alle har 8 niveauer og 8 faser. Hvis delta-t gange delta-f ikke var stort set 0 og dermed langt mindre end 1/4pi, ville der ganske simpelt ikke være noget billede på skærmen, så Heisenbergs usikkerhedsrelation gælder med garanti ikke i dette tilfælde.

Du er ligesom erhvervslivet typisk er. De tror at det at måle, er som at aflæse et ur. Når jeg forklarer om "kunsten at tage en måling", og at det ikke bare er at tage en måling, men en process, hvor man oftest tager mange målinger, og efter et længere beregning og behandlingsforløb konkluderer et resultat, så står de totalt af. Det de ønsker, er at der skal laves en måling nu og her, og den skal være korrekt. Når vi kan rejse til månen, så kan vi da også tage en korrekt måling, mener de fleste forretningsdrivende. Det kan de da ved Planck instituttet...

At tage en måling, er en process. Det er ikke bare en enkelt foton du måler på. Når du ser resultatet på skopet, så er det et resultat af masser af besvær, og et stort antal målinger, og masser af behandling af måledata. Ofte er de ikke taget på en gang, men af flere omgange, og stykket sammen til resultatet.

Du ser med andre ord ikke det rigtige resultat, men ud fra masser af målinger, får du et resultat der viser en summation af sandsynligheder.

  • 2
  • 2

Nu henviste du jo til et konkret eksempel på at man kan måle noget nøjagtigt og nu siger du at det kan man ALLIGEVEL ikke.

Vrøvl og pindehuggeri.

Hvis Heisenbergs usikkerhedsrelation skal kunne bruges på tids- og frekvensdomænet, skal delta_t x delta_f >= 1/4pi, og det er det helt klart ikke. Om der så er bittesmå variationer f.eks. forårsaget af termiske bevægelser, skal jeg ikke kunne sige; men i denne sammenhæng er det også fuldstændig ligegyldigt, om delta_t og delta_f nærmer sig 0 med 10 eller 20 betydende cifre.

Du siger med andre ord at du tror på en bagvedliggende virkelighed som vi ikke kan registrere men som er absolut og entydig og uafhængig af observationer.

Mere vrøvl.

Vi kan i aller højeste grad registrere æteren bl.a. ved at måle og registrere dens massedensitet, dielektricitetskonstant og permeabilitet, og hver eneste gang vi konstaterer bølgeegenskaber i såkaldt vakuum, er det æteren, vi ser, da én enkelt partikel naturligvis aldrig nogensinde kan skabe en bølgefunktion; men ingen måling er selvfølgelig 100% nøjagtig. Den argumantation svarer til at påstå, at der ikke er spænding på en strømforsyning, hvis vi ikke kan måle den med 40 betydende cifre.

Det et vist en antagelse der minder om antagelsen at naturlovene er de samme i hele universet - bare langt mere ekstrem. Med din antagelse afviser du hele den moderne fysik - helt uden eksperimentelt belæg men fordi det er "sund fornuft". Hele din store ætermodel handler om at imødekomme dogmet om eksistensen af en "virkelig" virkelighed bag alt hvad vi observere

Min ætermodel baserer sig ganske rigtigt på "sund fornuft" i modsætning til traditionel fysik og behøver derfor ikke absurde påstande som f.eks. at A x 0 = A, og at vakuum uden nogen som helst partikler alligevel kan have egenskaber som permeabilitet, dielektricitetskonstant, mørk masse og virtuelle partikler, der dukker op helt af sig selv og kan formidle kræfter over milliarder af lysårs afstand uden brud på energibevarelsessætningen. Samtidig er min ætermodel ikke i modstrid med ét eneste til dato udført eksperiment, som jeg har kendskab til, og den har på det seneste kommet med forudsigelser om bl.a. masseløse elektroner, som har vist sig at passe perfekt med nyere eksperimenter. Det er vel ikke dårlige egenskaber?

Det er det samme hver gang. Du kan ikke svare konkret på ét eneste af de spørgsmål, som jeg stiller omkring de traditionelle modeller som f.eks. fotonmodellen, virtuelle partikler etc., som du bekender dig til, så i stedet begynder du at dreje diskussionen hen på fuldstændig ligegyldige emner som målenøjagtighed, hvad man forstår ved videnskab etc.

Hvordan får man en foton til at følge en krum ledning, hvilket den jo må kunne gøre, hvis den skal formidle de elektromotoriske kræfter? Hvordan skaber man bølger i "ingenting", som ikke kan udveksle impuls? Hvor hyppigt udsendes virtuelle partikler? Etc. etc. Kom nu Søren.

  • 0
  • 5

Hvordan får man en foton til at følge en krum ledning, hvilket den jo må kunne gøre, hvis den skal formidle de elektromotoriske kræfter?

I stedet for dens slags Otto Leisner spørgsmål er du nødt til at fremlægge dine tanker på en organiseret og sammenhængende form. Du må skrive en artikel eller bog med et sammenhængende tankeforløb som læserne kan forholde dig til. At du ikke gør det viser at du mangler overblik og systematik og du kan ikke forvente at der er nogen det smider alt hvad de har i hænderne i benovelse over dine tanker eller gider sætte dig ind i det enorme baggrundsmateriale du bare hånligt kaster på møddingen med henvisning sund fornuft og den slags. Internettet er fyldt med det. Hvor meget tid skal man bruge på en mand der f.eks. nægter at sætte sig ind i GR fordi han på forhånd ved at GR er vås og Einstein, Bohr og hele flokken af moderne forskere en samling charlataner. Sådan. Så kan de lære det.

Du forlanger at andre skal sætte dig ned og gøre arbejdet for dig mens du ikke selv kan tage dig sammen til at fremlægge dine - i egne øjne - store sandheder på en ordentlig og seriøs måde. Mere respekt har du altså heller ikke for dig selv og dine opdagelser.

Så ellers tak. Livet er for kort til at blive drevet rundt i manegen på den måde såvel som til damefodbold.

  • 5
  • 2

Jeg har været bortrejst nogle dage, så svaret kommer forsinket.

Du svarer stadig ikke på mit spørgsmål, og har åbenbart ikke forstået pointen. Fotonen er nødt til at have massen 0, for ellers kan den ikke bevæge sig med lysets hastighed; men skal den samtidig have impulsen hf/c, må massen være hf/c2. Den skal altså have massen 0 og hf/c2 på samme tid, og hvordan i alverden har du tænkt dig, at noget fysisk objekt skal kunne fødes med hastigheden c og massen hf/c2?

I Newtons (forældede) mekanik ja, i foton modellen NEJ! En foton har impuls selv om den ikke har masse!

Impuls er defineret som masse gange hastighed, så en masseløs partikel kan aldrig have impuls

Du opfatter åbembart Newtons mekanik som et dogme? Noget som er absolut sandt?

Heller ikke denne gang svarer du på mit spørgsmål, som var, hvordan man skaber bølger i ingenting.

Jeg nøjes med at konstatere at det er tilfældet. Der er ingen æter i hverken relativitetsteorierne, kvantemakanikken eller Maxwells ligninger. Og alligevel giver disse ligninger og teorier resultater som er i overensstemmelse med det som vi kan observere. Helt æterfrit.

Man kan sagtens få elektroner over en barriere uden usikkerhed på deres position. Det kræver bare en tiltrækkelig stor feltstyrke til at flå dem løs. Det er præcis det samme, der sker i en lysbue, som består af 3 dele - katodespændingsfald, som udelukkende afhænger af materialet - f.eks. 13 V for Cu - anodespændingsfaldet, som er fast ca. 5 V, og søjlespændingen, som afhænger af gabet. Der er altså en fast spænding på ca. 18 V, som er næsten fuldstændig uafhængig af strømmen. Vil du påstå, at usikkerheder på elektronens position kan gøre rede for dette konstante spændingsfald ved lysbuer op til flere meter (når først lysbuen er startet)? Alle sammenbrud - zener, avalanche etc. har en konstant sammenbrudsspænding, der afhænger meget lidt af strømmen.

Du snakker udenom Tunneleffekt har intet med feltstyrke, lysbuer og gennemslag at gøre! Ved tunneleffekt skal man ikke hæve spændingen før der løber strøm. Og tunneleffekt beskrives perfekt af Heisenbergs usikkerhedsrelation.

Matematikken beskriver perfekt hvad vi kan se i eksperimenter! HVORFOR ER DET FORKERT???

                    Fordi det ikke der det, vi ser i praksis. I praksis er delta_t og delta_f begge 0. Hvordan kan du påstå, at matematikken beskriver perfekt, hvad der sker, når den kommer frem til et forkert resultat? Der er ingen usikkerhed på hverken tid eller frekvens.  

Kan du nævne et eneste eksempel?

Du kan ikke lave et firkant signal med kun en foton. Det kan du derimod med passende harmoniske, forudsat du har mange fotoner.

                    Og hvordan gøres så det i praksis - specielt når fotonen på udsendelsestidspunktet ikke ved, hvornår signalet skifter næste gang? Du er glat som en ål og svarer ikke konkret på mit spørgsmål.  

Man udsender inden for et kort tidsrum X antal fotoner med Y forskellige frekvenser i retningen Z. En modtager længere væk detekterer med en tidsforsinkelse X antal fotoner med Y forskellige frekvenser. Lidt senere udsender man X2 antal fotoner med Y2 forskellige frekvenser i retningen Z. Og så videre. Det kaldes et signal, og med mange fotoner over et længere tidsrum kan det sagtens se firkantet ud, selv om ingen enkelt foton kender andet end sin egen frekvens og retning. Er det virkeligt så svært et forstå?

Fotonen kan umuligt have egenskaben "frekvens" af to årsager:

                    Det er umuligt at gøre rede for, hvilken frekvens de enkelte fotoner skal have i et signal, der indeholder mere end én frekvens, for det kræver et umuligt samarbejde mellem fotonerne, og de skal også kunne forudsige fremtiden.  

Se ovenstående. Kender du til Furier analyse? At en passende sammensætning af harmoniske frekvenser giver et firkantet signal?

Hvis det skal give mening at snakke om, at et objekt har frekvens, må det foretage sig ét eller andet repetitivt det pågældende antal gange pr. sekundt. Problemet er bare, at alle de former for repetitive bevægelser, vi kender, giver en (kinetisk) energi, der afhænger af frekvensen i 2. potens - ikke i første potens (E = hf). Det er også ét af mine fotondilemmaer, som ingen - heller ikke dig - endnu har kunnet svare på.

Foton modellen anvender ikke Newtons mekanik, og er ikke begrænset til Newtons mekanik! Modellen fungerer i praksis. Det såkaldte dilemma befinder sig inde i dit eget hoved, fotonen har ikke problemer med E = hf.

Planks konstant er 6,626 x 10^-34 Js - bemærk enheden "Js". Hvis vi skal have energien af en foton, er det nødvendigt at gange med frekvensen, der har enheden s^-1, og så har vi problemet med frekvens- og tidsdomænet, som du ikke kan gøre rede for uden at henvise til en matematisk usikkerhedsrelation, som ikke gælder i virkeligheden. Hvis man derimod ændrer enheden til J, passer regnskabet. Nu kan man udelukkende regne i tidsdomænet og f.eks. udsende X udladninger af 6,626 x 10^-34 J pr. sekund. Gøres det ækvidistant, kan vi få en konstant frekvens; men vi kan også fyre dem alle af på én gang og får så en puls. Frekvensdomænet bliver derved en simpel fourieropløsning af tidsdomænet, og energien er altid proportional med antallet af udladninger, så der heller ikke er nogen problemer med potensen af frekvensen.

Du roder rundt i begreberne og afviser dogmatisk Heisenbergs usikkerhedsrelation. Man kan da ikke bare ændre enhed for en konstant. Og hvorfor i alverden bruger du en konstant fra kvantemakanikken når du ellers helt afviser samme?

VRØVL! Fotoner skifter ikke frekvens undtagen hvis de påvirkes udefra.

                    Det har jeg da heller aldrig hævdet; men det bliver de nødt til, hvis din model er rigtig, for på det tidspunkt, hvor fotonen udsendes, ved man ikke, hvornår næste flange i signalet kommer, og når man ikke har den viden, kan man ikke bestemme, hvilken frekvens fotonen skal have på udsendelsestidspunktet.  

Når næste flanke i signalet udsendes, sker det med nye fotoner med den sammensætning af frekvenser som der er behov for. De allerede udsendte fotoner har intet behov for at kende noget til de senere udsendte. Og det gør de heller ikke! Du vrøvler!

  • 3
  • 1

Set fra min stol kan det ligesågodt være at du misforstår noget ved usikkerhedsrelationen. Kan du ikke tage fat i usikkerhedsrelationen himself og forklare hvad du mener er forkert.

                    Jeg gentager sådan set bare mit svar til Peter Hansen, som netop indførte delta_t og delta_f og påstod, at hvis man kendte frekvensen nøjagtig (delta_f), kunne man ikke specificere signalet nøjagtig i tidsdomænet (delta_t); men det viser dagligdags målinger jo, at man godt kan.  

Endnu engang roder du rundt i begreberne!

Usikkerhedsrelationen gælder den enkelte partikel, foton, elektron mm. Når du sætter et instrument på en transmissionslinje eller andet, så måler du summen af milliarder af partikler, og så går den samlede usikkerhed mod nul.

Det er præcis som med opinionsundersøgelser. Spørger du en person bliver usikkerheden stor. Spørger du 100 har du en ide om hvor det bærer hen. Spørger du 10.000 får du måske et brugbart resultat.

  • 3
  • 1

I Newtons (forældede) mekanik ja, i foton modellen NEJ! En foton har impuls selv om den ikke har masse!

Impuls er defineret som masse gange hastighed, så en masseløs partikel kan aldrig have impuls

Du opfatter åbembart Newtons mekanik som et dogme? Noget som er absolut sandt?

Impuls er defineret som masse gange hastighed, og E = mc2. Uden masse har man hverken impuls eller energi! At hævde andet er i mine øjne det rene vrøvl i lighed med at påstå, at A x 0 = A.

Der er ingen æter i hverken relativitetsteorierne, kvantemakanikken eller Maxwells ligninger.

Maxwell benyttede æteren som udgangspunkt for sine ligninger og lånte matematik fra væskeflow. Desuden er Maxwells ligninger ikke kvantiseret; men fotonmodellen må nødvendigvis være kvantiseret, hvis man skal kunne gøre for at gøre rede for tab og afstandsbetinget dæmpning, så selv om æteren ikke nævnes i Maxwells ligninger, er de baseret på ætermodellen og ikke på fotonmodellen!

Tunneleffekt har intet med feltstyrke, lysbuer og gennemslag at gøre! Ved tunneleffekt skal man ikke hæve spændingen før der løber strøm.

Hvis det var tilfældet ville ingen EEPROM eller flash hukommelse virke. De er baseret på (Fowler-Nordheim) tunneleffekten; men strømmen begynder først at løbe, når spændingen kommer op omkring 20 V, hvilket giver feltstyrker på omkring 5-25 MV/cm afhængig af geometrien og tykkelsen af oxidlaget. Hvis tunneleffekten fandt sted ved den normale arbejdsspænding på ca. 3,3 V, ville hukommelsen slette sig selv på kort tid. Når tunneleffekten udnyttes i halvledere er feltstyrken langt højere end i en lysbue, så hvorfor mener du ikke, at man kan sammenligne?

Man udsender inden for et kort tidsrum X antal fotoner med Y forskellige frekvenser i retningen Z. En modtager længere væk detekterer med en tidsforsinkelse X antal fotoner med Y forskellige frekvenser. Lidt senere udsender man X2 antal fotoner med Y2 forskellige frekvenser i retningen Z. Og så videre. Det kaldes et signal, og med mange fotoner over et længere tidsrum kan det sagtens se firkantet ud, selv om ingen enkelt foton kender andet end sin egen frekvens og retning. Er det virkeligt så svært et forstå?

Ja, det er det, for du kan ikke gøre rede for, hvilke frekvenser de enkelte fotoner skal have, når du ikke ved, hvornår næste flange i signalet forekommer; men hvad pokker - i rækken af umulige egenskaber, som man har været nødt til at give fotonen, for at få modellen til at passe med virkeligheden, kan vi vel også gøre den synsk. Det er ikke nok at skrive, at vi udsender X antal fotoner med frekvensen Y, hvis du ikke kan gøre rede for, hvordan naturen finder ud af dette. Skal der ved et firkantsignal udsendes fotoner med andre frekvenser end grundtonen og de ulige harmoniske?

Kender du til Furier analyse? At en passende sammensætning af harmoniske frekvenser giver et firkantet signal?

Ja, selvfølgelig gør jeg det, og jeg har også angivet frekvensopløsningen for et firkantsignal ovenfor.

Foton modellen anvender ikke Newtons mekanik, og er ikke begrænset til Newtons mekanik!

Nej, fotonen kan ikke anvende Newtons mekanik, for så kan man ikke forklare virkeligheden ud fra den model. Derfor bliver man nødt til at give den de mest groteske egenskaber, som en fysiks partikel aldrig nogensinde vil kunne få. Man mixer så Newton mekanik og fotonmekanik sammen i én stor forvirring, når man f.eks. skriver E2 = m2c4 + p2c2. Den første del E2 = m2c4 er ren Newton mekanik, men E2 = p2c2 er fotonmatematik, hvor man kan have impuls og energi uden masse, så en del af E2 er energi med masse og en del er energi uden masse. Newton impuls og energi har enhederne kgm/s og J; men hvilke enheder skal vi bruge for masseløs energi og impuls? Det er jo vrøvl at opgive masseløs impuls i kgm/s; men gør vi ikke det, kommer enheden for E ikke til at passe, da den jo skal være fælles med Newton-delen.

Det såkaldte dilemma befinder sig inde i dit eget hoved, fotonen har ikke problemer med E = hf.

Problemet med E = hf er ikke bare inden i mit hoved. Det eksisterer, hvis vi tillægger fotonen egenskaben "frekvens", for så vil energien afhænge af frekvensen i 2. potens og ikke i 1. potens. Vis mig bare én måde en foton vil kunne svinge på, så dette ikke er tilfældet!

Man kan da ikke bare ændre enhed for en konstant.

Jeg ændrer da ikke enhed på en konstant. Jeg indfører en ny med værdien 6,626 x 10^-34 J.

Og hvorfor i alverden bruger du en konstant fra kvantemakanikken når du ellers helt afviser samme?

Fordi den værdi passer med den kvantisering, man har set af lys. Dermed giver min model og fotonmodellen præcis samme resultat for faste frekvenser; men min model har bare ikke nogen problemer med omregning fra tidsdomænet til frekvensdomænet.

Når næste flanke i signalet udsendes, sker det med nye fotoner med den sammensætning af frekvenser som der er behov for. De allerede udsendte fotoner har intet behov for at kende noget til de senere udsendte. Og det gør de heller ikke! Du vrøvler!

Nej, jeg vrøvler ikke. Det totale frekvensspekter kommer til at bestå af allerede udsendte fotoner og fotoner fra det nye signal; men hvordan vil du garantere, at det ikke skal ændres i de allerede udsendte fotoner for at få spektret til at passe? Endnu engang skriver du, at man kan sammensætte spektret af forskellige fotoner; men du kan ikke gøre rede for, hvilke frekvenser de enkelte fotoner skal have! Derfor holder din teori ikke i virkeligheden. Fotonerne skal være synske og kunne samarbejde, hvis de skal kunne generere det korrekte frekvensspekter! Hvordan sker det samarbejde, og hvordan ved den enkelte foton, hvilken frekvens den skal have? Bliv noget mere konkret!

Usikkerhedsrelationen gælder den enkelte partikel, foton, elektron mm. Når du sætter et instrument på en transmissionslinje eller andet, så måler du summen af milliarder af partikler, og så går den samlede usikkerhed mod nul.

Det var altså dig, der påstod, at problemet med omregning mellem tidsdomænet og frekvensdomænet kunne forklares ved Heisenbergs usikkerhedsrelation - ikke mig. Du mangler så "bare lige" at forklare, hvordan naturen finder ud af at give de enkelte fotoner præcis den frekvens, der tilsammen giver det korrekte frekvensspekter. Det kan du med garanti ikke - ganske simpelt fordi det er umuligt. Det eneste, naturen kan, er at generere et signal i tidsdomænet. Derfor kan fotonen umuligt have egenskaben "frekvens".

  • 1
  • 5

Impuls er defineret som masse gange hastighed, og E = mc2. Uden masse har man hverken impuls eller energi! At hævde andet er i mine øjne det rene vrøvl i lighed med at påstå, at A x 0 = A.

I foton modellen er det muligt. men du hænger stadig fast i Newton, og kommer aldrig videre.

Maxwell benyttede æteren som udgangspunkt for sine ligninger og lånte matematik fra væskeflow. Desuden er Maxwells ligninger ikke kvantiseret; men fotonmodellen må nødvendigvis være kvantiseret, hvis man skal kunne gøre for at gøre rede for tab og afstandsbetinget dæmpning, så selv om æteren ikke nævnes i Maxwells ligninger, er de baseret på ætermodellen og ikke på fotonmodellen!

Maxwell troede på æteren, men da han var færdig med sine ligninger var æteren fordampet. Gentager for de tungnemme: der er ingen æter i Maxwells ligninger, og de bygger derfor IKKE på æteren!!!

Maxwell var nok ikke synsk, og kunne ikke se ind i fremtiden, derfor kendte han ikke til foton modellen.

Til gengæld opdagede Maxwell at hans ligninger forudsagde lysets konstante hastighed for alle iagttagere. Han var snublende nær ved at komme Einstein i forkøbet med relativiteten.

Tunneleffekt har intet med feltstyrke, lysbuer og gennemslag at gøre! Ved tunneleffekt skal man ikke hæve spændingen før der løber strøm.

Hvis det var tilfældet ville ingen EEPROM eller flash hukommelse virke. De er baseret på (Fowler-Nordheim) tunneleffekten

Du har lige påstået at tunneleffekt ikke eksisterer. HVAD MENER DU EGENTLIG?

Læs lige igen hvad jeg skrev om kobberoxid. I halvledere med P/N overgange er det lidt mere kompliceret.

Ja, det er det, for du kan ikke gøre rede for, hvilke frekvenser de enkelte fotoner skal have, når du ikke ved, hvornår næste flange i signalet forekommer

VRØVL! Du forudsætter at signalet består af en enkelt foton! Det er i praksis aldrig tilfældet. Mange fotoner, mange frekvenser og udsendelsen sker over tid. Når flanken kommer udsender man de fotoner som svarer til dette signal.

Nej, fotonen kan ikke anvende Newtons mekanik, for så kan man ikke forklare virkeligheden ud fra den model. Derfor bliver man nødt til at give den de mest groteske egenskaber, som en fysiks partikel aldrig nogensinde vil kunne få. Man mixer så Newton mekanik og fotonmekanik sammen i én stor forvirring, når man f.eks. skriver E2 = m2c4 + p2c2. Den første del E2 = m2c4 er ren Newton mekanik, men E2 = p2c2 er fotonmatematik, hvor man kan have impuls og energi uden masse, så en del af E2 er energi med masse og en del er energi uden masse. Newton impuls og energi har enhederne kgm/s og J; men hvilke enheder skal vi bruge for masseløs energi og impuls? Det er jo vrøvl at opgive masseløs impuls i kgm/s; men gør vi ikke det, kommer enheden for E ikke til at passe, da den jo skal være fælles med Newton-delen.

Har du nogensinde læst om foton modellen??? Det her er rent volapyk!

Problemet med E = hf er ikke bare inden i mit hoved. Det eksisterer, hvis vi tillægger fotonen egenskaben "frekvens", for så vil energien afhænge af frekvensen i 2. potens og ikke i 1. potens. Vis mig bare én måde en foton vil kunne svinge på, så dette ikke er tilfældet!

Du har vist ikke gennemtænkt det her. Du forudsætter at alle fotoner har samme bølgelængde uanset frekvens! Du har måske aldrig lært at frekvens og bølgelængde er omvendt proportionale??? Ifølge din hjemmestrikkede billardkugle model af fotonen betyder fordoblet frekvens at bølgelængde/bevægelse halveres, og så må bølgebevægelsens hastighed også halveres! Regn selv videre...

Det var altså dig, der påstod, at problemet med omregning mellem tidsdomænet og frekvensdomænet kunne forklares ved Heisenbergs usikkerhedsrelation - ikke mig.

Det har jeg aldrig påstået. Vis mig lige hvor du læser det.

Jeg står af her. Det er umuligt at argumentere mod religiøse dogmer!

JEG VIL ENDNU ENGANG OPFORDRE DIG TIL IKKE AT SPAMME SERIØSE ARTIKLER MED ÆTER ÆTER OG ATTER ÆTER!!!

Opret dig som blogger og skriv lige hvad du har lyst til i dine egne artikler, ikke i andres!

  • 3
  • 1

I foton modellen er det muligt.

Ja, i fotonmodellen er selv de mest vanvittige påstande mulige og nødvendige. Ellers kan den nemlig ikke forklare lys og elektromagnetisk udbredelse og kraftpåvirkning.

Maxwell troede på æteren, men da han var færdig med sine ligninger var æteren fordampet. ... Maxwell var nok ikke synsk, og kunne ikke se ind i fremtiden, derfor kendte han ikke til foton modellen.

En selvmodsigelse. Æteren fordampede først med Einstein - ikke med Maxwell, så hvordan kunne den være fordampet, da han var færdig og ikke var synsk?

Du har lige påstået at tunneleffekt ikke eksisterer. HVAD MENER DU EGENTLIG?

Hvad med at læse hvad jeg skriver, inden du begynder at råbe op? Jeg har ALDRIG påstået at tunneleffekten ikke eksisterer. Jeg har blot sammenlignet den med andre elektriske sammenbrud og en lysbue.

VRØVL! Du forudsætter at signalet består af en enkelt foton! Det er i praksis aldrig tilfældet. Mange fotoner, mange frekvenser og udsendelsen sker over tid. Når flanken kommer udsender man de fotoner som svarer til dette signal.

Igen gider du ikke læse, hvad jeg skriver, inden du begynder at råbe op. Jeg har ALDRIG påstået, at et signal kun består af én foton. Jeg beder dig bare gøre rede for, hvilke frekvenser de enkelte fotoner skal have og hvordan de finder ud af at samarbejde - specielt i den situation, hvor man ikke kender næste flange, og jeg spørger dig direkte, om de kun skal have grundtonen og de ulige harmoniske af det oprindelige signal; men det gider/kan du åbenbart ikke svare på.

Det her er rent volapyk!

Det er bare dig, der ikke kan eller vil forstå det. Impuls er masse gange hastighed og har derfor enheden kgm/s, hvor kg stammer fra massen og m/s fra hastigheden. Hvorfor i alverden skulle enheden "kg" indgå i enheden for et masseløst objekt? Det er og bliver noget forfærdelig fusk at hævde, at masseløse objekter godt kan have impuls på trods af, at impuls er defineret som masse gange hastighed; men hvis man ikke indfører dette fusk, kan man bare ikke forklare strålingstrykket og samtidig forklare, hvorfor fotonen kan bevæge sig med lysets hastighed (kræver massen 0). Hug en hæl og klip en tå, så skal vi nok få modellen på. Det er lige præcis den slags vrøvl, der gør, at jeg næsten totalt har mistet respekten for moderne fysik. Selv de mest rablende vanvittige forklaringer er tilladt for at få Einsteins teorier til at passe, og er der noget, man ikke forstår eller kan forklare, kalder man det bare kvantemekanik.

Du forudsætter at alle fotoner har samme bølgelængde uanset frekvens!

Hvor når har jeg forudsat det? Hvor er jeg dog træt af, at du gang på gang prøver at lægge ord i munden på mig, som jeg ikke har sagt - enten fordi du ikke gider læse, hvad jeg skriver, eller vil prøve at få mig til at fremstå i et dårligt lys. Det tvinger mig til at dementere i én uendelighed; men det er åbenbart din strategi, når du løber tør for saglige argumenter.

Du har måske aldrig lært at frekvens og bølgelængde er omvendt proportionale???

Næ, jeg har lært, at de kun er omvendt proportionale, hvis lyshastigheden er konstant. Når man sender et radiosignal fra en geostationær satellit til jorden (samme roterende inertialsystem), er frekvensen den samme; men det er bølgelængden ikke, da lysets hastighed er højere ved satellitten end ved jorden pga. den mindre gravitation, hvilket iøvrigt er et problem for relativitetsteorien, som påstår, at lysets hastighed er konstant.

Det har jeg aldrig påstået. Vis mig lige hvor du læser det.

I dit eget svar:

1: Frekvensen af én foton er proportional med energien. Proportionalitetskonstanten er Plancks konstant. E = hf. Dit argument er så, at en foton der er vældig præcist lokaliseret i tidsdomænet, nødvendigvis må have en stor spredning i frekvensdomænet. Det er fuldstændig korrekt. Sætter vi det på formel, siger du faktisk: delta_t*delta_f >= 1/4pi. Indsæt ovenstående, og du har det vi kalder Heisenbergs usikkerhedsrelation i kvantemekanikken. Heisenbergs usikkerhedsrelation hænger sammen med det såkaldte 'kollaps' af bølgefunktionen. I virkeligheden handler det bare om, at fotonen ikke kan forstås som en billardkugle der bærer rundt på en fast determineret impuls -og positionsvektor, men kun på sandsynligheder for at foretage en bestemt måling. Der er masser af god litteratur om dette, men hvis man for alvor vil forstå det, kræver det matematik på et lidt højere niveau end jeg forsøger at forklare mig med her -- sig til hvis du vil anbefales noget. Det er en intuitivt uforståelig feature ved kvantemekanik at fysiske variable skal forstås sådan. Man er jo vant til bare at kunne aflæse et tal på et måleapparat. Men kvantemekanikken giver rigtig gode forudsigelser, og vi har på den baggrund ingen grund til at tro, at den skulle være forkert. Pointen du skal tage med fra dette er, at din præmis om at én foton bærer en definitiv delta_t = 0 med sig er forkert. De følgeslutninger du gør heraf er altså også forkerte.

  • 1
  • 3

Du mener øjensynligt at fotonens hastighed øges med frekvensen.

Nej, svingningsfrekvensen - ikke udbredelseshastigheden, som jo er konstant = c. Hvis man skal kunne hægte betegnelsen "frekvens" på ét eller andet, må det foretage en repetitiv bevægelse det pågældende antal gange pr. sekund, som jeg også har skrevet tidligere. Det kan rotere, ændre længde, svinge fra side til side eller andet; men uanset hvilken bevægelse, det har, er problemet, at energien vil den afhænge af frekvensen i 2. potens og ikke i 1. potens, da der er tale om kinetisk energi.

Hvordan bærer fotonen egenskaben "frekvens"?

  • 1
  • 4

Kender du ordene bølgelængde og amplitude ???

Ja, hvad har det med sagen at gøre - bortset fra endnu en bortforklaring af, at du ikke kan svare.

Problemet med fotonmodelen er bl.a. at man efter forgodtbefindened blot tillægger den egenskaber uden at man kan gøre rede for, hvordan en fysisk partikel skal kunne have disse. F.eks. påstår man, at den har egenskaben "frekvens". Det betyder så, at den må foretage sig ét eller andet repetitivt det pågældende antal gange pr. sekund, for ellers kan den ikke overføre den information fra udsendelse til modtagning. Mit "simple" spørgsmål er derfor "bare": "Hvordan overføres informationen "frekvens"?

  • 1
  • 5

Ja, hvad har det med sagen at gøre - bortset fra endnu en bortforklaring af, at du ikke kan svare.

Fordi fotonens frekvens og bølgelængde ar omvendt proportionale.

Konsekvens: fordobler du frekvensen, så halverer du bølgelængden og amplituden.

Hvad der der når amplituden halveres? Jo så halveres svingningens vejlængde også. Fotonen svinger med dobbelt frekvens men halveret vejlængde/amplitude.

Du vil absolut have fotonens energi til E = h * f^2, men det har du ikke gennemtænkt. I din billardkugle-model må fotonen have samme svingningshastighed uanset frekvens, og dermed falder din afvisning af foton modellen med et brag pga. din manglende logik og konsekvens!

Hvorfor ikke bare acceptere at foton modellens E = hf er eftervist eksperimentelt og derfor ikke kan afvises!

Problemet med fotonmodelen er bl.a. at man efter forgodtbefindened blot tillægger den egenskaber uden at man kan gøre rede for, hvordan en fysisk partikel skal kunne have disse. F.eks. påstår man, at den har egenskaben "frekvens". Det betyder så, at den må foretage sig ét eller andet repetitivt det pågældende antal gange pr. sekund, for ellers kan den ikke overføre den information fra udsendelse til modtagning. Mit "simple" spørgsmål er derfor "bare": "Hvordan overføres informationen "frekvens"?

Fotonen er ikke en billardkugle!

  • 3
  • 0

Konsekvens: fordobler du frekvensen, så halverer du bølgelængden og amplituden.

Hvad der der når amplituden halveres? Jo så halveres svingningens vejlængde også. Fotonen svinger med dobbelt frekvens men halveret vejlængde/amplitude.

Så har vi tre spørgsmål:

  • Hvordan overføres informationen "frekvens"? Det har du stadig ikke svaret på.

  • Hvordan overføres informationen "amplitude"?

  • Har du ikke lige fortalt mig, at amplituden af signalet afhænger af antallet af fotoner? Vis mig bare ét eneste sted i literaturen, hvor fotonens amplitude nævnes. Ellers må vi vist konstatere, et det er dit eget forsøg på en feberredning, som ikke holder en meter.

Hvis amplituden halveres, bliver energien 1/4, da fritfeltsimpedansen er konstant (377 ohm), og så passer regnestykket stadig ikke. Forøger vi frekvensen til det dobbelte, vil kinetisk energi give 4 gange så stor energi (2. potens). Når vi så samtidig reducerer amplituden til det halve, reduceres energien til 1/4. Resultatet er, at energien nu er uafhængig af frekvensen og ikke proportional med frekvensen (E = hf)!

I din billardkugle-model må fotonen have samme svingningshastighed uanset frekvens

Hvornår har jeg hævdet det? Endnu engang forsøger du at lægge ord i munden på mig, som jeg ikke har sagt.

Svingningshastighed er vist din egen opfindelse. Jeg siger bare, at hvis egenskaben "frekvens" skal overføres, må der være noget, der bærer denne information. Det kan være rotationshastigheden; men i så fald er antallet af omdrejninger pr. sekund proportionalt med frekvensen. Sænker du omdrejningshastigheden til 1/4, bliver frekvensen også 1/4.

  • 0
  • 5

Hvordan overføres informationen "frekvens"? Det har du stadig ikke svaret på.

Frekvens er i foton modellen en egenskab ved fotonen. Den har intet behov for at blive overført!

Hvordan overføres informationen "amplitude"?

I denne kontekst = bølgelængde, og omvendt proportional med frekvensen.

Har du ikke lige fortalt mig, at amplituden af signalet afhænger af antallet af fotoner? Vis mig bare ét eneste sted i literaturen, hvor fotonens amplitude nævnes. Ellers må vi vist konstatere, et det er dit eget forsøg på en feberredning, som ikke holder en meter.

I denne kontekst = bølgelængde, og omvendt proportional med frekvensen.

I din billardkugle-model må fotonen have samme svingningshastighed uanset frekvens

                    Hvornår har jeg hævdet det? Endnu engang forsøger du at lægge ord i munden på mig, som jeg ikke har sagt.  

Du hævder konsekvent at fotonens energi må være proportional med frekvensen i anden potens! Men glemmer belejligt at frekvens og bølgelængde er omvendt proportionale! Dermed falder din logik til jorden!

Svingningshastighed er vist din egen opfindelse. Jeg siger bare, at hvis egenskaben "frekvens" skal overføres, må der være noget, der bærer denne information. Det kan være rotationshastigheden; men i så fald er antallet af omdrejninger pr. sekund proportionalt med frekvensen. Sænker du omdrejningshastigheden til 1/4, bliver frekvensen også 1/4.

Hæng en kugle op i en fjeder og lad den svinge op og ned. I din Newtonske mekaniske fysik er det vist ikke svært at indse hvad svingningens hastighed er: frekvens gange amplitude. Men brugt på fotonen falder din argumentation til jorden pga. den omvendte proportionalitet mellem frekvens og bølgelængde.

Foton modellen og kvantemekanikken har selvfølgelig ingen problemer af denne art. Enhver partikel har en tilhørende bølgefunktion, **og denne bølgefunktion rummer alt hvad vi ved om partiklen, inkl. polarisering for fotonens vedkommende.

At stoppe fotonen ind i en Newtonsk mekanisk forståelse er meningsløst!

  • 3
  • 1

Frekvens er i foton modellen en egenskab ved fotonen. Den har intet behov for at blive overført!

Jo, for ellers kan du bl.a. ikke forklare den nedre grænsefrekvens i den fotoelektriske effekt ud fra den forklaring, som Einstein fik nobelprisen for. Amplituden har ingen betydning, så fotonen er nødt til at overføre frekvensen, så hvordan gør den det rent fysisk?

Du hævder konsekvent at fotonens energi må være proportional med frekvensen i anden potens! Men glemmer belejligt at frekvens og bølgelængde er omvendt proportionale! Dermed falder din logik til jorden!

Hvorfor dog det. Du er da velkommen til at regne i bølgelængde i stedet for frekvens - hvis du altså kan gøre rede for, hvordan en bølge opstår i "ingenting", som jo ikke kan udveksle impuls; men det spørgsmål kan eller vil du jo ikke svare på.

Uanset om du regner i frekvens eller bølgelængde skal fotonen overføre den information; men hvordan gør den det fysisk? Hvis energien skal være indeholdt i noget, der kan betegnes "frekvens", er der tale om kinetisk energi, og så vil energien være proportional med frekvensen i 2. potens. Kom nu med forklaringen på, hvordan fotonen overfører egenskaben "frekvens". Så er det nemt at afgøre potensen.

Hæng en kugle op i en fjeder og lad den svinge op og ned. I din Newtonske mekaniske fysik er det vist ikke svært at indse hvad svingningens hastighed er: frekvens gange amplitude. Men brugt på fotonen falder din argumentation til jorden pga. den omvendte proportionalitet mellem frekvens og bølgelængde.

Sikke da noget vrøvl. I et svingende lod eller f.eks. et pendul er frekvensen uafhængig af amplituden, og det er frekvensen, det drejer sig om - også i den fotoelektriske effekt! Jeg begriber ikke, hvad du vil med svingningshastigheden, der jo varierer med en sinusfunktion i modsætning til frekvensen, der er konstant. Jeg fatter heller ikke, hvordan min argumentation skulle falde til jorden ved at omregne frekvens til bølgelængde.

Foton modellen og kvantemekanikken har selvfølgelig ingen problemer af denne art.

Næ, for i fotonmodellen er selv den mest vanvittige forklaring tilladt. Så kan man jo komme frem til hvad som helst. Problemet er bare, at det er aldeles umuligt at realisere fotonen rent fysisk, hvilket understreges af, at du ikke kan svare på selv de mest elementære spørgsmål i den forbindelse. Fotonmodellen holder kun så længe, alle nikker og siger ja og ammen; men så snart man bliver kritisk, falder hele korthuset.

  • 0
  • 3

Næ, uden masse ingen energi. Så mangler du bare at forklare, hvordan lys kan overføre energi.

Det ville måske være interessant men det er en del mere interessant at man kan konstatere at lys faktisk overfører energi og har impuls. Ligesom det er højst interessant at lys har bølge egenskaber (diffraktion) eller kan beskrives ved deres frekvens.

Der er så meget man ikke kan forklare selv om man kan observere det. Dine billardkugler er når det kommer til stykket heller ikke til at forklare. Makroskopisk har de en hård og glat overflade men hvad er denne overflade egentlig på molekylært, atomart eller endnu mindre niveau. Hvad rører min hånd ved når jeg holder den i hånden. Elektromagnetiske felter? Hvad er det for noget? Hvordan opstår frastødningen mellem kuglen og hånden. Hvordan frastøder ladninger hinanden hvis de er ens og tiltrækker hinanden når er modsatte?

Man kan observere og finde lovmæssigheder og sammenhænge. Det er det naturvidenskab handler om. Forklaringer - det er i yderste konsekvens ikke muligt. Det er nærmest irrelevant. Det hører under religion.

Du vil have at en foton for at have bølgeegenskaber skal være ligesom lydbølger i luften. En foton er en bølge i æteren. Ellers giver det ikke mening siger du. Det er sund fornuft siger du.

Men det forklarer jo intet.

  • 2
  • 0

Kan fotonens fotonenergi (E = hf ) delvis omdannes til kinetisk energi ( ½mv^2) og masse?

Ja. F.eks sker når højenergi fotoner veksler til elektroner (med masse) og positroner med (masse) kendt som pardannelse. Se:

http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_nat...

Den modsatte proces hvor en elektron (med masse) støder ind i en positron (med masse) og omdannes til en foton (gammakvant) og masse omdannes til fotonenergi hedder annihilation. Se:

http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_nat...

Og det er indeholdt i Einstiens energi-masse ækvivalent, højresiden er foton energien og venstresiden er masse energi og evt. bevægelsesenergi.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 1
  • 0

Der eksisterer ikke bølgelængde og frekvens i virkeligheden. Det er størrelser, der kun eksisterer i et periodisk univers, og virkeligheden er ikke periodisk. Når vi taler om frekvenser og bølgelængder, så er det et tilnærmede begreber, fordi vi har noget, der er tilnærmet periodisk. Hvor præcis frekvensen er, afhænger blandt andet af den anslåede oscillators godhed. Desto hurtigere den klinger ud, desto mere upræcis er frekvensen og bølgelængden. Når vi har en foton, så vil den ikke svinge evigt. Den har en indhyldnings og udhyldningskurve, og den kan ikke tillægges en konstant frekvens. Den har en tilnærmet frekvens, og desto større godhed at oscillationen har, desto mere præcist kan frekvensen beskrives. Energien for en foton, kan beskrives ud fra dens frekvenskarakteristik - frekvenskarakteristikken angiver sandsynligheden for, at detektere fotonen med en given frekvens. Energien udregnes ud fra arealet under kurven, og det bliver derved en middelfrekvens. Det er derfor ikke forkert at E = h*f, men f skal ikke forstås som en eksakt frekvens, men som frekvensen i middel for fotonen. Måler du på fotonen, så vil du se der er usikkerhed, og du kan i nogle tilfælde måle en energi der er større end den som der er udsendt. Det er dog ingen problem, da det passer i middel. Hvor energien kommer fra kan vi diskutere, da der også i den fysiske verden, er mange steder den "ophobes". Et målekredsløb er som regel en form for batteri der oplades. I nogle tilfælde en svingningskreds, men det kan også være elektriske felter, temperatur, eller andet der opbygges. En detektor, er derfor ikke en simpel komponent - det er en komponent, der ophober data fra forrige måling.

  • 0
  • 2

Hej Søren

Jeg byttede om på højresiden og venstresiden. Der skal stå: ”Og det er indeholdt i Einstiens energi-masse ækvivalent, venstrsiden er foton energien og højresiden er masse energi og evt. bevægelsesenergi.”

Jeg håber det er opklaring nok?

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

PS fotonen har ingen masse og ingen kinetisk energi, men fotonenergien i gammakvantet kan veksles til masse og kinetisk energi, det er det der sker ved pardannelse.

  • 1
  • 1

Re: Fotoner, masse og kinetisk energi?

Og det er indeholdt i Einstiens energi-masse ækvivalent, højresiden er foton energien og venstresiden er masse energi og evt. bevægelsesenergi.  

Jeg ved ikke hvor du vil hen med det. At der er ækvivalens mellem energi og masse betyder ikke at energi har masse.

Fotoner har ikke masse og ikke kinetisk energi.

Jo de har. Det er helt elementær fysik, som man lærer i gymnasiet. Tager du fotoner, og f.eks. placerer i en kasse, så vejer den ekstra. Typisk kan man f.eks. anbringe en stående bølge i en kasse.

Har du en superledende ring, og lader den op, så vil energien også få den til at veje mere.

Bindingsenergierne i atomerne medvirker også til atomernes masse.

  • 0
  • 3

At kræve at moderne atomfysik, astronomi, moderne matematik osv. skal kunne forstås med den sunde fornuft svarer til at kræve af Gud, messias komme eller genkomst om man vil.

Men man kan vænne sig til meget.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 3
  • 1

Frekvens er i foton modellen en egenskab ved fotonen. Den har intet behov for at blive overført!

                    Jo, for ellers kan du bl.a. ikke forklare den nedre grænsefrekvens i den fotoelektriske effekt ud fra den forklaring, som Einstein fik nobelprisen for. Amplituden har ingen betydning, så fotonen er nødt til at overføre frekvensen, så hvordan gør den det rent fysisk?  

Fotonen overfører sin ENERGI! Og den er proportional med frekvensen. Den fotoelektriske effekt forklares perfekt med foton modellen ved at lavfrekvente fotoner ikke har tilstrækkelig energi til at slå en elektron løs. Over en vis grænse energi/frekvens bliver fotonen i stand til det. Uden fotoner kan du ikke forklare den fotoelektriske effekt.

betydning, så fotonen er nødt til at overføre frekvensen, så hvordan gør den det rent fysisk? Du hævder konsekvent at fotonens energi må være proportional med frekvensen i anden potens! Men glemmer belejligt at frekvens og bølgelængde er omvendt proportionale! Dermed falder din logik til jorden!

                    Hvorfor dog det. Du er da velkommen til at regne i bølgelængde i stedet for frekvens - hvis du altså kan gøre rede for, hvordan en bølge opstår i "ingenting", som jo ikke kan udveksle impuls; men det spørgsmål kan eller vil du jo ikke svare på.    
                    Uanset om du regner i frekvens eller bølgelængde skal fotonen overføre den information; men hvordan gør den det fysisk? Hvis energien skal være indeholdt i noget, der kan betegnes "frekvens", er der tale om kinetisk energi, og så vil energien være proportional med frekvensen i 2. potens. Kom nu med forklaringen på, hvordan fotonen overfører egenskaben "frekvens". Så er det nemt at afgøre potensen.  

Jeg forsøger at forklare dig at din logik halter alvorligt. I en bølgebevægelse beregnes energien fra både frekvens og bølgelængde. Men du vil beregne alene ud fra frekvensen? Det hænger ikke sammen.

Fotonen overfører energi ved at anslå atomer. Som beskrevet i kvantemekanikken og foton modellen. At fotonen kan opføre sig som en bølge i ingenting svarer præcis til hvad vi kan måle og observere. At du absolut vil forstå det ud fra Newtons mekanik er din begrænsning, ikke min!

Sikke da noget vrøvl. I et svingende lod eller f.eks. et pendul er frekvensen uafhængig af amplituden, og det er frekvensen, det drejer sig om - også i den fotoelektriske effekt! Jeg begriber ikke, hvad du vil med svingningshastigheden, der jo varierer med en sinusfunktion i modsætning til frekvensen, der er konstant. Jeg fatter heller ikke, hvordan min argumentation skulle falde til jorden ved at omregne frekvens til bølgelængde.

Fotonen har den særlige egenskab at frekvensen er omvendt proportional med bølgelængden. Det har den indlysende konsekvens at du ikke kan ændre den ene størrelse uden at ændre den anden samtidig. Derfor falder din mangelfulde logik til jorden.

Næ, for i fotonmodellen er selv den mest vanvittige forklaring tilladt. Så kan man jo komme frem til hvad som helst.

Jo, men foton modellen kommer jo netop ikke frem til hvad som helst. Den rummer kun foton modellen, ikke hvad som helst!

Problemet er bare, at det er aldeles umuligt at realisere fotonen rent fysisk, hvilket understreges af, at du ikke kan svare på selv de mest elementære spørgsmål i den forbindelse. Fotonmodellen holder kun så længe, alle nikker og siger ja og ammen; men så snart man bliver kritisk, falder hele korthuset.

Du mener altså at fotonens eksistens afhænger af om jeg kan svare på dine spørgsmål???

Prøv i øvrigt at forklare fotonens polarisering, i planen og cirkulært. Her kommer din ætermodel ynkeligt til kort!

  • 3
  • 0

Der er så meget man ikke kan forklare selv om man kan observere det. Dine billardkugler er når det kommer til stykket heller ikke til at forklare. Makroskopisk har de en hård og glat overflade men hvad er denne overflade egentlig på molekylært, atomart eller endnu mindre niveau. Hvad rører min hånd ved når jeg holder den i hånden. Elektromagnetiske felter? Hvad er det for noget? Hvordan opstår frastødningen mellem kuglen og hånden. Hvordan frastøder ladninger hinanden hvis de er ens og tiltrækker hinanden når er modsatte?

Man kan observere og finde lovmæssigheder og sammenhænge. Det er det naturvidenskab handler om. Forklaringer - det er i yderste konsekvens ikke muligt. Det er nærmest irrelevant. Det hører under religion.

Vi kan ialtfald komme nærmere på forklaringer ved i det mindste at udvikle modeller, der er fysisk mulige. Man hævder f.eks., at lysets hastighed er konstant i ethvert inertialsystem; men er så nødt til at tilføje, at dette "selvfølgelig" ikke gælder, hvis der er den mindste acceleration i systemet - også selv om den acceleration går på tværs af bevægelsesretningen. Ellers ville relativitetsteorien nemlig øjeblikkelig blive falsificeret af lasergyroskopet og alle andre eksperimenter med roterende systemer, der viser, at lysets hastighed i de to grene tilsyneladende er v = c +/- wr - se afsnit 3.1 i http://cds.cern.ch/record/492392/files/010... , hvilket passer perfekt med ætermodellen, hvor man kan løbe lyset i møde i den ene gren og dermed få en tilsyneladende hastighed på c + wr og tilsvarende løbe fra det i den anden gren.

Hvordan skal vi forklare lasergyroskopet? Relativitetsteorien kan vi ikke bruge, for den gælder ikke for roterende inertialsystemer og dermed intet sted i nogen galakse! Ætermodellen passer perfekt; men Einstein hævdede, at æteren ikke eksisterer, og han er "gud", så den model kan vi heller ikke bruge. Tilbage har vi så Søren Fosberg modellen, som blot går ud på at slå ud med armene og sige, at det forstår vi ikke og kommer heller aldrig til det.

Du vil have at en foton for at have bølgeegenskaber skal være ligesom lydbølger i luften. En foton er en bølge i æteren. Ellers giver det ikke mening siger du. Det er sund fornuft siger du.

Men det forklarer jo intet.

Hvornår har jeg hævdet, at en foton er en bølge i æteren. De giver da overhovedet ingen mening. Enten er det ætermodellen eller også er det fotonmodellen og relativitetsteorien - ikke begge dele på samme tid.

  • 0
  • 4

Vi kan ialtfald komme nærmere på forklaringer ved i det mindste at udvikle modeller, der er fysisk mulige. Man hævder f.eks., at lysets hastighed er konstant i ethvert inertialsystem; men er så nødt til at tilføje, at dette "selvfølgelig" ikke gælder, hvis der er den mindste acceleration i systemet - også selv om den acceleration går på tværs af bevægelsesretningen.

Har du nogen sinde læst hvad der står i relativitetsteorierne? DIN PÅSTAND ER LODRET LØGN!!!

I relativitetsteorierne er lysets hastighed i vacuum konstant i alle systemer, uanset om de er inertialsystemer eller ej, og uanset deres hastigheder og accelerationer!

Er du virkelig nødt til at diske op med sådan en løgn for at promovere din æter?

Hvordan skal vi forklare lasergyroskopet? Relativitetsteorien kan vi ikke bruge, for den gælder ikke for roterende inertialsystemer

Roterende inertialsystemer??? De findes ikke i relativitetsteorierne. Et inertialsystem er karakteriseret ved en jævn lineær bevægelse uden acceleration, og følgelig heller ingen rotation!

Du pådutter løgnagtigt relativitetsteorierne en egenskab som ikke står i dem!

Hvornår har jeg hævdet, at en foton er en bølge i æteren. De giver da overhovedet ingen mening. Enten er det ætermodellen eller også er det fotonmodellen og relativitetsteorien - ikke begge dele på samme tid.

Netop. Og da ætermodellen i modsætning til de andre ikke kan bruges til beregninger er den dømt ude!

  • 2
  • 0

Fotonen overfører sin ENERGI! Og den er proportional med frekvensen. Den fotoelektriske effekt forklares perfekt med foton modellen ved at lavfrekvente fotoner ikke har tilstrækkelig energi til at slå en elektron løs.

Du svarer stadig ikke på mit spørgsmål. Hvordan er energien eller frekvensen opbevaret i fotonen?

Som jeg skrev tidligere, kan vi godt blive enige om, at det er energi, det drejer sig om (ikke frekvens). Det er ikke noget problem i ætermodellen, hvor energi og impuls overføres som i Newtons vugge; men når man hævder, at energien skal være indeholdt i en partikel - fotonen - bliver man pine død nødt til at kunne gøre rede for, hvordan den energi er opbevaret. Hvad præcis adskiller to fotoner med forskellig energi? Det kan ikke være hastigheden, for den er ens. Det kan heller ikke være massen, for den påstår I er 0. Hvad er det så?

Jeg forsøger at forklare dig at din logik halter alvorligt. I en bølgebevægelse beregnes energien fra både frekvens og bølgelængde.

Hvordan?

Fotonen overfører energi ved at anslå atomer. Som beskrevet i kvantemekanikken og foton modellen. At fotonen kan opføre sig som en bølge i ingenting svarer præcis til hvad vi kan måle og observere. At du absolut vil forstå det ud fra Newtons mekanik er din begrænsning, ikke min!

Nej, vi kan ikke observere, at fotonen opfører sig som en bølge. Vi kan observere, at lys gør det. Du sætter lighedstegn mellem lys og fotoner og hævder dermed, at fotonen er bevist. Jeg kunne på tilsvarende måde sætter lighedstegn mellem æter og lystransmission og dermed hævde, at æteren er bevist. Den måde kan man ikke argumentere på. Man bliver nødt til at tage de enkelte eksperimenter og så se, hvilken model, der passer bedst, og her er det f.eks. hævet over enhver tvivl, at for roterende inertialsystemer er det ætermodellen, som er den eneste, der fører til resultatet v = c +/- wr, som omtalt i mit svar ovenfor til Søren Fosberg.

Fotonen har den særlige egenskab at frekvensen er omvendt proportional med bølgelængden. Det har den indlysende konsekvens at du ikke kan ændre den ene størrelse uden at ændre den anden samtidig. Derfor falder din mangelfulde logik til jorden.

Mangelfulde logik? Hvornår har jeg hævdet, at frekvens og bølgelængde ikke er omvendt proportionale - bortset fra min lille tilføjelse med lyshastighedens afhængighed af gravitationen (se mit tidligere svar)?

Du svarer stadig ikke på, hvordan bølgelængde eller frekvens overføres. Ser man bort fra gravitationen, er de omvendt proportionale, så du behøver kun at svare på, hvordan frekvensen eller bølgelængden overføres.

Prøv i øvrigt at forklare fotonens polarisering, i planen og cirkulært. Her kommer din ætermodel ynkeligt til kort!

Overhoved ikke, for alle de former for polarisation er f.eks. også mulige i en vandbølge og kan simuleres med hånden. Bevæger du hånden sideværts, får du vandret polarisation, bevæger du den lodret, får du lodret polarisation, og skruer du hånden rundt som en skibsskrue, får du cirkulær polarisation.

Nu vil jeg så gerne vide, hvordan fotonen bevæger sig for at opnå de 3 former for polarisation!

Det kan du med garanti heller ikke svare på, da du jo ikke engang kan forklare, hvordan frekvens eller bølgelængde og din selvopfundne amplitude overføres.

  • 1
  • 3

Var det ikke det som man ikke lykkedes med i Michelson Morley eksperimentet.

Nej. Det absolut eneste, Michelson og Morley eksperimentet viste, var, at hele kloden ikke bevæger sig gennem et æterhav eller rettere - at et æterhav ikke bevæger sig gennem vores klode; men hvordan skulle det også kunne det, når i det mindste elektronen "klistrer" til æteren, og også er koblet sammen med atomkernerne?

Så forklar lige igen hvad det man kalder fotoner er i ætermodellen.

Hvordan skulle jeg kunne det, når der ikke er nogen fotoner i ætermodellen? Jeg tror ganske simpelt ikke på, at virtuelle partikler herunder fotonen eksisterer.

  • 1
  • 5

I relativitetsteorierne er lysets hastighed i vacuum konstant i alle systemer, uanset om de er inertialsystemer eller ej, og uanset deres hastigheder og accelerationer!

Når jeg og andre gentagne gange har henvist til lasergyroskopet som bevis for, at relativitetsteorien er forkert, får jeg hver eneste gang at vide, at når bare der er den mindste acceleration i systemet, gælder relativitetsteorien ikke, så det er faktisk ikke min påstand. Grundidéen i relativitetsteorien er jo, at al bevægelse er relativ, så hvis vi ser bort fra accelerationen, kan man ikke konstatere, om et inertialsystem roterer, og derfor ville forudsigelsen være, at lysets hastighed i de to grene er den samme, så lyset altid vil ankomme samtidigt til detektoren, hvis vejlængden er den samme; men dette er jo beviseligt ikke tilfældet.

Netop. Og da ætermodellen i modsætning til de andre ikke kan bruges til beregninger er den dømt ude!

Hvorfor kan den ikke bruges til beregninger, og hvorfor skulle den være dømt ude, selv om de nødvendige formler endnu ikke er opstillet?

Ud fra ætermodellen er lysets hastighed f.eks. givet præcist ved v = 1/sqrt(e x u), hvor e er æterens dielektricitetskonstant og u er permeabiliteten, som afhænger af æterdensiteten, som varierer ligesom densiteten af mørk masse og afhænger af gravitationen. Er det ikke at beregne? Ud fra fotonmodellen påstår man bare at lysets hastighed er konstant = c uden at tage hensyn til f.eks. gravitationen, og uden at nogen kan gøre rede for, hvorfor det er sådan!

  • 1
  • 2

Når jeg og andre gentagne gange har henvist til lasergyroskopet som bevis for, at relativitetsteorien er forkert, får jeg hver eneste gang at vide, at når bare der er den mindste acceleration i systemet, gælder relativitetsteorien ikke, så det er faktisk ikke min påstand.

Endnu en løgn! Der er to relativitetsteorier, den specielle som gælder alle inertialsystemer, og den generelle som gælder for alle systemer, også for laser gyroskopet!

Dine påstande om laser gyro og relativitet er tilbagevist i tidligere tråde, så det gider jeg ikke at gentage.

Netop. Og da ætermodellen i modsætning til de andre ikke kan bruges til beregninger er den dømt ude!

                    Hvorfor kan den ikke bruges til beregninger, og hvorfor skulle den være dømt ude, selv om de nødvendige formler endnu ikke er opstillet?  

Så få dog opstillet de formler i stedet for at spamme med noget som ikke er gennemtænkt!

Med andre ord er ætermodellen uden formler lige så nyttig som en bil uden motor!

I fysik plejer man at opstille formler, og afprøve dem mod virkelige eksperimenter. Din ætermodel helt uden formler og beregninger er en gang varm luft som ikke kan bruges til noget som helst!

Jeg stopper her. Hvis du fremover spammer artikler med ætervrøvl vil jeg ikke svare på dem. Jeg vil i stedet bede redaktionen om at slette dit off-topic indlæg.

  • 3
  • 2

Dine påstande om laser gyro og relativitet er tilbagevist i tidligere tråde

Med henvisning til acceleration, som du lige har påstået er uden betydning!

I relativitetsteorierne er lysets hastighed i vacuum konstant i alle systemer, uanset om de er inertialsystemer eller ej, og uanset deres hastigheder og accelerationer!

..

Så få dog opstillet de formler i stedet for at spamme med noget som ikke er gennemtænkt!

Med andre ord er ætermodellen uden formler lige så nyttig som en bil uden motor!

I fysik plejer man at opstille formler, og afprøve dem mod virkelige eksperimenter. Din ætermodel helt uden formler og beregninger er en gang varm luft som ikke kan bruges til noget som helst!

Så du påstår, at f.eks. v = 1/sqrt(e x u) og Z0 = sqrt(u/e) ikke er formler?

  • 1
  • 2

Jeg tror ganske simpelt ikke på

Nøgleordet her er tror. Tro er basis for hele Carstens "Fysik". Måske han skulle prøve at få sig en skare disciple sådan som andre religiøse sektledere.

Tænk hvis han istedet havde kunnet skrive "Følgende målinger viser...". Men nej, der er ikke andet end blind, urokkelig tro. Det bedste for Carsten ville nok være at sætte sig ned og studere lidt epistemologi.

  • 3
  • 2

Nøgleordet her er tror.

Det er lige netop derfor, at jeg har sammenlignet traditionel fysik med religion, for man skal være villig til at tro på selv de mest absurde påstande for f.eks. at acceptere fotonmodellen, relativitetsteorien og virtuelle partikler.

Tro er basis for hele Carstens "Fysik".

Vrøvl. Min model er baseret på, hvad eksperimenter viser os, og er ikke i modstrid med ét eneste, som jeg har kendskab til.

Tænk hvis han istedet havde kunnet skrive "Følgende målinger viser...".

Det er jo lige netop det, jeg gør, når jeg f.eks. med basis i den artikel fra CERN, som jeg henviste til, konkluderer, at samtlige til dato udførte eksperimenter med roterende systemer viser, at lysets hastighed i de to grene er v = c +/- wr, hvilket passer perfekt med ætermodellen, men ikke kan forklares ud fra fotonmodellen, da der jo er tale om tilsyneladende overlyshastighed i den ene gren.

Det bedste for Carsten ville nok være at sætte sig ned og studere lidt epistemologi.

Og det ville nok også være det bedste for alle jer andre! Det er altså ikke Einsteins teorier, der er facitlisten, men naturens faktiske opførsel, og det er det, jeg bygger min teori på!

  • 1
  • 3

I relativitetsteorierne er lysets hastighed i vacuum konstant i alle systemer, uanset om de er inertialsystemer eller ej, og uanset deres hastigheder og accelerationer!

Hvor ser du, at hastigheden af lyset i vakuum er konstant, hvis systemet udsættes for acceleration? Har du nogle gode atomure, kan du måle hvor lang tid lyset tager henholdsvis med og mod accelerationsretningen. Og lysets hastighed påvirkes tydeligt at acceleration. Vi kan netop mærke acceleration, på grund af forskellene i lysets hastighed. Og præcist det samme gælder i et tyngdefelt, på grund af tyngdeaccelerationen.

  • 2
  • 1

Når jeg og andre gentagne gange har henvist til lasergyroskopet som bevis for, at relativitetsteorien er forkert, får jeg hver eneste gang at vide, at når bare der er den mindste acceleration i systemet, gælder relativitetsteorien ikke, så det er faktisk ikke min påstand.

SR gælder som et specialtilfælde kun for inertialsystemer, GR for alle systemer. Det er vist ikke til diskussion?

Sagnac effekten er nem at forstå hvis observatøren opholder sig i et inertialsystem of herfra betragter det roterende system. Hvis han derimod følge med rundt på karusellen er det ikke sådan at gennemskue. Umiddelbart vil man gætte på at lyset vil bruge samme tid begge veje rundt, men se så her:

Reference frames Edit The Sagnac effect is not an artifact of the choice of reference frame. It is independent of the choice of reference frame, as is shown by a calculation that invokes the metric tensor for an observer at the axis of rotation of the ring interferometer and rotating with it yielding the same outcome. If one starts with the Minkowski metric and does the coordinate conversions

{\displaystyle x=r\cos \left(\theta +\omega t\right)} x=r\cos \left(\theta +\omega t\right) and {\displaystyle y=r\sin \left(\theta +\omega t\right)} y=r\sin \left(\theta +\omega t\right) (see Born coordinates), the line element of the resultant metric is

{\displaystyle ds^{2}=(c^{2}-r^{2}\omega ^{2})\,dt^{2}-dr^{2}-r^{2}\,d\theta ^{2}-dz^{2}-2r^{2}\omega \,dt\,d\theta } ds^{2}=(c^{2}-r^{2}\omega ^{2})\,dt^{2}-dr^{2}-r^{2}\,d\theta ^{2}-dz^{2}-2r^{2}\omega \,dt\,d\theta where

{\displaystyle t} t is proper time for the central observer, {\displaystyle r} r is distance from the center, {\displaystyle \theta } \theta is the angular distance along the ring from the direction the central observer is facing, {\displaystyle z} z is the direction perpendicular to the plane of the ring, and {\displaystyle \omega } \omega is the rate of rotation of the ring and the observer. Under this metric, the speed of light tangent to the ring is {\displaystyle c\pm r\omega } c\pm r\omega depending on whether the light is moving against or with the rotation of the ring. Note that only the case of {\displaystyle \omega =0} \omega =0 is inertial. For {\displaystyle \omega \neq 0} \omega \neq 0 this frame of reference is non-inertial, which is why the speed of light at positions distant from the observer (at {\displaystyle r=0} r=0) can vary from {\displaystyle c} c.

Voila. Simpelthen. Hvis du vil se det i en mere læseværdig form, så se her:

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Sagnac_effect

Nu er opgaven simpel: 1. Er dette resultat bekræftet empirisk og 2. Hvor ligger fejlen i den matematiske repræsentation ovenfor?

Jeg ville egentlig ikke blande mig med det provokerer mig at du påstår at der findes emperisk bevis (Sagnac) på at GR er forkert. Det er jo det samme som at sige at der findes en global sammensværgelse blandt tusindvis af forskere om at skjule sandheden. Hvorfor skulle det være tilfældet? Ovenikøbet samtidig med at man utrætteligt forbedrer måleteknikker for at se om der skulle være svagheder i GR.

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Tests_of_g...

Synes du ikke det er lidt mærkeligt?

  • 2
  • 2

Jeg ville egentlig ikke blande mig med det provokerer mig at du påstår at der findes emperisk bevis (Sagnac) på at GR er forkert.

Nej, det påstår jeg lige netop ikke. Læs dog for pokker hvad jeg skriver, inden I angriber mig for noget, jeg ikke har sagt!

Hvis det IKKE var for accelerationen, ville sagnac effekten øjeblikkelig falsificere GR; men som Jens ganske rigtigt skriver, påvirkes lysets hastighed af acceleration og gravitation.

Argumentationen ud fra GR (ikke ætermodellen) er følgende:

I den gren, hvor lyset går med rotationsretningen, og hvor man prøver at løbe fra lyset, stiger den acceleration, en foton er udsat for, så lysets hastighed nedsættes. Det tager derfor længere tid at nå frem til detektoren. I den modsatte gren, hvor man prøver at løbe lyset i møde, falder accelerationen, så fotonen løber stærkere. Det tager derfor kortere tid.

Indtil jeg finder huller i den argumentation, kan jeg desværre ikke falsificere relativitetsteorien ud fra lasergyroskopet.

  • 1
  • 2

Du skrev og nu citerer jeg igen:

"Når jeg og andre gentagne gange har henvist til lasergyroskopet som bevis for, at relativitetsteorien er forkert..."

Og nu skriver du det modsatte omend med den underlige tilføjelse:

Indtil jeg finder huller i den argumentation, kan jeg desværre ikke falsificere relativitetsteorien ud fra lasergyroskopet.

Find selvmodsigelsen og sig undskyld.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at falcificere GR? Er det en fiks ide? Ødelægger det din nattesøvn at du ikke kan falcificere den?

  • 2
  • 2

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Tests_of_g...

Synes du ikke det er lidt mærkeligt?

Jo, specielt fordi ialtfald påstanden om, at der sker et rødskifte af lys (en foton), når det bevæger sig væk fra et tungt objekt, er hamrende forkert!

Citat fra billedtekst:

The gravitational redshift of a light wave as it moves upwards against a gravitational field (caused by the yellow star below).

Når først lys er udsendt, er et dopplerskift der absolut eneste, der kan ændre frekvensen. Derimod ændres bølgelængden, da lysets hastighed stiger jo længere væk man kommer fra den tunge genstand. Jeg har tordnet mod denne fejlfortolkning af Pound-Rebka eksperimentet gentagne gange og har også henvist til denne link, der beskriver, at det også er forkert ifølge GR: http://arxiv.org/pdf/physics/9907017v2.pdf . Fejlfortolkningen bliver ikke bedre af at blive gengivet i din link og blive prædiket på Aarhus universitet. Jeg har påpeget det over for den pågældende underviser, og når jeg vha. en simpel betragtning af de geostationære satellitter beviste, at påstanden ikke er sand, var svaret blot: "Når du beskriver det på den måde, kan jeg godt se, at der er et problem, men så se på de sorte huller". Kors! Det er en skandale, at man på landets højeste undervisningsinstitutioner underviser i noget, der beviseligt ikke er sandt - bare for endnu engang af forsvare fotonmodellen, som burde være lagt i graven for mange år siden.

  • 0
  • 2

Find selvmodsigelsen og sig undskyld.

Der er da ingen selvmodsigelse. Jeg har flere gange prøvet at falsificere fotonmodellen med lasergyroskopet, men har måttet konstatere, at min argumentation ikke holdt - netop pga. accelerationen, hvilket var præcis det, jeg skrev i denne tråd. Uden acceleration ryger SR og GR med et brag.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at falcificere GR? Er det en fiks ide? Ødelægger det din nattesøvn at du ikke kan falcificere den?

Fordi først når SR, GR, fotonmodellen og virtuelle partikler er lagt i graven, kan vi komme videre med en dybere forståelse af den verden, vi lever i. Indtil da nægter alle fysikere at tage ordet æter i deres mund på trods af, at de ikke kan forklare galaksearmenes bevægelser uden den, og jeg må derfor selv prøve at komme videre med min meget begrænsede tid og uden mulighed for at kunne lave eksperimenter som f.eks. dobbeltspalteeksperimentet med protoner.

  • 0
  • 2

Du skriver sort på hvidt at du har henvist til lasergyroskopet som bevis for at GR er forkert.

Vil du benægte det?

Så skriver du:

Indtil da nægter alle fysikere at tage ordet æter i deres mund på trods af, at de ikke kan forklare galaksearmenes bevægelser uden den

Men netop galaksearmenes bevægelser er jo årsagen til at man leder efter sort stof. Uden derfor samtidig at afskrive GR. Og du siger jo selv at sort stof og æteren et det samme. Men du afskriver samtidig GR.

Måske din æter ikke er helt det samme som "alle fysikernes" sorte stof.

  • 2
  • 2

Vil du benægte det?

Nej, for jeg skriver jo netop, at jeg tidligere har henvist til lasergyroskopet som bevis for, at GR er forkert; men indtil jeg finder fejl i accelerationsargumentationen, gør jeg det ikke mere. Ærlig talt, har du ikke bedre indspark til debatten end en diskussion om nutid og datid?

Men netop galaksearmenes bevægelser er jo årsagen til at man leder efter sort stof.

Netop. Det er én af vor tids største selvmodsigelser, at man leder efter betydelige mængder mørkt stof (mere end det synlige) i noget, man samtidig hævder er fuldstændig tomt.

Uden derfor samtidig at afskrive GR. Og du siger jo selv at sort stof og æteren et det samme. Men du afskriver samtidig GR.

Hvad i alverden har GR med mørkt stof at gøre?

Måske din æter ikke er helt det samme som "alle fysikernes" sorte stof.

Måske, men årsagen til, at man endnu ikke har kunnet finde partikler af mørkt stof kunne jo også være den simple, at det er overalt lige foran næsen på os i form af den æter, som man ikke vil acceptere eksisterer. Hvorfor i alverden er de mest indlysende og simple forklaringer totalt bandlyst?

  • 0
  • 2

Nej, for jeg skriver jo netop, at jeg tidligere har henvist til lasergyroskopet som bevis for, at GR er forkert; men indtil jeg finder fejl i accelerationsargumentationen, gør jeg det ikke mere.

Aha. Det var da en vigtig tilføjelse. Kan du forstå at det lød som en selvmodsigelse når de to sætninger faldt i hver sit indlæg.

Nok om det. Du kan ikke finde en falcificering af GR men regner med at det nok skal komme. Yderst saglig tilgang.

Men hvad nu hvis den ikke kommer. Springer du så i Sortedamsøen?

man samtidig hævder er fuldstændig tomt

Det gør man da heller ikke - når man siger at det sorte stof må være der. Du producerer den ene stråmand efter den and for at få skovlen under "alle fysikerne".

Det er jo ikke nok at skifte navn fra sort stof til æter. Man skal desuden dumpe hele den moderne fysik til fordel for dine ideer i dine debatindlæg som du ikke engang gider skrive ned i en samlet og overskuelig form.

  • 2
  • 2

Nok om det. Du kan ikke finde en falcificering af GR men regner med at det nok skal komme.

Hvor skriver jeg, at den nok skal komme?

Det gør man da heller ikke - når man siger at det sorte stof må være der.

Det er da lige netop det, man gør. Hvis vakuum ikke indeholder nogen partikler af nogen art, kan det hverken have masse eller andre egenskaber - selv om fysikerne hævder det. Så snart man tilfører partikler har man en æter. Der er kun de to muligheder.

Det er jo ikke nok at skifte navn fra sort stof til æter.

Vi kan for min skyld kalde det, hvad vi vil - bare vi ved, hvad vi taler om.

Man skal desuden dumpe hele den moderne fysik til fordel for dine ideer i dine debatindlæg som du ikke engang gider skrive ned i en samlet og overskuelig form.

Sikke noget vrøvl, at jeg ikke gider skrive mine tanker ned. P.t. har jeg bare ikke tid til at få lidt bedre styr på alle de talrige løse notater. Desuden agter jeg ikke at offentliggøre et samlet skrift, før jeg er 100 % sikker på, at alle dele holder vand. Som jeg har skrevet før, kan jeg offentliggøre noget, som er 99% korrekt; men kan man bare sætte spørgsmålstegn ved den sidste procent, kaster du og alle andre dig øjeblikkelig over det punkt, og holder det så ikke, betragter I også de sidste 99% som falsificeret. De talrige diskussioner her på ing.dk har med al ønskelig tydelighed vist, at det er sådan, det fungerer. De, der bekender sig til traditionel fysik, har absolut ingen interesse i at se tingene fra en anden side.

  • 0
  • 2

Sikke noget vrøvl, at jeg ikke gider skrive mine tanker ned. P.t. har jeg bare ikke tid til at få lidt bedre styr på alle de talrige løse notater.

Hvad nu hvis du kun brugte halvt så meget tid herinde?

  • 2
  • 1

Hvad nu hvis du kun brugte halvt så meget tid herinde?

Ja, det er generelt set spild af tid at prøve at overbevise stærkt religiøse, og det meste tid går på at dementere, når andre putter ord i munden på mig, som jeg ikke har sagt; men det er også her, jeg finder ud af, om min argumentation holder - netop med henblik på en evt. fremtidig offentliggørelse. Når man i en diskussion bliver opfarende og aggressiv, bliver personlig og/eller begynder at råbe, slås man nemlig ikke længere for sandheden, men for sig selv, og så ved jeg, at jeg er på rette spor!

  • 0
  • 3

Når først lys er udsendt, er et dopplerskift der absolut eneste, der kan ændre frekvensen.

Nej Carsten!

Den anden mulighed er, at tiden går med anden hastighed. Dette svarer til, at lysets hastighed i vores system er et andet, end det som vi måler i forhold til.

Vi kan - som jeg tidligere har skrevet - forestille os, at lysets hastighed hele tiden ændrer sig en smule. Vi opdager ikke det, for vi måler den samme hastighed. Men, ser vi ud i rummet, og tilbage i tiden, så ses en større lyshastighed.

Det vil måske også opstå en slags tyngdekraft når lysets hastighed ændres. Det vil måske kunne sammenlignes lidt med en ikke eksisterende masse. Vi kan overveje, om en ændring af lysets hastighed som funktion af tiden, vil kunne forklare f.eks. manglen på mørk masse.

  • 0
  • 2

Hej Jens

Når fotonens hvilemasse m(0) er 0, må det følge at fotonens relative masse m også er 0. Sammenhængen mellem hvilemasse og relativistisk masse er givet ved:

m = γm(0) , hvor γ er den relativistiske faktor.

Den relativistiske faktor går mod uendelig når v går mod c, men 0*γ = 0

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 3
  • 1

Hej Jens

Følgende kommentar i Aktuel naturvidenskab er forfattet af Jens Madsen Houlrik:

http://viden.jp.dk/binaries/an/8055.pdf

Et citat fra kommentaren:

”Med den relativistiske mekanik kan selve lyset faktisk opfattes som masseløse partikler, idet produktet γ m også giver mening med den ekstreme værdi γ → ∞, forudsat at massen kan regnes som ubetydelig, m → 0. En sådan konstruktion beskriver en lyspuls, der udbredes med den maksimale hastighed og med veldefineret energi og impuls, men uden masse. Selv om tallet γ m i denne grænse repræsenterer en ekstrem rumtid sammensmeltet med en forsvindende rest af stof, er der næppe tale om en “relativistisk masse”, idet massen m jo stadig er nul.”

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 3
  • 1

Hvad betyder ubetydelig? I denne kontekst er der kun en ubetydelig masse, nemlig nul. Enhver masse over nul - selv nok så lidt - vil være uendelig ved lysets hastighed. Og da fotoner altid bevæger dig med c (i vacuum i inertialsystemer), så er massen konstant nul.

Det er ikke noget man kan måle for man kan ikke måle med uendelig nøjagtighed. Så det er teori og den er ikke falcificeret.

Men hvis ubetydelig betyder = 0, hvorfor så bruge udtrykket ubetydelig?

Der er da vist kun forvirrende. Fotonen har masse men massen går mod nul. ???

  • 2
  • 1

Der gælder E^2 = m^2c^4 = p^2c^2 + m0^2c^4, hvor p=mv. Her er m den relativistiske masse og m0 er hvilemassen. Det er den grundlæggende formel, hvoraf resten kommer fra. Løses den, fås m/m0 = sqrt(1-v^2/c^2).

Det er også meget nemt at se, at hvis m0=0, så er m^2c^4 = p^2c^2. Og dermed er m = p/c ved m0=0.

Man kan rode rundt i meget med matematik, ved at gange med uendelig og dele med 0. Herefter, kan diskuteres, hvad der er størst, om det er et stort nul, eller et større uendeligt. Vås, og intet andet.

Bruges definitionen, så er intet "vås" ganget på, og altså intet gange uendeligt delt med nul.

  • 0
  • 1

Hej Jens

Før du retter bager for smed bør du rette dine egne fejl. Du skriver:

”Det er den grundlæggende formel, hvoraf resten kommer fra. Løses den, fås m/m0 = sqrt(1-v^2/c^2) ”.

Der bør rettelig stå: m0/m = sqrt(1-v^2/c^2)

Derudover er jeg fuldstændig enig for så vidt der er tale om partikler med hvilemassen m0 > 0

For at komme frem til at, m0/m = sqrt(1-v^2/c^2) benyttes substitutionen p(foton) = mv (i anden linje i beviset) og her lægger man implicit klassisk newtonsk mekanik ind i ligningen og giver p(foton) denne egenskab.

Det er korrekt at: m*sqrt(1-c^2/c^2) => m0 = 0

Det beviser bare ikke at fotonen har en relativistisk masse m > 0

Du skriver videre:

”Det er også meget nemt at se, at hvis m0=0, så er m^2c^4 = p^2c^2. Og dermed er m = p/c ved m0=0.”

Igen er den relativistiske masse m implicit i ligningen og det var den der skulle bevises?

Jeg får svært ved at se at der er nogen vej uden om, end at vise ved forsøg at fotonen har en relativistisk masse m > 0

Har du kendskab til sådan et forsøg?

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 3
  • 0

”Det er den grundlæggende formel, hvoraf resten kommer fra. Løses den, fås m/m0 = sqrt(1-v^2/c^2) ”.

Der bør rettelig stå: m0/m = sqrt(1-v^2/c^2)

Ja, det er korrekt, at der skulle stå m/m0 = 1/sqrt(1-v^2/c^2). Der faldt 1/ med ud på højre side. Beklager. p = mv gælder, når m er den relativistiske masse, også ifølge relativitetsteorien.

Jeg forstår egentligt ikke diskussionen. Det gælder altid - også ved lysets hastighed - at E=m*c^2, hvor m altså er den relativistiske masse. Snapper lige lidt fra Wiki: In 1934, Richard C. Tolman argued that the relativistic mass formula m=E/c^2 holds for all particles, including those moving at the speed of light,

  • 1
  • 0

Hej Jens

Misforstå mig ikke. Jeg mener ikke at ligningen ikke gælder for fotonen. Men når hvilemassen er nul vælger jeg at tolke fotonen som masse løs. Og jeg foretrækker at fotonens impuls er p = h/l frem for p = mv. Måske skal jeg bare vænne mig til begrebet fotonens relativistisk masse (hvad det så end er)?

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 0
  • 0

Re: Fotoner, masse og kinetisk energi?

Hej Jens

Misforstå mig ikke. Jeg mener ikke at ligningen ikke gælder for fotonen. Men når hvilemassen er nul vælger jeg at tolke fotonen som masse løs. Og jeg foretrækker at fotonens impuls er p = h/l frem for p = mv. Måske skal jeg bare vænne mig til begrebet fotonens relativistisk masse (hvad det så end er)?

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

Da jeg lærte fysik, både i gymnasiet, og på DTU, brugte man benævnelserne m for relativistisk masse, og m0 for hvilemassen indenfor relativitetsteorien.

Men, jeg kan se på nettet, at det åbenbart er almindeligt i moderne fysik at benævne hvilemassen som massen m, så det er intet forkert i det du gør.

I de fleste tilfælde, vil der ved massen også forstås hvilemassen, da en måling af massen foregår i hvile i forhold til systemet. Den relativistiske masse giver i det normale tilfælde kun mening, når to systemer bevæger sig i forhold til hinanden (med stor hastighed).

Der er dog ingen tvivl om, at en foton har relativistisk masse og ikke hvilemasse. Den relativistiske masse som måles afhænger af bevægelsen i forhold til hinanden, og to systemer måler ikke nødvendigvis at fotonen har samme masse, og heller ikke frekvens.

Hvis vi teoretisk forestiller os, at vi kunne opbevare lyset i en kasse, så vil denne kasse også have massegevinst på grund af lysets energi. Og hvis vi opbevarer energi i en superleder, så vil superlederen få ekstra masse, svarende til energien. Noget af atomernes masse, skyldes også energierne der holder atomerne sammen (kernekræfter). Jeg mener derfor at det korrekte er, at massen m altid er den relativistiske masse, da atomerne vil veje noget andet, uden deres bindingsenergi. E = m*c^2 gælder altid.

  • 0
  • 1

Hej Jens

For at bore lidt mere i fotonens relativistiske masse. I fysikken er der jo klassisk to masse begreber, træg masse og tung masse. Den træge masse kommer til udtryk i Newtons anden lov, F = ma og måles i laboratoriet med f.eks. et dynanometer som jo i princippet er en fjeder vægt. Den tunge masse kommer til udtryk i Newtons gravitations lov som masse tiltrækning og i Henry Cavendish forsøg fra 1798 bestemmes gravitations konstanten G. Ved forsøg er den tunge masse og den træge masse bestemt til at have samme værdi og jeg mener det er med 11 decimalers nøjagtighed.

En partikel med hvilemassen m0 > 0 som forsøges accelereret mod c vil (på grund af inerti?), udvise modstand i form af relativistisk masseforøgelse når farten er tæt på c. Jeg er ikke i tvivl om at skulle en mand komme til at stå i vejen for et beam af accelererede protoner med farten nær c i en partikel accelerator, er den relativistiske masseforøgelse meget konkret, manden vil blive pløjet ned. Så langt så godt.

Fotonen som har hvilemassen m0 = 0 bevæger sig i vakuum med farten c (ingen inerti?) men kan tillægges, ifølge Einsteins ligning, den relativistiske masse m.

Jeg har fundet en forfatter der kæder fotonens relativistisk masse sammen med den tunge masse (gravitationelle masse). Se flg. link:

https://snl.no/masse

Den forklaring som Trygve Holtebekk komme frem til at fotonens afbøjning nær et tungt objekt skyldes massetiltrækning med årsag i fotonens relativistiske masse E/c^2?

Afbøjningen kan også forklares med at fotonen blot følger geodæten i det krumme rum.

Derfor mener jeg det er vigtigt at få på plads hvad fotonens relativistiske masse er for en størrelse.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 1
  • 0

Hej Jens

For at bore lidt mere i fotonens relativistiske masse. I fysikken er der jo klassisk to masse begreber, træg masse og tung masse. Den træge masse kommer til udtryk i Newtons anden lov, F = ma og måles i laboratoriet med f.eks. et dynanometer som jo i princippet er en fjeder vægt. Den tunge masse kommer til udtryk i Newtons gravitations lov som masse tiltrækning og i Henry Cavendish forsøg fra 1798 bestemmes gravitations konstanten G. Ved forsøg er den tunge masse og den træge masse bestemt til at have samme værdi og jeg mener det er med 11 decimalers nøjagtighed.

En partikel med hvilemassen m0 > 0 som forsøges accelereret mod c vil (på grund af inerti?), udvise modstand i form af relativistisk masseforøgelse når farten er tæt på c. Jeg er ikke i tvivl om at skulle en mand komme til at stå i vejen for et beam af accelererede protoner med farten nær c i en partikel accelerator, er den relativistiske masseforøgelse meget konkret, manden vil blive pløjet ned. Så langt så godt.

Fotonen som har hvilemassen m0 = 0 bevæger sig i vakuum med farten c (ingen inerti?) men kan tillægges, ifølge Einsteins ligning, den relativistiske masse m.

Jeg har fundet en forfatter der kæder fotonens relativistisk masse sammen med den tunge masse (gravitationelle masse). Se flg. link:

https://snl.no/masse

Den forklaring som Trygve Holtebekk komme frem til at fotonens afbøjning nær et tungt objekt skyldes massetiltrækning med årsag i fotonens relativistiske masse E/c^2?

Afbøjningen kan også forklares med at fotonen blot følger geodæten i det krumme rum.

Derfor mener jeg det er vigtigt at få på plads hvad fotonens relativistiske masse er for en størrelse.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan svare. I mekanik havde vi kun en masse.

Denne masse måles ved at sammenligne med en standard masse, samme hastighed og sted. Standard kilogram loddet står i Paris.

Derudover havde vi begrebet vægt, som måles i Newton, og beror på kraften som jorden trækker i en masse. Den kan være forskellig, afhængigt af hvor man er på jorden. Vægt måles altså i kraft, og ikke i kilogram.

Masserne som indgår i gravitationsloven, og i alle fysiske love, er den almindelige masse fra mekanikken, og ikke vægt, da enheden for vægt er Newton.

De fleste vægte måler vægten i newton, og omsætter den til massen, ved at anvende tyngdeaccelerationen. Tyngdeaccelerationen er dog ikke en fysisk konstant, men en konstant der beror på jordens masse, og den er forskellig overalt på jorden. En sådan vægt, der angiver massen ud fra tyngdeaccelerationen er ikke fysisk korrekt.

Når fysikerne måler massen, kan det f.eks. ske ved at der i massemåleren er indbygget to vægte, og det som måles anbringes på den ene vægt, mens en indskærmet standardmasse er placeret på den anden vægt. Nu kan massen beregnes korrekt, som forholdet mellem de to kræfter målt i Newton.

I relativitetsteorien, er det den normale fysiske masse som indgår, men det bliver mere besværligt, da masse nu skal udregnes ud fra et referencesystem. Derfor opstår begreber som hvilemasse, der ligger stille i referencesystemet, og relativistisk masse, der bevæger sig med meget stor hastighed. Men, der er egentligt ikke forskellige masser i fysikken. Masse er det samme over alt, og standardiseret ud fra standard loddet i Paris. Jeg ved ikke om der er kommet en ny standard. Der er flere muligheder, f.eks. ud fra avogadros konstant.

Så jeg har ikke kendskab til andet end en masse indenfor fysik.

  • 1
  • 1

Men, ser vi ud i rummet, og tilbage i tiden, så ses en større lyshastighed.

Og hvordan måler du så det ?

Problemet er jo, at fotoner er fuldstændig usynlige indtil de rammer vores nethinde / detektor. Så hvordan du vil se tilbage i tiden og OBSERVERE en anden lyshastighed, det kræver vist en nærmere forklaring.

Jeg er i øvrigt enig med dig, lyshastigheden er IKKE en konstant (og det virker naturligt at gætte på at et "tættere" mindre univers sikkert vil resultere i en højere lyshastighed).

  • 0
  • 1

Hvad bygger du det på?

Hvis man ser på (lyd)bølger i en gas, er hastigheden jo højere jo tættere gassen er. Hvis gassen bliver så tæt at den "kondenserer" til en væske, vil hastigheden stige yderligere.

Uanset hvad æteren nu er, har universet som bekendt tidligere været meget mindre end det er i dag. Universet udvider sig,og dermed MÅ ætertætheden blive mindre og mindre.

Og dermed - mener jeg - vil lysets hastighed falde.

  • 0
  • 1

Hvis man ser på (lyd)bølger i en gas, er hastigheden jo højere jo tættere gassen er.

Det er ikke korrekt. I en idealggas er lydhastigheden helt uafhængig af tætheden. Til gengæld er den temperturafhængig. Det kan du måske bruge til noget i din kosmologi.

Men du antager altså at der er en æter og at æteren har egenskaber som gas som ovenikøbet optræder som væske og måske endog som fast stof i universets tidlige eksistens (du tror åbenbart på BB) Det er nogle ret voldsomme antagelser og der må jo i de mindste også være nogle forskelle på alm. gas og den mystiske æter. Hvordan mon de bidrager til naturligheden?

Om tætheden falder er vel ikke givet. Måske udvider universet sig ikke eller måske skabes der hele tiden ny æter. Hvad mener Carsten?

  • 2
  • 1

(du tror åbenbart på BB)

Hvis der var en ting jeg var sikker på, var det da at jeg ALDRIG ville blive skoset på disse sider for, at antage at BB fandt sted. Ej heller troede jeg, at der ville blive rejst tvivl om at universet udvider sig. Sidst jeg tjekkede udvidede universet sig endda med en (exponentiel) større og større hastighed.

Jeg har ikke nogen kosmologi som er "min". Har du ?

  • 0
  • 0

Jeg skoser dig ikke for at tro på BB. Men jeg noterer bare at du gør det samtidig med at at du tror på Carstens æter - så vidt jeg kan se. Og Carsten hælder vist mere til et statisk univers uden udvidelse.

Du foreslår et univers med varierende lyshastighed og en æter som ændrer tæthed. Måske endda har være en væske engang Det har jeg aldrig hørt om før men hvis ikke det din egen opfindelse må du godt give henvisning.

  • 0
  • 0

Hvis der aldrig har været et big-bang, så er svært at forklare universets tilblivelse, og at stjernerne ikke allerede er brændt ud. Har alt bare været her evigt, så vil det også være forgået. Ikke desto mindre, er der flere forskere, der tror der ikke har været et big-bang. Så måske er det en mulighed.

Er universet ekspanderet med en hastighed større end lysets - så syntes jeg imidlertid, at det ser ud til, at lysets hastighed ikke altid har været den samme som i dag.

En ændring af lysets hastighed kan sandsynligvis ikke ske uden det opdages. Hvis det sker globalt i universet, vil det sandsynligvis medføre, at alt udsættes for en kraft der enten presser det sammen, eller får det til at eksplodere.

Har lysets hastighed ikke været konstant, så medfører det i sig selv en rød/blå forskydning, og ved beregningen af afstanden ud fra rødforskydningen, vil skulle tages hensyn til ændringen af lysets hastighed.

Ændres lysets hastighed, vil sandsynligvis også opstå kræfter mellem alle masser i universet. Og derfor få betydning for big-bang eller big crunch.

Endeligt kan diskuteres hvorfor lysets hastighed skulle ændres. Er det sket globalt - eller sket lokalt. Sker det hele tiden, eller er det sket "i et brag"?

Hvis universet er ekspanderet med større hastighed end lysets, så tror jeg at lysets hastighed har ændret sig. Men hvordan det er sket, ved jeg ikke.

  • 1
  • 1

Re: Big Bang

Hvis det sker globalt i universet, vil det sandsynligvis medføre, at alt udsættes for en kraft der enten presser det sammen, eller får det til at eksplodere.  

Hvis ikke det ene, så det andet. Men hvorfor sandsynligvis?

Ændres lysets hastighed, vil sandsynligvis også opstå kræfter mellem alle masser i universet. Og derfor få betydning for big-bang eller big crunch.  

Hvorfor sandsynligvis?

Hvis universet er ekspanderet med større hastighed end lysets, så tror jeg at lysets hastighed har ændret sig.  

Hvorfor tror du det?

Jeg spørger fordi du må have gjort dig nogle tanker der begrunder din tro og dine "sandsynligvis" - men du holder det for dig selv. Hvorfor det?

Hvis lysets hastighed ændrer sig i rummet medfører det acceleration. Dvs. at en masse påvirkes af en kraft. Jeg syntes derfor også, at det vil være naturligt, hvis en ændring af lysets hastighed globalt med tiden, medfører en acceleration/kraft. Men, jeg har ikke regnet på det - derfor kun sandsynligvis. En ændring med tiden, er jo ikke helt det samme.

Hvis vi antager at en ændring i lysets hastighed, vil medføre frastødende eller tiltrækkende kraft, så kan det have betydning for mørk masse og om der har eksisteret big-bang.

En ændring i lysets hastighed vil desuden også give forklaringsproblemer, hvis det medfører energifald eller tilvækst.

Jeg kan ikke umiddelbart gennemskue konsekvenserne, men jeg føler mig overbevist om, at selvom det måske vil kunne forklare noget, så vil opstå nye problemer.

  • 0
  • 1

Hvis man ser på (lyd)bølger i en gas, er hastigheden jo højere jo tættere gassen er.

Det er ikke korrekt. I en idealggas er lydhastigheden helt uafhængig af tætheden. Til gengæld er den temperturafhængig.

Og hvordan har du tænkt dig at kunne ændre temperaturen uden at ændre densiteten af gassen?

I tager begge fejl. Lydens hastighed i en idealgas er giver ved v = sqrt(E/p), hvor E er elasticitetsmodulet i Pa eller N/mm2, og p er densiteten i kg/m3.

Når densiteten stiger, falder lydhastigheden altså.

Lydens hastighed i en idealgas er helt ækvivalent til lysets hastighed i æteren, der er givet ved c = 1/sqrt(e x u). Da impedansen for lyd samtidig er Zc = p x v = sqrt(p x E) [Pa s/m] og for lys er Z0 = u x c = sqrt(u/e) [ohm], kan man opfatte u (permeabiliteten) som densiteten af æteren og e (dielektricitetskonstanten) som det reciprokke af elasticitetsmodulet.

At de samme formler gælder for lyd og lys er endnu et bevis på æterens eksistens, for vi ved jo med sikkerhed, at lyd kræver et medie, og når de samme formler så også gælder for lys, skal man være temmelig blottet for logisk sans eller hjernevasket for ikke at kunne indse, at lys også kræver et medie.

  • 2
  • 4

Og Carsten hælder vist mere til et statisk univers uden udvidelse.

Næ, for det har jeg intet belæg for. Jeg konstaterer bare, at der er 2 mulige årsager til rødforskydningen i universet; men når man ikke kender bidraget fra den gravitionelle rødforskydning, kan man ikke drage nogen konklusioner om udvidelse eller ej. At så fysikerne bare smider den gravitionelle rødforskydning over højre skulder og gør det alligevel må stå for deres regning.

  • 2
  • 5

De er kommet til en anden værdi af Hubblekonstanten end den hidtil antagede, men hvorfor skulle den være mere korrekt end den gamle? Er der nogle som kan gennemskue argumenterne for at den nye er bedre og ikke bare anderledes? Faktisk bliver Universet mindre med den nye konstant, da vi ikke kan se ud over lysets hastighed, som opnås ved ca 4000 Mpc, altså noget i retning af 13 milliarder lysår. Betyder det så at Universet er blevet mindre?

  • 2
  • 3

Jeg konstaterer bare, at der er 2 mulige årsager til rødforskydningen i universet; men når man ikke kender bidraget fra den gravitionelle rødforskydning, kan man ikke drage nogen konklusioner om udvidelse eller ej.

Jeg har spurgt dig om du har gjort dig nogen overvejelser over hvor store tyngdefelter der skal til for at skabe en rødforskydning af lyset fra en galakse på z=1, 5 eller 10 og hvordan sådan nogle objekter mon kan tænkes at se ud?

Et andet spørgsmål er hvorfor disse objekter med den slags rødforskydninger er så uhyre svage og kun kan observeres på grundlag af meget lange eksponeringstider og helst ved hjælp af tyngdelinser. Hvorfor der ingen galakser eller andet tæt på som giver disse enorme rødforskydninger?

Din idé synes at stride mod al sund fornuft som du ellers hylder så højt, ja rangerer klart som vrøvl og vås som alt andet der ikke passer i dit verdensbillede.

  • 2
  • 4

Jeg har spurgt dig om du har gjort dig nogen overvejelser over hvor store tyngdefelter der skal til for at skabe en rødforskydning af lyset fra en galakse på z=1, 5 eller 10 og hvordan sådan nogle objekter mon kan tænkes at se ud?

Et andet spørgsmål er hvorfor disse objekter med den slags rødforskydninger er så uhyre svage og kun kan observeres på grundlag af meget lange eksponeringstider og helst ved hjælp af tyngdelinser. Hvorfor der ingen galakser eller andet tæt på som giver disse enorme rødforskydninger?

Jeg aner det ikke, og det er der heller ingen andre, der gør; men én ting er sikkert - et objekt, som kan ses på over 13 milliarder lysårs afstand må have en fuldstændig astronomisk lysstyrke. Man kan forestille sig mindst 3 muligheder:

  • Det kan være en enorm gassky med lille massedensitet og dermed næsten ingen gravitionel rødforskydning.

  • Det kan være en gigantisk sol med en enorm gravitionel rødforskydning. Selv om den slags ikke ses i nærområdet, skal man huske, at det drejer sig om, hvordan universet så ud for over 13 milliarder år siden - ikke hvordan det ser ud idag.

  • Det kan være lys fra en eksplosion, hvor dele skydes ud med hastigheder tæt på lysets, hvilket vil give en relativistisk masseforøgelse, som kan give en meget stor gravitionel rødforskydning.

Ingen aner, hvad der er rigtigt, og derfor kan man heller ikke drage nogen konklusioner. Hvad er din begrundelse for, at den gravitionelle rødforskydning med garanti er uden betydning?

Din idé synes at stride mod al sund fornuft som du ellers hylder så højt, ja rangerer klart som vrøvl og vås som alt andet der ikke passer i dit verdensbillede.

Sikke noget vrøvl. Den gravitionelle rødforskydning er bevist i Pound-Rebka eksperimentet, og den ses allerede i lyset fra vores egen sol selv om den ikke fjerner sig fra os! Man kan altså konkludere, at et dopplerskift ikke er nok til en 100 % forklaring på rødskiftet. Det er ikke bare sund fornuft - det er fakta!

  • 1
  • 3

Hvorfor skulle en gigantisk sol have en enorm rødforskydning? Den skal da være enormt tæt og dermed enormt lille for at give en gigantisk rødforskydning. Dvs hvid dværg, neutron stjerne eller sort hul. Men af dem er det kun det sorte hul der kan give anledning til enorm stråling fra indfaldende stof. Det er vist sådan man forestiller sig quasarer virker.

Der er en klar sammenhæng mellem tilsyneladende lysstyrke fra f.eks. galakser og deres respektive rødforskydning. Hvis rødforskydningen skyldes tyngdefelter ville der ikke der være en sådan sammenhæng. Dit forslag om at objekter længere væk skal have kraftigere tyngdefelter for at kunne ses holder ikke en meter fordi objektets absolutte lysstyrke er en funktion af den specifikke lysstyrke per overfladeenhed og størrelsen af den samlede overflade men ikke af tyngdefeltets størrelse på overfladen.

Iøvrigt har andre end dig rejst spørgsmålet om den høje z kan skyldes gravitationel redshift. Her er en længere diskussion af en af Arps observationer:

http://starburstfound.org/sqkblog/?p=138

  • 2
  • 0

Hvorfor skulle en gigantisk sol have en enorm rødforskydning?

Fordi stor lysstyrke kræver stor overflade.

Dit forslag om at objekter længere væk skal have kraftigere tyngdefelter for at kunne ses holder ikke en meter fordi objektets absolutte lysstyrke er en funktion af den specifikke lysstyrke per overfladeenhed og størrelsen af den samlede overflade men ikke af tyngdefeltets størrelse på overfladen.

Overfladearealet og dermed lysstyrken af f.eks. en sol stiger med 2. potens af størrelsen; men den samlede vægt og dermed også tyngdefeltet på overfladen stiger med 3. potens. Derfor vil stor lysstyrke følges af meget stort tyngdefelt.

Iøvrigt har andre end dig rejst spørgsmålet om den høje z kan skyldes gravitationel redshift. Her er en længere diskussion af en af Arps observationer:

Ja, så jeg venter spændt på dit og andres svar på, hvorfor den gravitionelle rødforskydning med garanti er så lille, at den kan ignoreres!

  • 2
  • 4

Overfladearealet og dermed lysstyrken af f.eks. en sol stiger med 2. potens af størrelsen; men den samlede vægt og dermed også tyngdefeltet på overfladen stiger med 3. potens

Du forudsætter samme tæthed. Men meget tunge stjerner har meget lavere tæthed end f.eks. solen samtidig med at de lyser meget mere. Hvorfor forudsætter du noget der ikke passer?

Nu sidder du og venter på at nogen (mig?) skal finde svarene til dig. Selv gider du ikke undersøge sagen. Er det virkelig muligt at gravitational rødforskydning kunne give samme observationer som kosmologisk rødforskydning? Du kaster bare gravitational rødforskydning på bordet som en mulig forklaring ingen andre har overvejet. Carsten har gjort det igen - sat spørgsmålstegn ved den etablerede forskning. Hvor er han bare go.

Du tror du er genial ikke?

  • 5
  • 3

Du forudsætter samme tæthed. Men meget tunge stjerner har meget lavere tæthed end f.eks. solen samtidig med at de lyser meget mere. Hvorfor forudsætter du noget der ikke passer?

Det gør jeg da heller ikke. Hvis du gad læse, hvad jeg skriver, ville du se, at netop store gasplaneter med lille massetæthed er første punkt på min liste med 3 mulige forklaringer på det ekstremt kraftige lys.

Det kan være en enorm gassky med lille massedensitet og dermed næsten ingen gravitionel rødforskydning.

Det er dig, der forudsætter noget, som du ikke har belæg for, for du udelukker de to andre muligheder på trods af, at din egen link netop nævner ekstremt tunge objekter med en masse på flere millioner gange vores sol som en mulighed.

Du kaster bare gravitational rødforskydning på bordet som en mulig forklaring ingen andre har overvejet.

Hvilket klart modbevises af din egen link, som netop viser, at andre har haft samme tanker.

Du tror du er genial ikke?

Nej; men jeg tænker særdeles logisk og ved, at jeg har fat i den rigtige ende, hvilket jo understreges af, at hverken du eller andre kan få skovlen under min argumentation og derfor må ty til personlige angreb, som dette!

  • 2
  • 6

Det der irriterer mig er at du ikke forsøger at argumenterer for dine "teorier"

Og hvad kalder du så vores talrige æterdiskusioner her på ing.dk, hvor jeg i sandhed har måttet argumentere for mine synspunkter?

Nu er der bare dig, der er under beskydning og ikke "ønsker" at svare på, hvorfor man kan negligere den gravitionelle rødforskydning - specielt når din egen link jo klart viser, at et dopplerskift alene ikke altid er nok. I stedet bliver du personlig og kommer med fuldstændig irrelevante spørgsmål som om jeg selv synes, at jeg er genial. Det er svagt.

  • 0
  • 5

I stedet bliver du personlig og kommer med fuldstændig irrelevante spørgsmål som om jeg selv synes, at jeg er genial.

Du betegner som bekendt de sidste 100 års fysik som idioti - men uden at opstille en konsistent alternativ teori. I stedet smider du spørgsmål ud som du beder læserne bevare. Hvis du ikke kan begrunde hvorfor den fysik som ikke kan falcificeres gennen observationer eller eksperimenter er idioti eller hvad du nu kalder det af fornærmende og indholdsløse skældsord, og du ej heller kan opstille en alternativ teori som kan gøres til genstand for verificering - så slutter jeg at du må mene at du er et geni som ikke behøver mellemregninger for at finde sandheden.

Hvad ellers?

Du finder det forkasteligt at jeg stiller dig spørgsmålet om du tror du er genial - men du kredser jo altid om Einsteins eller Bohrs mentale kvalifikationer, så det er vel ikke så mærkeligt at beskæftige sig lidt med dine intellektuelle mentale kvalifikationer, når du nu er så dristig at smide dherrer på videnskabshistoriens mødding - endda uden at gide fordybe dig i deres tanker - idet de jo er så åbenlyst nonsens jf f.eks. din afvisning af den almindelige relativitetsteori.

Og så har jeg ikke mere at sige om gravitationel rødforskydning som alternativ til kosmologisk rødforskydning.

  • 5
  • 2

Overfladearealet og dermed lysstyrken af f.eks. en sol stiger med 2. potens af størrelsen; men den samlede vægt og dermed også tyngdefeltet på overfladen stiger med 3. potens. Derfor vil stor lysstyrke følges af meget stort tyngdefelt.

Eller det er et meget varmt objekt. Lysstyrken af stjerner stiger med temperaturen i 4. potens, så stor lysstyrke kan ligeså godt skyldes højere temperatur. Det har en større indflydelse end overfladearealet.

  • 3
  • 0

Du tror du er genial ikke?

Carsten er en ærketypisk kook. Ren tidsspilde at beskæftige sig med. Hold op med det.

Vi tager lige et citat fra wikipedia.

"Crank" is a pejorative term used for a person who holds an unshakable belief that most of his or her contemporaries consider to be false.[1] A crank belief is so wildly at variance with those commonly held as to be ludicrous. Cranks characteristically dismiss all evidence or arguments which contradict their own unconventional beliefs, making rational debate a futile task, and rendering them impervious to facts, evidence, and rational inference.

Common synonyms for "crank" include crackpot and kook

  • 5
  • 3

Fandt lige den her på nettet. Så kan I (og Carsten) selv tælle op hvor højt Carsten scorer.

The Crackpot Index

John Baez

A simple method for rating potentially revolutionary contributions to physics:

A -5 point starting credit. 1 point for every statement that is widely agreed on to be false. 2 points for every statement that is clearly vacuous. 3 points for every statement that is logically inconsistent. 5 points for each such statement that is adhered to despite careful correction. 5 points for using a thought experiment that contradicts the results of a widely accepted real experiment. 5 points for each word in all capital letters (except for those with defective keyboards). 5 points for each mention of "Einstien", "Hawkins" or "Feynmann". 10 points for each claim that quantum mechanics is fundamentally misguided (without good evidence). 10 points for pointing out that you have gone to school, as if this were evidence of sanity. 10 points for beginning the description of your theory by saying how long you have been working on it. (10 more for emphasizing that you worked on your own.) 10 points for mailing your theory to someone you don't know personally and asking them not to tell anyone else about it, for fear that your ideas will be stolen. 10 points for offering prize money to anyone who proves and/or finds any flaws in your theory. 10 points for each new term you invent and use without properly defining it. 10 points for each statement along the lines of "I'm not good at math, but my theory is conceptually right, so all I need is for someone to express it in terms of equations". 10 points for arguing that a current well-established theory is "only a theory", as if this were somehow a point against it. 10 points for arguing that while a current well-established theory predicts phenomena correctly, it doesn't explain "why" they occur, or fails to provide a "mechanism". 10 points for each favorable comparison of yourself to Einstein, or claim that special or general relativity are fundamentally misguided (without good evidence). 10 points for claiming that your work is on the cutting edge of a "paradigm shift". 20 points for emailing me and complaining about the crackpot index. (E.g., saying that it "suppresses original thinkers" or saying that I misspelled "Einstein" in item 8.) 20 points for suggesting that you deserve a Nobel prize. 20 points for each favorable comparison of yourself to Newton or claim that classical mechanics is fundamentally misguided (without good evidence). 20 points for every use of science fiction works or myths as if they were fact. 20 points for defending yourself by bringing up (real or imagined) ridicule accorded to your past theories. 20 points for naming something after yourself. (E.g., talking about the "The Evans Field Equation" when your name happens to be Evans.) 20 points for talking about how great your theory is, but never actually explaining it. 20 points for each use of the phrase "hidebound reactionary". 20 points for each use of the phrase "self-appointed defender of the orthodoxy". 30 points for suggesting that a famous figure secretly disbelieved in a theory which he or she publicly supported. (E.g., that Feynman was a closet opponent of special relativity, as deduced by reading between the lines in his freshman physics textbooks.) 30 points for suggesting that Einstein, in his later years, was groping his way towards the ideas you now advocate. 30 points for claiming that your theories were developed by an extraterrestrial civilization (without good evidence). 30 points for allusions to a delay in your work while you spent time in an asylum, or references to the psychiatrist who tried to talk you out of your theory. 40 points for comparing those who argue against your ideas to Nazis, stormtroopers, or brownshirts. 40 points for claiming that the "scientific establishment" is engaged in a "conspiracy" to prevent your work from gaining its well-deserved fame, or suchlike. 40 points for comparing yourself to Galileo, suggesting that a modern-day Inquisition is hard at work on your case, and so on. 40 points for claiming that when your theory is finally appreciated, present-day science will be seen for the sham it truly is. (30 more points for fantasizing about show trials in which scientists who mocked your theories will be forced to recant.) 50 points for claiming you have a revolutionary theory but giving no concrete testable predictions.

  • 6
  • 3

Du betegner som bekendt de sidste 100 års fysik som idioti - men uden at opstille en konsistent alternativ teori.

Er det ikke netop det, jeg prøver på med min ætermodel? Æterteorien er jo ikke min opfindelse; men med min lille tilføjelse, at alle partikler er masseløse bortset fra bindingsenergien, men opnår en tilsyneladende masse ved at interagere med æteren, som har massen, kan den også gøre rede for den relativistiske masseforøgelse og den mørke masse i universet, og i modsætning til traditionel fysik med fotonmodel og virtuelle partikler, kan den forklare alle til dato udførte eksperimenter, jeg har kendskab til - og vel at mærke uden groteske udsagn som at masseløse objekter godt kan have impuls, men stadig måles i kgm/s, at kræfter overføres med virtuelle dvs. ikke-eksisterende partikler, og at omkredsen af en roterende skive er mindre end pi gange diameteren. Min model giver oven i købet et bud på, hvad der forårsager inerti, hvilket traditionel fysik ikke har, og den har forudsagt masseløse elektroner, som i modsætning til den traditionelle opfattelse både passer med standardmodellen, med dobbeltspalteeksperimentet og med nyere eksperimenter - se https://ing.dk/blog/elektroner-med-identit... .

I stedet smider du spørgsmål ud som du beder læserne bevare. Hvis du ikke kan begrunde hvorfor den fysik som ikke kan falcificeres gennen observationer eller eksperimenter er idioti eller hvad du nu kalder det af fornærmende og indholdsløse skældsord, og du ej heller kan opstille en alternativ teori som kan gøres til genstand for verificering - så slutter jeg at du må mene at du er et geni som ikke behøver mellemregninger for at finde sandheden.

Når du går ind for, at den gravitionelle rødforskydning blot kan ignoreres, er det da naturligt at spørge til hvilket belæg du har for det - specielt når du selv kommer med en link, der viser, at den ikke kan. Hvis man er et geni, fordi man kan konstatere, at et dobblerskift umuligt kan være nok til at forklare rødforskydningen, da lyset fra vores egen sol er en anelse rødforskudt; men at solen ikke fjerner sig fra os - ja, så er jeg nok et geni; men så er det vist også imod ingeniørens debatregler at skrive, hvad de, der ikke kan indse dette, er!

Du finder det forkasteligt at jeg stiller dig spørgsmålet om du tror du er genial - men du kredser jo altid om Einsteins eller Bohrs mentale kvalifikationer,

Vis mig bare ét eneste sted, hvor jeg har henvist til Bohrs, Einsteins eller nogen andres mentale kvalifikationer ELLER KOM MED EN UFORBEHOLDEN UNDSKYLDNING!

Jeg er overbevist om, at både Bohr og Einstein tog grueligt fejl; men det er absolut ikke det samme som at nedgøre dem mentalt. I modsætning til mange andre her har jeg ALDRIG kaldt nogen for crackpot, sølvpapirhat, båtnakke eller lign. Det kunne aldrig falde mig ind, og jeg behøver det heller ikke, for jeg kan sagtens argumentere sagligt og behøver derfor ikke at ty til personlige angreb og smudskastning.

Og så har jeg ikke mere at sige om gravitationel rødforskydning som alternativ til kosmologisk rødforskydning.

Næ, for du kan jo ikke svare på, hvorfor man kan ignorere den gravitionelle rødforskydning i beregning af den kosmologiske rødforskydning.

  • 1
  • 5

Carsten er en ærketypisk kook.

Dette og dit efterfølgende indlæg er anmeldt som aldeles upassende. De tjener intet andet formål end muderkastning og bidrager ikke med noget som helst sagligt.

Tværtimod. Det er en yderst objektiv vurdering af din opførsel i "Æterspørgsmålet". Lad os håbe at din anmeldelse kan ruske op i ing.dk's yderst vattede holdning til hvad debatter skal forurenes med. Det var egentlig formålet med mit indlæg.

Alle holdninger er faktisk ikke lige gode når det kommer til naturvidenskab (heller ikke selv om lille Lise, nu webredaktør, har fået det at vide i børnehaven). Og kooks forurener debatter på websites.

  • 5
  • 4

Tværtimod. Det er en yderst objektiv vurdering af din opførsel i "Æterspørgsmålet".

Næ, det er din opfattelse, der går ud på, at alle, der tillader sig at stille spørgsmålstegn ved "den sande lære" er vantro, som man helst skal hugge hovedet af ved at udelukke dem fra al debat, så de ikke begynder at stille spørgsmålstegn ved ting, som ikke tåler dagens lys og en nøjere granskning.

"Debat" er ifølge Wikipedia "en meningsudveksling mellem flere mennesker med forskellige holdninger til et givent emne", så det bliver ganske rigtigt spændende at se, om Ingeniøren ligesom dig kun går ind for religiøs forkyndelse af den sande lære, eller man mener det alvorligt med et debatforum, hvor også alternative synspunkter kan komme til udtryk - når bare det sker i en god tone uden personangreb.

Historien har talrige eksempler på, at skeptikere i sidste ende har fået ret, så lad os se, hvilke teorier og synspunkter Ingeniøren vil gøre sig til dommer over!

  • 1
  • 4

Vi kan jo konstatere, at elektronen ved passage af spalten (går altid kun gennem én spalte) skifter retning momentant uden tilførsel af energi, hvilket den ikke kunne, hvis den havde masse.

Hvordan forklarer du så at interferensmønstre også opstår når et dobbeltspalte-eksperiment laves med store partikler, e.g. neutroner og C60 molekyler, hvor man kan kontrollerer at man sender partikler mod spalterne enkeltvis? Disse partikler har beviseligt masse, men udviser alligevel bølge-egenskaber, når de udsendes en af gangen gennem en dobbelt-spalte mod en detektor, hvilket du, så vidt jeg forstår, hævder er umuligt?

  • 4
  • 0

Hvordan forklarer du så at interferensmønstre også opstår når et dobbeltspalte-eksperiment laves med store partikler, e.g. neutroner og C60 molekyler, hvor man kan kontrollerer at man sender partikler mod spalterne enkeltvis? Disse partikler har beviseligt masse, men udviser alligevel bølge-egenskaber, når de udsendes en af gangen gennem en dobbelt-spalte mod en detektor, hvilket du, så vidt jeg forstår, hævder er umuligt?

Er du nu også sikker på, hvor meget masse C60 molekyler egentlig har, og hvor meget, der skyldes æteren? Jeg tror, at vi lever i verdens største illusionsnummer, hvor det, vi anser for at indeholde masse, er stort set masseløst, og det, vi ikke kan se (æteren), indeholder det meste af massen. Ellers kan man nemlig ikke forklare dobbeltspalteeksperimentet med (enkelt)elektroner og kan heller ikke forklare, hvad der skaber inerti.

Elektroner går beviseligt altid kun gennem én spalte. Det gælder formodentlig også for C60 molekyler; men jeg har bare ikke set dette bevis ført. Æterbølgen går altid gennem begge spalter; men da der ikke findes noget måleinstrument, der kan give udslag uden tilførsel af energi, kan vi ikke undgå at påvirke elektronens hastighed og/eller retning, hvis vi prøver at detektere hvilken spalte, den passerer. Da æter og elektroner kobler med hinanden, vil det påvirke æterbølgen gennem den spalte, som elektronen passerer, hvorved de to bølger ikke længere har samme hastighed og dermed ikke kan danne et interferensmønster. Kun en computersimulering kan uddrage data uden at påvirke objektet. At interferensmønstret forsvinder, når vi prøver at måle, har absolut intet med Heisenbergs usikkerhedsrelation at gøre. Jeg tror, at naturen er helt eksakt.

Du rører imidlertid ved et meget interessant punkt. Det er beviseligt, at elektroner kobler til æteren. Sætter man gang i en elektron (elektronkanon), vil det trække æteren med, og sætter man gang i æteren, eller er æteren i bevægelse (efter elektronkanonen), vil den trække elektroner med. Det er det, der sker i en ledning og i dobbeltspalteeksperimentet med elektroner. Spørgsmåler er så, om det kun er elektroner, der kobler til æteren, eller det også gælder protoner og molekyler. "Problemet" er, at C60 molekyler indeholder elektroner, så det er umuligt at sige, om koblingen går via elektronerne eller direkte. Jeg kunne godt tænke mig at se dobbeltspalteeksperimentet udført med protoner (det eneste, der ikke indeholder elektroner) for at afklare dette.

Endnu engang vil jeg fremhæve, at bølger i "ingenting" er det rene nonsense. Bølger opstår ved impulsudveksling mellem mange partikler og kræver derfor et medie. Hver eneste gang, vi ser "bølgeegenskaber", er det derfor æteren, der giver sig til kende, for det er udelukket, at én partikel kan udveksle impuls med sig selv og skabe en bølge.

Bølger i "ingenting" og masseløse partikler, der alligevel måles i kg og har impuls (kgm/s), er nogle vrøvlehistorier, som fysikerne har måttet indføre, for at få bl.a. fotonmodellen til at passe med virkeligheden. Når noget er hamrende ulogisk og strider mod enhver form for sund fornuft, kalder man det bare kvantemekanik, og så er selv den mest rablende vanvittige forklaring tilladt.

Den absolut eneste måde, man kan overføre energi og impuls med lysets hastighed uden at komme i konflikt med, at masseløse partikler selvfølgelig hverken kan have energi (E = mc2) eller impuls (p = mv); men partikler med masse ikke kan bevæge sig med lysets hastighed, er ved at overføre impulsen fra partikel til partikel præcis som i Newtons vugge - bare elektrisk og dermed med lysets hastighed og ikke mekanisk med lydens hastighed. Det kræver en æter.

  • 2
  • 7

Når du går ind for, at den gravitionelle rødforskydning blot kan ignoreres,

Jeg har faktisk forklaret hvorfor jeg ikke tror på at den kan bruges som forklaring på de observationer der fortolkes som kosmologisk rødforskydning. Det vender du på hovedet ved at påstå at jeg går ind for blot at ignorere den gravitionelle rødforskydning - uden begrundelse.

Vi kan godt være uenige men når du groft fordrejer hvad jeg har skrevet ser jeg ingen grund til at fortsætte en debat med dig.

  • 4
  • 1

Re: Big Bang

Hvis lysets hastighed ændrer sig i rummet medfører det acceleration. Dvs. at en masse påvirkes af en kraft.  

Acceleration af hvad ? Og i hvilken retning ?

Hvis det er gældende for hele universet, eller såmænd bare for en del af universet - hvorfor skulle det medføre nogen kræfter på legemer eller en (ubekendt) acceleration ? Det giver simpelthen ikke mening for mig.

Kan du uddybe ?

Det er nødvendigt, for at vores fysiske love er konsistente. Sker der en ændring af lysets hastighed, påvirker det vores måleudstyr - og også os. De vil trods ændringen, vise den samme lyshastighed, da den er defineret til at være konstant. Naturen fungerer sådan, at de fysiske love er ens, også selvom de ændres - men, det medfører så, f.eks en kraft, der gør at de bliver konsistente. Skal de fysiske love være konsistente, er nødvendigt at der er en acceleration hvor lysets hastighed ændres.

Et eksempel på dette er tyngdeaccelerationen. Tyngdeaccelerationen er et resultat af ændringen i lysets hastighed, på grund af gravitation.

Altså, tyngdekraften skyldes ikke en kraft fra massen, men en kraft på grund af massens ændring af lysets hastighed omkring den. Heraf opstår så en tyngdeacceleration, fordi lysets hastighed ændres af gravitationen fra massen (masserne). Og tyngdekraften opstår, fordi at en masse i et accelerationsfelt, påvirkes af en kraft.

Tyngdekraften eksisterer ikke direkte som kraft. Det er en indirekte kraft, som skyldes ændring af lyshastigheden grund af et felt (gravitationsfelt) og tyngdeaccelerationen. Ændringen af lysets hastighed kan skyldes higgs, og dermed er tyngdekraften en indirekte indirekte indirekte kraft.

  • 1
  • 5

Carsten tale meget om sin æter, men hvordan agerer den i forhold statiske felter, som E-feltet om en ladning eller tyngdekraften om en masse? Disse kræfter peger altid mod kilden uden nogen forsinkelse. Egentlig er det en mærkværdighed, men den følger af observationer og ville give problemer hvis det ikke gjaldt. https://en.wikipedia.org/wiki/Speed_of_gra... Der er nogle små huller i forståelsen, men de er små.

  • 0
  • 2

Det vender du på hovedet ved at påstå at jeg går ind for blot at ignorere den gravitionelle rødforskydning - uden begrundelse.

Det gør jeg da ikke. Den kosmologiske rødforskydning er en Doppler-effekt forårsaget af universets udvidelse https://da.wikipedia.org/wiki/Kosmologisk_.... Dvs. at man ud fra rødforskydningen konkluderer, at verdensrummet udvider sig. Den konklusion kan man imidlertid kun drage, hvis man er 100 % sikker på, at der ikke er andre årsager til rødforskydningen. Hvis den gravitionelle rødforskydning også har betydning, vil man regne mere eller mindre galt alt efter hvor stort bidraget er. Det er det, jeg påpeger, så når man tillader sig helt at se bort fra den gravitionelle rødforskydning, må man også have en begrundelse for at gøre det. Det er den, jeg efterlyser!

  • 0
  • 4

Carsten tale meget om sin æter, men hvordan agerer den i forhold statiske felter, som E-feltet om en ladning eller tyngdekraften om en masse?

Det store spørgsmål er, hvad et felt egentlig er. Hvordan virker tyngdefeltet Svend?

Traditionel fysik har ingen æter, der kan overføre kræfter, men må ty til virtuelle partikler som fotonen for de elektromotoriske kræfter og en endnu ikke opdaget graviton for tyngdekraften. Ingen kan imidlertid svare på selv de mest elementære spørgsmål om virtuelle partikler som f.eks. hvor hyppigt de udsendes, hvordan de kan skabe tlltrækning, når de ifølge impulsbevarelsessætningen burde skabe frastødning, og hvordan man får en foton til at følge en krum ledning. I mine øjne er virtuelle partikler det rene nonsense, og man må klamre sig til Heisenbergs usikkerhedsrelation (som jeg ikke tror på, da naturen opfører sig eksakt) for at kunne påstå, at de ikke er et brud på energibevarelsessætningen.

Hvis man vil opnå en dybere forståelse for den verden, vi lever i, bliver man nødt til at forstå, hvordan "felter" virker. Man kan ikke bare henvise til "felt", "bølge" etc. uden at kunne gøre rede for hvilken fysik, der ligger bag. Med ætermodellen har man mulighed for at overføre kræfter på den simpleste og mest logiske måde - nemlig direkte fra partikel til partikel. Det er endnu en årsag til, at jeg går ind for den model.

  • 0
  • 3

Traditionel fysik har ingen æter, der kan overføre kræfter, men må ty til virtuelle partikler som fotonen for de elektromotoriske kræfter og en endnu ikke opdaget graviton for tyngdekraften.

Felter er mærkelige, men de virker dog, og man kan regne på dem. At forklare dem med "partikler" løser reelt intet, for hvad er partiklerne så. (Jamen de består af andre mystiske partikler osv osv). I øvrigt har jeg svært ved at se et statisk elektrisk felt forklaret med fotoner. Jeg har det helt fint med at elektriske, magnetiske og gravitationelle felter findes og eksisterer helt af sig selv. At forklare det med æter løser intet, for hvad er æter osv osv.

  • 2
  • 0

I mine øjne er virtuelle partikler det rene nonsense, og man må klamre sig til Heisenbergs usikkerhedsrelation (som jeg ikke tror på, da naturen opfører sig eksakt) for at kunne påstå, at de ikke er et brud på energibevarelsessætningen.

Ren sund fornuft. Vældigt overbevisende.

Med ætermodellen har man mulighed for at overføre kræfter på den simpleste og mest logiske måde - nemlig direkte fra partikel til partikel. Det er endnu en årsag til, at jeg går ind for den model.

Billardkuglemodellen. Også vældigt overbevisende. Men hvad gemmer der sig bag "direkte fra partikel til partikel". Hvad sker der mellem disse billardkugler når de "støder sammen"? Og hvor kommer alle disse billardkugler fra? Hvor store er de, hvad er de lavet af og hvoraf kommer deres masse, hårdhed, elasticitet, friktion og klisteregenskaber?

  • 5
  • 1

Ren sund fornuft. Vældigt overbevisende.

Ialtfald mindst lige så fornuftigt og overbevisende, som din begrundelse for at ignorere den gravitionelle rødforskydning i beregningen af verdensrummets ekspansion, fordi du uden at kunne begrunde det bare forudsætter, at det ekstremt kraftige lys fra objekter i over 13 milliarder lysårs afstand med garanti udsendes fra lette objekter.

Men hvad gemmer der sig bag "direkte fra partikel til partikel". Hvad sker der mellem disse billardkugler når de "støder sammen"? Og hvor kommer alle disse billardkugler fra? Hvor store er de, hvad er de lavet af og hvoraf kommer deres masse, hårdhed, elasticitet, friktion og klisteregenskaber?

Det finder man ialtfald ikke ud af ved at ignorere ætermodellen, og mange af disse spørgsmål må fysikerne jo også stille sig om partikler generelt.

Så længe ingen vil erkende æterens eksistens på trods af, at talrige eksperimenter viser, at den eksisterer, går ingen ind og laver de eksperimenter, som f.eks. dobbeltspalteeksperimentet med protoner, der skal til for at fastslå æterens nærmere egenskaber. P.t. kender vi derfor kun permeabiliteten og dielektricitetskonstanten ved det ætertryk, der eksisterer på jordens overflade, og vi har kun en relativ upræcis viden om massedensiteten, idet den svarer til densiteten af mørkt stof.

  • 0
  • 6

Felter er mærkelige, men de virker dog, og man kan regne på dem.

Ja, man kan regne på dem; men det er ikke nok til at forstå dem. Man kan også konstatere, at en bil kan køre af sig selv; men man får ikke en dybere forståelse for hvorfor, før man kikker under motorhjelmen.

At forklare dem med "partikler" løser reelt intet, for hvad er partiklerne så. (Jamen de består af andre mystiske partikler osv osv).

Jo, for så får man aflivet virtuelle partikler og er dermed et skridt videre; men man har selvfølgelig stadig problemet med, hvad en partikel egentlig er. Det problem har traditionel fysik imidlertid også, så her tilfører ætermodellen ikke yderligere kompleksitet.

I øvrigt har jeg svært ved at se et statisk elektrisk felt forklaret med fotoner.

Det har jeg også; men det bliver man nødt til, hvis man hævder, at de elektromotoriske kræfter udveksles med fotoner. Citat fra følgende: http://www.nbi.ku.dk/spoerg_om_fysik/fysik...

Når to ladninger vekselvirker, så sker det ved, at den ene udsender en virtuel foton - med en impulsoverførsel fra den udsendende ladning til følge - og når den anden ladning absorberer fotonen, vil den modtage den samme impuls.

Hvorfor kun den ene og hvor hyppigt, og hvordan kan det føre til både frastødning og tiltrækning - ikke mindst ved DC? Og hvad med energibevarelsessætningen? De elektriske kræfter har ingen afstandsbegrænsning, så man kan risikere at skulle øve vold på energibevarelsessætningen i milliarder af år. Hvorfor er der f.eks. heller ingen, der "gider" svare på, hvordan man får en foton til at følge en krum ledning?

Beklager, men i mine øjne er virtuelle partikler det rene nonsense. Ætermodellen er endnu ikke komplet; men du må erkende, at "billardkugler", der støder op til hinanden som i Newtons vugge, med meget stor sandsynlighed kan overføre den impuls, der skal til for at forklare overførsel af lysets energi og strålingstryk.

  • 0
  • 4

Det er fint at du holder gryden i kog Carsten, da det får os til at overveje noget af det grundlæggende, som oftest blot tages for givet. Det er sundt af og til at tage det givne op til revision, og overveje hvorfor vi tager det for givet, og om vi stadig skal gøre det. Jeg er ikke en fan af fotoner, men de virker som forklaring i visse tilfælde, blot alt ikke bliver forklaret med dem. At forstå noget er egentlig ret subjektivt, og jeg kommer til at tænke positivt på spørgejørgen.

Lidt udenfor emnet ville jeg høre, om nogle kan forklare hvor meget effekt/m2 der er i en tyngdebølge med en given amplitude? De skulle være detekterede, og kilden skulle have mistet megen energi til tyngdebølgerne, så tallet må findes, men jeg har ikke fundet det eller set det.

  • 1
  • 0

Angående æter Carsten tale meget om sin æter, men hvordan agerer den i forhold statiske felter, som E-feltet om en ladning eller tyngdekraften om en masse? Disse kræfter peger altid mod kilden uden nogen forsinkelse. Egentlig er det en mærkværdighed, men den følger af observationer og ville give problemer hvis det ikke gjaldt.

Hvis vi forestiller os nogle partikler, der danser tilfældigt, således vi umuligt kan sige hvor de er præcist, så kunne man forestille sig, at der alligevel er en gradient i deres tæthed, og der derved peges mod kilden, eller kan gives en kraft med eller mod kilden.

  • 1
  • 1

Re: Angående æter

Og dermed får du jo netop aflivet æteren - at aflive de virtuelle partikler, er at aflive æteren. Det er jo det den består af.  

Vrøvl!

Hvis din æter ikke består af virtuelle partikler, så tror jeg ikke du kan bevise den. Hvad forestiller du dig så den består af? Higgs partikler?

Er din æterteori desuden korrekt, så må der være en minimums afstand mellem partiklerne, og dermed også være en minimums afstand der eksistere, afhængigt af partikel tætheden. Der vil ganske enkelt være en grænse for, hvor små afstande kan blive. Desuden, ser ud til, at der ikke er forskellige tæthed i rummets retninger, og partiklerne er derfor ikke i krystal former, men må være i "gas" form. Hvilket igen betyder, at det er umuligt at kende deres position præcis. For ellers, kunne de lægge sig på en måde, så afstanden til købmanden bliver kortere på søndag.

  • 3
  • 1

Hvad forestiller du dig så den består af? Higgs partikler?

Aner det ikke; men Higgsfeltet og æteren har det til fælles, at de giver alt andet en tilsyneladende masse, så en sådan mekanisme er jeg og fysikerne enige om. Jeg tror bare ikke på, at man kan give noget en konstant masse (der dog afhænger af hastigheden) på baggrund af en partikel med en levetid på 1,56 x 10^-22 s. Man skal i stedet have fat i en partikel med uendelig levetid.

Desuden, ser ud til, at der ikke er forskellige tæthed i rummets retninger . . .

Jo, det er lige netop det de illustrationer af mørk masse, som jeg har set, viser (det er ikke tætheden af himmellegemer, vi taler om). Mørk masse = æter har en tendens til at klumpe sig sammen omkring galakser. Jeg forestiller mig verdensrummet/æteren som en form for atmosfære med højtryk og lavtryk, hvor det laveste tryk er i midten af en galakse og langt fra himmellegemer. Hvis nogen har materiale om fordelingen af mørk masse som f.eks. billeder, kort, beskrivelser af massedensiteten eller lignende, vil jeg meget gerne have en link.

  • 0
  • 2

Higgsfeltet og æteren har det til fælles, at de giver alt andet en tilsyneladende masse, så en sådan mekanisme er jeg og fysikerne enige om.

Det er ikke korrekt. Du giver masse til elektroner ved at æterpartiklerne - som har masse - klistrer til de masseløse elektroner, og jo flere jo hurtigere de bevæger sig.

Der er ikke samme "mekanisme" som Higgs. Overhovedet.

Dertil kommer at din æter mekanisme med masse åbenbart skal erstatte relativistisk masse - mao masse er uafhængigt af observatøren men afhænger af hastigheden i forhold til et absolut referencesystem - æteren. Så du afskaffer Einstein og genindfører det absolutte rum. Voila.

Iøvrigt - hvorfor klistrer æterpartikler til elektroner. Hvordan skulle det foregå?

Du propper egenskaber på æteren i det omfang der kræves for at forklare dit sund fornuft-univers. Nu også sort masse og Higgs. Det virker lidt bagvendt.

  • 3
  • 0

Aner det ikke; men Higgsfeltet og æteren har det til fælles, at de giver alt andet en tilsyneladende masse, så en sådan mekanisme er jeg og fysikerne enige om. Jeg tror bare ikke på, at man kan give noget en konstant masse (der dog afhænger af hastigheden) på baggrund af en partikel med en levetid på 1,56 x 10^-22 s. Man skal i stedet have fat i en partikel med uendelig levetid.

Jeg tror du kan lave en vilkårlig matematisk ligning om til feltteori og æterteori. Det eneste, at det medfører, er at du indfører en usikkerhed i matematik, således at der bliver en maksimal opløsning for størrelserne, på grund af æterpartikel tæthed. Og det vil gøre matematikken skrækindgydende svær...

  • 1
  • 0

og jo flere jo hurtigere de bevæger sig.

Ikke helt. Ved højere hastigheder er det æterpartiklerne, der skubber til - og sætter gang i - flere og flere æterpartiler. Elektronerne kan kun koble til de nærmeste æterpartikler.

Dertil kommer at din æter mekanisme med masse åbenbart skal erstatte relativistisk masse - mao masse er uafhængigt af observatøren men afhænger af hastigheden i forhold til et absolut referencesystem - æteren. Så du afskaffer Einstein og genindfører det absolutte rum. Voila.

Lige netop. Den relativistiske masseforøgelse er alt, hvad man behøver som udvidelse af Newton. Man behøver hverken at ændre ved længder, hvilket også fører til Ehrenfests paradoks, eller ved tiden, som naturen ikke benytter. Tid er bare en menneskeskabt enhed, der gør det muligt at mødes og måle. Af den årsag findes der heller ingen global tidsreference i naturen.

Iøvrigt - hvorfor klistrer æterpartikler til elektroner. Hvordan skulle det foregå?

Formodentlig ved elektriske kræfter. Man kan også forestille sig endnu mere spektakulære muligheder; men dem vil jeg ikke offentliggøre her, da det vil fjerne fokus fra det, jeg er næsten 100 % sikker på, og samtidig give jer et angrebspunkt :-)

Du propper egenskaber på æteren i det omfang der kræves for at forklare dit sund fornuft-univers. Nu også sort masse og Higgs.

Reelt set har jeg kun udviddet den gamle ætermodel, som også Maxwell benyttede, med én eneste tilføjelse - jeg tror at alle partikler er masseløse bortset fra bindingsenergien, men opnår en tilsyneladende masse ved at koble til en masseholdig æter. Denne kobling sker som minimum til elektroner, men muligvis også til andre partikler. Med denne ene tilføjelse bliver æteren relativistisk med hensyn til massen, og man kan samtidig forklare alle de eksperimenter, som viser, at elektroner er masseløse, hvilket de også bør være i henhold til standardmodellen.

Mørk masse og mørk energi kommer af sig selv, idet mørk masse er identisk med æteren, og mørk, frastødende energi ganske simpelt er ætertrykket.

Traditionel fysik må derimod give fotoner og andre virtuelle partikler en lang række aldeles groteske egenskaber for at få de modeller til at passe med virkeligheden.

  • 0
  • 4

" Ved højere hastigheder er det æterpartiklerne, der skubber til - og sætter gang i - flere og flere æterpartiler."

Eftersom partiklerne vekselvirker med æteren og overfører bevægelsesmængde til æterpartiklerne er det lidt svært at forestille sig at æteren ikke virker bremsende på partiklerne på deres færd.

Men det har du vel en god forklaring på.

  • 4
  • 0

Mørk masse og mørk energi kommer af sig selv, idet mørk masse er identisk med æteren, og mørk, frastødende energi ganske simpelt er ætertrykket.

Ætertrykket er vel faldende med udvidelsen. Men udvidelsen accelererer! Og hvad nu hvis der ikke er nogen udvidelse?

Hvordan måler man ætertrykket? I forhold til hvad? Er æter ligesom luft? Kan man varme den op? Er ætertrykket højere når den er varm? Hvordan måler man æterens temperatur? Er der æter inde i solens centrum?

  • 3
  • 0

Reelt set har jeg kun udviddet den gamle ætermodel, som også Maxwell benyttede, med én eneste tilføjelse - jeg tror at alle partikler er masseløse bortset fra bindingsenergien, men opnår en tilsyneladende masse ved at koble til en masseholdig æter.

Er det ikke lidt besværligt - vil ikke være mere nemt, at der kun findes bindingsenergier, og det er bindingsenergien som er massen. Din æter, har dermed ingen masse, hvis den er i tomt rum, for der er ingen energi.

En æter, kan måske godt bestå af flere komponenter: F.eks. røde partikler, der er ansvarlig for energi og masse. Og blå der er totalt uden indhold.

  • 0
  • 2

Hvordan måler man ætertrykket? I forhold til hvad? Er æter ligesom luft? Kan man varme den op? Er ætertrykket højere når den er varm? Hvordan måler man æterens temperatur? Er der æter inde i solens centrum?

Man kan måske også definere det, som antallet af æter partikler indenfor en defineret volumen, eller som en størrelse, der er omvendt af den reciprokke afstand mellem partikler.

Ser vi matematisk på det, så kan vi for ethvert rum, uanset dimensioner, definere en talværdi, for ethvert punkt. Dette talværdi, kan være et tryk, der er bestemt af antallet af partikler indenfor et definerbart volumen. Regnes upræcist, så kan vi bruge de sædvanlige matematiske regler, fordi vi ikke kommer ned i størrelser, hvor hver enkelt æter partikel har betydning. Findes en æter, er den største forskel, i forhold til fysik beskrevet ved integral og differential ligninger, at der må opstå usikkerhed.

Imidlertid, vil vi ofte have brug for, at vi til ethvert punkt, ikke kun har knyttet et tryk, men komplekse tal. Og at vi i samme rum, kan have flere størrelser, i et enkelt punkt.

Måske kan det forklares, ved at udskifte æter partiklerne med noget andet, f.eks. bølger, stangmagneter, osv.

  • 0
  • 2

Eftersom partiklerne vekselvirker med æteren og overfører bevægelsesmængde til æterpartiklerne er det lidt svært at forestille sig at æteren ikke virker bremsende på partiklerne på deres færd.

Men det har du vel en god forklaring på.

Ja, for masseløse partikler som elektronen har en impuls på 0 og kan derfor ikke overføre bevægelsesmængde, men de kan koble til æteren.

Hvis du accelererer elektroner i en elektronkanon, er det et elektrisk felt, der sætter gang i elektronerne, som så sætter gang i æteren pga. koblingen. Så snart elektronerne har forladt kanonen, er det til gengæld nu æterbølgen, der trækker dem videre. Det er inerti.

Ætertrykket er vel faldende med udvidelsen. Men udvidelsen accelererer!

Ekspansionshastigheden vil afhænge af differenstrykket.

Hvordan måler man ætertrykket? I forhold til hvad? Er æter ligesom luft? Kan man varme den op? Er ætertrykket højere når den er varm? Hvordan måler man æterens temperatur? Er der æter inde i solens centrum?

Aner det ikke, dog opfører æteren sig som en slags idealgas med hensyn til lysets hastighed, idet lysets hastighed fremkommer ud fra nøjagtig de samme formler som gælder for lydens hastighed i en idealgas - bare med permeabilitet i stedet for densitet og dielektricitetskonstant i stedet for det reciprokke af elasticitetsmodulet.

Specielt temperaturen har jeg også selv tænkt meget over. Eksisterer der en ætertemperatur og i så fald hvordan ytrer den sig?

  • 0
  • 4

Ja, for masseløse partikler som elektronen har en impuls på 0 og kan derfor ikke overføre bevægelsesmængde, men de kan koble til æteren.

Koble? Hvad er nu det. Æterpartiklerne har masse og "kobler" til elektronen - dvs ændrer hastighed. Det vil mao sige at de øger deres bevægelsesmængde. Hvor har de fået det fra hvis ikke fra elektionen? Hvis elektronen øger hastigheden vil flere æterpartikler "koble" sig på dvs øge deres bevægelsesmængde. Det er ikke relativistisk masseforøgelse, bare flere af de små æterpartikler der "kobler" sig på.

Hvornår sker koblingen? Nå en elektron er bundet til en atomkerne - er æterpartiklerne så med? Når en elektron diffunderer gennem en ledning har det så æterpartikler med? Når elektronen sendes ud i vacuum fra en glødetråd - er det så her æteren kobler på?

Man siger at elektroner i et atom snarere er som en sky omkring kernen end en lille kugle. Hvordan kobler æteren til en sky?

osv.

  • 3
  • 0

Koble? Hvad er nu det. Æterpartiklerne har masse og "kobler" til elektronen - dvs ændrer hastighed. Det vil mao sige at de øger deres bevægelsesmængde. Hvor har de fået det fra hvis ikke fra elektionen?

Fra den energi, der bevæger elektronerne som f.eks. en elektronkanon.

Hvis elektronen øger hastigheden vil flere æterpartikler "koble" sig på dvs øge deres bevægelsesmængde.

Nej; men æterpartiklerne får svært ved at flytte sig, så der dannes en "pude" af æter ligesom en luftpude, der bliver større og større.

Det er ikke relativistisk masseforøgelse.

Jo, for den tilsyneladende masse stiger med hastigheden, og når hastigheden nærmer sig kræfternes maksimale udbredelseshastighed i mediet, skal man til sidst skubbe det meste af universet foran sig. Til gengæld skaber man også en masse inerti i den "æterpude", man får sat i bevægelse.

Hvornår sker koblingen? Nå en elektron er bundet til en atomkerne - er æterpartiklerne så med? Når en elektron diffunderer gennem en ledning har det så æterpartikler med? Når elektronen sendes ud i vacuum fra en glødetråd - er det så her æteren kobler på?

Æteren kobler uanset hvordan elektronen bevæger sig; men før jeg ved, om også protoner kobler, vil jeg ikke offentliggøre min teori om koblingen.

Man siger at elektroner i et atom snarere er som en sky omkring kernen end en lille kugle. Hvordan kobler æteren til en sky?

Igen vil jeg ikke offentliggøre en indlysende forklaring før jeg ved, om også protoner kobler.

  • 0
  • 4