Superlim aflurer tricks fra gekkoer og muslinger

Gekkoens unikke evne til at løbe på væggene og blåmuslingens evne til at modstå tidevand og bølgeslag bliver nu kombineret i en superlim, der skal hjælpe læger til at lukke operationssår. I modsætning til de fleste limprodukter virker produktet nemlig også i fugtige omgivelser og under vand, skriver Nature.

Manden bag det nye produkt er Phillip Messersmith fra Northwestern University i USA, der har udviklet limen, som egentlig nærmere er en plastfilm med børster på. Børsterne er kun 0,2 my brede - og svarer dermed til de små børsteagtige vedhæng, en gekko har på sine tæer.

Nanorør mister sin evne under vand

Gekkoens tæer er dækket af millioner af ultratynde tråde, som fæstner sig til overfladen. Hårenes evne til at sidde fast er så stærk, at gekkoen kan hænge fast i bare en tå, men i de senere år har forskere lavet nanorør, som sidder 200 gange så godt fast som gekkoens hår.

Tricket består i, at udnytte de van-der-waalske kræfter, også kaldet intermolekulære kræfter, hvor en enkelt tråd svagt hænger ved en overflade. Ved at øge antallet af minimale tråde øger man kræfterne.
Det eneste problem er, at kræfterne slipper op, når trådene bliver våde.

Muslinger løser forskernes problem

Det problem løste Phillip Messersmith ved at pålægge de diminutive børsters spidser med en polymer, der ligner den lim, som muslinger anvender i deres byssus-tråde. Det er de tråde, der forankrer dyrene til sten og bundgarnspæle.

Resultatet var imponerende og filmen kan vel at mærke rives løs ligesom en "Post-It"-seddel. Derefter kan den sættes på igen op til 1.000 gange. Ingen har tidligere kunnet lave en klæbende film, der holdt til at blive fjernet og sat på igen tusinde gange, så Messersmith ser frem til mange anvendelser for sin nye superlim, både civilt og militært.

Han kalder limproduktet for "geckel" - en sammentrækning af ordene "gecko" og "mussel", de dyr, der inspirerede ham til opfindelsen.

Emner : Nanoteknologi