Superinstruktør bag ny arbejdsmiljøfilm

Den 30-årige instruktør Jonas Elmer, manden bag Let's Get Lost fra 1997 og Monas Verden fra i år, har nu skruet en ny film sammen for Arbejdsmiljørådets Service Center. Filmen Thobo-Carlsen Undercover blev vist ved en premiere i fredags. Det er en underholdende og både dokumentarisk og satirisk skildring af det moderne og stressede liv på de danske arbejdspladser, hvor presset får følgeskab af en masse usunde og uheldige vaner, der som en virus sniger sig ind og ødelægger fysik og psyke indefra.

I de seneste tredive år er danskernes middellevetid kun steget med to år. Det er den laveste stigning blandt EU-landene. Til sammenligning har lande som Finland og Østrig lagt syv år til middellevetiden i samme periode. Forskere har peget på dårlige livsvaner såsom rygning, for megen alkohol, for lidt motion og forkert kost, som årsager. I den forbindelse er arbejdspladskulturen en af kilderne til al den dårligdom, hævder formanden for Arbejdsmiljørådets udvalg for folkesundhedsprogrammet, Bjarke Thorsteinsson, i en kommentar til den nye film.